– Tak, kære Gud! Endelig, endelig! Farmor gispede for vejret, men hendes ansigt lyste af inderlig glæde. Hendes hænder, tørre som birkebark, strøg blidt over barnebarnets kind, hvorefter de faldt tungt ned på dynen.
– Du skal hvile dig, farmor, bad Jens. I morgen har vi jo hele dagen til at tale ud, rigtigt meget.
– Nej, Jens, smilede farmor stille og sørgmodigt. Jeg har kun bedt Vorherre om én ting at se dig igen. Jeg har intet andet tilbage, jeg behøver blot at se dig, holde om dig. Nu skal jeg hvile lidt, så taler vi bagefter. Hun lukkede øjnene i, træt. Gerda, giv drengen noget at spise han er jo kommet langvejs fra.
Farmor vidste godt, at tiden var knap nu. Jens var den eneste, hun havde, og hun for ham. Begge Jens forældre var forsvundet først solgte de alt til flasken, så blev lejligheden brugt op, og til sidst ofrede de sig selv. Farmor nåede at trække den lille dreng ud af den skæbne og lærte ham både lektier, køre bil og lastbil, og hun vinkede til ham, da han måtte i forsvaret. Og nu var han hjemme igen. Hun havde håbet på en anden slags gensyn, men hvad skulle hun gøre? Der var intet at vælge imellem.
Imens Gerda den gamle nabo og mors bedste veninde serverede frikadeller i køkkenet for Jens, lå farmor med lukkede øjne og søgte ord, der kunne trænge helt ind i hjertet og forstanden. Men hukommelsen begyndte allerede at skride. Katten Freja, hendes trofaste gråmis, havde ikke forladt hende de sidste dage, fornemmede nok, at der var noget galt. Til sidst kaldte farmor svagt:
– Jens, kom her. Da han satte sig på sengen, talte hun sagte: Jeg havde håbet at forkæle dine børn, Jens, men det sker vist ikke nu. Du er alene. Det er ikke nemt. Finder du en god pige, så slip hende ikke; vælg til hele livet for det er hårdt, det ved vi jo godt. Undgå pjank og tomme glæder, og især, for alting i verden hold dig fra snapsen! Kommer man under den, lider hele familien. Der er mange veje i livet, Jens, men vælg den rigtige. Farmor tav, trækkede vejret dybt, måske mindedes hun Jens forældre. Men hun tog sig sammen, og fortsatte, sagte: Lejligheden har jeg skrevet over på dig der kan du tage din kommende kone med ind. Til bisættelsen har jeg lagt til side, Gerda viser hvor. Resten har jeg sat ind på din konto, det rækker til det første. Tag dig godt af Freja, forlad hende ikke du ved jo selv, hvor klog hun er, for det var dig, der fandt hende som killing Ja, det var vist det hele. Gå nu og hvil dig, jeg skal også hvile jeg er træt.
Næste morgen vågnede farmor aldrig igen.
Jens begyndte at arbejde som tekniker for et internetfirma gennem venner. Holdet seks mand lagde fiberkabler ud og koblede nye kunder på. Arbejdet sled, men lønnen var rimelig, og han følte sig tilfreds, når han kom hjem. Der ventede altid Freja lille grå kat, som Jens havde reddet for otte år siden. Efter farmors død sørgede Freja, nægtede at spise, og sad kun i farmors gamle røde lænestol og stirrede ud mod døren, som om hun ventede på sin ejer. Men farmor kom aldrig hjem.
Jens gjorde sit for at muntre Freja op, han snakkede længe med hende, holdt hende i skødet, fortalte om dagens oplevelser og prøvede at lokke hende med godbidder. Først efter en måned reagerede hun en smule.
Det var den dag, Jens fik sin første løn. Vennerne insisterede på at fejre det der var ingen vej udenom, ellers var man nærig. Jens inviterede til smørrebrød på caféen, spiste, lo, festede en smule og kom sent hjem, lettere beruset. Freja mødte ham ved døren. Det var umuligt at se ind i hendes store, kloge, grønne øjne. Han prøvede at undvige hendes blik, men Freja flyttede sig altid, så hun fandt ham. Da Freja opdagede hans tilstand, gav hun et klagende, fortvivlet miauv og forsvandt under sofaen.
Jamen, Freja, undskyldte Jens, jeg kunne jo ikke sige nej til vennerne. De hjalp mig til jobbet, og de er jo venner, ikke? Det føltes, som om han talte til farmor, ikke katten.
Næste dag var Freja igen klar i entréen. Hun mærkede straks, at husherren var sig selv, og spandt, snoede sig om hans ben og nød at blive aet. Hun spiste med god appetit og fulgte Jens fra rum til rum hele aftenen, og om natten lagde hun sig ind til hans skulder, trygt.
Du forstår alting, hviskede Jens, strøg hende bag øret. Men du skal ikke bekymre dig, jeg er voksen nu; jeg skal nok tage ansvar. Kun én ting kan voksne ikke styre hvis de begynder at drikke. Det tør jeg slet ikke det ligger i familien, du forstår Jeg må nok finde andet arbejde; her er øl og snaps altid på bordet der er altid anledning: kulde, træthed, fredag Jeg siger pænt nej, men bliver allerede set skævt til. Nej, tiden er inde til at finde noget nyt. Endnu som barn drømte jeg om at køre lastbil køre hele landet rundt, men mit kørekort rækker ikke, og hvem vil give mig ansvaret for en stor lastbil?
Endnu en fredag sad Jens og vennerne i caféen, hvor stemningen var høy efter ugen. Jens, som altid, nøjedes med danskvand og så på, hvordan de andre blev mere og mere opskruede. Deres bord blev betjent af en ung, smuk pige. Drengene blev endnu mere kæphøje og inviterede hende utallige gange, til sidst greb den brede formand hende i armen og prøvende at trække hende med sig. Pigen forsøgte at slippe fri, men manden havde ingen styr på hverken styrke eller manerer.
Slip hende! lød det fra Jens. Bordets snak døde ud at hæve stemmen mod formanden var uhørt! Overrasket slap han, og pigen smuttede fri, men stoppede dog få skridt væk og så bekymret på Jens.
Ejeren af caféen en stor mand i hvid kokkekittel og opsmøgede ærmer trådte ind og standsede optrinnet. Gutterne forsvandt hurtigt, og sendte Jens skæve blikke.
Vent lidt, knægt, sagde ejeren. Lad dem få luft, måske får de hovedet med. Han kiggede venligt på Jens: Hvorfor sidder du egentlig med dem? Du drikker jo ikke. Hvad skal du med det selskab?
Det er jo mit hold, Jens trak på skuldrene. Vi arbejder sammen, så fester vi også sammen.
Glem det, brummede manden og rakte ham hånden: Mads hedder jeg. Han råbte over til pigen: Karen, lav os en kop te, som kun du kan! Jeg kan også trænge til en pause.
Er det din datter? spurgte Jens stille, mens han så efter Karen.
Ja, svarede Mads. Hun hjælper efter skole. De sad i den varme duft af te og småsnakkede. Du må finde noget andet, Jens, sagde Mads. Ellers drikker de dig under bordet. Hvad kan du?
Jeg fik kørekort til bil og lille lastbil. Kørte hele værnepligten, og har altid drømt om at køre langt.
Stort skal man begynde småt, Mads nikkede. Men jeg har gode kontakter. Jeg mangler én på min lille lastbil du kan komme med på nogle ture, måske over til Odense eller op i Jylland. Så kan vi se, hvad der sker. Men du må tage det store kørekort.
Ja! Jens smilede, mere og mere overbevist om, at den store, godmodige mand var til at stole på. Især da det gik op for ham, at det var Karens far. Mads opdagede, hvordan Jens kiggede længe efter Karen og blinkede til hende:
Tak for hjælpen, Karen, gå du bare hjem Jens følger dig. Han grinede lidt, da Karen rødmede over begge kinder.
***
Fem år senere sad Jens bag rattet i en stor Scania i snedrevet nord for Aarhus.
Hjemme ventede Karen, lille Maja i tremmesengen, og familiens gamle Freja grå og tyk, men også klog. Der var små tredive kilometer hjem endnu. På en snedækket rasteplads så han en ensom skikkelse stå og hutre sig i for let jakke.
“Ish han fryser ihjel,” tænkte Jens, og bremsede op.
Klaus? genkendte han den tidligere formand, da manden satte sig ind.
Klaus så mat og usikkert på Jens, klart påvirket:
Nå, det er dig Før var jeg formand, men det er forbi. Holdet er væk. Vi er kun halvdelen tilbage. Den ene frøs ihjel, den anden druknede begge i sprit, én mere giftet af vinduesrens. Resten ja, vi knokler på småjobs. Han fiskede en dårlig vodka op, tog et grimt slurk og prøvede at smile. Vi skal nok klare den.
Jens satte ham af nær Strøget, og så ham forsvinde blandt lysene. Han tænkte på hans drukne mod, men med vemodig overbærenhed.
Da Jens nåede hjem, kiggede han op mod lejligheden. Lyset glimtede i køkkenet Karen var vågen, ventede. Måske var Gerda på besøg, for at sludre og nusse om Maja. Men nej Maja sov i sin seng, under farmors billede på væggen. Hun fortalte tit farmor om dagens børnehave, små sorger, nye lege. Hverken Karen eller Maja undrede sig over, at farmor aldrig svarede; øjnene på billedet var blide, fyldt med forståelse og gamle smil.
Oppe i vinduet sad også Freja, stirrende mod natten, men ved lyden af nøglen sprang hun ned, satte kurs mod døren for at hilse sin ejer.
Jeg er ikke alene, farmor, hviskede Jens, da han så op mod lyset i vinduet. Vi er her alle sammen, også dig. Det her det er min vej.
