Tak, Gud! Endelig! Farmor trak vejret tungt, men hendes ansigt lyste af ægte glæde. Hendes ru hænder kærtegnede blidt mit ansigt, før de sank ned på dynen igen.
Du skal hvile dig, farmor, bad jeg. Vi har jo hele dagen i morgen til at snakke ud.
Nej, Jonas, svarede farmor med et lille, vemodigt smil. Jeg bad bare Gud om én ting at holde ud, indtil jeg så dig igen. Mere havde jeg ikke brug for; jeg har set dig, har holdt om dig. Nu hviler jeg lidt, så taler vi bagefter. Træt lukkede hun øjnene. Ingrid, giv drengen noget at spise, han er jo lige kommet frem.
Farmor var svag, og hun vidste, at der ikke var meget tid tilbage. Jeg var hendes eneste nære slægtning og hun var min. Mine forældre forsvandt først forsvandt værdierne et efter et, solgt for at få råd til flasken, til sidst røg både lejlighed og deres eget liv. Bedstemor nåede heldigvis at tage sig af mig, sendte mig i skole, fik mig overtalt til at tage kørekort til både person- og lastbil og sendte mig herefter i værnepligt. Og nu sad jeg her genforenet med farmor, selvom det ikke var sådan, jeg havde forestillet mig gensynet.
Mens Ingrid, farmors gamle nabo og veninde, bød på aftensmad i køkkenet, sad farmor og fandt ord, hun håbede ville synke ind i mit hjerte og sind. Hendes tanker gik i ring, og af og til strøg hun forsigtigt hendes gamle elskede kat lille Misse, der de seneste dage ikke havde forladt farmors side. Endelig kaldte farmor på mig:
Kom her, Jonas. Da jeg satte mig hos hende, talte hun stille: Jeg ville sådan have ønsket at lege med dine børn, men sådan blev det ikke. Du er alene, Jonas. Det er hårdt at være alene. Møder du en sød pige, så slip hende ikke vælg én for livet. Livet er aldrig let sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved. Lad være at falde for overfladisk sjov og unødig druk mest af alt, pas på snaps og øl! Den flasken har ødelagt mange familier. Der er mange veje, Jonas vælg nu den rigtige.
Farmor tav lidt, måske tænkte hun på mine forældre, men tog sig sammen og fortsatte: Lejligheden har jeg skrevet over på dig så har du et sted at føre din kommende hustru hjem. Pengene til min begravelse har jeg lagt til side, Ingrid ved hvor det er. Resten har jeg overført til din konto; det hjælper dig det første stykke tid. Pas nu på Misse, lad hende ikke være alene du ved, hvor klog og kælen hun er. Du tog hende jo selv ind som killing Det var vist det hele. Gå nu ind og hvil dig jeg må også have lidt ro. Jeg er træt.
Næste morgen vågnede farmor ikke mere
Jeg fik job som montør i et lille firma, der lagde fibernet. Vi var seks i teamet, og arbejdet krævede sine kræfter, men lønnen var god, og følelsen af at have gjort noget ordentligt gav mig meget. Hjemme ventede Misse, en lille grå kat, jeg havde reddet fra gaden for otte år siden. Efter farmors død blev hun mærkbart trist, spiste nærmest ikke og sad dag ud og dag ind i farmors gamle yndlingsstol, stirrende mod hoveddøren, som om hun stadig ventede på, at hendes frue ville træde ind.
Jeg gjorde mit for at muntre hende op. Sad med hende, fortalte om min dag, forsøgte at forkæle hende med lækkerier men først efter en måned reagerede hun.
Den dag havde jeg fået min første løn. Det er en urørlig tradition; mine venner forventede, jeg gav øl på værtshuset. Vi satte os på Den Gamle Kro, spiste godt, morede os. Da jeg kom hjem sent med lette ben, stod Misse ved døren og så på mig med sine store, grønne øjne. Jeg havde svært ved at møde hendes blik; det var som om, hun forstod alt. Da hun så, hvordan jeg virkede, mjavede hun og gik ind under sofaen.
Kom nu, Misse, undskyldte jeg. Jeg kunne ikke sige nej til gutterne de hjalp mig jo med jobbet, og venskab er vel også noget værd. Men det føltes, som om jeg undskyldte mig over for farmor, ikke katten.
Næste dag ventede Misse igen på mig ved døren. Da hun så, at jeg var ædru, strøg hun logrende op ad mine ben og purrede højt, fulgte mig ned ad gangen og puttede sig op ad min skulder, da vi skulle sove.
Du forstår alt, hviskede jeg og strøg hende. Men bare rolig, jeg er voksen nu jeg kan tage vare på mig selv. Voksne er kun hjælpeløse, hvis de drikker for meget. Det tør jeg ikke det ligger i familien, forstår du Måske må jeg finde et nyt arbejde her i firmaet drikker de næsten hver fredag, og det hele kører rundt om øl og snaps. Jeg siger så tit nej, jeg kan, men gutterne ser allerede skævt til mig. Må hellere finde noget andet. Hele mit liv har jeg drømt om at køre lastbil, men mit lille kørekort rækker ikke til de store trækker hvem tør ansætte mig?
Endnu en fredag sad jeg med vennerne på kroen. De grinede og skålede weekenden ind, mens jeg sad med min kildevand. En ung, smuk pige serverede ved bordet, og gutterne blev mere pågående, inviterede hende til bordet. Til sidst tog formanden Bjarne hende hårdt i armen, og hun blev bange. Hun prøvede at vride sig fri, men han var stærk og havde fået for meget at drikke.
Slip hende, sagde jeg. Pludselig blev der stille man modsagde ikke formanden! Overrasket slap han, og pigen nåede væk men blev uroligt stående tæt på mig.
Kroen ejedes af en stor, bredskuldret mand hr. Mads der kom ud i hvid kokkefrakke og opsmøgede ærmer. Da han dukkede op, gik gutterne mod udgangen, men sendte mig dræbende blikke.
Vent lidt, stoppede hr. Mads mig. Lad dem få lidt luft, måske det hjælper. Hvorfor sidder du dog med dem? Jeg har set dig, du drikker jo ikke?
Det er mit arbejdsteam, svarede jeg. Arbejder sammen, fester sammen.
Pjat! brummede Mads og rakte hånden frem. Mads Hald, hedder jeg. Det er jo ikke rigtige venner. Amalie, lav os lidt te, som du kan. Det bliver rart med en pause.
Datter? undrede jeg mig og fulgte pigen med øjnene.
Ja, hun hjælper her efter skole. Så sad vi der med varm te og snakkede om livet. Du må nok skifte job, sagde Mads alvorligt. De presser dig ellers hen til flasken. Har du uddannelsen?
Jeg har kørekort var også chauffør under værnepligten. Drømmen var at blive langturschauffør, men hvem ansætter sådan en som mig?
Du starter ikke der med det samme, nikkede Mads. Men jeg kender folk i branchen. Du kan begynde hos mig jeg mangler en til mindre ture i vores Sprinter. Så kan du tage stort kørekort, og komme ud i det men det kræver papir på det.
Det vil jeg virkelig gerne! sagde jeg, og blev varm indeni. Mads virkede rolig, stor og rar og herligt, at Amalie så så venlig ud. Han nåede at bemærke mit blik på hende og sagde:
Tak for hjælpen, Amalie tag nu hjem, og Jonas kan følge dig. Og jeg så glæden glimte i hendes øjne, da hun svarede ja.
***
Fem år senere sad jeg bag rattet i en stor lastvogn, på vej mod Aarhus. Det var vinter, og sneen lå tykt men om 30 kilometer ventede Amalie, min elskede hustru, lille datter Marie og vores grå gamle kat Misse hjemme i lejligheden. På vej ind mod byen så jeg pludselig en mand gå forpjusket i vejkanten, kun iført en tynd jakke.
Han ender med at fryse ihjel, tænkte jeg, og bremsede op.
Bjarne? genkendte jeg straks, da han satte sig ind.
Han så på mig med matte, fulde øjne. Åh, dig Ja, jeg var formand, men det skulle ende. De fleste er væk. Én frøs ihjel, en anden druknede begge med flasken i hånden. En tredje døde af sprit. Kun et par stykker arbejder endnu; vi andre prøver at finde os til i småjobs. Han hev en ilde lugtende flaske op, tog en tår og rystede på hovedet. Vi klarer den jo nok, mumlede han.
Jeg satte ham af ved gågaden og så efter ham med en tung følelse. Mindes hans berusede praleri.
Da jeg nærmede mig min opgang, så jeg lyset i køkkenet Amalie ventede stadig. Hvem ved, måske var Ingrid på besøg, måske sad Marie allerede og sov med billedet af farmor over sengen det billede hun elsker at tale til, om sine små hverdagssorger og eventyr fra børnehaven. Farmors øjne på billedet er milde; smilet venligt. Og Misse sidder som altid i vindueskarmen og kigger ud rejser sig, strækker halen og iler ned for at møde mig på trappen.
Jeg er ikke alene, farmor, mumlede jeg ud i natten, mens jeg så op mod vores vinduer. Vi er alle hjemme, samlet og du er med os. Det her er min vej.
