Tak, Gud! Endelig! Farmor trak vejret tungt, men hendes ansigt lyste af ubeskrivelig glæde. Med tørre, kærlige hænder strøg hun sit barnebarns kinder, før hænderne slap og faldt ned på dynen.
Hvil dig nu, farmor, bad Jonas blidt. Vi har hele dagen i morgen sammen, så skal vi nok få talt ud.
Nej, Jonas, smilede farmor stille med sorgfulde øjne. Jeg har kun bedt Gud om én ting at opleve dig komme hjem. Nu har jeg fået det, jeg ønskede, set dig igen, holdt dig i favn. Jeg hviler lidt, så taler vi siden. Hun lukkede trætte øjne. Kirsten, giv drengen noget at spise han må være sulten efter rejsen.
Farmor var syg det vidste hun godt. Hun mærkede, at tiden var knap. Jonas var det eneste slægtning, hun havde tilbage, og han havde kun hende. Jonas forældre var forsvundet ud i intetheden, først solgt alt, hvad de ejede derefter blev det møbler, ting, og til sidst deres lejlighed. Til sidst havde de overladt sig selv til afgrunden. Farmor nåede akkurat at redde sit eneste barnebarn, få ham igennem skolen, overtale ham til at tage kørekort til både person- og lastbil, og følge ham til kasernen. Og nu tog hun imod ham. Dog ikke, som hun havde ønsket men der var ikke meget at gøre ved det.
Mens Kirsten farmors mangeårige nabo og ven bød Jonas velkommen i køkkenet med mad, lå farmor med lukkede øjne og søgte de rette ord, ord der skulle nå ind til hjerte og forstand. Hukommelsen begyndte allerede at svigte. Hun strøg katten hendes elskede Missemor, der ikke havde forladt farmors side de sidste dage, som om den fornemmede uroen. Til sidst kaldte hun:
Jonas, kom herhen. Da han satte sig ved hendes side, begyndte hun sagte: Jeg havde sådan håbet, Jonas, at jeg fik lov at opleve dine børn. Men det bliver nok ikke. Du bliver alene. Det er hårdt at være alene. Finder du en god pige, så giv ikke slip. Vælg en, der vil livet for let bliver det aldrig, sådan har det altid været. Lad aldrig lediggang og tankeløs munterhed styre dig og først og fremmest: pas på den forbandede spiritus! Én drages ned, og ulykken rammer hele familien. Livet rummer mange veje, Jonas, vælg den rigtige. Farmor tog en pause, måske tænkte hun på Jonas forældre, men hun samlede sig og fortsatte: Lejligheden har jeg overdraget til dig så har du et hjem at byde en kone ind i. Til min begravelse har jeg lagt til side, Kirsten viser dig hvor. Resten har jeg overført til din konto, det rækker til et stykke tid. Pas på Missemor, lad hende ikke i stikken. Hun er klog og kærlig, det ved du du bragte hende jo selv hjem som killing… Ja, det var vist det hele. Gå nu ind og hvil dig, jeg må selv hvile lidt jeg er træt.
Næste morgen vågnede farmor ikke mere
Jonas fik arbejde som montør hos et internetfirma på anbefaling fra nogle venner. Holdet bestod af seks mand, de lagde fiberkabler og tilsluttede nye kunder. Han var godt brugt efter en lang dag, men lønnen var rimelig og tilfredsheden med veludført arbejde opvejede ulemperne ved jobbet.
Derhjemme ventede Missemor den lille grå kat han havde samlet op som killing otte år tidligere. Efter farmors død gik Missemor helt i stå, hun lod være at spise og sad timer i farmors gamle stol, og stirrede ufravendt hen mod døren, som om hun ventede, farmor kom hjem. Men farmor kom ikke.
Jonas forsøgte at opmuntre Missemor, talte til hende, satte hende på skødet, fortalte om sin dag og serverede hendes livretter. Men først en måned senere begyndte Missemor at reagere.
Den dag fik Jonas sin første løn. Vennerne forlangte, han skulle give på café en fast tradition, ingen brød den uden at blive stemplet som kedelig. Jonas bød dem alle på god mad og lidt at drikke og hyggede sig selv over maden. Han kom sent hjem, lidt beruset. I døren ventede Missemor. For første gang kunne han nærmest ikke se hende i øjnene store, grønne og alt for forstående. Jonas undveg hendes blik, men hun blev ved at søge øjenkontakt. Da hun opfattede hans tilstand, mjavede hun klagende, som i fortvivlelse, og smuttede ind under sofaen.
Missemor… undskyldte Jonas. Jeg kunne jo ikke sige nej til vennerne. Det var jo dem, der fik mig ind på firmaet. Og vi er jo venner Men det føltes, som om han undskyldte sig ikke overfor katten, men overfor farmor.
Næste dag ventede Missemor ham ved døren, og da hun så, at alt var fint denne gang, gned hun sig tæt op ad hans ben, slog halen om ham og spandt lykkeligt. Hun spiste med god appetit, fulgte ham trofast gennem lejligheden hele aftenen og krøb op ved siden af ham i sengen.
Du forstår alt, hviskede Jonas, idet han strøg hendes pels. Men bare rolig: jeg er voksen, jeg tager ansvar for mine handlinger. Voksne svigter kun sådan, når de drikker. Og det er jeg bange for… du ved arven. Måske må jeg finde et andet arbejde der drikkes for meget, og selskabet finder altid på undskyldninger: til opvarmning, når vi er trætte, til fest ja, selv til glasset fredag. Jeg afviser hver gang, men de ser allerede skævt til mig. Nej, jeg må finde noget andet, men hvad? Jeg har altid drømt om at blive chauffør lastbilchauffør, men med mine nuværende kørekort er det ikke nok. En vogntog er ikke bare en lastbil, hvem vil dog satse på mig?
Endnu en fredag aften sad Jonas på café med sine kolleger. De fejrede ugens slutning. Som vanligt nippede Jonas til sin danskvand, mens de andre blev højrøstede og berusede.
En ung servitrice, smuk og lidt generet, passede deres bord. Fyrene inviterede hende igen og igen, og formanden greb hendes arm og trak hende hen til sig. Den bange pige forsøgte uden held at slippe fri; han var stærk og beruset, og havde mistet fornemmelsen for sin styrke.
Slip hende, sagde Jonas roligt, men med fast stemme og rejste sig. Støj og latter forsvandt det var ikke noget, man sagde til en formand! Overrasket slap han taget, og pigen nåede et par skridt væk og så spørgende på Jonas.
Konflikten nåede ikke at blusse op ejer af caféen, en kæmpe af en mand i hvid kokkeuniform og opsmøgede ærmer, trådte frem. Da kollegerne så ham, listede de hurtigt ud men sendte vrede blikke mod Jonas.
Tag det roligt, sagde caféchefen. Lad dem køle af udenfor, måske de lærer noget. Han så venligt på Jonas: Hvad laver du egentlig i det selskab? Jeg har set, du ikke drikker hvorfor hænger du ud med dem?
Vi arbejder jo sammen, trak Jonas på skuldrene. Man skal jo også kunne slappe af.
Glem det, brummede manden og rakte hånden frem: Jeg hedder Mikkel. Min datter, Julie, laver en kop te. Vi kunne godt tage en pause sammen, så længe der ikke er gæster.
Datter? Jonas så efter Julie.
Ja, hun hjælper mig, efter skole. De tre satte sig omkring et lille bord og nød dampende te fra gammelt porcelæn. Men Jonas, det er nok bedst, du får skiftet arbejde efter i dag bliver de ikke længe dine venner. Eller værre de trækker dig med ned. Har du nogen erfaring for andet?
Ja, jeg tog store kørekort før militæret, og på sessionen har jeg kørt lastvogn. Jeg har altid drømt om at blive langturschauffør.
Det sker ikke fra dag ét, lo Mikkel. Men måske jeg kan hjælpe jeg kender nogle ordentlige chauffører. Indtil da: kom og kør min varevogn, der er både korte og længere ture. Så kan vi senere kigge på det rigtige vognmandskort.
Det vil jeg gerne! smilede Jonas. Han fik et godt indtryk af Mikkel både stor, rolig og venlig. At han også var Julies far, gav kun mere respekt. Mikkel, der havde bemærket, hvor meget Jonas så på Julie, smilede:
Tak for hjælpen, Julie. Du må godt tage hjem nu Jonas følger dig. Hans ord fik kinderne til at blusse hos de unge.
***
Fem år senere førte Jonas sin lastbil gennem et vintermørkt landskab.
Der var stadig tredive kilometer til den by, hvor hans kone Julie, deres lille datter Marie og familiens gamle kat Missemor ventede. På vejkanten udenfor byen stod en mand i for let jakke til årstiden.
“Han fryser ihjel her,” tænkte Jonas og trak ind, åbnede døren.
Formanden? genkendte han straks fyren, da denne satte sig ind.
Formanden kiggede med slørede, matte øjne:
Nå, dig… Der blev stille. Jeg VAR formand, nu er alt væk. Der er nye til alt, vi var engang. Halvdelen af de gamle gutter er borte. Én frøs ihjel, en anden druknede, begge på grund af sprut, endnu én forgiftede sig… Resten? Ja, de klarer sig som mig, tager lidt her og der. Han trak en stinkende flaske op, tog en slurk og rystede på hovedet. Men vi kæmper videre, ikke?
Jonas satte ham af ved hovedgaden og så bekymret efter ham. En trist smil bredte sig. Manden var broken båret væk af alkohol.
Da han nærmede sig hjemmet, kiggede han op på sit køkkenvindue. Lyset brændte Julie var vågen, hun ventede. Måske sad Kirsten der, forbi til snak og for at hygge om Marie. Men Marie sov nok i sin lille seng, under billedet af farmor. Pigen elskede at dele sine små bekymringer og glæder med farmor, og billedet smilede varmt tilbage. Og der, i vindueskarmen sad Missemor, med blikket stædigt mod natten. Jonas så halen ryge i vejret; katten var allerede væk, på vej for at tage imod sin ven i døren.
Jeg er ikke alene, farmor, hviskede Jonas, mens han smilede mod sit vindue. Alle er hjemme, sammen. Og du du er også med os. Det her, det er min vej.
