**Dagbogsnotat – Tak, mor, for din gave**
Jeg trådte ud af huset og standsede et øjeblik for at betragte den forvandlede gård. I løbet af natten havde sneen lagt sig over alt. Bløde, enkelte flager dansede lydløst ned på de få gule blade, der mirakuløst hang fast i træerne og buskene, på asfalten og de parkerede biler.
Jeg holdt hånden frem. Et par snefnug landede på den og smeltede straks. Jeg tog et par skridt og lyttede til den lette knasen under mine fødder, der mindede mig om, at juletiden nærmede sig – med duften af mandariner, pyntet gran med skinnende kugler og selvfølgelig forventningen om noget magisk.
Jeg gik ind i butikken og købte mandariner, mælk og slik til teen. Lige da jeg stod ved kassen, ringede min mor.
“Mette, kan du komme forbi mig i dag?”
“Ja, mor. Hvad er der galt?”
“Ingenting. Jeg vil gerne introducere dig for en. Kom til frokost.” Hendes stemme lød levende, næsten ophidset.
“Har du igen fundet en sønnike, der har revet sig løs fra mors nærvær?” spurgte jeg lidt skuffet.
“Det er en overraskelse. Du vil se,” sagde hun mystisk og lagde på.
Interessant. Jeg havde ikke hørt min mor tale sådan i lang tid. Da Andreas forlod mig, løb jeg grædende til min mor og klagede. Hun trøstede mig i starten, men ødelagde det ved at minde mig om, at hun havde advaret mig. Selvfølgelig havde hun ret, men det gjorde ikke onden mindre. Vi skændtes, og siden besøgte jeg hende ikke mere – kun ringede, mens jeg prøvede at bearbejde smerten alene.
Jeg gik tilbage fra kassen og valgte en lille kage fra konditoriet. Det føltes forkert at ankomme med tomme hænder.
Hjemme tænkte jeg hele tiden på, hvad min mor nu havde fundet på. For en sikkerheds skyld vaskede jeg håret, krøllede lidt i spidserne, satte en smule mascara og læbestift på, iførte mig en mørkegrå nederdel og en lyserød sweater. Jeg smilede til mit spejlbillede. Uanset hvilken overraskelse min mor havde, ville jeg møde den velklædt og med smil på læben.
*”Andreas kommer til at fortryde,”* tænkte jeg, mens jeg trak støvlerne og frakken på.
Mor åbnede døren, og jeg stod et øjeblik forbløffet på dørtrinnet. Hendes øjne lyste ungdommeligt, kinderne havde en sund rødme, og den moderne klipning fjernede ti år fra hendes alder.
“Mor, du ser fantastisk ud,” sagde jeg og rakte hende kagen.
“Tak.” Hun smilede genert. “Kom indenfor,” sagde hun og forsvandt ud i køkkenet med kagen.
*”Hun har helt sikkert en gæst,”* tænkte jeg. Jeg hurtigt smed overtøjet, rettede mine krøller og nederdelen og gik ind i stuen. Fra sofaen rejste en solid mand på omkring halvtreds sig – bukser og en mørkeblå sweater, med lidt tyndhåret isse og en stor, rund næse. Rynkerne om øjnene afslørede en mand, der enten smilte meget eller skar ansigt mod solen. Han betragtede mig også nysgerrigt. Jeg hilste med en anspændt stemme.
“Mette, mød nu Lars Peter. Vi kender hinanden fra barndommen.” Min mor kom tættere på og lagde en arm om min talje, mens hun søgte blikket.
“Åh, så det er en fra landet,” sagde jeg skuffet og så på hende.
“Kom, lad os spise. Suppen bliver kold.” Mor fjernede hånden og gik først ud i køkkenet.
Jeg satte mig på min sædvanlige plads – med ryggen til køleskabet ved vinduet. *”Vil han tage fars plads?”* tænkte jeg. Lars Peter satte sig overfor. Mor sad mellem os, med ryggen til komfuret, som hun altid havde gjort, da far levede.
“Skal jeg forstå, at du vil præsentere ham for mig? Jeg havde ikke ventet det af dig. Det er derfor, du ser så anderledes ud,” sagde jeg bittert.
“Hvorfor siger du sådan?” Mor så bebrejdende på mig.
“Har du savnet slagsmål? Fik far ikke banket dig nok? Har du ikke fået nok? Hvor er flasken? Har I ikke taget sprut med?” spurgte jeg og så på Lars Peter.
“Lars Peter drikker ikke. Han…” Mor tav og så skyldbevidst på ham.
Han lagde sin store, hårde hånd over hendes.
“Lad være, Lise.”
“Nu lader I, som om I ikke drikker, men før eller siden vil den sande personlighed komme frem. Mor, vil du virkelig giftes med ham? Var det din store overraskelse? Lars Peter, blev du smidt ud af din kone og tænkte, du lige kunne klamre dig til min mor?”
Ordene væltede ud af mig. Jeg kunne ikke holde dem tilbage. Min mors øjne fyldtes med tårer, og læberne skælvede.
Lars Peter stirrede ned i sin tallerken med kold suppe.
“Er du færdig?” spurgte min mor pludselig skarpt – noget jeg aldrig havde hørt før. “Hvad har jeg ellers set i livet? En mand, der drak og slog. Du løb til naboen, når han kom hjem beruset. Vi vandrede om natten, indtil han faldt i søvn. Jeg tog penge fra hans lommer, mens han sov, og påstod, de var blevet stjålet på gaden, bare for at købe sko eller kjoler til dig. Du ved ingenting…” Hun tav brat og begyndte at græde.
Jeg havde aldrig set min mor sådan før. Hun, der altid var stille og underdanig, havde pludselig taget ordet. Jeg huskede, hvordan far engang råbte, at hun kun var værdig til at man tørrede fødder på hende. Nu forsvarede hun en eller anden Lars Peter.
“Jeg skulle have fortalt dig det for længe siden. Jeg har holdt det inde i tredive år.” Hun trak vejret dybt. “Det er din far. Lars Peter Møller – din rigtige far.”
“Hvad?” Jeg styrtede baglæns mod køleskabet og stirrede skiftevis på ham og min mor.
“Ja. Vi elskede hinanden i skoletiden. Så blev han indkaldt til militæret. I en landsby kan man ikke skjule noget. Jeg tilstod over for min mor, at jeg var gravid. Hun skreg og slog mig med et håndklæde. Så præsenterede hun mig for en fyr fra nabobyen, der skulle hjælpe med at reparere hegnet. Han var på besøg hos sin bedstemor. Min mor sagde, jeg ikke måtte spilde chancen.”
“En aften, efter dans i festsalen, fulgte han mig hjem. Min mor kom ud og sagde, at han ikke bare kunne gå en tur med mig og så droppe mig. Bedre at han gik nu. Men han sagde, han mente det alvor”Nå, men så blev jeg gift med Henrik, vi flyttede til byen, og du blev født – men jeg elskede ham aldrig, og måske anede han, at du ikke var hans datter, og derfor drak han og slog mig.”
