– Du bruger penge alt for hurtigt igen!
Anna sukkede. Næsten hver samtale med Mads for tiden startede sådan, især når hun viste ham sine nye køb. For nylig havde Anna helt holdt op med at prale med sin nye sweater, sko eller taske foran Mads. Men selvfølgelig bemærkede han altid hendes nye tøj og endte med at brokke sig.
Objektivt set var der ikke noget at bebrejde Anna for. Hun tjente lige så meget som Mads, og de bidrog begge lige meget til husholdningen. Uanset hvor meget Mads ville, kunne han ikke sige, at han forsørgede Anna eller brugte mere på fælles udgifter end hende. Men alligevel blev han irriteret over hver ny ting Anna købte.
Anna kunne ikke forstå problemet. Familien manglede ikke noget – de betalte roligt deres realkreditlån, kunne nyde en god sommerferie, og der var stadig rigeligt med penge tilbage til små glæder som nyt tøj. Pludselig var Mads blevet nærig. Anna spekulerede meget over, hvad årsagen kunne være. Hun havde kendt Mads i mange år – de mødtes på første år af universitetet, venskab blev til kærlighed, og til sidst giftede de sig lige efter eksamen. De havde nu været gift i fem år. Ganske lykkeligt – indtil for nylig.
Mads arbejdede i et advokatfirma med civilret og havde gode udsigter – det blev sagt, at han en dag skulle blive partner. Anna arbejdede i et stort ejendomsmæglerfirma som bogholder. Deres arbejdstider gav ikke plads til overvejelser om at få børn, selvom de begge var 29 år, og deres forældre ofte hentydede til, at det var tid til at tænke på børn.
– Anna, du skal ikke vente for længe, sagde hendes mor, Vera, en sporty, frisk kvinde. – At føde sent er en risiko, barnet kan få helbredsproblemer.
Selv havde Vera født Anna, da hun var 33, og Anna mindede hende ofte om, at hun ikke havde nogen genetiske sygdomme. Vera trak på skuldrene:
– Jeg var heldig. Men du skal ikke vente, jeg havde heldet med mig, men det kan du ikke regne med! Skæbnen er lunefuld.
Hun plejede at slå en overtroisk spytklat over skulderen eller tegne et kors over sig. Anna sukkede indvendigt, da det var umuligt at ændre sin mors mening.
Mads’ forældre var lige så insisterende – de ville gerne have børnebørn at forkæle. To, helst tre.
– I har jo alt, sagde Mads’ far, – lejlighed, bil, job. I har råd. Lad nu Anna være hjemme og få børn! Kvinder er til det.
– Åh, pres hende nu ikke! Skulle Mads’ mor føje til, selvom hun tilsyneladende var imod. – Men Mads, vi vil altså gerne snart se børnebørn!
Tiden gik, og både Anna og Mads begyndte langsomt at vænne sig til samtalerne og tog dem som en uundgåelig del af livet. Forældrene gav sig dog ikke, og da de enkle samtaler ikke bragte de unge par til handling, skruede forældrene op for presset.
Anna’s mor, ellers fuld af liv, begyndte pludselig at “blive syg”. Hun droppede sin elskede stavgang og svømning, og ved hver møde med datteren talte hun om, hvor vanskeligt det var at klare husarbejdet. Hver gang Vera bad sin mand bekræfte hendes ord, nikkede han blot tavst og vendte sig væk, som om samtalen var ubehagelig.
Anna vidste godt, det var skuespil og manipulation. Vera’s helbred var robust. Siden ungdommen havde hun været atlet og deltaget i konkurrencer. Selv i starten af tresserne var hun i topform. Anna huskede kun enkle forkølelser hos sin mor.
Så de evindelige samtaler om “dårligt helbred” var rene fiktioner. Anna kunne se, at hendes mor var sund og spiste godt. Når hun kom på besøg, var der altid varme retter på bordet, noget en svag og syg person næppe kunne tilberede.
Mads smågrinte af Annas klager over sin mors uværdige forsøg på manipulation.
– Hun siger vel, hun dør snart uden børnebørn? spurgte han, mens han krammede sin kone og gav hende et lille kys på panden. – Lad det ikke gå dig på, Anna. De skubber bare tingene ind i et hurtigt gear. Vi har en plan, ikke?
Ja, de havde en plan. Anna skulle arbejde et år mere for at få den nødvendige erfaring til at finde et lige så godt job efter barsel. Hun fokuserede på sundhedstjek, noget hun altid manglede tid til. Og så ville de få et barn eller måske flere.
Men de ville ikke fortælle forældrene om planerne endnu. Uundgåeligt ville de blot råbe “hvorfor så længe”, og Anna og Mads ønskede ikke at skabe yderligere uro. Så samtaler om fremtiden var forbeholdt deres intime samtaler.
Det hele gik rimeligt gnidningsløst, udover Veras klager over helbredet. Indtil Mads begyndte at kritisere Anna for unødvendige udgifter uden nogen synlig grund.
For en tid forstod Anna ikke problemet. Så satte hun sig ned og gik igennem sine udgifter i bankens app. Måske brugte hun mere uden at bemærke det? Var Mads blot en samvittighedsfuld mand, der ville advare hende?
Men analysen i appen viste, at intet havde ændret sig. Anna lagde telefonen væk og grublede. Hvorfor klager Mads da? Havde noget ændret sig på hans job, og han bekymrede sig for fremtidige pengeproblemer for familien?
Anna besluttede at tale med sin mand om det. På en fridag, mens de delte en kop kaffe på sofaen, tog hun emnet op.
Mads rystede på hovedet og stillede koppen med udrikket kaffe fra sig.
– Nej, Anna, mit arbejde går fint. Du behøver ikke bekymre dig om det, jeg ville aldrig skjule noget vigtigt for dig.
– Så hvad er problemet? spurgte Anna direkte. – Se her, jeg har gennemgået mine udgifter – de er ikke steget.
Hun viste ham graferne i bankappen. Mads scrollede igennem og så sur ud.
– Endda mindre i sidste måned, sagde Anna og undrede sig over hans reaktion. – Hvad er problemet?
– Det er mor, tilstod Mads til sidst. – Hun plager mig – vi skal spare, ellers har vi ikke råd til barnet, vi skal lægge penge til side, men I bruger bare…
– Så det er hende? sagde Anna langsomt, da hun begyndte at ane, hvem der stod bag Mads’ kritik. – Er det din mor, der kontrollerer mine penge?
Mads nikkede skyldbevidst. Anna ville blive sur, men brast i stedet i latter.
– Din snu ræv! Er du klar over, at din mor prøver at manipulere os? Først vil hun presse mig til at spare, så til at tale om “nu har I opsparingen, tid til at få børnebørn”.
– Ja, jeg ved det, indrømmede Mads modvilligt. – Men hvordan kan jeg forklare hende det?
– Overhovedet ikke, sagde Anna, mens hun stirrede på resterne af kaffen. – Mads, hvorfor fortæller vi dem ikke om vores planer? Ja, de vil råbe om forsinkelsen, men vi kan forklare situationen med min erfaring og andre ting. Jeg tror, de vil forstå. Og selv hvis ikke, kan det næppe blive værre.
– Tja, muligvis… mumlede Mads.
– I morgen er det søndag, inviter dem til te og lad os tale i familiens trygge omgivelser. Jeg kan bage noget. Dine forældre elsker mine småkager, jeg kan lave nogle.
– Lad os gøre det, sagde Mads, mens han krammede sin kone og som ofte kyssede hende på panden. – Du har ret – det er bedre at tale åbent end at lægge planer bag deres rygge.
