20. juli
I dag er én af de dage, hvor man helst bare ville have været hjemme i København i stedet for i kolonihaven nord for Roskilde. Men det er nu engang sommer, og det hører til. Alt begyndte, fordi jeg manglede groft salt til at lægge mine agurker i lage og selvfølgelig havde jeg glemt at købe mere i Netto. Jeg gik derfor ind til nabohytten, hvor man altid kan låne lidt smør eller en kop sukker. Og hvad opdager jeg? Min egen mand, Henning, åbner døren iført sine falmede boxershorts og en alt for lille undertrøje. Min Henning.
He… Henning? Jeg kunne nærmest ikke få vejret.
Han blev først helt bleg, så rød i hovedet, og så bleg igen. Grethe Jeg jeg skal nok forklare det
Og bag ham dukkede hun op. Bodil, min nabo igennem mange år. Hendes mand døde for evigheder siden. Hun havde bare et slå-om-agtigt morgenkåbe på, som hun nærmest lige havde trukket på over nøgent skind.
Hvem er det? råbte hun og så mig. Åh.
Vi stod der som tre statuer og stirrede på hinanden. Så prøvede jeg at holde hovedet højt og gik hurtigt mod lågen nærmest løb.
Grethe! Vent nu lidt! Henning stormede efter mig, i undertrøje og underbukser, uden tanke for anstændighed.
Kolonihavevejen, hvor vi er tolv huse, var allerede stimlet sammen. Alle fulgte gratis teater.
Henning Andersen, formand for foreningen, halvnøgen, løber efter konen et sandt sceneshow.
Så mangler vi bare popcorn, sagde Ejvind ovre fra nummer syv, temmelig højt.
Jeg smækkede døren i hjemme, låste og satte mig på gulvet bag den. Henning begyndte at banke.
Grethe, luk op! Jeg kan forklare!
Hvor mange år? råbte jeg.
Hvad?
Hvor mange år har I haft gang i det?!
Han tav. Så sagde han tyst: Aatten.
A-tten. Jeg gled ned langs døren. For atten år siden blev vores yngste, Lasse, født.
Kort efter hørte jeg lågen knirke, og Bodil kom ind. Hun havde nået at få håret sat. Grethe, kan vi ikke lige tale sammen?
Ud! Din Heks!
For pokker, Grethe, vi er voksne mennesker. Tag dig nu sammen.
Jeg tog mig i nakken og gik ud. Satte mig stille på trappen, hvor Bodil satte sig pænt ved siden af. Henning trissede et stykke væk.
Atten år, sagde jeg tomt. Hvordan kunne det ske?
Kan du huske dengang, du havde så ondt i ryggen? Lå på Rigshospitalet i to måneder?
Naturligvis huskede jeg det. Operation, genoptræning, Henning brændte buddet af syltede agurker, alt mugnede. Jeg forstod aldrig, hvordan han overlevede uden mig.
Jeg hjalp ham dengang, sagde Bodil. Med haven, mad Og så
Så rullede det, brummede Henning.
Atten år! Jeg sprang op. Holdt I mig for nar?
Du har aldrig været idiot, sagde Bodil, rejste sig. Du havde dit, vi havde vores.
Vores? Det er MIN mand! Far til mine børn!
Betyder det, at han ikke er far længere? Blev huset forsømt? Har børnene manglet noget?
Jeg hævede armen, men Henning greb den.
Lad nu være, Grethe.
Rør mig ikke!
Jeg rev mig løs og gik ind. Udenfor var der nu endnu flere mennesker. Nyheder i haveforeningen spredes hurtigt.
Videre, det er slut med forestillingen! råbte Henning. Men folk blev bare stående og kiggede Else fra nummer seks råbte: Jeg har vidst det i årevis! Har set dem smutte ned bag skuret!
Hvorfor siger du ikke noget, du ser ingenting, svarede hendes gamle mand.
Du savner briller! skød hun igen. Jeg ser alt!
Om aftenen satte jeg mig på verandaen. Henning cirkulerede rastløst.
Grethe, sig nu noget.
Hvorfor? Skal jeg sige: Skilsmisse!?
Skilsmisse? Vi er jo tres år gamle!
Og? Tror du folk ikke bliver skilt efter de er blevet gamle?
Slap nu af, Grethe. Vi har været sammen i fyrre år!
De seneste atten har du haft Bodil oveni!
Jeg har boet med dig, men nogle gange gik jeg ind til Bodil.
Nogle gange?
Tja to gange om ugen.
To gange om ugen i atten år det er altså ikke enkelte gange, Henning. Det nærmer sig et abonnement.
Han satte sig lige over for mig. Grethe, du er min store kærlighed. Men Bodil Hun er noget andet.
Bedre?
Nej Bare anderledes. Med dig har jeg hverdagen og familien og huset. Med hende der kan jeg puste ud.
Puste ud! Hvor jeg har pisket omkring med gryder og sylteglas!
Det er jo problemet! Du har altid gang i noget. Agurker, tomater, marmelade! Nogle gange vil jeg bare snakke og tage en øl.
Og det kan du ikke med mig?!
Vi taler om børnebørn og kartofler og hvem der har vundet i håndbold. Bodil snakker om livet og bøgerne.
Hun læser? Jeg vidste ikke, Bodil ejede en eneste bog.
Hun digter og kan citerer klassikere.
Jeg kunne ikke lade være at grine ved tanken om Henning og klassiske værker.
Hvad skal der så ske nu?
Det må du bestemme, Grethe.
Jeg? Hvad med dig?
Jeg er toogtres. Hvilke valg har jeg? Man skal leve roligt nu.
Hos hvem? Mig eller hende?
Han så op, sukkede. Kan jeg ikke bare have jer begge to?
Jeg greb nærmeste syltetøjsglas agurker, selvfølgelig og kastede det efter ham. Forbi, glasset knustes mod væggen.
Gå!
Henning gik. Direkt ud ad lågen. Over til Bodil.
Om natten lå jeg søvnløs og tænkte. Førtyve år sammen, to sønner, børnebørn, et sommerhus vi har bygget med egne hænder. Og atten år med løgn.
Eller var det overhovedet løgn? Han lovede jo aldrig troskab. Han elskede på sin facon, både mig og Bodil.
Næste dag kom Kirsten fra femte have. Med kage i hånden.
Grethe, hold ud.
Tak, Kirsten.
Hvis du har brug for det, så kan min Jens godt give ham en på frakken.
Lad nu være. Vi er vel voksne folk.
Hvad vil du gøre så?
Ingenting endnu.
Havde jeg været dig, var han blevet smidt på porten. Han er en forræder.
Kirsten, din Jens kommer da tit ovre hos Else fra tredje have?
Kirsten blev rød.
Hvor ved du det fra?
Jeg har godt set jer i hindbærbedet.
Det… det var ikke…!
Hvad så?
De diskuterede kartofler!
Mens de holdt om hinanden?
Kirsten gik med et ordentligt smæk med døren.
Lidt senere stak Ejvind hovedet ind.
Grethe skal jeg give en hånd med haven?
Tak, men det går.
Henning bad mig lige sige, han kommer forbi i aften og henter nogle ting.
Hvilke ting? De famøse underbukser?
Det sagde han ikke. Jeg skal bare aflevere beskeden.
Tak, Ejvind.
Han nikkede og forsvandt.
Henning dukkede op senere, med bøjet nakke.
Henter lige tingene.
Gør det.
Jeg gik efter ham. Henning, hvorfor egentlig Bodil? Hvad er det, hun har?
Han stoppede.
Jeg Det føles bare let med hende.
Og svært med mig?
Nej, men Du ved altid bedst. Hvordan agurker syltet, hvordan kartofler skal lægges, hvor mange kroner børnebørnene skal have. Hun spørger mig til råds.
Du føler dig klog?
Nærmere uundværlig.
Jeg satte mig på sengen.
Henning, jeg ved heller ikke alt. Jeg aner ikke, hvordan man lever videre, når ens mand har været naboens elsker i atten år.
Grethe
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal se børnene i øjnene. Eller forklare børnebørnene, hvorfor morfar nu bor hos nabokonen.
Der er ikke noget at forklare! Bare sig vi er blevet uvenner.
Henning satte sig tæt.
Kan vi ikke bare prøve at glemme? Lade som om det aldrig er sket?
Og hvad så, når du dagligt ser hende over hækken?
Hvad vil du da gøre?
Jeg gik hen til vinduet. Over hækken stod Bodil og vandede agurker stadig i sin slå-om.
Ved du hvad? Bo hvor du vil. Men det er dig, der fortæller børnebørnene sandheden.
Grethe!
Og i år sylter du selv agurkerne.
Det kan jeg ikke!
Bodil klarer det nok. Hun er jo altmuligklog.
Henning gik. Med en pose tøj. Alle stod ude og kiggede.
Om natten vågnede jeg. Nogen rumsterede i haven. Lister ud Henning ved drivhuset.
Hvad laver du?
Ser til tomaterne. Det bliver hedebølge i morgen.
Henning, du er da gået.
Jovist. Men jeg har da passet de tomater!
Og hvad så?
Jeg kan ikke bare lade dem dø!
Han åbnede drivhuset og forsvandt over hækken.
Næste dag kom Lasse hjem med familien.
Mor, hvor er far?
Hos naboen.
På besøg?
Bor der.
Lasse satte sig.
Hvordan det?
Jeg fortalte, så kort som muligt.
Atten år?! Mor, så har det stået på siden jeg blev født?
Det ser sådan ud.
Lasse gik over til Bodil. Man kunne høre råben og slammen med lågen. Han kom tilbage.
Far siger, han elsker jer begge.
Heldige os, sagde jeg tørt.
Mor, måske er det sandt?
Kunne du elske to kvinder, Lasse?
Aldrig! Men far er speciel.
Det er rigtigt.
Barnebarnet kom løbende.
Bedstemor, hvorfor bor morfar hos tante Bodil?
Han hjælper bare med haven, skat, sagde jeg.
Lasse grinede. Du er god, mor.
Om natten igen larm. Henning stod og vandede.
Henning, er du blevet skør?
Det er tørt, alt vil dø!
Din nye familie venter. Gå hjem og vand deres bed.
Bodil har sin have. Den her Denne vil jeg ikke slippe.
Jeg rakte ham haveslangen.
Kom. Lad os gøre det sammen så går det hurtigere.
Vi stod tavse og vandede. Senere sad vi på bænken.
Helt ærligt, hvem elsker du mest?
Det spørgsmål
Er det egentlig så mærkeligt? Hvem?
Han tænkte længe.
Begge to. På forskellig vis.
Hvordan?
Du er som min højre hånd. Trygt. Uundværlig i hverdagen. Bodil er som en fest. Sjælden, men ekstra.
Hvad hvis jeg døde?
Puha, sig ikke sådan!
Men hvis? Så blev du gift med Bodil?
Det tror jeg ikke. Så blev hun også til højre hånd og festen var forbi.
Så du vil have begge dele?
Sådan er det vist gået, ja.
Vi sad og så på stjerner.
Henning, måske skulle jeg også holde lidt fest?
Han sprang op.
Hva?! Fest med hvem?
Ejvind har tilbudt at hjælpe.
Ejvind?! Jeg skal nok
Hvad vil du? Du bor hos Bodil. Det er vel fri leg.
Det er da noget andet!
Hvorfor det?
Grethe, du ER ikke sådan!
Hvor ved du det fra? Måske læser jeg også klassikere?
Det gør du ikke.
Så begynder jeg nu.
Henning rejste sig.
Grethe, helt alvorligt. Hvad vil du?
Hvad ønskede jeg egentlig? At alt blev som før? Det bliver det aldrig.
Jeg vil bare have ro. Sylte agurker og lege med mine børnebørn.
Og?
Og intet. Bo hvor du vil.
Betyder det?
Vil du ind til Bodil, så gå. Vil du hjem, så kom. Men ingen flere løgne.
Hvad hvis Ejvind kommer?
Han kommer ikke. Han har jo Ingrid ovre fra niende have.
Hvor ved du alt det fra?
Henning, jeg er ikke blind. Jeg har bare holdt min mund. Ligesom alle andre.
Næste morgen kom Henning for at flytte hjem.
Grethe, må jeg godt vende tilbage nu?
Sengen er i redskabsskuret. Pust madrassen op og sov derinde.
Han stillede posen og gik ud efter madrassen.
Igen stod naboerne og så til. Bodil vandede agurker og kiggede væk.
Lasse kom ud.
Mor, er far hjemme?
Han puster luft i madrassen i skuret.
Du er en helgen! Har du tilgivet ham?
Nej. Jeg er idiot. Men vi ændrer os ikke mere i vores alder.
Efter en uge sov Henning igen i huset. Efter en måned bemærkede jeg ikke længere, at han gik to gange om ugen over til Bodil. Efter et år talte ingen om det mere.
Nu havde folk andre historier. Else fra tredje have gik til Bruno fra femte, og Kirsten var flyttet ind hos Elses tidligere mand.
Jeg syltede agurker. Henning lavede en ny drivhuskonstruktion. Bodil sad bag hækken og læste romaner.
Kærlighed? Måske er det bare at holde sammen i fyrre år, opdrage børn, bygge et hus, plante et æbletræ.
Og indse, at intet er perfekt. Slet ikke kærlighed.
Særligt ikke kærlighed.
