Vi kalder hende i børnehaven for feen. Lise Jensen er lille, rundt ansigt, altid med sin hvide puddel Knop i snor, og hun trækker de farverige poser med godbidder frem til os. Hvis der fantes flere som hende, ville hverdagen skinne som solen, for hun er selv solens stråle.
Vi leger i sandkassen, spiller kaptajn og røver, lader små både glide i vandpytter. Som den gamle danske børnesang siger: Vi sejler som vilde pirater på de blå bølger. Når jeg tænker tilbage på barndommen, ser jeg altid den solbeskinnede gård med klodser, biler og dukker. Vi er én for alle og alle for én. På den tid så vi aldrig overskrifter som Teenagere skar kattens øje ud eller Hund brændt levende. Venlighed hænger i luften. Ja, der kan have været en sur type, men han får sin skyld forsonet af både børn og voksne ingen kan slippe af sted med dårlige handlinger.
Vi har også tante Lise. Hun er så lille, næsten på niveau med et barn. Jeg husker hendes fyldige krøllede hår og de blomstrede kjoler i klare farver. Hun elsker farverige perler. Hver eftermiddag træder hun ud på gården med sin krusede, hvide puddel Knop. Når vi smider vores biler, flyvere og dukker, løber vi alle hen til hende. Tante Lise er som den gode ånd i vores gamle to-etagers murstenshus. Forældre overlader deres små til hende, når de skal på arbejde, og hun henter os fra børnehaven med et smil og en ny historie. Hun strikker fantastisk og giver os alle farverige pandebånd, halstørklæder og sokker man kunne kalde dem Lises mærkevarer.
Hun er ikke blodslægtning, men vi kalder hende så. Hendes slægt bor i fjerne Sverige og sender hende kasser fulde af chokolade og bolsjer. I de dage var der knap så meget i butikkerne, så vi nød hver eneste lille sukkerklump, hun delte ud med et blinkende øje. Hun satte sig ned ved siden af os, vi rakte genert vores hænder ud, og hun gav os farverige plastfolie, en mundfuld af de fineste godbidder. I dag ville man aldrig give fremmede slik til børn, men Lise var ingen fremmed hun var vores egen.
En dag sagde nabokvinden fra anden etage, med sin tørre stemme: Hvorfor giver du dem slik? De har forældre, der skal købe mad. Du har selv så lidt, din mand er syg og har brug for medicin. Lise svarede: De er kun børn. Når jeg får slik fra min familie, vil jeg have, at de også får smagen af noget godt. Det er vigtigt at dele, så deres øjne lyser, og deres latter fylder luften med duften af sommer, mælk og vandmelon. Jeg husker, hvordan jeg rystede på hovedet og sagde: Du er dum, Lise, du giver dem for meget. Lise lo stille og fortsatte med at give os æbler.
Da Lise en dag forsvandt i to dage, spurgte vi de andre børn: Hvor er tante Lise? Morerne svarede: Måske hviler hun eller er syg, lad være med at bekymre jer. På anden dag gik vi alle otte fire piger og fire drenge ud som en lille delegation til hendes hus. Vi havde medbragt: Keshas tegning af himlen og solen, Slavas farveblyant som gave, Yanas lerklodsfigur, Olles potteplante, tvillingerne Marias marmelade, og jeg pandekager, som min mor bagte så luftigt, at de næsten svævede på pannen.
Vi bankede på Lises dør. Hun stod i en enkel kåbe, med sit hår sat i en stram knold, og hun så bleg ud, men da hun så os, lyste hun op. Hej, mine små venner! Kom ind! hun sagde, mens hun kyssede os på kinderne. Huset var lille men hyggeligt: to senge, farverige gardiner, et skævt bord, en gammel tvkasse og masser af strikkede tæpper. En gråhåret mand med brune øjne stod ved siden af sengen, smilte forsigtigt. Det er min mand, Volund. Han er syg, men han er taknemmelig for jeres besøg, sagde Lise.
Vi kan hjælpe! Skal vi hente indkøb? Rydde gulve? Bære affald? spurgte den mest energiske af os, Kesh. Lise trak os ind på sofaen og delte ud af en pose med chokolade. Vi sang sange, reciterede digte og så hendes ansigt blive mindre bleget. Til sidst sagde hun til mig på øret: Spørg din mor om opskriften på pandekagerne. De er så gode, jeg har aldrig smagt noget lignende! Jeg spurgte, hun skrev opskriften ned på et lille stykke papir, og Lise lo: Det bliver nok aldrig helt som mine.
Lise elskede alle dyr. Hver morgen og aften bar hun en skål med grød eller pasta til de gadehunde, som samlede sig omkring hende. Der var ingen dyreinternater på den tid, så hun var deres eneste hjælper. Min mor sagde ofte: Lise er en guldkvinde, hun giver alt af sig selv. Jeg spurgte: Er guld ikke bare en farve som juletræerne? Mor krammede mig og svarede: En guldperson er en, der er helt speciel.
En dag, mens Lise gik hjem med sin skål, blev hun stoppet af to ældre kvinder. De råbte: Du skal ikke længere fodre dine hunde! Hold op med at kalde børn for dine! Lise svarede roligt: De er små, de bør lege og smile. Jeg giver dem kun en lille smag af livet. Kvinderne gik videre, men Lise fortsatte sin vej med sit hoved højt.
Da Lise en vinter gik bort, flyttede hendes mand ind hos sine børn. Vi stod samlet i gården, græd, og hun gik med en stor kuffert, mens Knop løb ved hendes fødder. Hun delte ud af sine sidste bolsjer, gav os en stor æske med farvede indpakninger og bad os gemme hemmelighederne små poser, blomster, stumper af flaskeglas begravet i haven, som vi gravede op med små hænder. Hun tog et gruppefoto af os alle, som vi skulle holde skiftevis.
Et år senere stod vi igen på den samme gård, men i stedet for de gamle murstenshuse stod en ny lejlighedsbygning. Kesh gravede i jorden efter de gamle hemmeligheder. Hvor er Lise? spurgte vi hinanden. Hun er stadig i vores hjerter, sagde Olie, og hendes ord lever videre: Selvom vi vokser, skal vi forblive børn i sjælen og finde glæde i alt.
Vi har alle gået videre, men hver gang vi ser en lille pige med en farverig taske eller hører en hund gø, husker vi tante Lise. Hun har lært os, at selv når verden bliver hård, kan en enkelt god gerning lyse op som en solnedgang over Øresund. Vi vil aldrig glemme hendes stemme: Vær ikke trist, lille ven. Tag en lille sukkerbit, så bliver alting bedre.
