Birgitte grummlede over sin svigerfader. En landmand, der havde slået sig til med at køre lastbiler, sad om aftenen og spillede computerspil som en sådan, der aldrig havde lært at kirke, havde gavnet sin datter Line med en krop, der først havde været skuespillegig for Balletskolen i Copenhagen. Der var ingenting andet at gøre end at hale hende ned i kirken – Birgitte havde set tilstrækkeligt med tv-serier til at vide, at aborcement var en forfærdelig idé. Så sendte de hende i brudekjole i stedet. Kristian havde til og med forsøgt at flytte hende ind i en hytte i Himmerland, men Birgitte havde skilt hovedet af med en gnist af sin egen stolthed: hun havde taget dem alle sammen ind til sit hus i Frederiksberg, givet dem en stor soveværelse og vist sig beredd på endnu mere.
– Line, måske din Kristian er i gang med at spille sine krige allige? Birgitte stønnede over isse. – Du burde sove, ikke klæbe dig til sådan noget med det bløde lys.
– Mamma, han slapper af med det, siger Line med et glemt smil. – Du ved godt, at han går op i alt, når han har frit.
Dog havde han ikke været så ringe. Efter de ti år hvor Birgittes mand havde været død, havde hun kun lært at skifte glødelamper og bruge vandhænder korrekt. Kristian havde repareret køkkenets dørhængsler, sat en ny han bkran på kranen – det alle mændsager – og det gør ham ikke anderledes. Måske det bedste var at leve sammen med alt, der måtte knibe i kappe eller skabe, end at lade Line leve sammen med en fængslende hånd, der havde tænkt på deres tre soveværelse. Og Kristian havde ødelagt Lines karriere – hun havde drømt om ballet, men grunden var der, og derfor spillede hun nu bare gigter i små amatørteatre. Nej, Kristian var en dårlig fyr, meget dårlig.
Kristian bemærkede ikke ens Birgittes forargelse. Han hed fortæret ”mamma”, hvilket fandt Birgitte ofte beundringsværdigt.
– Mamma, din sproms flæsk er uovertruffen! Han priste hvert måltid, selvom Birgitte vidste, at Lines gere var skåret finere, og han fik einen pigge af en kartoffelgrød.
– Du ved, at andre siddende ved skærmen ikke gør det for sjov. Birgitte serverede med tilsigt – Lines suppe blev tyk, hans tyndere. – Se, hvad Lars i huset lige over gør. Han skriver kode til nogle internetautoma…
– Skrev kode, indrømmede Kristian og tog en bænk af brød, der mindede om en håndværker, og snakkede med mundfuld.
– Og hvorfor forlod du da ikke den? Spurgte Birgitte.
– For ikke at svigte min søster, sagte han.
– Han gik ikke, han blev sendt tilbages, sagde Birgitte. – Videligere spillede han krige.
– Men mamma, Kristian ved, at han bør tage online-uddannelse, Line protesterer.
– Ja, men det kræver tankegang, ikke bare at dreje hesten, bemærkede Birgitte, og Line så hende grundigt over et af de forargedende ting, som hun så ofte måtte gøre.
Birgittes vrede rettede sig mest imod Kristians forældre, hvilket hun så en enkelt gang ved brylluppet, og det var det eneste, der havde fjadret magt over hende. Så da Kristian skævede til gulvet og hviskede, at hans forældre ville besøge dem en dag, væltede Birgitte over i en verden af frygt.
– Så sover de i hotellet, sagde hun uden kompromiser.
– Ja, det tog jeg for givet, men de vil gerne have foraret.
Line reddede situationen med sin magiske gøjen frem for en højrørelse.
– En flaske vin og et kage? Birgitte kunne ikke klare det med at skilte Lines mælk. Så nikkede hun, også selvom det føltes som at træffe en afgørelse om nogle omstændigheder, hun aldrig havde ønsket.
Kristians forældre var høje, grove og med en uinteressant dobbelthed. De kom uden gave til Emma, og forsøgte at gemme sig inden for forholdet til Birgitte. Et par gange begik Kristians moder en fejl og spiste for meget af Birgittes mad.
Ved skænketiden sad Kristians mor og så på, hvordan Birgitte færdiggjorde en skive flæsk til ham.
– Svigerdatter, ikke for meget, råbte hun. Kristian spiser, som en hund, os tog ham op fra fosterhjem, og han snakkede ikke andet end nødder og brød, og spiste alt, vi fik, og selv adskillig fra vores egne børn.
Birgitte gik i stille panik. Hun så over på Line, der så ud, som havde levet en lignende ene-vej.
– Det har han ikke fortalt mig, sagde Line.
– Ja, han har beundret os, sagde Kristians mor. Vi opdagede ham, fik ham i huset, så fordi vi var nødt til det, og nu har han dækket for os med at undervise.
Natten efter inviterede Birgitte Kristian ind til en stille samtale, mens Line lagde Emma til hvile.
– Er det, hvad du har valgt, spurgte hun – at gøre alt for at arbejde for dem?
– Mamma, de reddede mig. Han sad taver, spejdte efter noget at sige. – Måske din flæsk er bedre end deres.
– Så hvorfor gik du ikke i en skole? Birgitte spurgte.
– Jeg ville, men jeg måtte hjælpe min søster. Så tager jeg det nu sammen med Line og Emma.
Birgitte gik tilbage til sit værelse, hvor stenen på vandet og den grønne pels af tæpper ikke skjulte, at hun havde taget et besluttede skridt.
Dagen derpå serverede hun han brændt flæsk, til han fandt en stilling som IT-administrator, og Birgitte sagde med en lithen akcent:
– Hvis du kan lære, hvorfor ikke tage videre?
Line kyssede hende, mens Kristian lo vendte piskerne. Kort tid efter stod han ved skabe, lød tilsigt og virkede allige for forventet, som om han var blevet taget ud af en gratis skabelon. Birgitte højbrylet med sit arbejdsområde og sagde, at han ikke var så fuld af dårlighed.
“Stille liv, stille håb.”
