SKETE JO, HUN BLEV LIDT SUR…
Hvem gider overhovedet have sådan en gammel krage som dig? Du er bare til besvær for alle. Går rundt her og lugter. Hvis det var op til mig, så Men jeg må jo finde mig i dig. Jeg kan ikke udstå dig!
Pernille var lige ved at sætte teen i halsen. Lige et øjeblik forinden havde hun talt med sin mormor, Karen Madsen, over videokald. Mormor var netop gået ud et øjeblik.
Vent lige, skat, jeg er tilbage om lidt, sagde hun, rejste sig med lidt besvær fra lænestolen og gik ud i gangen.
Telefonen blev liggende på bordet. Kameraet stadig tændt, mikrofonen også. Pernille selv skiftede over på sin computerskærm. Og så ja, så skete det. Stemmen, der lød ude fra gangen.
Pernille tænkte, at det måtte være en misforståelse. Havde hun hørt rigtigt? Hvis ikke hun havde kigget på telefonen, havde hun nok holdt det for syner. Men nu Døren gik, nogen trådte ind i værelset. Skærmen fangede først nogle ukendte hænder, så et sidebillede, derefter et ansigt.
Else. Hendes brors kone. Jo, stemmen passede også.
Kvinden gik hen til mormors seng, løftede på puden, rykkede lidt i madrassen, rodede med hånden under den.
Sidder hun bare her og drikker te Det ville da bare være nemmest, hvis hun snart var død, helt ærligt. Hvorfor trække pinen ud? Hun er i vejen for alle, bruger både luft og plads fulgte det med mutterende stemme fra Else.
Pernille sad fuldstændig lammet. Et par sekunder glemte hun næsten at trække vejret.
Kort efter gik Else igen kameratid var ikke opdaget. Og endnu nogle minutter senere kom mormor tilbage. Hun smilede, men smilet nåede ikke øjnene.
Så er jeg tilbage. Forresten, jeg fik ikke spurgt Hvordan går det med arbejdet? Alt går vel? spurgte mormor, som om intet var hændt.
Pernille nikkede kort. Hun prøvede stadig at fordøje det hørte, mens alt i hende havde lyst til straks at kyle den flabede kvinde ud af lejligheden.
Karen Madsen havde altid været en stærk kvinde i Pernilles øjne. Hun hævede aldrig stemmen, men der hvilede en snusfornuftig lærerautoritet i hende slebet gennem årtier foran en skoleklasse.
I fyrre år havde hun undervist i dansk litteratur. Børnene elskede hende, for Karen kunne gøre selv det svære spændende.
Efter morfar døde, slap hun ikke taget, om end den ranke ryg blev en anelse bøj. Hun gik sjældnere ud, var oftere syg, smilet blev mindre bredt. Men hun beholdt sin livslyst og mente, at alle aldre havde sin skønhed.
Pernille satte altid pris på den tryghed hendes mormor skabte. Med hende var alt trygt; hun kunne løse ethvert problem. En gang havde Karen givet sommerhuset til sit barnebarn Henrik for at han kunne betale for studierne og Pernille selv havde fået mormors sidste opsparing til en udbetaling på lejligheden.
Engang Pernilles bror, Mads, efter brylluppet brokkede sig over huslejen, tilbød mormor selv et værelse i den rummelige lejlighed. Det er jo en treværelses, vi kan sagtens alle være her, og så kan nogen også se efter mig Man ved jo aldrig med blodtryk eller sukker, som hun sagde med sit sædvanlige lune.
Så holdt Mads øje, og Pernille hjalp Karen med indkøb, medicin og regninger. Hendes løn kunne godt række, og hun kunne ikke holde ud at stå på sidelinjen. Nogle gange gav hun kontanter, andre gange overførte på MobilePay men vidste, at mormor gemte til dårlige dage, så ofte dukkede hun bare op med mad. Fisk, kød, mejerivarer, frugt alt det, mormor havde brug for.
Det er for dit helbreds skyld, især med din diabetes, mormor, sagde Pernille.
Mormor takkede altid, men undgik blikket, som om hun syntes det var besværligt at fylde for andre.
Else Mads kone havde altid haft en glat overflade. Lidt for sød tale, lidt for falsk høflighed, blikket var koldt, vurderende, helt uden varme eller respekt. Men Pernille holdt sig udenfor, det var jo ikke hendes sag, spurgte bare iblandt mormor, om alt var i orden.
Det går fint, min søde, sagde Karen. Else laver mad, og lejligheden er fin. Man skal jo lære det hele.
Nu forstod Pernille, at det havde været en løgn. Else var sød i andres påsyn men når ingen så på
Mormor, jeg hørte det hele Hvad var det lige, der foregik?
Karen stivnede et sekund, som om hun ikke havde hørt rigtigt, og slog blikket ned.
Åh, det er ikke noget, Pernille. Else er jo bare træt. Det har været hårdt med Mads på job hele tiden. Hun har det ikke nemt.
Pernille betragtede hende længe, opdagede hver ny, lille rynke og bemærkede, at mormors blik ikke længere var raskt. Stædigheden var der stadig men også træthed. Og nu noget nyt: Frygt.
Bare træt? Mormor, hørte du hvad hun sagde? Det der er ikke bare.
Pernille Karen afbrød stille. Det er ikke svært at holde ud. Skete jo bare i vrede Hun er jo ung, følsom. Og jeg er jo gammel. Jeg har ikke brug for meget.
Nej, nu Mormor, du skal ikke gøre mig til nar! Enten fortæller du, eller også kommer jeg straks ud til dig. Vælg selv.
Mormor tav nogle sekunder, sukkede og satte sig, mens hun rettede på brillerne. Nu smuldrede illusionen: For Pernille sad ikke længere den stærke, smilende kvinde, men en ængstelig, lille gammel dame.
Jeg havde ikke lyst til at sige noget du har jo nok at se til. Jeg havde håbet det ville løse sig.
Historien om Else viste sig at være langt mere beskidt end Pernille havde drømt om.
De unge flyttede ind hos Karen med stakkevis af kufferter og store planer om hurtigt at spare op til et hus. Mormor blev først glad lejligheden blev fuld af liv: trin om morgenen, samtaler i køkkenet, selv lidt latter. Else var i starten sød bagte brød, lavede te, gik med Karen til lægen nogle gange.
Men da Mads tog på arbejde i Jylland, ændrede alt sig.
Hun blev bare irritabel først, fortalte Karen. Jeg tænkte det var fordi Mads var væk. Så begyndte hun at tage mine varer. Sagde, at du alligevel kom med så meget. Sagde, at hun havde mere brug for det, der skal jo være nok, og jeg er jo yngre og skal have flere kræfter, måske får jeg snart børn. Og hvad har jeg brug for, ikke? Jeg kunne jo tabe mig.
Det kom også frem, at Else havde lånt penge af mormor af dem Pernille havde givet til medicin og brugt dem på et køleskab, som hun installerede på værelset med lås på døren. Alt det bedste fra Pernille endte der.
Pengene gav hun aldrig tilbage. Tværtimod begyndte hun også at rode mormors gemmesteder igennem og snuppe småbeløb.
Hun tog mit fjernsyn. Sagde det ødelagde øjnene. Internet slukker hun også nogen gange. Men jeg skal jo ringe, læse nyheder Jeg føler mig som i fængsel.
Har du ikke sagt noget til Mads? spurgte Pernille.
Mormor rystede på hovedet.
Else sagde, hvis jeg sladrede, ville hun sige til alle, at hun mistede barnet på grund af mine nerver. Jeg ved ikke engang, om hun var gravid. Men hun sagde, alle ville have ondt af hende og jeg ville blive hadet.
Pernille kunne ikke samle tankerne. Hun ville råbe, bande Else væk, men sagde blot:
Mormor, ingen har ret til at behandle dig sådan. Ingen familie eller ej.
Mormor begyndte at græde. Pernille forsøgte at trøste hende vidste nu, at hun ikke ville tie længere.
En halv time senere sad Pernille og hendes mand, Jonas, i bilen på vej til Karen. På vejen fortalte hun ham alt. Han havde svært ved at tro det, men havde ingen grund til at tvivle på sin kone.
Da mormor åbnede døren, stod hun med hænderne i lommerne, et forlegent smil.
Nå, I kommer uanmeldt, jeg havde da sat te over, hvis jeg havde vidst det
Vi er ikke kommet for te, mormor. Vi er her for retfærdighed. Hvor er Else?
Hun gik ud jeg får jo ikke rapport
Karen trådte til side og lod dem ind. Pernille gik straks i køkkenet. Køleskabet var næsten tomt: et par pakker sur mælk, nogle æg, en krukke syltede agurker dækket af mug og fryseren kun med is.
Hun nikkede til Jonas, og de gik mod Elses værelse. Låsen var billig og hurtigt brudt op med en skruetrækker.
Derinde, et køleskab fyldt: de yoghurter Pernille havde bragt til mormor forleden, ost, hjemmelavet rullepølse, agurker og tomater.
Inde i hende kogte det, men hun holdt masken. De satte sig til at vente.
Else var hjemme en halv time senere.
Hvem har pillet ved min dør!? råbte hun og knyttede næverne.
Men så trådte Pernille ud fra mormors rum.
Jeg.
Else blev blank i blikket, var tavs nogle sekunder og forsøgte så at genfinde sin frækhed.
Hvem tror du, du er, at rode i mit værelse?
Pernille gik tæt på, så ned på Else, der var en del lavere.
Jeg er barnebarn af husets ejer. Men hvem er du? Du har ti minutter til at pakke ellers ryger dine ting ud ad vinduet. Forstået?
Jeg fortæller det til Mads!
Sig det hvor du vil. Mads er her ikke. Hvis det skal til, smider jeg dig ud, bogstaveligt talt.
Else fnøs, men begyndte straks at smide sine ting i en taske, brokkede sig og forsøgte at svine Pernille til. Pernille svarede ikke, så bare koldt på.
Mormor stod ude i entreen og tørrede tårer væk.
Pernille Hvorfor gør du sådan? Folk hører det, det bliver en skandale.
Så gik Pernille over og omfavnede hende.
Det er ikke nogen skandale, mormor. Vi smider bare affaldet ud.
De blev hos Karen den nat, fyldte dagen efter hendes køleskab og medicinskab. Da de rejste, græd hun igen. Pernille håbede, det var glædestårer, ikke frygt for ensomhed. Hun sagde strengt til mormor, at Else aldrig måtte komme ind igen, ikke engang hvis hun tiggede.
Samme dag ringede Mads. Skreg så meget gennem telefonen, at den næsten vibrerede.
Er du blevet skør? Else græder! Hvor skal hun nu være? Tror du, du kan gøre hvad som helst, bare fordi du har penge?
Pernille lagde bare på. Efter nogle timer sendte hun et lydklip:
Du burde tage dig lidt sammen. Din Else har pint og sultet mormor. Glem ikke, at mormor engang gav dig alt. Hvis du tropper op sammen med hende så ryger I begge ud.
Mads svarede ikke. Og det var vist bedst sådan.
Else endte, så vidt Pernille vidste, hos en veninde. På nettet skrev hun om sit giftige forhold og falske familie, og Mads likede det hele. Pernille hørte aldrig mere fra dem.
Hos Karen vendte roen tilbage. Efter nogle uger bad hun Pernille lære hende at streame serier på mobilen. De begyndte med Mesteren og Margarita, snart gik de over til komedier. Nogle gange så de film sammen.
Åh, hvor har jeg ikke grinet sådan i mange år, indrømmede Karen en dag. Jeg får helt ondt i kinderne. Det er jeg ikke vant til.
Pernille smilede. Nu var der ro i hendes sind. Engang beskyttede mormor hende nu beskyttede hun mormor.
