Dagbog, 15. november
Du forstår jo godt, at han er i en svær periode. Konen smed ham ud, jobbet er røget… Han skal vel ikke sove på Hovedbanegården? Mikkel klamrede sig febrilt til viskestykket og kiggede på mig som en dreng, der lige har smadret mors yndlingskop. Men det her handlede nu bare om hans lillebror.
Jeg sukkede tungt, satte de tunge indkøbsposer fra mig på gulvet. Arbejdet havde været en hvirvelvind revision, deadline for kvartalsregnskab og ondt i ryggen. Sidste jeg havde brug for, var at diskutere hans bror, en mand jeg højst havde set tre gange i løbet af femten års ægteskab.
Mikkel, vi bor altså i en toværelses på Østerbro, ikke et herberg for hjemløse sergenter, sagde jeg træt, mens jeg knappede mine støvler op. Anders har jo selv en ejerlejlighed i Odense. Hvorfor tager han ikke derover?
Han udlejer den, for at betale lånet på sønnens studiebolig. Det er noget speget noget, jeg forstår det heller ikke helt. Han siger, han skal slå sig ned i København og finde et rigtigt arbejde. Bare en uge, Anna. Måske ti dage. Indtil han har været til jobsamtale.
Jeg lod ham følge efter mig ud i køkkenet, hvor jeg hældte et glas koldt vand op. Mikkel så på mig med store, bedende øjne som en jagthund. Han er en god mand hjælpsom, hårdtarbejdende, konfliktsky. Hans eneste store svaghed er, at han ikke kan sige nej til sin familie. Slet ikke til lillebroren, Anders, familiens evige rodløse, der skulle bæres med fløjlshandsker.
Godt så, sukkede jeg, en uge. Men sig til ham med det samme: Vi står op klokken seks, går i seng klokken elleve. Ingen fester, ingen fremmede gæster.
Anders dukkede op dagen efter, med to store poser, der stank af togkupé og surt indelukket tøj og med ham fyldte der pludselig meget mere i vores toværelses. Han var højere og bredere end Mikkel, mere larmende og påtrængende.
Nåå, så har vi husets dame! råbte han glad, forsøgte at give mig et bjørnekram, som jeg kun lige nåede at undvige. Tak fordi jeg må bo her! Jeg skal nok være usynlig bare en seng og en stikkontakt, så er jeg glad!
De første tre dage gik underligt fredeligt. Anders sov til langt op ad eftermiddagen på sofaen, daskede så ud lukke “job-jagt” og kom hjem til aftensmaden. Dog spiste han som en mand, der var to: Fem liter karrysuppe, som Mikkel og jeg plejede at nøjes med i flere dage, forsvandt på én dag. Kødboller beregnet til to aftener blev væk natten over.
Jeg har jo voksealder! grinede Anders, så skorpen af rugbrødet knasede, mens han tørrede sovsen op fra tallerkenen. København giver skarp appetit.
Jeg sagde ikke så meget, besluttede bare, at jeg måtte købe større ind. Når alt kom til alt, var han jo en gæst.
Da ugen gik på hæld, spurgte jeg forsigtigt over middagen:
Nå, Anders, hvordan går det med jobsøgningen? Fundet noget?
Han lagde gaflen dramatisk og lavede et sørgmodigt ansigt.
Du ved, Anna, det er rene løgnehistorier. De skriver 40.000 kroner om måneden og fritid, men så viser det sig at være telefonsalg eller et eller andet latterligt cykelbud til 80 kroner i timen. Jeg har jo el-teknisk uddannelse. Men jeg har et lille spor, et rigtigt firma de sagde, de ringer mandag. Må lige vente et par dage.
Et par dage? spurgte jeg og kiggede over på Mikkel, der intenst fokuserede på sin salat.
Ja, sender I mig da ud på gaden i weekenden? charmerede Anders.
Jeg bøjede mig. To dage gjorde vel ikke nogen forskel.
Men mandag blev til tirsdag, og snart gik Anders ikke engang ud om dagen. Når jeg selv kom hjem fra arbejde, var sofaen omdannet til seng, tv’et kørte, der var krummer og madrester på bordet og en tung luft af mandedeo blandet med gammel øl.
Har du ringet om jobbet? spurgte jeg.
Jeps, men hende HR-damen er syg. De ringer først i næste uge. Sig mig, Anna, har vi mere remoulade? Jeg kunne ikke finde det.
Det vi gjorde mig irriteret pludselig var vores hjem også hans. Han brugte Mikkels dyre shampoo, min varme yndlingsplaide, skiftede kanal når jeg ville se nyheder.
En måned gik. Udenfor smeltede vinterens sidste sne, og mit liv blev til en gang sjappet mudder.
En aften kunne jeg ikke mere. Mikkel sad i køkkenet og rodede med brødristeren.
Vi er nødt til at tale sammen. Seriøst, sagde jeg.
Det er Anders, ikke? svarede Mikkel uden at se op.
Alt handler om ham! Han laver intet, søger ikke arbejde, ligger på sofaen og lever af os. Jeg kan ikke engang gå i badekåbe i mit hjem uden at føle mig invaderet. Hvornår er nok nok?
Jeg snakkede med ham. Han siger, det lykkes snart. Jeg kan ikke bare smide min bror ud. Min mor ville ikke tilgive mig det. Hun har altid sagt, vi skulle holde sammen.
Din mor sidder i Aalborg og aner ikke, hvordan vi har det! Vores husholdningsbudget kan ikke holde til det her. Maden er dobbelt så dyr, el og vand ligeså. Kan han ikke betale bare lidt?
Han har ingen penge, blokerede konti ifølge ham selv…
Det føltes, som om jorden forsvandt under mig.
Vent hvor længe har du vidst det?
Et par dage. Han lover at betale tilbage, når han har fået job. Bare lidt mere tålmodighed, Anna. Det bliver snart forår, måske tager han et vikarjob, hvis han ikke får noget i kontor.
Det blev mit forårsmotto: “lidt mere tålmodighed”.
Foråret kom og gik. Anders gad ikke tage vikarjob brokkede sig over en dårlig ryg. Til gengæld sad han med øl foran tv og vores barskab blev tommere. Da hele flasken med min kæres jubilæumsakvavit var væk, røg mit sidste filter.
Jeg har ikke taget din sprut! Anders hvæsede, spyttede næsten ordene ud. Beskylder du mig for tyveri? Måske var det dig selv! Eller din precious Mikkel…
Tal ordentligt til min hustru! prøvede Mikkel, men det var halvhjertet.
Få styr på damen! Skide snobberi! Jeg giver jer en hel kasse snaps, når jeg engang får penge!
Den aften stillede jeg ultimatum: Anders havde en uge til at flytte, ellers skilsmisse og boligsalg. Lejligheden var vores fælles, men mine forældre havde lagt udbetalingen, og min økonomi trak de fleste afdrag.
Mikkel blev bange, mødtes med sin bror på altanen, røg cigaretter. Anders var sur, mut og fjentlig. Men da han sagde, han havde fundet et værelse i Ballerup og ville være ude om to uger, kunne jeg igen trække vejret.
En uge senere kom han hjem med armen i gips.
Faldt ned af trappen, sagde han med verdens sørgeligste stemme. Brækket håndled.
Da blev jeg for alvor kold indeni. Ingen vikarjob, ingen flytning.
Smider du virkelig en invalid ud? spurgte han, med et lumsk glimt i øjet.
Sommeren blev et mareridt. Anders krævede service: “Skær brødet, Anna”, “Hjælp mig, jeg kan ikke nå min ryg”. Jeg snappede igen på det sidste, og han turde aldrig gentage den forespørgsel. Hjemmet var ikke mit.
Mikkel tog overtidsvagter, undveg. Jeg gik omveje, sad på caféer, bare for at undgå at komme hjem til “konge Anders” på sofaen.
Efter otte måneder var gipsen af, men han påstod fortsat at have ondt. Flyttede rundt på møblerne som han ville, brugte vores hjem som sit. Nogle gange havde han tvivlsomme venner over, ifølge naboen.
Hans svar til alt var: I skylder mig! Jeg er familie! I har tre værelser (i virkeligheden to og et stort køkken, men han talte køkkenet med). Jeg blander mig da ikke i jeres soveværelse!
I november, på dagen et år efter hans indflytning, kom jeg hjem tidligt med migræne. Døren åbnede ind til høj musik og kvindegrin.
I entréen stod der et par beskidte, slidte damesko. Billig fake læderjakke på knagen. I stuen havde Anders slået sig ned med en oxideret blondine og spiste vores mad over et bord, hvor vodkaen stod åben og smøgerne blev asket på gulvtæppet.
Nå, der er jo Anna! sludrede Anders fuld, det her er Lone, min muse!
Der var som om noget frøs i mig. Jeg var færdig med at have ondt af nogen.
Ud, sagde jeg lavt.
Hvad? Hold nu op, Anna, ro på! Lone smutter lige om lidt…
Ud. Begge to. Fem minutter.
Er du dum, eller hvad? Skal jeg smides ud nu? Mit hjem! Mikkel bestemmer her! truede han, rejste sig og truede nærmest frem.
Jeg bevægede mig ikke. Fandt mobilen.
Jeg ringer til politiet.
Gør det! Anders råbte, De kan intet gøre, jeg er gæst, familie, inviteret af Mikkel!
Jeg tastede nummeret.
Ja, jeg har brug for en patrulje. Der er uvedkommende personer i min lejlighed. Truer mig, er berusede. De er ikke cpr-registreret her. Ja, jeg er ejer. Jeg venter.
Lone fik pludselig fart på, samlede sin jakke og skubbede sig ud. Anders blev siddende, røg, grinede hånligt.
Vi får at se. Mikkel kommer hjem, så kan du bare vente dig. Stikker du din egen familie? Din heks.
Jeg ringede til Mikkel.
Jeg har ringet til politiet. Din bror har dame på besøg, drukket vores sprut, røg indenfor og truede mig. Hvis du har tænkt dig at forsvare ham, så kom ikke hjem. Jeg går til skilsmisse i morgen.
Han var stille længe i røret.
Jeg kommer straks. Gør som du synes. Jeg kan ikke mere.
Politiet var der hurtigt to uniformerede betjente.
Hvem ejer lejligheden? spurgte den ældste, mens han skævede til Anders i sofaen og røgskyens duft.
Det gør jeg, sagde jeg, viste mit sundhedskort og papir på ejerandel. Den her mand er her mod min vilje. Han er ikke registreret og opfører sig truende. Jeg ønsker ham ude.
Betjenten vendte sig mod Anders.
Legitimation?
Jeg er bror til Mikkel! Jeg har ret til at være her. Jeg er gæst.
Mårslet i Odense, ingen bopælsregistrering her. Damens krav om at han skal gå står ved magt, han bor her uden tilladelse. Saml dine ting.
I kan ikke tvinge mig! Mikkel giver mig lov!
Hvis han siger det personligt, må I tage det i retten. Men han er ikke hjemme, og den med-ejer som ER her vil have dig ud. Du er godtnok påvirket, naboerne har også klaget over larmen. Hvis du ikke pakker sammen, kommer du med på stationen til afhøring og evt. 15 dages ophold, hvis du ikke straks forlader lejligheden.
Anders gloede på betjentene og på mig. Pludselig var hans selvsikkerhed væk. Hans frækhed virkede ikke på betjente.
Fint… snerrede han. Behold jeres lejlighed. Men jeg glemmer det ikke.
Tyve minutter med larm og bandeord, Mens han pakkede, ridsede han næsten reolen med sin taske. Betjentene blev i døren.
Da han til sidst trampede ud, dukkede Mikkel op. Han så ti år ældre ud.
Mikkel! Sig noget! Anna smider mig ud!
Mikkel kiggede på sin bror, på mig, på flasker og askebægre.
Du skal gå, Anders.
Hvad?!
Du har boet her et år på vores regning. Jeg har dækket over dig, båret over men nu er grænsen nået. Rejs hjem til Fyn. Du får ikke flere penge.
Anders lignede en, der knap kunne tro det.
Skrub af! råbte han og for ud af døren. Betjentene fulgte ham ned så han kom helt væk.
Tak, sagde jeg, knappede døren.
Skift låsen, lød rådet. Sådan nogle “familietyper” vender tit tilbage.
Så blev her stille for første gang i et år. Mikkel gik og luftede ud, samlede aske op fra gulvtæppet. Jeg lagde forsigtigt hånden på hans skulder.
Undskyld, sagde han. Jeg skulle have gjort det for længe siden.
Nu er det overstået, svarede jeg træt.
Vi smed sofaen ud, skiftede lås. Anders ringede et par gange fra ukendte numre, tiggede og truede. Mikkel lagde bare på og blokerede.
Langsomt vendte hverdagen tilbage. Jeg kom hjem til ro, mad, tryghed. Mikkel forstod endelig det vigtigste; familie er dem, der respekterer dig ikke dem, der dræner dig.
Nogle gange skal man igennem helvede for at lære at passe på sit hjem og sætte grænser, selv over for dem, man troede, man skyldte alt.
