Tal med mig, Bamse
Bare rolig, Bamse! Det går nok! De råber lidt endnu, og så bliver de rolige… Måske…
Smilla trykkede sin trofaste ven tættere ind til kroppen og lukkede øjnene. Hun måtte jo ikke være bange hun var jo en stor pige nu. Bedstemor Ingrid sagde det selv. Når man er fyldt fem, så er man jo stor. Alle sagde det. Selv hun var holdt op med at tude, når hun fik sprøjter hos lægen. Pjat! Kun sammen med Bamse kunne hun stadig være lille og lillebitte. Han havde jo set hende lige fra starten, både glad og ked. Bamse fik hun af sin mor, da hun blev født. En lidt skeløjet, blød bjørn med store øjne hendes allerbedste ven. Ham kunne man fortælle alt, og han sladrede ikke videre ligesom hendes veninde Mille, der altid skulle sige det til pædagogen. Bamse lyttede bare og forstod alt. Og når det hele blev for meget, som nu, så kunne Bamse trøste. Det var godt, for han var blød og tryg. Forældrene var også trygge, men så snart de begyndte at råbe af hinanden, blev de stikkende og mærkelige. Smilla kunne ikke forklare det, men det var, som om huset blev fyldt med vilde tjørnebuske fulde af stikkende torne, ligesom i eventyret om Tornerose. Så kom man ikke tæt på hinanden, selvom man råbte.
Hvorfor de skændtes kunne hun ikke forstå. Voksne skulle da snakke ordentligt og finde fælles fodslag… eller hvad det nu hed. Det sagde Bedstemor Ingrid. Men måske blev voksne ikke fornærmede som børn, måske blev de sådan rigtigt sårede? Store sorger. Store sorger kendte Smilla ikke til, men nu vidste hun, at de fandtes, og det måtte være rigtig slemt. Når hun blev fornærmet på Mille, så blev hun sur og havde ikke engang lyst til is kun til at tude. Så store sorger måtte virkelig være slemme.
Smilla åbnede øjnene og lyttede. Stille nu. Så måtte mor have låst sig ude på badeværelset for at tude, og far sad nok mut i køkkenet og ventede. Smilla rejste sig fra det lille hjørne bag sengen og sukkede. Hun havde fået et rigtig flot værelse. Mor havde brugt laaang tid på at vælge tapet og sengetæppe, spurgt Smilla om ALT pink seng, hvidt skab, alle kjolerne, hylder propfulde med legetøj. Her følte hun sig næsten tryg, især nu hvor der igen var stille. Bamse så anklagende på hende, og Smilla snøftede:
Ja, jeg ved det! Bare vent. Du bliver her, jeg klarer den.
Hun satte forsigtigt bjørnen på puden og listede ud. Mor først altid det sværeste. Badeværelsesdøren var lukket, selvfølgelig. Smilla bankede forsigtigt.
Mor?
Ja?
Må jeg komme ind?
Døren åbnede sig, og der sad mor, som altid, på kanten af badekarret rødsprængte øjne og afvisende.
Skal du tisse?
Nej, jeg vil bare være her hos dig. Smilla pustede sig op, gik ind og satte sig på kanten. Hun brød sig ikke om det med at mor skulle tude og kramme hende og love at alting nok skulle gå, for det gjorde det jo aldrig. Godt varer aldrig længe, siger Mille. Hun har ret! Det gode varer et par dage, og så kommer de der tornebuske tilbage.
Smilla tørrede øjnene og så sin mor i øjnene.
Hvorfor gør I det?
Hvad, skat?
Hvorfor råber I hele tiden? Hvis I ikke kan li hinanden, burde I måske holde jer væk fra hinanden? Det siger Bedstemor Ingrid. Når jeg er sur på Mille, så siger hun, vi bare skal lege hver for sig, så bliver vi heller ikke uvenner.
Line, Smillas mor, frøs midt i alting og så på sit barn. Sådan havde Smilla aldrig snakket før. Line troede ikke, datteren bemærkede deres skænderier. Hun var jo bare lille! Hvad kunne hun forstå?
Smilla, hvorfor siger du sådan? Jeg elsker jo din far
Det passer ikke, mor.
Smilla!
Hvis du gjorde, råbte du ikke sådan. Du råber heller ikke af mig, vel?
Mor blev stille hvordan forklarer man, at kærlighed er noget rod? At råb ikke altid er had eller måske er det? Så simpelt et spørgsmål: Hvorfor? Hvordan skulle hun svare?
Bedstemor siger, man skal sætte sig og tænke over, hvorfor man gjorde sådan. Smilla duppede mor med hænderne og tørrede tårerne væk.
Siger Bedstemor Ingrid også det? Line smilede igennem tårerne.
Ja! Og hun har ret! Vi blev gode venner igen, mig og Mille. Nu skændes vi næsten aldrig kun når hun sladre.
Hvor du dog er blevet stor… Line krammede Smilla ind til sig.
Nej, mor, jeg er altså stadig lille. Hvis jeg var stor… Smilla lænede sig lidt væk og sagde lavt, så var jeg ikke så bange.
Hvad er du bange for? Line blev straks bekymret.
For at I en dag råber så meget og går begge to. Væk. Hen til et stille sted. Man kan jo ikke blive et sted, hvor alt er dårligt vel? Du har det jo heller ikke rart, vel mor?
Nej men mener du, vi skulle lade dig være alene?
Ja Smilla begyndte at græde. Så bliver kun Bamse her, og hvis han forsvinder én gang til, ligesom i taxaen, hvad så? Bedstemor siger, hun er for gammel til at være mor igen!
Smilla! Skat, stop jeg går aldrig fra dig! Aldrig! Du er jo mit barn!
Jamen når I råber sådan, glemmer I mig, ikke?
Vi glemmer dig aldrig Line stoppede pludselig op. For barnet havde jo ret. Når man er gal, bemærker man ikke meget andet. Hvor kom de hårde ord fra?
Line tænkte tilbage. Da hun mødte Thomas på universitetet i Århus hun skubbede ham næsten over ende på vej til eksamen, hans briller røg på gulvet. Hun havde bare råbt undskyld! over skulderen og stormet videre. Eksamen fik hun 12 i, og hun var flyvende bagefter. Udenfor universitetsbygningen kom han gående stadig let skeløjet uden briller.
Hej du, lokomotiv! Skyndte du dig til noget igen?
Sådan kaldte han hende altid mit kobede tog. Specielt når hun blev sur.
Når du pruster sådan, kan jeg ikke engang være sur på dig!
Og jordemødrene morede sig gevaldigt, da han under fødslen råbte: Ikke pruste, tog! Pres!
Hvornår stoppede han med det? Hvornår blev de sådan som nu?
Mor?
Hm?
Er I så uvenner for alvor? Er det sådan noget, der aldrig går væk?
Line flettede fingre i Smillas krøllede hår. Fuldstændig som sin far! Tykke gule krøller
De havde mange gode minder. Første skridt, første ferie sammen, første bolighandel, hvor de sad på det nøgne trægulv og drak billig champagne, fordi møbler måtte vente. Billet-penge manglede de altid, så det var lige på og hårdt. Den ene eftermiddag steg bekymringerne, små sure kommentarer blev til skænderier. Smilla syntes, det var, som om der voksede torne op i alle hjørner. Og sådan blev det. Mere og mere.
Line vaskede sig hurtigt i koldt vand. Nok er nok. Man kan tælle både det gode og dårlige, men det ændrer ikke så meget, hvis brokkeriet får lov at styre det hele. Smilla havde fat i det rigtige enten må man finde hinanden eller gå fra hinanden. Hun forestillede sig, at Thomas ikke længere var der ikke kom hjem, ikke krammede sin datter. Det gav hende kuldegysninger.
Smilla listede ud i køkkenet, hvor Thomas sad med ryggen til vinduet.
Far?
Smillamus! Hvad laver du oppe?
Mor og dig skændtes… Hun kravlede op på skødet af ham. Hvorfor?
Ved det ikke. Det blev bare sådan.
Er du ked af mor?
Thomas stirrede på datteren. Man skulle vist tidligere have snakket sammen, tænkte han. Siger mor, hun er ked af mig?
Nej, det ved jeg bare. Når I er glade, gør I det der krammer. Når I er sure, råber I. Sådan, ikke?
Han smilede svagt. Du er blevet så stor
Det sagde mor også.
Hun elsker både dig og mig, sagde hun.
Smilla så på ham, og det var, som om panden blev glattet ud. Hun gled ned fra skødet igen.
Jeg går ind til Bamse nu. Han er alene i sengen.
Det skal du bare, skat.
Da Smilla var ude, blev Thomas siddende lidt. Kendte han overhovedet sin kone længere? Alt var blevet til rutiner og tavsheder. Hvordan fik det lov at ske? Smilla fik feber engang. Line holdt vagt hele natten. Til sidst knak hun og begyndte at græde, og Thomas flippede fuldstændig ud.
Hvad tuder du for? Det hjælper hende jo ikke! Tag dig nu sammen, kvinde!
Line var blevet helt stille efter det. Hun græd aldrig foran ham mere. Siden var der kun det praktiske tilbage, intet andet.
Thomas kom i tanke om, hvad mor havde sagt: Som mand skal du tage ansvar. Hvis hun vender dig ryggen, tænk over hvad du selv gjorde. At kvinder sjældent tør være sårbare, med mindre de er trygge. At glæde og nærvær skal dyrkes, også bagefter. Sidenhen havde han bare ladd Line bære det hele. Tankeløst.
Han rejste sig. Alt var stille, Bamse og barnet i sengen, vandet stoppet i hanen, kun aftenlyset udenfor Københavner-bygningen. Tænk, hvilken hverdag der gemte sig bag de andre vinduer. Hvis Line gik hvad var da tilbage?
Næste morgen missede Line vækkeuret og fór op Smilla sov stadig tungt. Klokken var meget, og de ville komme for sent i børnehave, og på arbejde nok også. Pokkers. Hun hørte nogen rasle i køkkenet Thomas? Han plejede ellers at være væk! Nysgerrig gik hun ud han stod ved komfuret, iført nattøj og med kaffe på kanden.
Hej Han så træt ud, med røde øjne.
Så så hun det: Et bjerg af kage, med lidt for meget smørcreme på toppen. Tydeligvis hjemmestrikket og hun syntes bestemt, han havde brugt natten på det. Og fundet tyl-dekorationerne, som hun selv havde opgivet at finde.
Han gik langsomt hen imod hende:
Undskyld, Line. Undskyld alt jeg har været en elendig mand. Jeg har ikke set dig, ikke hørt dig. Men uden dig var der ikke Smilla. Jeg kan ikke love, at alt bliver godt igen, men… du kunne måske overveje det?
Line så på ham og lagde hånden over hans mund.
Vi er begge to gode til at klokke i det. Men ja, jeg skal tænke. Meget, faktisk.
Kommer du til at tænke længe?
Ca. syv måneder mere…
Thomas gloede og fattede ingenting indtil det gik op for ham. Hun smilede kun, og der gik en lille pause, inden Smilla stod i døren med Bamse og gned sig i øjnene:
Er I venner?
Forældrene kiggede på hinanden og nikkede.
Hvorfor er der kage? Må man spise det til morgenmad?
I dag må man godt! Thomas krammede Line og hviskede: Jeg elsker dig. Giv mig en chance.
Men kun hvis jeg får lov at give dig det samme tilbage, svarede hun og vendte sig mod Smilla: Men uvaskede børn får altså ingen kage!
Jeg skynder mig! To stykker til mig og Bamse!
Bjørne spiser vel ikke kage?
Så spiser jeg altså hans!
Flere år senere trillede Line gennem Frederiksberg Have med barnevogn for at hente Smilla i skole. Lille Viggo vågnede (men kun lidt) og barnesymfonien begyndte igen. Thomas tog Viggo op.
Smut du op efter storesøster, vi hygger her.
Line nikkede og så glæden i hans øjne. Snart sommerferie, billetterne lagt klar, Viggos første møde med havet venter. Line tænkte over alle de kneb og bump det havde kostet. Hendes to måneders time-out hos forældrene, tålmodighed, svigermors hjælp, at livet blev turbulent, men heldigvis også varmt igen. Viggos første tand, første ord (selvfølgelig far! til stor sorg for Line).
Smillas første skoledag, hvor hun var mere nervøs end sin mor. Men hun klarede det gik direkte ind i klassen uden at se sig tilbage.
Mor!
Hvordan gik det?
Bedst i klassen! Læreren siger, kun Mille og jeg er helt perfekte.
Det lyder dejligt! Hvor er far og Viggo?
I parken. Og hvad med Bamse?
Altså, selvfølgelig har vi Bamse med! Han sidder i barnevognen.
Smilla pustede lettet ud. Hun havde jo givet sin yndlingsbamse til lillebror. Sådan gør man, når man elsker nogen. Men hun savnede ham.
Hun skubbede barnevognen, kiggede ind på Bamse og hviskede:
Tror du, alting er godt nu?
Bamse stirrede på hende med sine runde øjne og sagde ingenting. Men Smilla syntes, svaret var der alligevel.
