Svigten af egne børn
Ditte ser endnu en gang beundrende på sin bror og søster. Hvor er de dog smukke! Høje, mørkhårede, isblå øjne. Igen bliver de hyldet, denne gang for endnu en sejr til et sportsstævne i Aarhus. Hun rejser sig hurtigt, for at være først fremme. Hendes højre ben halter lidt, men hun skynder sig. Ditte har strikket to kaniner til sin bror og søster. En i nederdel og en i ternede bukser. Hun vil forære dem væk.
Kluntet og meget kraftig, det tynde lyse hår sat op med en spænde, mens et simpelt smil sniger sig over hendes læber. Kristine og Mads lader som om, de ikke ser hende. Ditte kæmper ihærdigt for at komme frem til dem.
Luk mig lige forbi, tak. Det er min bror og søster! Giv plads! siger hun glad.
Kris, der er en eller anden tyk pige, der råber, at hun er jeres søster. Er det rigtigt? spørger Kristines veninde, den blonde Line.
Kristine kaster et hurtigt blik bagud og ser Ditte.
Åh Gud, hun kom. Mor har nok bedt hende om det. Hvor pinligt! tænker Kristine.
Men højt siger hun:
Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har kun én bror, Mads.
Det tænkte jeg nok. Tror hun kan hægte sig på jer eller hvad? Sikke et tilfælde! Hun står der og vil give jer de der grimt strikkede dyr, griner Line.
Hun er sikkert bare en lokal fan. Tag du bare imod, Line. Mads og jeg går nu! Kristine sender et luftkys og tager sin bror i hånden, mens de maser sig ud af mængden.
Line tager kaninerne fra Ditte og lover, hun nok skal give dem videre.
Super! Jeg bager boller til jer derhjemme! siger Ditte, mens hun famler afsted.
Her, nu har jeg givet dig dem. Hun sagde, at hun ville vente på jer derhjemme og bage boller. Hun ligner godt selv en stor bolle. Kris, er du sikker på, hun ikke er en af jer? bliver Line ved.
Nej! Jeg kender hende ikke! Nogle vil bare være tæt på succes. Kom videre! svarer Kristine og smider kaninerne i en skraldespand. Sammen med Line og Mads går hun til præmieoverrækkelsen.
Hun løj for sin veninde. For Ditte var faktisk hendes søster. Halv-søster. Kristines og Mads mor, Inge Marie, havde taget Ditte til sig, da en fjern slægtning døde. Hele familien var på vej hjem fra sommerhus på Samsø, men kun Ditte overlevede lille og med et ben, der blev knap så godt efter ulykken.
Inge Marie var kun i familie langt ude syvende led. Og efternavnene var forskellige. De nærmeste slægtninge ville slet ikke tage Ditte. Men det gjorde Inge Marie selv om både mand og børn flippede ud, da de fandt ud af, at de fik en søster. Kristine og Mads var forkælede, alt blev givet dem.
Mor, lad nu være! Hun er tyk, halt og dum. Vi skammer os over at gå ved siden af hende!
Skattepiger og dreng, tænk nu på det søde pige. Helt alene i verden. Folk tager da også hunde og katte til sig her har vi et rigtigt barn. Vi har masser af plads! prøvede Inge Marie at overtale.
Børnene gav modvilligt efter. Inge Marie var butikschef og sørgede for hele familiens indkomst. Faderen, Torben, var hendes assistent i butikken, men tog aldrig rigtig ansvar. Han rodede med affærer bag hendes ryg. Hvis hun vidste det, sagde hun ikke noget Torben var så flot, og børnene lignede ham.
Ditte voksede op. Lille og sjov, lyst hår, næsten gennemsigtige blå øjne, præcis som Kristine og Mads.
Hendes øjne er som skummetmælk. Tykke Ditte! drillede Kristine.
Ditte lignede en wienerbrødsbolle, blød, med smilehuller og meget venlig. Men hun måtte altid lege alene. Bror og søster tog hende aldrig med. Og hele tiden fik hun skylden. Da Mads smadrede den dyre vase Ditte fik skylden. Da Kristine ødelagde mors fine bluse Ditte fik skylden.
Ditte sagde aldrig imod. Hun nikkede bare og undskyldte. Hun vidste godt, hvem der havde gjort det, men ville ikke have, at Kristine og Mads blev skældt ud for de var jo så smukke!
Inge Marie skældte aldrig Ditte ud, men faderen kunne ikke holde hende ud.
Hvorfor har du taget det skræmsel hjem? Hun er pinlig foran gæsterne! Kan ikke gå ordentligt, tung som en elefant. Vores børn er så pæne, hvorfor skulle du tage sådan en? råbte Torben.
Ditte stod bag den lukkede dør og lyttede. Hun gik hen og spejdede mod spejlet hun kunne ikke lide sit eget spejlbillede. Hun ønskede, hun var lige så smuk som Mads og Kristine. Men
Hun blev sendt på en anden skole Mads og Kristine truede med, at de ellers ville pjække og droppe deres gode karakterer. Så Inge Marie gav efter. Hun mærkede, at den skrøbelige bro mellem egne børn og Ditte næsten var brast og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.
Årene går. Mads og Kristine flytter til København for at gå på universitetet. Men Ditte beder om at blive hjemme.
Du er så dygtig, Ditte! Vil du ikke læse videre? Jeg skal nok betale! Design, sprog, hvad som helst hvad vil du? udbryder Inge Marie og krammer hende.
Ditte gnider sig mod hendes kind som en lille kattekilling og krammer hende. Det får hurtigt morens tanker til at falde til ro. De biologiske børn kom sjældent og gav kun modvillige knus. Ingen havde den varme, Ditte kunne give.
Hun hentede altid moren på arbejdet, uanset hvor sent det blev. Ditte stod parat udenfor, selv om det regnede eller var mørkt, eller sad hun i entréen og ventede. Manden og børnene var altid optaget af andet, ofte for trætte til at sige hej.
Da hun engang bemærkede det, råbte Kristine:
Mor, vi har travlt! Hun venter kun, fordi hun aldrig har andet at lave! Og hun drømmer ikke om noget!
Ditte løfter sine klare øjne mod moren.
Mor, må jeg ikke godt blive dyrlæge? Jeg vil hjælpe hunde, katte alt dyrene. Man kan læse til det herhjemme, ikke?
Det var naturligt for Ditte hun slæbte altid hjemløse killinger og hvalpe med hjem og plejede dem. En stor, lodden blandingshund, Bamse, blev boende hos dem. Kristine protesterede; hun ville have en racehund, men Inge Marie holdt med Ditte.
Sådan gik dagene. Indtil Inge Marie måtte stoppe med at arbejde på grund af helbredet. Torben, der så finansieringen smuldre, forsvandt hurtigt over til en frisørsalonsejer, en af Inge Maries veninder.
Når børnene kom, var det især for pengenes skyld, heldigvis havde moren opsparing. Men kun Ditte blev hos hende. Hun trak sig afsted, lavede lækker mad og masserede moren, lavede te med urter. Om aftenerne sad de i haven under æbletræet og drak te lykkeligst var Ditte.
Kristine og Mads stiftede familie. Moren hjalp begge med indskud til lejligheder. Men så ramte uvejret.
Mads ankom en nat, næsten grædende, og fortalte, at han var forgældet. Han manglede mange, mange tusinde kroner.
Hvor skal vi finde så mange penge, søn? Har du spurgt din far? Inge Marie vred hænderne.
Ingen penge der heller, sagde Mads tørt. Hvis du ikke hjælper, har du ingen søn længere.
Hvad mener du? spurgte moren fortvivlet.
Løsningen, foreslog Mads, var at sælge huset. Så kunne han betale sin gæld.
Men søn Hvad med os? Ditte og mig hvor skal vi bo?
Hvor Ditte går hen, er jeg ligeglad med. Hun er voksen, må klare sig selv. Men du, du kan bo hos mig! Pernille synes også det er hyggeligt! sagde Mads, om end Katrine var meget skeptisk.
Inge Marie gik kun med på det, hvis Ditte kunne flytte med. Det accepterede Mads, men Ditte tog senere sin mor til side:
Mor Du skal tage af sted selv. Jeg flytter ind hos en, jeg kender. Vi har set hinanden længe. Du skal ikke bekymre dig om mig!
Men hvem er han? Du har aldrig fortalt noget, Ditte! smiler moren.
Du møder ham senere, du skal ikke være nervøs! siger Ditte og krammer hende.
Mads åndede lettet op. Ingen grund til at inddrage Kristine og finde på, hvordan de skulle slippe for Ditte.
Men Ditte løj. Hun havde ingen andre end sig selv, men hun følte på sig, at ingen ville have hende i huset, og hun ville ikke være til besvær. Så hun lejede et værelse via opslag i Svendborg hos en ældre mand, far Lars.
Han var blevet alene og havde brug for selskab og i huset gik der høns, geder og smågrise. De passede helt perfekt sammen. Da Lars opdagede, hun var dyrlæge, blev han så glad, at han ikke ville have husleje, men Ditte insisterede, og han lagde alligevel penge i hendes taske, når han kunne komme afsted med det.
Alt gik hende let fra hånden. Folk respekterede hende, dyrene elskede hende, og hun havde altid et kærligt ord og en lille godbid til dem.
Her, Rollo, du flinke! Jeg har gemt lidt ekstra. Ring bare, hvis du har brug for mig! sagde Ditte til alle, der kom.
Kære barn, ingen på sygehuset tager sig så godt af mig som du tager dig af min Misser! udbrød fru Anna, ejer af en smuk langhåret kat.
Ditte strålede, men savnede stadig sin mor. Hun ringede ofte, men moren virkede ikke interesseret i at tale, og det endte tit med, at Mads tog telefonen og sagde kort, at mor hviler.
Det er et halvt år siden, jeg sidst så hende, sukker Ditte en aften over te med Lars.
Hvorfor besøger du hende ikke? Lad os tage derhen. Jeg har stadig min gamle Peugeot, den starter da. Og jeg må jo gerne køre, foreslår Lars.
Ditte bliver glad. Hun har adressen til Mads nye lejlighed i Odense. De banker længe på. Til sidst åbner en høj, blond kvinde i badekåbe Pernille.
Hvem er I? Sælger I noget? Vi skal ikke have noget! prøver hun afvise dem.
Du må være Pernille Mads kone? spørger Ditte.
Ja, og du er?
Jeg er Ditte. Mads søster, prøver Ditte at træde ind, men Pernille spærrer vejen.
Hvad vil du så? Jeg har ikke tid, skal til kosmetolog, siger Pernille koldt.
Jeg skal bare se min mor og det her er Lars, han kører mig. Hvor er hun? beder Ditte.
Hun er her ikke. Mads kørte hende på plejehjemmet, hun blev dårlig. Hvem skulle ellers passe hende? Han har arbejde, jeg har også mit. Hvor? Det ved jeg ikke, gider ikke høre på det. Jeg ringer. Halløjsa, Mads? Din søster står her med en gammel mand. De vil have adressen. Ja. Okay. Her, jeg skriver det på en seddel. Og kom så ikke igen! siger Pernille, mens hun overdøver alt med sin parfume.
Ditte hører ikke engang efter. Hun griber sedlen og løber ned af trapperne sammen med Lars.
Hvorfor har de ikke sagt noget? Jeg kunne have gjort noget men jeg har jo ikke mit eget hjem, hvisker Ditte.
Det ku de da have spurgt om! Moren kunne bo ved os, jeg har rigeligt plads! indigneres Lars.
De finder stedet. Inde i værelset ligger en lille, tynd gammel dame, svag og uigenkendelig. Ditte kender næsten ikke sin mor, der før havde været høj og buttet, altid fikset alt.
Mor, det er mig, Ditte! Jeg er så ked af, jeg ikke har været her. Men nu tager jeg dig med hjem. Lars har høns du skal få spejlæg og frisk mælk fra ged. Se det bliver du rask af. Mor, jeg elsker dig! Vi skal hjem! græder Ditte, mens hun holder den vægtløse hånd.
De får lov at tage hende hjem. Ditte står som datter, og Lars fortæller ivrigt personalet, at han er tidligere modstandsmand og nok skal ringe til gammel ven fra Frihedsrådet, hvis de nægter og internt var det jo aftalt, at Mads havde kørt hende dertil for at blive.
På tiende dagen kan Inge Marie stå igen. Hun går ud til vinduet. I gården tripper hønen Karen rundt, hanen galer, duften af græs, mælk og friskbagte boller svæver ind. Det er Ditte, der har bagt. Ditte styrter ind med sit haltende ben og favner sin mor, mens hun undskylder, at hun ikke har været der, og erklærer, at nu kommer de aldrig til at mangle hinanden mere.
Inge Marie trykker hende ind til sig. Som hun ser på denne mærkelige, lyshårede pige, ikke sin biologiske datter, men så god og så kærlig. Den eneste, der blev, da alt andet brast.
Det skal nok gå nu, Ditte. Alt skal blive godt, skat, hvisker Inge Marie.
Piger! Skal vi så ikke have lidt aftente? kommer Lars ind i stuen, smilende.
De griner og tager hinanden i hænderne og går sammen ind i den nye hverdag.
