**Dagbogsnotat 31. december**
Tak til min søn for festen! Det var ordene min svigermor brugte ved middagsbordet, som jeg havde dækket på i tolv timer! Mit svar fik de præcis et år senere.
I kender alle billedet, ikke? Nytårsaften. Hos alle normale mennesker er alt næsten klar, men i mit køkken ja, det ligner mere en filial af en militærfabrik. Oppe fra klokken seks om morgenen. Luften i lejligheden dufter ikke af juletræ og mandariner, men af stegt olie, kogte kartofler og, helt ærligt, min stille fortvivlelse.
På komfuret boblte der sky, i ovnen stod der and med æbler, og på bordet lå der en bjerg af grøntsager til kartoffelsalat og sild i hummerdragt. Kort sagt, den sædvanlige nytårsmenu, man er lidt træt af inden aftenen. Og min kære familie? De spillede rollen som »modtagelseskomité«.
Min mand lå på sofaen og råbte med en vigtig mine: »Hanne, er kartoflerne til salaten blevet for bløde?« Hjælp? Nul. Men kontrol? I topklasse! De voksne børn, sønnen og svigerdatteren, sad i deres telefoner og listede ind på køkkenet en gang i timen for at snuppe en skive spegepølse.
Og i spidsen for komitéen? Selvfølgelig min svigermor, Birthe Hansen. Hun gik mig i hælene og gav mig uvurderlige råd: »Skatter, mayonnaise skal i lige inden servering, husker du det? Og dild skal hakkes fint.« Åh, piger, jeg havde lyst til at strø den dild over hendes hoved. Men jeg tav. Tålte det. For jeg var den gode kone og svigerdatter, der skulle skabe »nytårets mirakel«. Eller det troede jeg i hvert fald dengang.
Og så, som i et eventyr, slog klokken elleve. Bordet knækkede næsten af mad. Simpelthen smukt! Alt skinnede og glitrede. Jeg, presset som en citron, faldt ned på en stol. Kender I følelsen? Hænderne dirrer, ryggen vil ikke rette sig, og det eneste, du ønsker, er ikke at drikke champagne, men at falde ansigt først ned i salaten og sove.
Alle satte sig, pænt pyntet. Champagneen blev hældt op. Og så rejste min svigermor sig, højtidelig, med sit glas. Og jeg, naiv som jeg var, tænkte: Mon hun takker mig nu? Ha, det skulle jeg bare se!
»Kære alle sammen,« begyndte hun. »Før vi sender det gamle år afsted, vil jeg skåle for min fantastiske søn, vores forsørger! Tak, min kære, for denne pragtfulde fest og det herlige bord!«
Piger, mit hoved ringede. Alle råbte »hurra« og klirrede med glassene. Min mand puffede sig op som en stolt ørn. Selvfølgelig *han* blev rost. Ikke mig.
Mig? Ikke et blik. Ikke én eneste person så min vej. Som om anden hoppede selv i ovnen, og salaterne materialiserede sig ud af den blå luft.
Og dér, ved I hvad? Noget knækkede i mig. Som om en kontakt blev slået om. Krænkelse? Det var mildt sagt! Jeg græd ikke. Jeg lavede ikke en scene. Nej. Alt træthed forsvandt, og i stedet kom der en kold, klar erkendelse.
Jeg så på deres glade, tyggende ansigter og forstod: Det var min sidste nytårsaften som gratis tjener.
Hele det næste år levede jeg med den tanke, og den varmede min sjæl bedre end noget pejsebål. Jeg var den perfekte kone: smilende, madlavende, men indeni havde jeg en plan.
En ægte, kvindelig, snedig plan. Hver måned sparede jeg lidt op fra min løn på en konto, jeg kaldte »Fonden for sindsro«.
Da sommeren kom, og snakken gik på nytår, smilede jeg mystisk og sagde: »Nå, vi skal jo nå at leve så længe!« Min mand anede intet. Svigermoren var sikker på, hendes yndlingskok gratis ville dække bordet igen. Sikke en naivitet, hva?
Så kom december. Min plan var moden. Og jeg gjorde det, jeg havde drømt om i 365 dage.
Jeg købte en rejse. Ikke til hvilket som helst sted til et luksuriøst spa med pool, massager og fuldpension.
Fra den 30. december til den 10. januar. Da jeg betalte, føltes det som at købe en frihedsbillet. Det kan ikke beskrives, piger!
Morgenen den 30. december kom. Min mand snorkede stadig. Jeg pakkede en lille kuffert, bestilte en taxi. Mens jeg skriver disse linjer, smiler jeg jeg kan allerede se deres ansigter, når de læser mit »nytårshilsen«. På køleskabet hang en lyserød seddel, hvorpå jeg havde skrevet:
»Kære familie!
I år valgte jeg ikke at forstyrre årets hovedtroldmand, som I så højlydt hyldede sidste år. Jeg er sikker på, han også denne gang vil vise sit bedste jeg!
I køleskabet finder I alle ingredienser til kartoffelsalat. Andestegsopskriften finder I let online.
Kærlig hilsen. Din Hanne.
P.S. Jeg er tilbage den 10. januar. Savn mig ikke!«
Åh, hvor ville jeg gerne have set deres ansigter! Jeg sad allerede i taxaen, da telefonen ringede min mand. Han skreg! Hans stemme var fyldt med chok, forvirring og en fornærmelse på størrelse med universet.
Hvad nu? Så var *jeg* den onde, fordi jeg turde tage på ferie? Jeg så ud ad vinduet på de sneklædte graner og svarede roligt:
»Skatter, jeg er allerede på sparet. Jeg har ansigtsmaske på. Vær ikke nervøs bare hak dilden fint, som din mor lærte dig. Det skal nok gå.«
Tror I, de klarede det? De fejrede året med færdigkøbte frikadeller og en flaske champagne. Jeg? I en blød badekåbe, efter en tur i poolen, rolig og lykkelig.
Sig mig, piger handlede jeg for hårdt? Eller er det nogle gange den eneste måde at lære sin familie en simpel sandhed: Hvis man ikke værdsætter den, der gør alt for en, står man måske til sidst helt uden fest?
