Tak for far
– Hvad sagde politiet? hviskede Line, da hendes mor lagde telefonen fra sig på køkkenbordet.
– Intet godt, – sagde Antonina, tog et glas vand og drak et par slurke. De sagde, det er for tidligt at gå i panik. Der skal minimum gå et døgn. Men jeg kan mærke det Jeg kan mærke, der er sket noget!
*****
– Hej mor! Har far ikke kørt endnu? spurgte Line, da hun stormede ind i lejligheden med en kage under armen.
– Hej, skat. Han er kørt. Jeg sagde jo, det er hans sidste arbejdsdag i dag både jubilæum og pensionsafsked. Hele kollegaerne vinker ham af. Du ved, han kunne ikke blive hjemme.
“Øv,” sukkede Line skuffet.
– Men han har lovet at være hjemme til frokost.
– Fint. Dima burde også være her omkring middag. Så er vi samlet allesammen. Vi kan jo gøre klar imens, ikke?
– Selvfølgelig. Du hjælper mig i køkkenet jeg tror aldrig, jeg klarer det uden dig. Men lad os få noget te først, jeg har netop sat vand over. Og dine yndlings-eksler har jeg også. Vil du ha?
– Meget gerne.
Mor og datter sad ved spisebordet, drak te, nød eksler og snakkede om alt muligt vejret, haven, og selvfølgelig om far, som fyldte 50 år i dag.
Alt virkede godt, kun…
Antonina bemærkede, at hendes Line var urolig. Som om hun gerne ville fortælle noget, men ikke helt kunne tage tilløb.
Antonina blev straks anspændt.
– Er der noget galt, skat?
– Kan man se det på mig? smilede Line lidt forlegent.
– Det kan man Vil du ikke nævne det, der fylder?
– Jo. Mor, du skal ikke blive bekymret det er gode nyheder.
– Er det rigtigt? Kom nu, fortæl.
– Dima og jeg har besluttet, at vi vil give jer sommerhuset, som vi købte sidste år.
– Mener du det?
– Af hele vores hjerte. Dima har netop istandsat et lille hus der, så man kan bo der hele sommeren.
– Men hvad med jer?
– Vi kommer bare på besøg og holder ferie hos jer. Vi har ikke tid til at passe det, som vi ellers havde tænkt – Line stoppede, smilede hemmelighedsfuldt.
– Hvorfor?
– Fordi du og far bliver bedsteforældre. Om otte måneder.
– Er det sandt?
– Ja, helt sandt!
– Åh, hvor er jeg lykkelig, Line! Far bliver ellevild, når han hører det.
Antonina sprang op, løb hen og krammede datteren hårdt. Så kyssede hun hende begejstret på begge kinder.
– Jeg ville jo have, I fik det at vide sammen, men jeg regnede ikke med, far tog så tidligt afsted.
– Han kommer snart hjem, så fortæller vi ham det. Men nu, min pige – Antonina så på uret, lad os komme i gang i køkkenet.
– Lad os det!
Kasseroller og pander klirrede mod komfuret, knivene hakkede mod skærebrættet. Man siger, to kokke i et køkken er for meget, men ikke hos Antonina og Line de var som én. De lavede mad og dækkede bordet. Det så overdådigt ud.
Der var både sprøde ovnstegte kyllingelår, hjemmelavede fiskefrikadeller, kartoffelmos og hele tre slags salater.
Antonina satte sig og så på uret:
– Se, vi blev færdige før tid.
– Ja, når man har fire hænder, – grinede Line. Skal du ikke ringe til far og høre, hvornår han er hjemme?
– Jo – nikkede mor.
– Jeg ringer til Dima så længe og hører, hvornår han kommer.
Line gik ud i entréen efter sin taske.
Antonina tog telefonen, ringede sin mands nummer op. Længe ventede hun på at nogen tog den, men ingen svarede. Hun lagde på, prøvede igen intet svar. Med telefonen i hånden kiggede Antonina på uret. Hendes tanker kredsede blot om ét:
“Hvorfor svarer han ikke?”
Først da gik det op for hende, at Mikkel havde lovet at ringe, straks han var på arbejdet. Men det havde han ikke. En ubehagelig kulde bredte sig i ryggen.
– Mor, Dima sagde, han er her om en halv times tid! råbte Line, da hun kom ud i køkkenet. Og far?
– Han tager ikke telefonen…
– Det var mærkeligt.
– Ja, Line Jeg har ringet mange gange, men der er kun ringetoner.
– Mor, det er jo forståeligt, hvilken dag det er. De fejrer han har nok ikke tid.
– Nej, Line. Han burde køre hjem nu. Han lovede at være hjemme til frokost. Og din far holder altid, hvad han lover. Han ringede heller ikke, da han kom på arbejde han plejer altid. Hvorfor tager han ikke telefonen?
– Så ring til hans chef og hør, om ikke han må tage tidligere hjem? Familien venter jo!
– Jeg prøver.
Antonina var ikke én, der panikkede, men et dårlig forvarsel nagede hende. Mikkel tog altid telefonen. Altid.
Selv når han var travl. Han havde tit sagt, der ikke var noget i verden vigtigere end hende. Og i dag af alle dage burde han have svaret.
“Måske,” tænkte Antonina, “det er stort for ham pensionering, sidste dag, afsked med kollegaer. Han har givet sit arbejdsliv her. Måske er det svært at sige farvel… Svært at gå…”
– Hallo! en mandestemme afbrød hendes tanker.
– Hej, Ove! Det er Antonina, Mikkels kone. Jeg ville bare høre, hvornår du lader min mand tage hjem. Vi venter alle sammen Datteren og svigersønnen kommer også lige straks.
– Hej, Antonina, – svarede chefen. Tja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
– Hvad mener du?
– Faktisk også vi venter på ham. Vi har ringet flere gange han svarer ikke.
– Vent, så han har slet ikke været på arbejde i dag?! Antonina stivnede.
– Nej, ikke endnu. Men vi venter. Hvis du hører fra ham, så sig det endelig videre vi holder ikke på ham længe, men vi må jo sige ordentligt farvel. Det er traditionen.
– Selvfølgelig. Ove, hvis Mikkel kommer, så ring venligst til mig.
Antonina lagde telefonen på bordet, hænderne rystede, og så på sin datter:
– Line, han har ikke været på arbejde Og han svarer ikke. Tiden går Hvor er han?
– Mor, rolig nu. Vi ringer sammen.
*****
Mikkel gik ud af opgangen, smilede mod morgensolen, hilste på naboens damer på bænken, og styrede mod busstoppestedet.
Sådan havde han gjort i 25 år samme rute. Men i dag skulle han ikke arbejde rigtigt, kun hente sine papirer og sige farvel til arbejdspladsen.
Han havde selv ofte vakt kollegaer til pension, nu var det hans tur.
Men han var urolig. Natten op til havde han dårligt sovet, taget hjertedråber flere gange, men det hjalp ikke.
Om morgenen var han ellers i godt humør, da hans elskede Antonina ønskede ham tillykke.
Han ville ikke fortælle hende, han havde det dårligt hun skulle ikke bekymre sig. Det plejede at gå hurtigt over.
Derfor gik han tidligere hjemmefra, for ikke at vække mistanke så ville Antonina bare aflyse det hele, og han ville gerne fejre med sine kollegaer.
“Det går nok hurtigt over” tænkte Mikkel og holdt sig til hjertet.
Han stod ved stoppestedet, men kunne ikke overskue at tage bussen den var stuvende fuld og luften tung.
I stedet besluttede han at gå vejret var dejligt, han havde god tid, og lidt frisk luft kunne hjælpe.
Han ville først ringe til Antonina, når han var fremme på arbejdet som aftalt.
Men han nåede aldrig frem.
Vejen gik gennem en lille park tom og rolig denne hverdag men her fik han det pludselig dårligt.
Mikkel satte sig på en bænk, knappede skjorten lidt op, løsnede slipset og gispede efter efterårsluften. Hvor længe han sad der, anede han ikke.
Det eneste, han vidste, var, at det ikke hjalp det blev værre.
Han ville ikke ringe til Antonina, men da det gik op for ham, at det var alvor, ville han gribe sin telefon.
“Jeg ringer først til mor, så lægen,” tænkte han. Men hænderne rystede, han tabte telefonen, og den trillede ind under bænken.
Han prøvede at rejse sig, men kunne ikke. Hjertet gjorde så ondt, at han knap kunne trække vejret. Mørket segnede for øjnene.
Han lagde sig ned. “Sikke en jubilæum, sikke en pension,” tænkte han trist.
Men allermest var han ked af, at han måske aldrig fik sagt farvel til sin elskede eller sin datter
*****
Antonina tog et par hjertedråber, greb igen telefonen, ringede til Mikkel ringetoner, men intet svar. Line ringede også, mange gange stadig intet.
Dima dukkede op. De sad nu alle tre, tavse, foran det festligt-anførte bord og ventede.
– Hvorfor venter vi? sprængte Antonina pludseligt stilheden. Vi må ringe til politiet. Måske kan de hjælpe os?
Line og Dima nikkede. Alle forstod, at her var noget galt.
Mikkel havde arbejdet i Beredskabet hele sit liv. Hvis han var så længe væk og ikke svarede… var der grund til bekymring.
– Hvad sagde politiet? hviskede Line, da moren lagde røret.
– Intet godt, – Antonina drak vand. De siger, vi skal vente et døgn. Men jeg mærker det Der er sket noget!
– Så må vi selv lede efter ham! sagde Line, nu stærk og højlydt.
– Du har ret. Vi må selv lede Han ville tage bussen, stoppestedet er tæt på. Vi må spørge folk der, måske har nogen set ham. Måske kan buschaufførerne huske noget fra i morges.
– Mor, vi prøver Dima og jeg. Du bliver her, hvis far kommer hjem. Kan du ringe til hospitalerne imens? Jeg vil ikke male fanden på væggen, men for en sikkerheds skyld…
– Ja, det skal jeg nok.
Line og Dima tog hurtigt overtøjet og gik ud for at lede efter Mikkel.
Antonina ringede rundt til hospitalerne.
“Du må ikke være sket noget alvorligt for ham,” hviskede hun, mens hun gjorde korsets tegn.
*****
Mikkel var stadig bevidst, men havde det værre for hvert minut. Han havde svært ved at røre hånden tale kunne han slet ikke.
– H-h-hjælp mumlede han ud mod to passerende kvinder.
Men de så forarget på ham og vendte ham ryggen.
– Endnu en drukkenbolt, – sagde den ene foragteligt.
– Ja, de vælter om, selv en tirsdag formiddag tsk!
Mikkel hørte dem, og tårerne løb ned ad hans kinder. Han var hjælpeløs. Nu hvor han havde reddet så mange liv også dyrs kunne han intet gøre for sig selv.
“Hvorfor lige i dag?”
Da lyden af stiletter døde ud, lukkede han øjnene og gav op. Men pludselig…
…hørte han et højt bjæf lige ved øret.
Så mærkede han, at en hund lagde sine poter på ham og slikkede hans hage.
“Hund! En hund!” blev han pludselig glad. “Der må være en ejer i nærheden.”
Med besvær åbnede han øjnene. En ældre, tæt lille hund stod der. Mikkel syntes, han kendte hunden men hvorfra?
Da kom det tilbage i glimt.
Han huskede et hus i flammer, kollegaer, der bar folk ud en mand, en kvinde og så et bjæf fra det knuste vindue.
– Er der en hund tilbage?! råbte Mikkel til manden, der blev tilset i en ambulance.
– Ja, vi kunne ikke redde ham. Det gik for stærkt…
– Hvorfor sagde du det ikke med det samme?! råbte Mikkel, og uden at tøve løb han, mod alles protester, ind i det brændende hus.
Ingen kunne standse ham.
Efter ti minutter, hostende, røgfyldt, kom han ud med hunden i favnen.
Han afleverede den til ejeren og så længe ind i dens øjne.
I de øjne så han en KÆMPE TAK. Hunden takkede ham for livet.
Så blev alt sort igen.
– Vov-vov! lød det højt. Hunden slikkede Mikkel, der nu lå hjælpeløs på bænken.
Han genkendte sin frelser. Og nu…
…ville hunden hjælpe ham.
– Hvis du kan hviskede Mikkel svagt. Find nogle mennesker. Råb om hjælp.
Så besvimede han.
Men hunden Hunden forstod.
Den satte i løb mod vejens ende for at finde folk. Den sprang op til en ung fyr udenfor pølsevognen, til en kvinde med barn, til en mand med avis men ingen forstod dens iver. Folk viftede den væk de troede, den var farlig. Men den ville bare have hjælp.
*****
Ved stoppestedet opdagede Line og Dima intet. Ingen havde set Mikkel Line havde taget et foto med. Ingen genkendte ham.
De forstod, at tiden nu var afgørende. De løb til butikker, til opgange intet sted var han. Telefonen blev stadig ikke taget.
“Far, hvor er du? Hvor?”
Da de løb forbi parken, hørte Line pludselig en voldsom bjæffen. Da hun så op, fik hun øje på hunden ældre, nervøs, den løb efter folk og bakkede væk, når nogen skubbede den væk.
– Din larmende hund! råbte en pensionist med stok.
– Line, hvad laver du? spurgte Dima, da hun stoppede op.
– Jeg ved det ikke Det er bare denne hund. Den prøver at fortælle os noget. Jeg kan bare mærke det
Hunden så på Line. Der var ingen bøn, kun en tryglende appel i dens øjne.
– Hvor skal du, Line? spurgte Dima.
Men Line svarede ikke.
Hun nærmede sig hunden, den løb hende i møde, logrede og løb mod parken. Line fulgte intuitionen og løb efter. Dima ilede efter.
Efter fem minutter fandt de Mikkel på bænken bevidstløs, men stadig levende.
Han trak stadig vejret!
– Far! råbte Line panisk, prøvede at vække ham. Dima, ring til ambulancen!
*****
Ambulancen kom hurtigt, og Mikkel blev kørt til det nærmeste hospital med hjerteafdeling.
Line, der holdt fast om hunden, løb efter sammen med Dima.
Undervejs ringede Line til sin mor og fortalte alt kort. Hun lovede at ringe igen, straks hun vidste mere.
– Din far er heldig sagde lægen, da han kom ud fra intensiv. I nåede det i sidste øjeblik. En halv time mere, og vi kunne ikke have reddet ham.
– Vil han overleve?! spurgte Line, mens hun tørrede øjnene.
– Ja.
Line gik ud, fandt Dima og hunden udenfor, bøjede sig og krammede hunden tæt.
– Tak Tak for min far.
– Hvordan går det med ham? spurgte Dima.
– Han overlever, – svarede Line træt. Og det er kun takket være ham, – hun pegede på hunden.
– Den har halsbånd så den må have en ejer.
– Ja, men vi må tage ham med hjem for nu. Han har reddet min far jeg kan ikke lade ham blive på gaden.
– Selvfølgelig, min skat.
*****
Antonina, Dima og Barse (hans navn stod på medaljonen i halsbåndet) stod foran hospitalet og ventede.
Efter ti minutter kom Line ud sammen med Mikkel.
Barse logrede vildt og sprang lykkeligt op ad Mikkel.
– Se, far, det er Barse, der har reddet dig. Han har givet dig den største gave til din fødselsdag et nyt liv.
– Tak, gamle ven, – sagde Mikkel og klappede hunden forsigtigt. Men hvem ejer ham?
– Vi har ledt, lagt opslag ud på nettet ingen har svaret i den tid, du har været indlagt.
Antonina trådte hen. Tårerne løb ned ad hendes kinder, hænderne rystede, men smilet var varmt.
– Tak fordi du lever, Mikkel.
– Undskyld Undskyld, jeg ikke fortalte dig, hvordan jeg havde det. Jeg troede, det ville gå over.
– Det er glemt. Skal vi tage hjem og fejre din anden fødselsdag? spurgte Antonina, mens hun tørrede øjnene.
– Ja. Lad os komme hjem.
*****
Hvad angår Barse, forsøgte Mikkel selv at finde hans tidligere ejer. Han kørte endda ud til det hus, han havde reddet ham fra året før.
Men huset stod tomt, og naboerne fortalte, familien for længst var flyttet de havde efterladt hunden.
Så Barse blev hos Mikkel. Og Mikkel var lykkelig for det.
Med Barse hentede han til sidst sine papirer og sagde farvel til kollegaerne, de boede i sommerhuset om sommeren, og sammen med Dima hentede han deres datter fra hospitalet.
– Tillykke, far! smilede Line. Nu har du to børnebørn!
– Hvor er jeg lykkelig, min pige!
– Vov-vov! lød det fra Barse, som delte deres glæde.
Mikkels liv blev langsomt lysere igen. Fra nu af, vidste han hver dag skulle han sige tak til Barse for at have givet ham livet tilbage.
