Systemfejl
Karen, er du hjemme?
Mads, jeg er altid hjemme søndag morgen. Det ved du jo.
Så luk lige op.
Hun kiggede gennem dørkikkerten et par sekunder. Hendes bror stod i opgangen med jakken åben, to store tasker ved fødderne, og så ud, som om han lige havde tabt et vigtigt væddemål. Bag ham anede hun to små skikkelser, den ene lidt højere end den anden. Karen lukkede øjnene et øjeblik, åbnede dem igen. De var der stadig.
Hun klikkede låsen op.
Godmorgen, sagde Mads, med det der skæve smil Karen havde kendt siden de var børn. Smilet på en, der skulle til at bede om en tjeneste.
Nej, sagde hun.
Jeg har ikke sagt noget endnu.
Du smiler sådan dér. Så, nej.
Jakob gled ind forbi sin far og så op på Karen. Seks år, strithår og en snørebånd der sneg sig hen ad gulvet. Ved siden af havde Agnes sin plyskanin uden det ene øre i et fast greb og kiggede op på Karen med den urokkelige nysgerrighed små børn har. Nul frygt.
Karen så ned på det lyse egetræsgulv Tre-lags plank fra Junckers, lagt for tre måneder siden, håndplukket farve, netop som hun havde drømt om. Jakobs snørebånd var fedtet ind i noget brunt. Hun spurgte ikke nærmere.
Kom indenfor, sagde hun. Tag sko af.
Lejligheden var hendes stolthed. 104 kvadratmeter på ottende sal i nybyggeriet Nordstjernen, tre meter til loftet, gulv til loft-vinduer og udsigt til Fælledparken. Det var ikke jobbet som senior sælger hos LivsstilsBolig, ikke bilen eller banken hun var stolt af, men netop lejligheden. Hun havde indrettet alt selv over to år: lamper ud, gardiner ind, til farven lige blev det støvede blågrå, hun holdt af. Sofaen fra BoConcept bred og grå, med høj ryg. Sofabordet i massivt træ med en revne, som sælgeren kaldte træets karakter, og Karen vænnede sig til den. Ingen rod. Ingen nips på vindueskarmen. Hendes hudpleje stod på række på badeværelset. Håndklæder i samme farve, ens træbøjler i skabet.
Det var byen, men roen fra ottende sals højde var rigtig stilhed; kun Mieles maskiner summede i køkkenet og regnen på glasset.
Mads satte taskerne i entreen. Børnene smed skoene. Jakob fik straks pillet ved den hvide væg med sine brune fingre.
Jakob?
Hva?
Hænder.
Han så på sin hånd, så på væggen, så op på hende.
Hva’ med dem?
Karen trak vejret ind og ud; hvad hun havde lært på stresskurset.
Mads, sig det hurtigt.
Han gik ud i køkkenet, satte sig på den høje barstol og foldede hænderne som i kapitulation.
Vi skal på retræte, Rikke og jeg. Otte dage. Vi har brug for at tale sammen, og med børnene, det det går ikke.
Ingen andre muligheder?
Mor er på kurophold til fredag, og Rikkes forældre sidder fast i Kerteminde med corona i landsbyen. Det er ikke muligt. Karen, jeg beder dig om én ting. Otte dage.
Otte dage.
Eller ni, vi er tilbage søndag.
Fra stuen lød et bump.
Agnes, lad være med at røre! råbte Mads uden at vende sig, som kun folk gør, der siger det hundrede gange.
Mads. Karen talte dæmpet, hun vidste det virker bedre end råben. Jeg arbejder hjemme. Jeg har vigtig onlinepræsentation onsdag for kunder fra tre byer. Jeg har nul erfaring med børn. Ved ikke, hvad de spiser, siger, eller hvordan de sover.
De spiser det meste. Kun ikke løg. Jakob spiser ikke tomater. Agnes skal sove med kaninen, Jakob skal læses for, den bog ligger i tasken.
Mads.
Karen Han så på hende; der var noget der, som gjorde hende svag bag brystbenet. Ikke bare medlidenhed. Noget andet. En udmattelse, der ikke diskuteres. Hvis vi ikke tager afsted nu, så ved jeg ikke hvad der sker med vores familie.
Hun tav. Udenfor gled en sky langsomt hen over parken. Helt hvid, helt rolig.
Otte dage, sagde hun endelig.
Tak.
Lad nu være at sige tak endnu. Jeg lover ikke, jeg ikke ringer om tre timer.
Jeg er til at få fat i.
Han var væk hurtigt for hurtigt. Han kyssede børnene på håret, mumlede tante Karen er den sejeste og lagde en seddel med instruktioner på baren i køkkenet, skrevet med den store, skæve håndskrift, og gik efter femten minutter.
Karen blev stående i entreen.
Jakob og Agnes så på hende.
Nå, sagde hun.
Nå, sagde Jakob.
I er sultne?
Jeg vil have juice, sagde Agnes.
Hvilken slags?
Den orange.
Appelsinjuice?
Nej. Orange. Den orange.
Ingen børnejuice i køleskabet kun to slags kildevand, udskårne grøntsager, naturel Skyr og en åbnet hvidvin. Det havde hun aldrig tænkt over, hvorfor der ikke var børnejuice der. Det var jo aldrig nødvendigt.
Vi går i SuperBrugsen, sagde hun.
YES! råbte Jakob så hele lejligheden rungede.
Karen kneb øjnene sammen.
Brugsen lå i naboblokken, fem minutters gang, men på dén tid nåede Agnes at tabe kaninen fire gange, Jakob at trykke på samtlige knapper i elevatoren, og hun hørte en lang fortælling om en dreng, der hed Malthe, der kunne spytte to meter mere om Malthe, end hun havde behøvet.
I supermarkedet købte hun fire slags juice, mælk, brød, jordbærskyr, pasta, kyllingefrikadeller, æbler, bananer og en pose kiks, som Jakob diskret lagde i kurven, mens hun overvejede ost. Hun satte ikke kiksene på plads. Det var også en slags kapitulation, hun ikke havde tilgivet sig selv en uge før.
Første dag gik roligt nok, hvis man ser bort fra at Agnes spildte appelsinjuice ud over sofabordet, og Jakob løb skulderen lige ind i dørkarmen og græd i fem minutter. Karen kunne ikke trøste børn. Hun rakte ham et glas vand og sagde, det hele går over, hvilket altid virkede på voksne, og overraskende nok virkede det nu. Jakob drak vandet, snøftede og gik ind og så tegnefilm på den tablet, Mads havde pakket.
De nægtede at sove kl. 21, 22 og selv 22.30. Til sidst læste Karen bjørnebogen to gange, fordi Jakob bad om det. Agnes sov på sofaen med kaninen. Karen bar hende ind i gæsteværelset hun var let og varm, som en lille solstråle. Hun vågnede ikke.
Karen satte sig med urtete og åbnede sin laptop. Tre dage til præsentationen, to slides, introen skulle indøves.
Hun sad i sin rolige køkken, men kunne ikke samle tankerne.
Anden morgen begyndte 6:37 hun kunne huske det, fordi hun kiggede på Livington-uret lige da det bragede inde fra stuen.
Jakob havde rejst sig først, bygget fort ud af sofaens puder og sad nu midt på gulvet blandt kiks og puder, dybt tilfreds.
Godmorgen, sagde han.
Godmorgen, sagde hun.
Tør du lave pandekager?
Små tykke eller amerikanske med ahornsirup?
Ja!
Jeg har ikke ahornsirup.
Æv
Hun lavede grød. Jakob spiste uden klager. Agnes kom ud til køkkenet halv otte, stangso sig op på stolen med kaninen og mumlede: Jeg vil ha, hvad Jakob får.
Karen følte, hun havde styr på det.
Oversvømmelsen kom tirsdag kl. 14.
Karen sad og rettede slides. Børnene legede i badekarret med papirbåde foldet af gamle regninger, som Jakob havde gravet frem. Det virkede sikkert børnevenligt.
En halv time, så blev det for stille. Da hun endelig skulle have et glas vand, gik det op for hende, at noget skinnede på gangens fliser under døren ind til badeværelset.
Åh nej, sagde hun højt ud i rummet.
Vandet fossede ned over kanten. Papirbåde stoppede afløbet. Vandet måtte have skyllet ud i ti minutter.
Hun lukkede for vandet, kiggede på gulvet, sukkede og lukkede øjnene.
Der blev ringet på 20 minutter senere. Hun var lige i gang med at tørre.
Ja?
Naboen fra nedenunder, syvende sal.
En mand omkring fyrre, høj med lidt uglet hår, i hjemme-jeans og mørkeblå trøje stod foran hende. Roligt ansigt. Han viste sin telefon billede af vandskade på hans loft.
Jeg hedder Peter. Lejlighed 72.
Karen. 84. Jeg ved godt, hvad der er sket. Børnene.
Sket. Han stak mobilen væk. Skal jeg hjælpe?
Hun ventede. Folk begyndte normalt at true med administratoren, eller forlange erstatning. For den konfrontation var hun klar. Det var hendes job.
Du sagde hjælpe?
Jeg har en god gulvmoppe og en varmepistol en rigtigt god en.
Jakob stak hovedet ud bag hende.
Er du naboen? Er det os, der har lavet hul i dit loft?
Ja, sagde Peter, helt roligt. Men sejlede bådene godt?
Mega! Jeg havde et hangarskib!
Imponerende.
Kom indenfor, sagde Karen. Nu kunne det være ligemeget.
Peter hjalp hele næste time med at tørre badeværelse og gang. Han sagde ikke så meget, lod Jakob hjælpe med kluden, og Agnes pegede på alle våde hjørner og havde endda ret.
Har loftet taget meget skade? spurgte Karen, da de var færdige.
Lidt. Det meste var gammelt, så pletterne tørrer nok op.
Jeg betaler for udbedring.
Vi ser på det.
Det lød ikke truende, bare nøgternt.
Har du altid børn?
Anden dag. De er min brors.
Han nikkede, så på Jakob, der havde glemt alt om skaden og igen rodede med fjernbetjeningen.
Så et tip: børnesikring i afløbet og luk kun lidt for vandet.
Det husker jeg.
Held og lykke. Bor på syvende. Ring hvis noget.
Hvorfor er du så rolig? spurgte hun. Spørgsmålet kom ud af sig selv.
Han smilede lidt.
Skulle jeg råbe? Loftet tørrer ikke hurtigere af det.
Han gik. Karen lukkede døren, lænede sig op ad den. Solen var på vej ned. Inde i køkkenet var Agnes ved at skændes om de sidste kiks. Karen delte dem ligeligt uden et ord.
Onsdag morgen lavede Karen klar til præsentationen. Tegnefilm kørte på tabletten, frugt og kiks på bordet. Alt under kontrol.
Præsentationen gik i gang kl. 11 ved skrivebordet. Direktøren i Odense, kunder fra Aarhus, Aalborg og København. Femten minutter ind, alt perfekt.
Seksten minutter inde røg døren op.
Tante Karen! råbte Agnes, så hele huset kunne høre det. Jakob har taget min kanin!
Agnes, jeg arbejder.
Han siger, den er grim!
Det er den! lød det.
Undskyld, sagde Karen til deltagerne i Zoom. Et øjeblik.
Hun trykkede pause, gik ind. Jakob hev i kaninens øre, Agnes i kroppen.
Slip, begge to.
De slap. Kaninen røg på gulvet. Agnes tog den op.
Jakob, kan du se stillet og se noget andet?
Tegnefilmen er slut.
Så find en ny.
Hvordan?
Tag den næste på listen.
Der er reklame.
Karen tog fjernbetjeningen, fandt børnekanalen og gik ind til sin computer.
Otte rolige minutter, så kom Jakob selv, denne gang dæmpet.
Hun talte videre, samtidig med hun kiggede på ham.
Jeg skal tisse, erklærede han højt.
Odense-direktøren grinede først, alle de andre fulgte. Karen rødmede, for første gang i mange år.
Du ved jo hvor toilettet er, sagde hun.
Ville bare sige det.
Stemningen blev uformel, og samtalen varm. En kunde nævnte sine tre børn. Et andet møde blev booket.
Karen lukkede for computeren og sad bare et øjeblik, uventet rolig.
Hun lavede ostemadder til børnene, Jakob sagde det smagte godt, Agnes spiste halvt, resten gik til kaninen.
Ved firetiden ringede det på døren.
Jeg har den afløbsdæksel, sagde Peter. Til badet.
Du gik ud og købte?
Skulle i forvejen for brød.
Kom ind.
Er det ham manden, der hjalp? spurgte Jakob.
Ja.
Er loftet tørt?
Næsten, sagde Peter.
Ved sofabordet spillede de Jenga. Agnes heppede med kaninen. Peter spillede alvorligt, og børnene mærkede det.
Karen stod i køkkenet, lavede mad, lod som. I virkeligheden så hun på dem.
Pas på, herude til venstre trækker du lettere, hvis du presser, sagde Peter.
Hvordan ved du det?
Tårne har altid et svagt sted, hvis man kan finde det.
Gælder det i livet?
Peter blev stille.
Ja, nok.
De spiste sammen. Peter hjalp med at skære brød, bedre end Karen lidt overlegent, men hun måtte give ham ret.
Længe du har boet her?
Tre år.
Har set dig flytte ind for et år siden. Møbler og det hele.
Du lægger mærke til meget.
Tilfælde. Var på vej på job.
Hvad laver du?
Konstruktionsingeniør. Jeg bygger rammer, ingen spørger om det er smukt, bare om det holder.
Det er vel vigtigst.
Han så på hende. Ja, sagde han. Måske.
Børnene sov lidt over ni uden de store kampe. Peter drak te, sagde godnat i entreen.
Tak for dækslet.
Småting.
Nej altså for hele aftenen. For ikke at blive sur.
Han holdt blikket lidt længere end før.
Du gør det godt. For en, der prøver for første gang.
Hvordan kan du se det?
Hvis ikke, havde du ikke set så ud, som om du bar en vase af krystal.
Hun lo, ikke venligt, men ægte. Han gik, hun lænede sig til døren.
På knagerækken hang Agnes’ blå jakke med bamseknap stadig. Jakobs jakke ved siden af. Hendes egen hang lidt for sig selv.
Torsdag og fredag blev anderledes. Karen begyndte at slappe mere af, rutinerne gled ind. Agnes begyndte at tegne i Karens blok, hun fik den, og tegnede harefamilier morhare, farhare, lille Putte.
Hvorfor hedder den Putte?
Fordi den er lille og rund.
Fornuftigt, sagde Karen.
Fredag aften kom Peter igen. Denne gang med brætspil Verdens Byer. Slidt æske, oldgammelt. Børnene kendte ikke byerne, men de spillede begejstret.
Hvor har du det fra?
Fra mit barndomshjem. Havde det med, da jeg flyttede.
Godt du gjorde.
De sad på gulvet. Agnes faldt i søvn op ad Karen, der mærkede sin arm om pigen uden at have tænkt over det.
Peter så det. Sagde ikke noget.
Lørdag tog de i Fælledparken, Peters idé. Jakob endte selvfølgelig i en vandpyt Karen måtte bære skoene hjem i pose, og han trissede i våde sokker, ligeglad.
Er du ikke ked af det?
Hvorfor? De tørrer.
Du er som Peter.
Peter er sej. Tante Karen, er han din ven?
Han er min nabo.
Det samme?
Nej.
Hvorfor?
Hun svarede ikke. Peter bar Agnes på skuldrene, forklarede hende om træerne, og hun lyttede højtideligt.
Søndag aften ringede Mads. Hans stemme var anderledes, varmere.
Hvordan har de det?
De lever. Jakob plaskede i en vandpyt. Agnes har tegnet 47 harer.
Mads lo.
Du klarer det.
Det gør jeg faktisk. Hvordan går det hos jer?
Lille pause.
Bedre. Meget bedre. Tak.
Karen tav. Det er godt.
Anden uge forløb bedre. Rutinerne sad der. Hun vidste nu, Jakob ikke spiste tomater men gerne tomatsuppe, hvis ikke han fik det at vide. Agnes ville have vinduet på klem, når hun sov. Klokken halv otte blev de trætte og bidder, så det var bedst at foreslå at gå i seng. Små, uvigtige erfaringer, hun ikke havde fået af nogen seddel.
Peter kom næsten hver aften. Nogle gange med noget, nogle gange tomhændet. De talte i køkkenet mens børnene faldt i søvn. Om jobbet, byen, og bøger. Han læste overraskende meget. Det gjorde hun egentlig også, men mest jobmateriale det sidste halve år.
Vil du have en bog? spurgte han.
Gerne.
Han kom næste aften med en japansk roman om en kvinde, der efter morens død opdagede sider af hende, hun aldrig havde kendt. Karen læste et kvarter, så børnene sov. Det var hendes bedste kvarter på dagen.
Torsdag i uge to ville Jakob se hendes arbejde.
Hvor du arbejder. Dit kontor.
Jeg arbejder herhjemme, i kontoret.
Hun viste ham det hele laptopen, stablen af BoConcept-kataloger, den lille kaktus.
Er du glad?
På jobbet?
Ja, mest. Det er meningsfuldt.
Far siger, man skal arbejde, så man bliver glad.
Klogt sagt.
Pause.
Tante Karen, hvorfor bor du alene?
Det blev sådan.
Ville du ikke have nogen at bo med?
Jeg har været vant til det alene. Det var rart nok.
Var?
Lang pause.
Var, gentog hun.
Pludselig var sidste dag kommet hurtigt. Mads ankom søndag ved middagstid, med Rikke, der så langt mere rolig ud. Hun krammede børnene, Agnes slap hende ikke i tre minutter.
Karen, jeg ved ikke hvordan jeg skal sige tak nok.
Lad være. De var børn. Det er, som det skal være.
Rikke så overrasket ud.
Pakningen tog en time. Agnes græd lidt, Karen lovede de måtte komme igen. Jakob gav hende et alvorligt håndtryk, hurtigt, så et rigtigt kram, og forsvandt hen til sin far.
Så blev der stille.
Hun gik ind i stuen. Der lå en sammenkrøllet pude i sofaen Jakobs plads. På gulvet ved sofabordet fandt hun Agnes glemte tegning: Harefamilien, mor, far, lille Putte. Udenfor familien, lidt for sig, en figur med gult hår. Barnligt: Tante Karen.
Karen stod lidt med tegningen.
Hun gik i køkkenet, tændte elkedlen, skænkede vand fra Livington-filteret, fandt yndlingskoppen. Alt på rette plads, som hun kunne lide det.
Hun ventede på lettelsen, den der plejede at komme, når hun fik huset for sig selv, kunne ånde ud. Nu kom den ikke.
Kun tegningen i hånden og en tavshed, der lød anderledes. Ikke som ro, men som pause efter musik. Et nyt hvad-nu.
Hun satte sig med te, kiggede ud på parken og lod tankerne vandre.
Tænkte på Jakob, der spurgte, om hun var glad. På Agnes, der sov under hendes arm om fredagen, på gulvet. Tænkte på kontoret, før og efter Jakob var der. På Peter, og hans måde at skære brød på, på hans ro, der mere var styrke end ligegyldighed. Han kom hver aften uden at forvente noget bare var til stede.
Ni dage for første gang på år, vågnede hun ikke med arbejdsuro om natten.
Klokken seks rejste hun sig, vaskede sig, tog sin yndlings marineblå trøje, greb sin telefon, lagde den igen, greb den igen.
Hun ringede ikke.
Hun tog elevatoren ned til syvende, trykkede på ringeklokken hos 72.
Peter åbnede efter få sekunder. Uden overraskelse, men mere nærvær.
De er taget hjem, sagde hun.
Jeg hørte døren.
Stilheden er mærkelig.
Ja.
Vil du have en kop te? Jeg satte kedlen over, den er nok kold, men jeg tænder igen.
Lille pause.
Gerne, sagde han.
De tog elevatoren op, hun satte kedlen over, han slog sig ned på barstolen, hvor Mads havde siddet på første dagen nu var det en anden, en ny samtale.
Ved du hvad det er første gang i ni dage, jeg ikke har nogen forpligtelser. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Er det godt eller skidt?
Bare uvant.
Man vænner sig til nyt uvant.
Hvad er det?
Først er det mærkeligt at være alene. Så vænner man sig. Så bliver det mærkeligt at være sammen. Så vænner man sig igen.
Du har prøvet det.
Han så op.
Jeg var gift. Seks år. Nu har jeg boet her selv i tre.
Undskyld.
Det behøver du ikke. Det gik som det skulle. Det sværeste var tavsheden. Stilhed med nogen og uden er to forskellige ting.
Karen så i sin kop.
Jeg har altid troet, stilhed var frihed. At ensomhed var et valg.
Nogle gange. Men du kan vælge om på det.
Har du valgt om?
Han smilede.
Er i gang. Tak til nabobørns vandskader.
Hun lo.
Peter
Ja?
Du Hun stoppede op, kunne have trukket i land, sagt noget andet. Hele livet havde hun været god til det. Men nu: Jeg kan virkelig godt lide dig. Det skulle du vide.
Han smilede varmt.
Det gør mig glad, for jeg kan også lide dig. Jeg har tænkt på det siden du spurgte, hvorfor jeg var så rolig.
Underlig grund.
Jeg har underlige grunde.
De sad og talte til klokken blev elleve, om jobs, byen, børnene, alt det, de havde oplevet de sidste ni dage. Han gik hjem, greb hendes hånd kort.
Godnat, Karen.
Godnat.
Hun lænede sig mod døren, men nu var stilheden varm, ikke tom.
Hun satte Agnes tegning op på reolen. Harefamilien så på hende med små øjne, og tante Karen med gult hår også. Lidt skævt, men genkendeligt.
Der gik et år.
Lejligheden havde ændret sig lidt, nok til at kendere kunne se det. På nederste hylde stod nu børnebøger tydeligvis efterladt af børnene. På vinduet var kommet flere planter, en var lidt skæv Agnes havde hjulpet, måske lidt for meget. I entreen hang nu to frakker: en mørkeblå til hende, en grå til ham.
I stuen på sofabordet fra BoConcept lå en af Peters tegninger, kataloger, papirkop med kaffe, en bog med bogmærke.
Karen stod ved vinduet, kiggede ud på parken nu efterår, rødbrun og ujævn. Hun elskede den på denne årstid.
Maven var rund nu, fem måneder henne. Hun vænnede sig langsomt til det, lidt ad gangen. Noget, der bliver til det vigtigste.
Døren gik op.
De er på vej, sagde Peter. Mads skrev, de er i bilen.
Så er de her om en halv time.
Har Jakob ringet?
Tre gange. Han vil vide, om han må se tegnefilm eller vi skal i parken.
Begge dele er muligt.
Det sagde jeg også.
Peter satte kedlen over, så på hende.
Hvordan har du det?
Godt. Benene er tunge, men ellers godt.
Sæt dig.
Jeg står.
Karen.
Okay, jeg sætter mig. Hun satte sig i sofaen. Tænk, det er præcis et år siden, de var her. Da de var kørt, stod jeg med tekanden og ventede på, at stilheden skulle føles lettende.
Og?
Det gjorde den aldrig.
Jeg vidste godt, du kom.
Ventede du?
Han smilede.
Nok mest håbede.
Dørklokken, insisterende som kun børn kan. Glæden, der strømmede ind med dem i gangen.
Det er Jakob, sagde Karen.
Helt sikkert.
Gid du vil åbne det er tungt at rejse sig.
Peter gik ud. Taaaaante Kareeeeeen!
Jakob stormede ind. Vi kom! Skal vi i parken? Er der blade? Er din mave blevet stor?
Jakob, lad nu folk komme ind, sagde Mads bagerst.
Jeg ER inde.
Agnes kom stille, kiggede rundt, fandt straks Karen og krammede længe.
Tante Karen, er min kanin her?
Ja. På reolen i gæsteværelset.
Godt. Jeg vidste det.
I entreen larmede det. Mads krammede Peter, Rikke talte om turen, Jakob drønede rundt, kun hørbar når noget væltede. Snart kom han tilbage, med bjørnebogen.
Du har gemt vores bog!
Selvfølgelig.
Vil du læse den for den lille?
Det vil jeg.
Godt. Peter SKAL vi i parken? Er der blade?
Masser.
Kom så!
Først te, sagde Karen.
Du siger altid det.
Og vil fortsætte.
Okay, sagde Jakob alvorligt som kun han kunne. Tante Karen, er du nu lykkelig?
I lejligheden rungede stemmer. Rikke lo, Agnes ledte efter kaninen, kedlen kogte, byen, parken, og maven, hvor et lille væsen sparkede.
Karen så på Jakob.
Ja, sagde hun.
