Kære dagbog,
Det er sent, men jeg sidder stadig ved køkkenbordet og prøver at samle mine tanker, mens børnene allerede har lagt sig. Min kone, Kirsten, har lige tørret en klæbrig plet af bordet, mens hun med den ene fod skubber den lille brandbil, som vores fem år gamle Emil har kastet i køkkenet, væk fra indgangen.
I badeværelset lyder vandet i bruseren, og jeg vasker vores to år gamle datter, Freja, som griner og skriger, mens hendes stemme blander sig med min dybe, overdrevent truende latter. Det er en rolig aften, som jeg egentlig nyder mest af huslejen er betalt til tiden, sparekontoen til ferien vokser, køleskabet er fuldt, og vi er alle sunde.
Pludselig vibrerer telefonen på vindueskarmen og glider et par centimeter hen over bordpladen. Et ukendt nummer ringer. Jeg overvejer at afvise, men fingeren glider selvfølgeligt på den grønne knap.
Hallo?
Hej, Kirsten? stemmen i røret er rystet. Det er tante Gitte, Lises nabo fra Bagerup.
Det får mig til at stoppe op. Bagerup er min svigermors landsby, et sted vi har slettet fra vores liv for to år siden.
Hej, Gitte, svarer jeg kort, så min mand ikke hører. Hvor har du fået mit nummer?
Jeg fandt det i Lises notesbog hun skrev det ned selv Åh, Gud, Kirsten Jeg må fortælle dig noget alvorligt. Lise er faldet ud i en bilulykke.
Min hånd fryser i luften med en klude.
Hvad mener du med falden?
På motorvejen. Hun kørte til byen om natten og kom ind i modkørende trafik. Fronten er totalødelagt.
Heldigvis overlevede de i bilen; airbagene fungerede, men bilen er brændt helt ned, sammen med alle papirer. Lise blev hurtigt udløst, men hun er nu på intensivafdelingen med alvorlige skader.
Vandet i bruseren stopper. Døren åbner, og jeg kommer ind med Freja, indpakket i et håndklæde. Jeg smiler og fortæller historien til hende, men stopper, da jeg ser Kirstens ansigt.
Hvad er der sket?
Kirsten klemmer telefonen mod brystet og trækker vejret dybt.
Gitte har ringet. Vi skal finde ud af, hvad vi skal gøre. Tak fordi du ringede.
Jeg slukker for samtalen og ser på min mand.
Poul, læg Freja i Arne. Vi må tale.
***
Vi sidder ved køkkenet. Børnene har, som de plejer, hurtigt lagt sig både Emil og Freja har tydeligt mærket, at noget er galt. Jeg sidder med krydsede arme.
Så hun lever, så? siger jeg lavmælt, mens jeg kigger ud af det mørke vindue.
Lægen sagde, at tilstanden er kritisk men stabil, gentager Kirsten, mens hun drejer på telefonen. Hofte, bækkenet er knust, ribben og nakke også. Operationerne vil finde sted, men
Men hvad?
Lægen sagde lige ud: hun er lammet. Minimum et halvt år, hvis alt heleløses. Givet hendes alder og hvordan hun har levet, kan det blive længere.
Jeg smiler sarkastisk.
Bilen brændte helt ned?
Ja, alt forgik med ild. Gitte sagde, at hun ikke forstår, hvordan Lise havnede i en modkørende bil. Måske fik hun en pludselig svimmelhed, måske blev hun distraheret.
Jeg rejser mig hastigt og går frem og tilbage på det lille køkken.
To år, siger jeg. To år har vi levet roligt. Vi har lige fået luft under vingerne. Så begynder disse telefonopkald, den evige bagage, den konstante støj
Hun har altid krævet, at vi skulle flytte ind i hendes lejlighed, at vi skulle give hende vores egen lejlighed. Emil har altid hørt, at du har klaget over hende
Jeg går tættere på Kirsten og smiler trist.
Det gamle skal vi ikke bringe frem igen Vi må finde ud af, hvad vi skal gøre. Lægen venter på svar.
I morgen flyttes Lise fra intensivafdelingen til en traumeafdeling. Der er sygeplejersker, men kun én gang om dagen, gratis som de vil.
Jeg løfter hovedet.
Hvilken slags pleje tænker du på, Kirsten? Skal jeg droppe mit arbejde, eller skal du sige op?
Vi har netop fået på plads vores liv. Vi skulle købe en ny bil, betale for børnenes fritidsaktiviteter.
Der er en mulighed med en hjemmehjælper, begynder jeg forsigtigt.
Hvad koster det? afbryder jeg. En 24timmers hjælper koster mindst seks tusinde kroner om dagen, plus medicin, bleer, mad. Det er næsten hele min løn, Kirsten. Eller hele din.
Jeg ved det.
Så hvad skal vi leve af? Endnu mere grød? Hvem betaler for det? Den person, der har kastet mig i en ældre kasse og selv lever sit liv?
Jeg mærker en gammel barndomssmerte i stemmen, en smerte jeg har gemt væk i år.
Jeg hader hende, Kirsten. Jeg hader hende, selvom det er forfærdeligt at sige det. Jeg føler kun… kun had.
Jeg ved det. Jeg hader hende også, efter alt hun har sagt om mine forældre, om os. Der er ingen kærlighed tilbage.
Så hvorfor?
Fordi vi er mennesker, ikke dyr. Retfærdighed kræver, at vi hjælper hende
Jeg griner bittert.
Retfærdighed? Hvor var retfærdigheden, da jeg gik i skole i trøjer, mens hun kom en gang om måneden med en pose slik og spillede den gode mor foran naboerne? Hvor var den, da hun krævede penge, som vi havde sparet til fødslen?
Der er ingen retfærdighed, svarer Kirsten fast. Vi taler nu om os, om hvad vi skal leve med.
Jeg trykker på min telefon og åbner lommeregneren.
Hvor meget har vi i pude?
300.000 kr til bilen, 200.000 kr til ferien.
En halv million. Jeg ryster på hovedet. Operationen er dækket af sygesikringen, men de kan kræve importeret udstyr. Medicin, to stykker. Hjemmehjælper
Jeg ser på Kirsten med udvidede øjne.
Det er alt, hvad vi har. Vi vil ende på nul.
Hun siger ingenting. Tallene skræmmer. Det er vores hårdt tjente penge.
Hvad hvis begynder jeg tøvende. Hvad hvis vi tager hende med hjem?
Hvor, Poul? spørger hun, mens hun peger på vores lille lejlighed på 60 kvadratmeter. I børneværelset? Til Emil og Freja? En lam, liggende kvinde med såre sår og tryksår om natten? Er du klar til, at vores børn ser det? At de må trække vejret gennem den?
Nej, svarer jeg hurtigt. Selvfølgelig nej.
I vores soveværelse? På sofaen i køkkenet? Hvornår skal du arbejde? Hun vil kræve din opmærksomhed hver eneste sekund. Du ved, hvad hun kan gøre manipulere, udnytte medlidenhed, skabe skænderier. Vi ville blive skilt på et år. Jeg kan ikke klare det!
Jeg sænker hovedet. Jeg ved, hun har ret. Min biologiske mor kunne skabe helvede omkring sig, og i en lille lejlighed ville hun gøre vores liv til et mareridt.
Så der er ingen løsning, konkluderer jeg. Enten mister vi pengene, eller eller hvad? Lader vi hende blive?
Socialforvaltningen, foreslår Kirsten. Vi kan ansøge om et plejebolig til invalide. En statslig institution.
Har du været i sådan et sted? spørger jeg. Det er som et hospice, en billet én vej. Hun vil dø inden for totre måneder.
Men det er næsten gratis En pension vil tage sig af hende.
Jeg måler igen med fødderne.
Jeg kan ikke gøre det, siger jeg til sidst. Jeg hader hende, men jeg kan ikke sende hende til helvede. Så mister jeg min egen værdighed.
Kirsten ånder ud.
Så lad os lave en plan.
Hun tager en notesbog fra køleskabet og begynder at skrive.
Vi vil ikke bruge alle pengene. Det er hovedpunktet. Vi hyrer en hjemmehjælper, men ikke gennem et bureau så får vi en privat pris på omkring 4.500 kr om måneden. Det er stadig meget, men vi kan klare det, hvis vi skærer ned på alle unødvendige udgifter.
Ingen restaurantbesøg, ingen biograf, ingen nye klæder i mindst seks måneder.
Bilen tøver hun. Vi køber ikke en ny bil endnu.
Pengene fra puden går til medicin og uforudsete udgifter.
Jeg ser på hendes håndskrift og kan ikke lade være med at beundre hendes beslutsomhed netop derfor har jeg elsket hende fra starten.
Hvornår udskrives hun? spørger jeg. Om en eller to måneder? Hvor skal vi tage hende hen? Til landsbyen?
I landsbyen er der kun et lille hus uden faciliteter, så vi må leje en billig studielejlighed med de nødvendige faciliteter og flytte hjælperen dertil, svarer hun. Det koster ekstra femtentyve tusind kroner om måneden.
Vi vil kun arbejde for hende i et år, måske to, indtil hun kan rejse sig eller måske aldrig.
Jeg løfter hånden.
Jeg vil ikke bringe hende ind i vores hjem. Det er min betingelse. Jeg vil beskytte vores familie, vores sind og vores børns barndom. Vi betaler med penge, men vi beholder vores værdighed.
Jeg er stille i et øjeblik.
Vi betaler, gentager jeg. Det lyder kynisk, men det er ærligt. Vi giver hende den bedste pleje, vi kan, betaler for læger, mad og hygiejne. Vi besøger hver anden uge, leverer mad.
Jeg omfavner Kirsten. Hvad skulle jeg gøre uden hende?
***
Vi fulgte hendes plan. Det første møde med svigermor var anspændt: hun beskyldte min søn for at have gjort hende invalide. Jeg blev også kritiseret, fordi jeg havde valgt min kone frem for min mor.
Vi fandt en hjemmehjælper, købte alt, hvad lægerne bad om, og begyndte langsomt at lede efter et sted til svigermor. Telefonerne rungede konstant med nye påmindelser, men vi holdt ud, for vi er ikke dyr.
Dette har lært mig, at man kan stå over for uventede storme, men at ærlighed, samarbejde og at sætte klare grænser er det, der holder familien sammen.
**Læren:** Når livet kaster dig i dybet, så husk at værdien af din familie og din egen integritet altid vejer tungere end enhver økonomisk byrde.
