Tante Grethe blev hentet fra landsbyen. Den ældre kvinde kunne ikke længere magte gårdens arbejde, og derfor tog hendes niece, Signe, hende med til København.
Signes mand, Anders, protesterede ikke. Han var stille, slank, iført briller, og adlød sin højlydte og livsglade Signe i alt.
Det er jo ikke en fremmed, sagde Signe bestemt. Tante, det er hun jo. Hun har aldrig fået egne børn. Og jeg har ikke længere min mor. Hun var tredive år yngre end Tante Grethe, født i fars anden familie. Min mor gik så tidligt bort, så frygteligt, jeg savner hende. Stakkels tante! Vi tager hende! sagde Signe, som om det var en dom.
Børnene, Mads og lille Frida, kendte ikke deres nye tante.
Signe selv havde kun set Grethe et par gange. De havde aldrig ringet sammen, bare skrevet breve. Grethe ejede intet af det moderne, viste det sig.
Nu stod hun i Signes lejlighed. Lille som en trold, Mads helt tretten år var højere end hende. Hendes hår var blødt og lyst, som en mælkebøtte. En lille, rund hat sad på hovedet. Men øjnene skinnede i en ung, klar blå.
I hånden havde hun en bylt og et net, de gamle slags fra 70erne, samt to slidte kufferter.
På armen: en stor, rød og lodden kat. Katten lod et doven blik glide over familien, hoppede ned og begyndte at undersøge hjemmet.
Det er Appelsin, min kat. Jeg kunne ikke tage af sted uden ham, det må I bære over med, sagde Grethe.
Og tilføjede:
Se, hvor I er, mine kære!
De holdt straks en frokost, Grethe havde syltede græskar og hjemmelavet marmelade med fra landet. Signe blev overrasket, da hendes kræsne børn jublede over de syltede agurker, marmelade, og alt det andet.
Signe, har I kolonihave? Jeg kan stadig så det meste, selvom helbredet ikke er som før. Man skal have sit eget, kan ikke undvære det, sagde Grethe.
Signe svarede, at de ikke havde kolonihave. Hvad skulle de med det? Alt kunne købes, og de havde ikke tid. Hun arbejdede to jobs, Anders ligeså. Børnene så de kun glimtvis. Lejligheden var købt på kredit, de skulle betale mange år endnu.
Kolonihave må til. Giv ikke op på mig, Signe. Et menneske uden jord det går ikke. Vi finder en grund, og Grethe gik ind i sit værelse.
En grund, ja Vi kæmper for alt, knap til os selv. Tante tror vi er millionærer? sukkede Signe, mens hun vaskede op.
Dagen efter var det weekend. Anders lå lykkeligt i sengen og læste Berlingske. Signe råbte, børnene skulle varme frosne retter, og slappede selv lidt af.
Mads og otteårige Frida sad med næsen ned i deres mobiltelefoner.
Kat Appelsin kiggede på dem, vuggede hovedet. Grethe trådte ind.
Hvad laver I? spurgte hun.
Mads og Frida begyndte ivrigt at forklare og fremvise. Grethe rystede på hovedet, lo sagtmodigt.
Vi har sådan noget i landsbyen også. Ikke helt det samme, noget småt og simpelt. Jeg fik aldrig brug for det. Skrev breve til jeres mor, det var lettest. Men nu kan man altid finde folk, hvor de er. Det er smart. Nå, læg de telefoner og kom med mig!
Hvorfor? Vi spiller! gav Mads igen.
Hvor spiller I? I sidder jo bare med telefonerne, taler ikke med nogen, undrede Grethe sig.
Vi spiller inde i telefonen, sagde Frida.
Grethe begyndte at fortælle om lege fra landsbyen. Hun tog børnene med i køkkenet.
Da Signe kom ind, blev hun nærmest målløs. På bordet lå en bunke pandekager. Mads drak te, Frida stod ved Grethe og lavede hjemmelavet frikadeller.
Se, mor! Blev du glad? smilede Frida.
Anders dukkede op, snusede lykkeligt.
Nu laver vi frikadeller og pandekager sammen hver weekend. Man skal spise sit eget, sagde Grethe.
Der er jo ingen grund. Vi kan bare købe alt, sukkede Signe, som hadede at lave mad.
Hun købte altid frosne eller færdige retter. Familien virkede tilfredse indtil i dag.
Nej, mor, lad os lave selv. Jeg har aldrig smagt sådan nogle frikadeller, sagde Mads.
Senere tog Grethe elastik frem, strakte det mellem stolene og lærte Frida hoppe-elastik.
I har aldrig leget sådan? spurgte hun.
Nej, de sidder bare med telefonerne, også udenfor det moderne, gryntede Anders.
Sådan er det ikke godt. Man må mødes rigtigt. Telefoner er nødvendige, men bruge dem til det de skal ringe, sende noget vigtigt, så er det fint, sagde Grethe.
Om aftenen strikkede hun, mens Appelsin strakte sig på stolen.
Mor, kom! sagde Frida en dag.
Signe gik, kiggede ind i badeværelset.
Grethe strøg håndfladen over vaskemaskinen og mumlede:
Tillykke med dagen, vaskemaskine! Må du tjene os mange år endnu, min kære!
Tante Grethe, hvad laver du? hviskede Signe, troede Grethe var småskør.
Det er jo kvindernes international dag, 8. marts! Vaskemaskinen er en pige, så jeg ville lykønske hende! lo Grethe.
Den er jo bare en maskine, skød Signe ind.
Al teknik forstår noget, tro mig. En gang sad Vagns traktor fast i marken, og han skældte den kærligt ud. Det hjalp. Og Kusk talte med sin bil og kaldte den fru Hansen. I ved slet ikke, hvor privilegerede I er! Før vaskede vi hele familiens tøj med hånden, ved åen, mange ture. Se hvor nemt I har det nu, og I har stadig ondt af jer selv! Telefoner kan bruges til meget, man ved altid hvor børnene er. Vaskemaskinen klarer alt vasketøjet. Mikroovnen varmer maden, sagde Grethe, som et barn, glædesstrålende.
Hun begyndte at hente børnene fra skole.
En dag havde Mads problemer, sagde ikke noget til forældrene. Græd i hjørnet, da Grethe kom ind, og han fortalte alt. Næste dag gik han ikke i skole til første timer. Hjemmet føltes uvant stille ingen Grethe.
Hun er vel ude at gå, tænkte Mads.
Han tog af sted. Udenfor klasselokalet hørte han pludselig en velkendt stemme. Kiggede ind lærerinden sad på stolen. Grethe stod ved tavlen, fortalte spændende historier.
Åh nej, hvorfor kom hun, de vil jo grine! Mads lænede sig mod døren.
Men ingen grinede. Timen sluttede, de andre børn samledes om Grethe. Mads gik ind. Peter klassens ballademager kom over.
Hej! Hvor har du været? Din bedstemor er fantastisk! Hun fortalte så meget. Øv, jeg har ingen mormor, savner det. Din sagde hun går med os i parken i morgen. Hun ved alt om planter og dyr! Lærerinden lod hende fortælle, sagde Peter.
Ja Hun er sådan, lo Mads og fløj hen for at kramme Grethe.
Signe græd om aftenen udmattet.
Græd ikke, min skat. Det går nok! Hvorfor græde?
Jeg arbejder hele tiden, ser ikke livet. Anders er så forsigtig. Andre har rigtige mænd, jeg er ikke som dem, og i dag er sådan nogle ikke populære, græd Signe på Grethes skulder.
Grethe lod hende græde ud, gav hende te.
Så talte hun om at miste tre børn, én efter én, mens de var små. Og sin smukke mand, der døde tidligt. Hvordan hun kæmpede med sygdom, næsten mistede sig selv, men overlevede.
Hvilken mode er det for folk? Gud har skabt os forskellige. Nogle tynde som græsstrå, andre har former. Sådan er det, Signe. Førhen blev kvinder med former værdsat! Se hvor smuk du er. Dit hår er naturligt krøller, dine øjne store og blå. Du har en god figur. Pas på det du har andre har intet! Der er mange ensomme mennesker. Og Anders han elsker dig, gør alt for familien. Børnene det er en gave! Det andet det løser sig. Jeg glemte noget, nå, jeg må i seng, sagde Grethe og gik.
Signe havde ikke lyst til at græde mere. Grethe havde ret: alt var på plads. Hvorfor klage?
En dag ventede Signe på Anders efter arbejde (hun havde ferie). Han kom ikke hjem.
Børn! Har far ringet? Hvor er I? spurgte hun.
Mads stod i køkkenet og blandede i en skål; han havde fået stor interesse for mad og kunne nu vende pandekager i luften.
Frida byggede et hus af stole, dækkede det til med tæpper og satte bamser i stuen.
Børnenes telefoner lå på hylden Signe havde bemærket de næsten ikke brugte dem nu, kun svarede på opkald.
Signe ringede Anders igen og igen. Der lød: Abonnenten er midlertidigt ikke tilgængelig.
Hun blev bange. Hvor var Grethe? Der var ingen lyd af tøffelskramlende tante og rolige stemme.
Hun løb ind til Grethes værelse. Katten Appelsin strakte sig dovent.
Mads! Frida! Hvor er tante Grethe? gispede Signe.
Børnene kom løbende.
Vi kom hjem fra skole sammen. Så gik hun ud, hviskede Frida.
Hvor længe? Frida, hvor lang tid? Signe råbte. Frida nikkede, brast i gråd.
Åh nej, hun har ikke sin mobil! Vi købte den jo til hende, men hun tog den ikke med. Hvad nu? Hun er jo gammel! Signe sank sammen i stolen.
Mads hev i jakken.
Hvorhen? sagde Signe.
Ud at lede! Vi kan ikke undvære hende! sagde Mads og løb ned ad trappen.
Frida stak fødderne i sneakers og fulgte storebror.
Signe tog overtøj på i farten, fulgte efter.
Ude foran stod børnene glade.
Hvorfor? spurgte Signe.
De pegede til venstre.
Der kom Grethe, arm i arm med Anders, i en hat pyntet med valmuer.
Tante! Du skræmte os! Man må ikke sådan forsvinde i flere timer! Hvor har du været? Signe trykkede til Anders skulder.
Vi var ude at lukke jeres hvad er det nu vandhane, sagde Grethe.
Hvad? Hvordan? var det eneste Signe kunne sige.
Vi ville give dig en overraskelse. Grethe hun er fantastisk. Hun reddede os. lo Anders.
Tante hvor fik du pengene fra? Det var ikke nødvendigt, begyndte Signe.
Hvad mener du? For det første har jeg sparet godt op. Min folkepension er fin, og jeg brugte næsten ikke noget, mens jeg havde mit hus. Gikds, mælk, æg alt havde jeg. Bagte brød selv. For det andet solgte jeg huset. Hvad skal jeg med de penge? Man har ingen lommer i kisten! Jeg ville alligevel give dem til jer, så hellere nu, sagde Grethe enkelt.
Signe tav. Nu skulle hun ikke knokle på to jobs mere. Hun og Anders fik mere tid til familien. Det var en lettelse!
Ja, imorgen tager vi ud og ser på have! Anders og jeg har fundet et lille hus, Grethe fortsatte.
Eget hus! Kolonihave! Og du lovede at lære os at se lysende biller, flette kurve, og lave hemmeligheder med blomster under glas, børnene omfavnede Grethe.
Sammen gik de hjem, krammede hinanden.
Signe standsede ved opgangen et øjeblik.
Rakte blikket mod himlen og hviskede:
Tak. Tak for Tante Grethe!
