TANTEN
Tante Katinka blev hentet fra landsbyen. Den ældre dame havde svært ved at klare det hele selv længere. Så hendes niece, Amalie, tog hende med til København.
Amalies mand, Anders, sagde ikke noget til det. Han var stille, slank, lidt betuttet, havde runde briller og gjorde altid, som den kraftfulde og livskraftige Amalie sagde.
Det er jo familie. Og hun har ingen børn selv. Jeg har ikke en mor længere, nu. Min mor var 30 år yngre end tante Katinka; hun blev født i farens anden familie. Og så døde hun så tidligt… hvor er det synd for tante! Vi tager hende hjem, sagde Amalie.
Hendes børn, Mikkel og Signe, kendte slet ikke denne tante.
I virkeligheden havde Amalie kun mødt Katinka to gange før og aldrig talt med hende i telefonen. De havde kun skrevet breve. Som det viste sig, ejede Katinka ikke en eneste moderne ting.
Nu er hun her. Lille og lav, næsten som en dansk trold (13-årige Mikkel var højere end hende). Hendes hår var let som mælkebøllefnug. En flad, rund hat sad på toppen. Og øjnene var overraskende klare og blå, unge og vidende.
I hænderne havde hun en knude og net som dem fra før, i halvfjerdsernes Danmark. Og to gamle kufferter.
I armene: en blød, rød kat. Den kiggede dovent på de nye værter, sprang ned og begyndte at snuse og undersøge lejligheden.
Det er Clementin, jeg tog ham med. Levende sjæl, ikke til at undvære, sagde tante Katinka.
Og tilføjede:
Sådan ser I ud! Mine egne!
Senere blev der dækket op. Tante Katinka havde bragt syltede sager og marmelade fra landet. Amalie blev forbavset over, hvor hurtigt hendes kræsne børn spiste marmelade, syltede agurker, grøntsagsmix og meget mere.
Amalie! Har I have? Jeg vil plante alt muligt, selvom helbredet ikke er, hvad det var, men det skal gro! Man må have sit eget! sagde Katinka.
Amalie svarede, at de ikke havde nogen have. Hvorfor dog? Man kan jo købe alt. De havde aldrig tid. Hun arbejdede to jobs, Anders også. Børnene så de kun i glimt. Lejligheden var købt med lån, som stadig skulle betales længe.
Have skal I ha. Lad være med at se sådan på mig, Amalie. Et menneske må have jord. Vi finder et lille stykke, sagde Katinka og gik ind på sit værelse.
Ja, ja, hvor skal vi få det fra? Vi knokler, afstår fra alt. Tante tror, vi er millionærer! mumlede Amalie, mens hun vaskede op.
Næste dag var det weekend. Anders lå i sengen og læste weekend-avisen. Amalie råbte til børnene, at de selv måtte varme deres frysevarer, og krøb selv under dynen.
Mikkel og Signe, 8 år, sad med deres mobiler, dybt fordybet.
Katten Clementin sad ved siden af og vippede med hovedet. Ind kom tante Katinka.
Hvad laver I? spurgte hun.
Børnene begyndte ivrigt at forklare og vise. Katinka rystede på hovedet. Til sidst sagde hun:
Vi havde også sådan nogle i landsbyen. Dog ikke helt som jeres mere simple. Jeg fik aldrig brug for en. Jeg skrev breve til jeres mor, det var nemmere for mig. De er gode, nyttige man kan finde folk uanset hvor. En nyttig opfindelse. Nå, læg dem nu, og kom med mig!
Hvorfor? Vi spiller jo! protesterede Mikkel.
Hvor spiller I? I sidder jo bare med telefonerne, ingen ringer jo til nogen, undrede Katinka sig.
Vi spiller inde i mobilen, svarede Signe.
Katinka begyndte at fortælle om gamle lege i landsbyen og trak børnene med ud i køkkenet.
Da Amalie kom ud, blev hun forbavset. Der stod en tallerken med pandekager på bordet. Mikkel grinte og drak te. Signe stod og lavede hjemmelavede frikadeller sammen med Katinka.
Se, mor! Der bliver måske én glad her! sagde Signe med et lille smil.
Anders kom til.
Han fniste og snusede.
Fremover laver vi frikadeller sammen hver weekend. Og pandekager også! Det hjemmelavede smager bedst, proklamerede Katinka.
Hvorfor dog? Man kan jo købe det hele, sagde Amalie, som virkelig ikke holdt af at lave mad.
Hun købte altid frysevarer eller færdigretter. Familien havde ikke protesteret før indtil nu.
Nej, mor, lad os lave det selv. Jeg har aldrig smagt sådan nogle frikadeller! sagde Mikkel.
Så tog Katinka en elastikrulle, bandt den om stolene og viste Signe, hvordan de spillede landsbylege med elastikker.
Hvad, springer I ikke sådan? spurgte hun.
De kommer jo ikke engang ud sidder kun med telefonen! Moderne børn! gryntede Anders.
Det er ikke rigtigt. Man må være sammen. Telefoner er gode, det er nødvendigt. Men de skal bruges til at ringe, eller til at sende noget vigtigt. Mere skal det ikke være, sagde Katinka.
Om aftenen strikkede hun, og kattekat Clementin lå behageligt på stolen.
Mor, kom med! kaldte pludselig Signe på Amalie.
Amalie kom ud i gangen, kiggede ind på badeværelset.
Tante Katinka strøg siden af vaskemaskinen, mumlede:
Tillykke med dagen, vaskemaskine! Hold ud, mange gode år, kære!
Katinka, er du okay? hviskede Amalie, lidt bange for at tanten var blevet underlig.
Hvorfor ikke? Det er jo Kvindedag. Vaskemaskinen er en pige så jeg lykønsker den, grinede Katinka.
Men den er jo ikke levende, tante. Sikke noget pjat! fnøs Amalie.
Teknik forstår mere end du tror. En gang sad Vaske på traktoren, og den kom kun ud af mudderet, fordi han talte venligt til den. Og Keld gav altid sin bil et heldigt ord før han kørte og kaldte den “Gertrud”. I ved ikke engang, hvor heldige I er! Vi vaskede alt i hånden, på åen. Her har I det hele, og I går alligevel rundt og surmuler! Telefoner brugt rigtigt, ved man altid, hvor barnet er. Vaskemaskinen gør arbejdet, og mikroovnen varmer det er som magi, sagde Katinka, næsten barnlig af begejstring.
Hun begyndte at hente børnene fra skole.
Mikkel fik pludselig problemer i klassen. Mor og far fik intet at vide. Da han sad og græd i hjørnet derhjemme, kom Katinka ind. Han fortalte hende alt, uden selv at ville det. Næste dag sprang han de to første timer over. Hjemme var det stille, selv Katinka var væk.
Hun gik vel en tur, tænkte han.
Han gik ud, standsede ved klassen. Han mente at høre hendes stemme! Kiggede ind. Læreren sad stille på stolen. Ved tavlen… var Katinka, ivrigt fortællende.
Åh, hvorfor kom hun! De kommer til at grine! Mikkel lænede sig mod døren.
Men ingen grinede. Lektionen sluttede. Hans klassekammerater stimlede sammen om Katinka. Han gik ind, lidt forvirret. Peter, klassens bølle, kom imod ham.
Hej, du kom sent i dag! Din bedstemor er fantastisk! Hun fortalte så mange ting. Gid jeg havde sådan en. Jeg savner min… I morgen har hun lovet at tage os med i haven, hun ved så meget om planter og dyr! Læreren lod hende holde oplæg, smilte Peter.
Ja hun er sådan, sagde Mikkel og løb hen for at kramme Katinka.
Om aftenen græd Amalie. Hun var træt af alt. Og igen stod Katinka ved hendes side.
Du skal ikke græde, søde. Hvorfor dog? Alt er jo godt!
Jeg er træt, arbejder hele tiden, og ser ikke livet. Anders er så forsigtig, de andre har rigtige mænd… Jeg er bare ingenting. Sådan nogle som mig er ikke moderne, græd Amalie på tantes skulder.
Katinka lod hende græde ud. Skænkede te.
Så begyndte hun at fortælle, hvordan hun mistede tre børn, mens de var små. Hvordan hendes flotte mand døde tidligt. Hvordan hun selv overlevede en svær sygdom, tabte sig, led frygteligt.
Hvilket mode-fænomen for folk er det? Gud har skabt alle forskelligt. Nogle slanke som græsstrå, andre mere fyldige. Smag er forskellig, Amalie. Tidligere var runde damer det smukkeste! Du er skøn, håret krøller, øjnene store og blå. Kropsbygning er fin. Vær stolt af dig selv, andre har ikke det du har. Så mange er ensomme! Anders er guldet ser på dig med kærlighed, gør alt for jer. Børnene det er lykke! Resten… det løser sig, jeg har glemt én ting, men det må vente, sagde Katinka og gik i seng.
Amalie glemte at græde. Hvorfor skulle hun også det tanten havde jo ret. Alt var godt.
Den dag ventede Amalie efter manden, ferien var endelig begyndt. Han kom ikke hjem.
Børn! Har far ringet? spørger hun.
Mikkel rørte i en kop i køkkenet. Hun så, at han interesserede sig for madlavning, havde allerede lært at vende pandekager i luften.
Signe byggede hule med stole, tæpper og legetøj.
Børnenes mobiler lå på hylderne de brugte dem stort set ikke længere, kun til at svare på opkald.
Amalie ringede sin mand igen og igen. “Nummeret er midlertidigt ikke tilgængeligt.”
Hun blev kold indvendig. Hvor var Katinka? Savnet den velkendte lyd af tøfler og tantes rolige stemme.
Hun stormede ind på hendes værelse. Katten Clementin strakte sig dovent på sengen.
Mikkel! Signe! Hvor er tante Katinka! gispede Amalie.
Børnene kom løbende.
Vi kom hjem med hende fra skole. Men så gik hun væk, hviskede Signe.
Hvornår? Signe, hvornår? råbte Amalie. Signe nikkede og græd.
Gud! Vi købte hende en mobil, men hun tog den ikke med. Hun er jo gammel! Amalie satte sig magtesløst i stolen.
Mikkel løb for at tage tøj på.
Hvor skal du hen? spurgte moren.
Lede! Vi kan ikke undvære hende! råbte Mikkel og løb ned ad trapperne.
Signe trak futter på og fulgte efter.
Amalie, i fart, efter børnene.
De stod foran opgangen. Glade.
Hvorfor? spørger Amalie.
De peger til venstre.
Der kom Katinka gående, hånd i hånd med Anders, i en hat med valmuer på.
Tante! Du skræmte os! Det må du ikke væk i flere timer! Hvor har du været? græd Amalie mod sin mands skulder.
Vi har været ude og lukke jeres… hvad hedder det nu vandlækage, sagde Katinka.
Hvad? Men… hvordan? var alt Amalie kunne sige.
Vi ville lave en overraskelse. Katinka er jo fantastisk, har reddet os! grinede Anders.
Hvor har du pengene fra, tante? Det burde du ikke! begyndte Amalie.
Hvad mener du? Jeg har sparet op. Min pension er fin. Havde eget landbrug, brugte næsten intet. Æg, mælk, brød lavede det selv. Har solgt mit hus, de penge ville jeg alligevel give jer når jeg døde. Men hellere nu, hvor I har brug for dem, sagde Katinka enkelt.
Amalie var stille. Nu behøvede hun ikke knokle på to jobs mere, heller ikke Anders. Der ville være mere tid til familien. Hvor var det godt!
Ja, i morgen tager vi til landet. Vi har allerede udset en have! sagde Katinka videre.
Huset bliver vores! Have! Du lovede at lære os at se ildfluer rigtigt, og flette kurve, og lave små hemmeligheder af glas og blomster, som vi kan grave op, sagde børnene, mens de alle omfavnede Katinka.
Sammen, arm i arm, gik de hjem.
Amalie standsede et øjeblik, så op mod skyerne, og hviskede:
Tak. Tak for tante Katinka.
