Tag mig tilbage, vær så venlig

Tag mig tilbage, please
Mor, det behøver du virkelig ikke, jeg fik ikke sagt det, før jeg blev afbrudt.
Inger Nielsen rystede langsomt på hovedet, hendes fingre kørte over armlænet på den slidte lænestol. Hele lejligheden duftede af hendes parfume og tørret lavendel, som hun opbevarede i små poser i hver stue. Men snart vil duften forsvinde.
Jeg gør det ikke for dig, sagde hun. Det er for Mads. Drengen har brug for et rigtigt hjem. Ikke bare en midlertidig lejlighed, hvor udlejer kan smide jer ud, når det passer ham. Uanset hvad der går galt mellem dig og Sofie, så skal Mads have stedet. Det er dét, jeg vil.
Sofie stod ved vinduet med hånden på Mads skulder. Mads trippede lidt rundt, for han forstod ikke helt, hvorfor de voksne talte så lavmælt og forsigtigt.
Tak, fik jeg presset frem. Tak, mor. Ægte tak.
Inger viftede det væk. Hun så på Mads; hendes ansigt blødte op, blev mildere.
Kom herhen, min lille solstråle.
Mads kom hen og lod sig trække ind i hendes favn. Hendes hænder rystede let, da hun tog hans ansigt mellem hænderne.
Ved du hvad, Mads? Du er det bedste, der er sket for mig. Du har mine øjne. Min stædighed. Min elendige smag i musik.
Ba-a, sagde Mads, flov og glad på én gang.
Denne lejlighed er din, fortsatte Inger mere alvorligt. Den står i din fars navn, kun fordi du ikke er myndig endnu. Du er grunden til, jeg giver den væk nu, mens jeg kan. Vi er én familie, Mads. Jeg vil passe ordentligt på dig.
To måneder senere holdt Inger op med at trække vejret…
Treværelseslejligheden opslugte os alle. Jeg brugte weekender på at rive blomstrede tapeter ned, male over gamle pletter, installere nye lamper. Sofie flyttede rundt på tingene, sortede i mormors møbler for at gøre plads.
Mads løb rundt, helt elektrisk over al pladsen. Endelig havde han sit eget rum, vægge der kunne fyldes med plakater, uden at spørge.
Far, må jeg sætte mit skrivebord ved vinduet?
Sæt det lige hvor du vil, Mads, det er dit værelse.
Jeg så på ham takkede i mit stille sind min mor for, at vi nu havde vores eget sted. Jeg burde være glad, taknemmelig.
Men jeg mærkede kun væggene trykke. Rutinen, det forudsigelige, dagene der smelter sammen. Op, arbejde, hjem, aftensmad, tv, søvn. Det gentages til evig tid…
Kaffebaren ved siden af kontoret blev mit skjulested. Jeg begyndte at gå derhen efter arbejde først et kvarter, så en time. Baristaen kendte min kaffe, og det lille hjørnebord ved vinduet blev mit faste sted.
Det var der, jeg mødte hende…
Hun grinede højlydt af noget på mobilen. Den slags grin, der overdøver alt andet. Jeg løftede hovedet fra min laptop, hun fangede mit blik og skævede, men vendte ikke væk.
Undskyld, sagde hun, uden et gran af fortrydelse. Min veninde sendte mig verdens dårligste vittighed. Vil du høre den?
Jeg burde have sagt nej. Skulle have lukket excelarket og gået hjem til min kone og min søn.
Kom med den, sagde jeg…
Hun hed Lise. Hun arbejdede på et reklamebureau, hadede sit job, elskede åndssvage ordspil. Lise var levende, sprudlende, ægte.
Du er ved at drukne, sagde hun, da vi sås for tredje gang.
Jeg drukner ikke. Jeg har et godt liv.
Men er du lykkelig?
Tre uger senere lå vi i samme seng…
Jeg fortalte Sofie sandheden samme aften.
Jeg så hendes ansigt ændre sig, mens hun forstod mine ord.
Du har været sammen med en anden, gentog Sofie langsomt.
Ja.
Jeg sagde ingenting. Alle ord ville kun gøre det værre.
Hun kastede et håndklæde efter mig. Det ramte mig og faldt ned et ynkeligt udbrud, der kun gjorde hende mere rasende.
Du forrådte vores familie for en ung pige? Fjorten år, Mathias. Fjorten års ægteskab, og du blev bare træt?
Det handler ikke om at være træt.
Hvad handler det så om? råbte hun. Forklar det, for jeg fatter ikke, at min mand smadrer alt, vi har bygget!
Jeg gned mig i ansigtet.
Jeg bliver kvalt hos jer, Sofie. Hver dag er den samme. Arbejde, hjem, mad, søvn. Jeg havde brug for at føle noget andet. Noget levende.
Noget levende. Sofie grinede bittert, tårerne løb ned over hendes kinder. Jeg gav dig en søn. Min ungdom. Men du skulle lige føle dig levende?
Døren knirkede stille. Mads var vågen og gemte sig på sit værelse. Alt i mig snørede sig sammen ved tanken om, hvad han måske havde hørt.
Okay. Sofie tørrede ansigtet hårdt, mascaraen løb. Okay, Mathias. Vil du gå? Så bliver vi skilt. Jeg holder dig ikke tilbage. Lad os tale om lejligheden. Din mor ville give den til Mads. Det har hun sagt direkte
Lejligheden bliver min.
Sofie stivnede.
Hvad sagde du?
Papirerne er i mit navn, jeg kunne ikke se hende i øjnene. Det er min ejendom. Du og Mads må finde et andet sted.
Du smider din egen søn ud. hviskede hun chokeret. Din egen søn, den lejlighed din mor gav ham.
Jeg smider ingen ud. I får tid til at finde noget. Jeg hjælper med første måneds husleje, hvad I behøver, men
Du er et monster. Sofie greb fat i bordet. Du er hverken mand, far du er ingenting. Din mor ville brække sig, hvis hun så dig nu…
Næste morgen pakkede Sofie kufferter, mens Mads sad på sengen og så på væggene, han lige havde pyntet. Han så ikke på mig. Sagde ikke ét ord fulgte bare sin mor ud.
…Skilsmissen kom tre måneder senere. Jeg betalte børnebidrag ikke meget, men nok til at tilfredsstille retten. Hver søndag ringede jeg til Mads, og hver søndag blev opkaldet afvist. Beskeder forblev ubesvarede. Gaver modtaget uden et eneste tak.
Efterhånden stoppede jeg med at prøve. Drengen er vred, sagde jeg til mig selv. Når han bliver ældre, forstår han, at voksne nogle gange må vælge svære veje.
Lise flyttede ind to uger efter, Sofie og Mads flyttede ud. Hun fyldte lejligheden med duftlys, pyntepuder og musik, der spillede hele døgnet. Hun lavede dyr og avanceret mad, insisterede på shopping hver weekend. Ved hendes side følte jeg mig ung, tosset, fri.
Efter et halvt år havde jeg 47 kroner tilbage på kontoen.
Hoteller, restauranter, spontane ture til Magasin, hvor Lise dansede rundt i kjoler, der kostede mere end min mad om måneden. Det var så rart, jeg mærkede ikke katastrofen, før pengene var væk.
Vi må snakke om økonomien, sagde jeg til Lise den aften.
Senere, skat, bare senere. Jeg skal møde veninderne.
Hun kyssede mig hurtigt, nappede sin taske den nyeste, jeg havde købt og gik ud.
Den nat kom hun ikke hjem…
Om morgenen kom hun og sagde, at det var slut. Hun kedede sig med mig, og følte sig kvalt… Lise pakkede hurtigt og fløj ud, lige så let som hun kom.
To uger brugte jeg på at begræde mig selv. Gogede rundt i lejligheden i samme tøj, lod opvasken stå, trak aldrig gardinerne fra. Alle havde forladt mig sagde jeg til mig selv. Mads ville ikke have en far. Sofie tog det bedste og gik. Lise, smukke, ubekymrede Lise, forsvandt da pengene slap op.
I tredje uge blev sørgmodigheden til desperation. Jeg tog et bad, barberede mig, tog min reneste skjorte og cyklede tværs over byen til adressen Sofie havde opgivet i retten.
Huset var gammelt, men nydeligt. Et dansk boligbyggeri med frisk maling, elevator, der virkede. Sofie lukkede mig ind uden at spørge hvorfor.
Mads, sagde hun, din far er her.
Jeg trådte ind i den smalle gang og så rundt i det beskedne hjem, hvor min familie boede nu. To værelser i stedet for tre. Smal gang, lille køkken.
Men her var hjem og liv i hver krog.
Mads stod i døren. Han var vokset, ansigtet havde mistet de bløde børnetræk. Hans blik på mig var isnende.
Mads, jeg ved, du er vred på mig, startede jeg. Men jeg har indset min fejl. Jeg snublede, men nu har jeg ændret mig. Vi kan blive én familie igen. Din værelse venter på dig!
Sofie støttede sig op ad væggen, så på mig uden udtryk.
Folk kan forandre sig, fortsatte jeg, rettede mig til begge. Jeg har tænkt over det, og jeg har forstået, hvad jeg mistede. Jeg ser det klart nu.
Du har ikke mistet noget, sagde Mads skarpt. Du valgte. Du valgte hende frem for os.
Det er ikke så enkelt…
Kald mig ikke det, sagde han og trådte frem. Du smed os ud af mormors lejlighed. Vores hjem. Du smed mig ud. Og valgte Lise.
Mads, please
Hvis vi tror på dig, hvad så næste gang? afbrød Mads. Finder du én til og bliver træt igen? Smider os på gaden?
Jeg prøvede at forklare:
Det sker aldrig igen. Jeg lover, jeg har lært.
Mads rystede langsomt på hovedet.
Jeg har ikke brug for sådan en far, sagde han stille.
Han forsvandt ind på sit værelse.
Jeg så på Sofie, søgte bare ét tegn på støtte.
Sofie, sig noget til ham. Fortæl ham, at jeg har lært, jeg har forstået.
Hun rystede på hovedet.
Jeg ville heller ikke tilgive dig, Mathias. Selv hvis du tryglede. Hun gik mod døren. Du gør mig kvalm. Ikke på grund af utroskaben. Ikke fordi du smed os ud. Men fordi du først kom tilbage, da hun havde forladt dig. Da du var helt alene.
Jeg husker ikke, hvordan jeg kom ud på trappen. Heller ikke vejen hjem…
Nu sidder jeg alene i tre rum. Alene i stor lejlighed. Min mor troede, hendes familie skulle bo her. Men ingen er tilbage. Jeg skubbede dem væk, som elskede mig. Og nu kan jeg ikke rette op. Det er for sent…