I trange kår, men uden bitterhed
“Line, det er da ikke noget problem, du må lige rykke sammen lidt. Det er jo din søster,” sagde min mor med en stemme, der ikke lod sig modsige.
“Mor, hvordan skal jeg lige rykke sammen? Det er vores lejlighed, Anton og jeg bor her! Hvor skal vi gøre plads?” Line kunne knap holde vreden tilbage.
“Skal hun så bo på det beskidte kollegie? Vi har ikke råd til at leje en lejlighed, har du set priserne? Slut, afgjort: Freja kommer til at bo hos jer. Så er jeg mere tryg, når hun er under opsyn.”
“Mor, det har vi aldrig aftalt!”
“Nu er det aftalt. Vi er familie, vi skal hjælpe hinanden.”
“Familie? Alvorligt? Kan du huske, hvordan…”
“Nej, jeg har ikke tid. Jeg køber billetter og giver besked.”
Samtalen blev afbrudt. Line stod midt på køkkengulvet og knugede telefonen, som om den kunne give hende svar. Hun var lamslået af mors frækhed. Men hvad kunne hun forvente?
Line var altid den uelskede datter. Da mor giftede sig igen og fik Freja, måtte Line, som seksårig, pludselig vokse op.
“Du er stor nu, du skal hjælpe med din lillesøster,” gentog mor. Og Line blev proppet med opgaver: støvsuge, vaske gulv, skifte bleer, handle ind, lege med Freja, og senere – lære at lave mad. Stedfar forlod dem kort efter Freyas fødsel, og de blev tre tilbage.
Mor tilbad Freja, forkælede hende, hvor hun kunne. Den lækreste chokolade – til Freja, nyt tøj – til Freja, på café fik Freja bestemme, i biografen så de den film, Freja ville. Pigen voksede op i forkælelse, mor ville aldrig lade hende hjælpe til.
Freja smed sine ting, ryddede aldrig op, krævede og brokkede sig:
“Idas forældre købte en ny telefon, jeg vil også have en!”
“Hvad får vi at spise? Igen aftensmad fra i går? Vi bestiller sushi!”
“Hvor er mine yndlingsjeans? Line, har du ikke vasket dem? Skal jeg? Jeg kan ikke, hvorfor skulle jeg?”
“Rydde op? Nej, jeg har hovedpine. Gør det selv.”
Mor stillede aldrig spørgsmålstegn ved Freja. Line prøvede at protestere, men fik altid at vide:
“Freja voksede op uden en far, det er hårdt for hende.”
“Jeg voksede også op uden en far, mor!”
“Det ved jeg. Men du er stærk, Freja er sart som en blomst. Hun har brug for ekstra omsorg.”
Mor brugte hele sin løn på Freja, tog lån for hendes luner. Når Line havde brug for nye sneakers eller en jakke, rådede mor hende irriteret til at lede i tilbudsvarer eller købe brugt. Hun spurgte aldrig, hvordan Line klarede sig i skolen, eller hvad hun drømte om.
Line blev træt af uretfærdigheden og lovede sig selv at komme væk. Hun fik topkarakterer, læste natten lang, arbejdede ved siden af: delte reklamer ud, skrev artikler, arbejdede som bud. Indtjeningen var lille, men hver en krone gemte hun i en gammel tepose, skjult øverst i skabet.
En dag kom hun hjem, udmattet efter arbejde. Fire timer i kold vind med at dele reklamer ud, fingrene føltes som is. Men hun åbnede posen – og fik et chok: Den var tom.
“Freja! Har du taget mine penge?”
“Hvilke penge?” svarede Freja dovent, mens hun spiste chips.
“Fra min tepose!”
“Åh, de småpenge? Ja, jeg tog dem. Jeg skulle betale for levering, nyt tøj og sneakers. Mor havde ingen penge tilbage. Og så bestilte jeg sushi.”
“Er du sindssyg?! Det er mine penge! Hvem sagde, du måtte tage dem?!”
“Hvad er der nu ved det? Det var småpenge. Gider du ikke hjælpe din søster?”
“Hvis det var til noget vigtigt, ja! Men sushi og dit lortetøj? Se, hvad jeg går i!”
“Så køb noget nyt! Hvem stopper dig? Hvorfor skriger du?”
Line låste sig inde på sit værelse og græd af magtesløshed.
Da mor kom hjem om aftenen, blev hun vred:
“Hvordan kan du bebrejde Freja penge? Hun tog dem, så lad dog være!”
“Mor, hun brugte dem på sushi og tøj, hun ikke havde brug for!”
“Er du nærig? Vi er familie, Line! Skam dig!”
“Skammer hun sig ikke over at stjæle?”
“Hun er et barn! Du er voksen, du må forstå.”
“Hvem forstår mig?”
“Hold op med at jamre! Gå og vask op!”
Line bestod eksamen med glans og kom ind på økonomistudiet i København. Hun fik et kollegieværelse, og livet blev lettere. Hun studerede, hang ud med venner, besøgte museer med studierabat, arbejdede på café, i biblioteket, i butikker. Hendes hårde barndom havde lært hende ikke at være bange for arbejde.
Mor og Freja interesserede sig ikke for hendes liv. Mor ringede kun for at minde hende: “Freja har snart fødselsdag, husk at gratulere.” Line overførte penge, og der sluttede samtalen.
På sidste år fik Line arbejde som bogholder og begyndte at tjene godt. Da mor fandt ud af det, ringede hun oftere, spurgte ind til lønnen og hentydede til hjælp. Line sendte somme tider lidt, men kunne ikke hjælpe mere – hun og Anton sparede sammen til bolig.
De giftede sig og købte en lille etværelses. Kun nærmeste familie blev inviteret. Antons forældre kom, men mor og Freja afslog:
“Åh, Line, hvorfor skal vi rejse? Det er bare en underskrift. Du har ikke en kjole på, bare et jakkesæt. Er det overhovedet en vielse? Og billetterne er dyre.”
“Mor, det er en vigtig dag for mig. Du siger altid, vi er familie.”
“Vi kan ikke. Jeg tager Freja på kur, der er ingen penge.”
To år senere meddelte mor, at Freja skulle bo hos dem, mens hun studerede. Hun spurgte ikke, hun besluttede. Der var ikke plads, og Line havde ingen lyst til at tage imod hende. Men et sted dybt inde følte hun frygt: Hvis ikke her, hvor skulle hun så bo? Kollegiet var ikke et godt sted.
Line talte med Anton. Han var imod, men sagde ja til, at Freja kunne bo der midlertidigt, indtil hun fandt et sted.
Freja ankom om aftenen og begyndte med det samme:
“Ej, hvor bor I dog! Hvorfor fandt I ikke noget tættere på byen? Hvordan skal jeg komme på universitetet?”
“Hej,” svarede Line tørt. “Tag overtøjet af, vask hænder, så spiser vi.”
“Det er en lille lejlighed I har,” sagde Freja og så sig om med en grimasse. “Som en”Line lukkede øjnene et øjeblik og sukkede dybt, mens hun overvejede, om det nogensinde ville blive bedre.”
