Frikadeller fra svigermor
Mikkel og Agnes havde nu boet sammen i tre og et halvt år og i hele den tid havde Agnes maksimalt besøgt Mikkels mor fire gange. Kun på større helligdage var de kørt ud på landet for et par timer før det bar tilbage til deres lejlighed i København.
Men denne gang var Mikkel blevet grebet af en pludselig ildhu: mor havde ringet tredje gang på en uge, savnet familien, klaget over at far havde forstuvet ryggen da han lagde nyt tag på værkstedet, at køkkenhaven groede til der var ingen kræfter tilbage
Mikkel var en pligtopfyldende søn, ringede hver søndag, nikkede forstående i røret, selv hvis hans mor sagde noget, han var fuldstændig uenig i. Men nu sad han med aftensmaden spaghetti og pølser og så på Agnes med et bedende blik.
Agnes, sagde han, idet han skubbede tallerkenen væk og lagde hænderne på bordet. Mor har ringet igen. Hun siger, vi helt har glemt hvordan hun ser ud. Skal vi ikke tage over i weekenden? Bare tre dage. Kom nu.
Mikkel, jeg har tid hos frisøren på lørdag, forsøgte Agnes, selvom hun selv kunne høre, at modstanden var svag.
Åh, flyt det nu bare, svarede han, som var det det nemmeste i verden. Du ved godt, mor bliver ked af det. Hun lover frikadeller og lagkage. Hun har savnet os.
Men din far? Er ryggen blevet bedre? spurgte Agnes pligtskyldigt, for hendes forhold til svigerfar var tilforladeligt neutralt.
Han klarer sig, hvad skulle ellers ske, gestikulerede Mikkel. Han har altid et eller andet at klage over. Jeg har afgjort at vi tager afsted. Fredag aften derud, søndag aften hjem igen. Jeg glæder moren.
Agnes sukkede, men undlod protest. Efter tre og et halvt år havde hun lært, at det var omtrent lige så nytteløst at modsige Mikkel, når han havde “besluttet” sig, som at tale katten fra at kravle op i gardinerne.
Fredag aften pakkede de bilen: en taske med tøj, gaver til forældrene. Mikkel havde købt en fluffy plaid til moren og en flaske Gammel Dansk til faren. Turen til den fynske landsby tog to timer uden kø på Fynske Motorvej.
Hele vejen ud kiggede Agnes ud ad vinduet på de snurrende ladebygninger, Mikkel nynnede til radioen, og hun overbeviste sig om at det nok skulle gå. Tre dage det er ikke så meget. Svigermor er jo trods alt sød.
Da de endelig ankom, var det mørkt. Huset lå for enden af grusvejen, badet i skæret fra gadens eneste lygtepæl. Mikkel svingede op ad indkørslen og slukkede for bilen, og i det samme tændte der lys på trappen. Ud væltede Birthe Pedersen lille, rundt ansigt, iført blomstrede forklæde og med så bredt et smil, at Agnes frygtede hendes kinder ville sprække.
Mikkelllll! hvinede hun over hele gårdspladsen da sønnen steg ud. Jeg troede slet ikke, I kom! Jeg har stået i køkkenet hele dagen du fatter det ikke, duften har fyldt hele huset! Kom nu ind Agnes, lad nu være med at stå og fryse!
Agnes iførte sig et standard-smil, rettede på jakken og indlod sig på et kram. Birthe duftede af stegt løg og noget besynderligt sødt og tungt, som fik Agnes til at snøfte.
Inde var der hedt, dampen fra maden hang i luften, og fra køkkenet lød der en svag symfoni af stegning. På det store stuebord stod spegepølse, groft rugbrød, hjemmesyltede agurker, solbærsaft og en næsten hel franskbrød. Hans Pedersen, Mikkels far, så tv. Han rejste sig træt op, gik dem i møde. Det var tydeligt, han havde ventet mørket, vejene, alt det farlige.
Nå, I kom, sagde han og gav Mikkel et fast håndtryk og nikkede til Agnes: Velkommen, pige. Hæng jakken. Vi spiser om lidt.
Jeg har stegt frikadeller til jer, råbte Birthe allerede fra køkkenet og flyttede tallerkner febrilsk rundt. Med kartofler, stegte løg, sovs. Mikkel, du elsker mine frikadeller, ikke?
Elsker, mor, selvfølgelig, svarede Mikkel mens han straks stak næsen i gryden og sugede moderen op med stolthed.
Agnes hang jakken på knagen, listede efter. Køkkenet var lille, proppet til randen med sylteglas, krydderibøtter, og poser med byg og havre, og skåle, skåle, skåle.
Sid, Agnes, sid, sagde Birthe, tørrede stolen af i forklædet. Du må være træt, jeg serverer lige om lidt.
Hun svang rundt, fandt endnu en tallerken, satte den tilbage, åbnede ovnen duft af kød strømmede ud. Agnes slugte i sig sulten var begyndt at nage, de havde kun fået kaffe fra termokanden hele vejen.
Og så så hun det.
Midt på bordet stod en skål med rå fars. En bakketop af grå-lyserød masse, hvor der allerede var rullet snesevis af runde frikadeller, sirligt på rad og række, drysset med rasp. Mens svigermor lynhurtigt tog et stykke fars, rullede, trykkede til gled hendes hånd hen under sin venstre armhule.
Ikke bare et flygtigt klø nej, hele hånden, grundigt. Med synligt velbehag. Hun rodede rundt nogle sekunder, kradsede, trak hånden ud og uden at vaske eller end ikke tørre, rullede hun videre på næste frikadelle.
Agnes mærkede kvalmen stige op i halsen.
Hun kunne ikke tage blikket fra hånden en ganske almindelig kvindehånd, korte negle, giftering presset ind i den fede finger, linjer, der snoede sig hen over håndryggen. Netop den hånd var under armhulen, og nu var den tilbage i farsen. Farsen, som blev til frikadeller. Disse kom de hjem med, opbevaret i poser i fryseren, stegte, spiste og roste. Agnes havde engang endda sagt til Birthe i telefonen, at frikadellerne smagte “magisk”. Og det havde været sandt de smagte virkelig godt…
Mor, råbte Mikkel fra stuen, har du te? Vi er lidt forkomne efter turen.
Et øjeblik, råbte Birthe, mens hænderne stadig formede sine frikadeller. Snart klar, snart spisetid.
Igen tog hun en klump fars, og Agnes så nu på brættet med frikadeller små grå pletter præcis, hvor hendes hånd havde rørt træet. Eller så hun syner? Hun blinkede, og alt var igen normalt bræt, fars, frikadeller, svigermors hænder der rullede.
Birthe, hviskede Agnes, skal jeg ikke hjælpe? Jeg kan da forme dem, mens du sætter te på.
Ej, du er jo gæst! udbrød Birthe, fægter med hænderne, hvilket igen fik Agnes til at skælve Sid nu bare, du er træt, jeg er næsten færdig.
Hurtigt tog hun en sidste klump fars, rullede frikadelle, lagde på række, betragtede hænderne tilfredst lynskyllede dem under hanevand i tre sekunder, uden sæbe, rystede hænderne og tørrede i forklædet.
Agnes så det og følte en voksende afsky.
Hun forsøgte at tage sig sammen. Nå, hvad så? Et klø folk gør det jo hele tiden. Hendes mormor, Gud velsigne hende, kunne også sagtens lige rette på håret midt i dejen. Ingen døde. Men billedet krøb ind: hånd, armhule, hånd, fars.
Aftensmaden blev serveret i stuen, bord dækket med quiltet voksdug. Birthe leverede pander fulde af rygende, sprøde frikadeller med gylden skorpe og hvor en normal gæsts mund ville løbe i vand, kunne Agnes mærke mundvandet stige af kvalme. Dertil kartoffelmos med smør, skåle med tomater og agurker, rugbrød, sylt, saft.
Tag for dig, børn, sagde Birthe og flyttede tallerkenen med frikadeller hen til Agnes. Prøv de her, Agnes, de er ekstra sprøde. Jeg lavede dem til jer.
Agnes betragtede frikadellerne. De så helt almindelige ud. Flotte, duftede af stegt løg og kød. Mikkel tog allerede to, skar agurk, mosede kartoffelmos og nød første bid.
Mmmh, mor genialt. Som altid.
Åh, Gudskelov, smilte Birthe, satte sig ned og tog selv en. Jeg var bange for at mangle salt eller måske for meget løg.
Det er perfekt, mor, sagde Mikkel allerede på anden frikadelle. Du laver altid det bedste.
Hans Pedersen spiste mest i stilhed, nikkede kun en sjælden gang. Han var ikke manden af mange ord det længste, Agnes havde hørt, var hans fortælling om hvordan man skifter olie på traktoren.
Agnes, hvorfor spiser du ikke? spurgte Birthe bekymret og kiggede på den næsten urørte tallerken foran Agnes. Smager det ikke? For salt?
Nej-nej, det er lækkert, skyndte Agnes sig at sige og vidste, at svigermoren ellers ville blive såret hvis hun ikke tog i det mindste et par bidder. Jeg har bare lidt ondt i maven efter turen du forstår. Jeg tager lidt.
Hun tog gaflen, brækkede den yderste kant af en frikadelle, dér hvor skorpen var allermest sprød løftede til munden. Duften var tillokkende, men i samme øjeblik hun forestillede sig farsen gennemvædet af en hånd lige fra armhulen, satte stykket sig fast i halsen, hun måtte kæmpe sig til at synke. Kvalmen voksede.
Rigtig godt, mumlede hun og skubbede tallerkenen væk. Birthe, må jeg bare få lidt kartofler? Og agurk. Frikadellen er lækker, men jeg kan ikke spise så meget efter vejen.
Åh, du stakkel, sukkede svigermor, klart, tag bare. Jeg giver jer nogle frikadeller med hjem, jeg har lavet rigeligt.
Mikkel sendte hende et hurtigt blik og spiste videre som en mand uden bekymringer om hygiejne.
Agnes sad, roede lidt i mosen og tygge agurk, mens hun forsøgte at overbevise sig selv om, at hun bare var sart, at millioner spiste deres mødres frikadeller uden at bekymre sig. Men hele tiden sneg billedet sig ind: hånden, kløet under armen.
Efter maden ryddede Birthe op. Mikkel og Hans gik i værkstedet for at diskutere generatorproblemer. Agnes blev alene i køkkenet mens Birthe bryggede te i en stor, gammeldags tekande med sprunget tud.
Du, Agnes, tag det ikke ilde op at jeg hiver og trækker jer herud, sagde Birthe mens hun hældte op. Jeg er bare så glad for I kommer. Jeg ved jo godt I har travlt i storbyen, men et morhjerte længes jo. Vil bare se om alt er godt.
Alt er fint, Birthe, svarede Agnes, tog imod kruset. Arbejde, hjem, det sædvanlige.
Ja, det er godt, svigermor satte sig overfor, hvilede kinden i hånden og stirrede på Agnes med et drømmende udtryk. Og du kan li mine frikadeller, ved jeg. Mikkel vil altid have, jeg lægger til fryseren når han kommer. Den slags får man ikke i byen der er for meget kemi, men mit er hjemmelavet! Kød fra genboen, farsen kværner jeg selv.
Agnes tog en lille slurk te, brændte tungen, mærkede kvalmen stige. Teen var som te er, men tanken meldte sig: Hvilke hænder har vasket det krus? Hun satte koppen tilbage, bange for at drikke mere.
Birthe, må jeg gå ind på værelset? Hovedet gør ondt efter køreturen.
Gå du bare, min pige, fik Birthe travlt med at instruere om sengetøj i skabet, hvis du mangler noget så råb.
Agnes gik ind på det lille værelse, der gik under navnet gæsteværelset, lukkede døren, satte sig på sengen og mærkede brækfornemmelsen vokse. Skyndte sig på toilettet for enden af gangen og nåede lige at holde det tilbage. Længe sad hun der og forsøgte at trække vejret.
Da Mikkel kom fra værkstedet fandt han hende på sengen i opgivelsens positur.
Hvad er der? Er det virkelig så slemt?
Mikkel, sagde hun med store øjne, jeg vil fortælle dig noget lov mig du ikke bliver sur eller griner.
Fortæl, sagde Mikkel alvorligt.
Hun fortalte det: hånden, armhulen, farsen, frikadelle, kvalme, lavmeldt så ingen kunne høre det udenfor.
Mikkel stirrede længe et udtryk som kunne betyde vantro, irritation eller bare, at han forsøgte at forstå.
Hør nu, sagde han, mor gjorde det jo ikke med vilje. Hun kløede sig bare. Hvem gør ikke det? Tror du vores bedstemødre vaskede hænder efter hvert et lille klø? Sådan er livet, Agnes. Hjemlig mad.
Mikkel, hun vaskede ikke hænder. Hun stak simpelthen hånden direkte fra under armen ned i farsen. Hun brugte ikke sæbe. Og pludselig giver alle de poser fra svigermors fryser mig kvalme.
Hvad så nu? Skal vi sige til hende, at hun laver maden uhygiejnisk? Kan du forestille dig hendes reaktion? Hun bliver ulykkelig!
Jeg siger ikke noget. Jeg kan bare aldrig spise det igen. Jeg kan ikke engang se på det.
Mikkel gik tværs gennem rummet, rodede i sit hår hans tegn på frustration.
Agnes, du overdriver, sagde han. Vi klør os alle på køkkenet. Skifter aldrig til sterile handsker. Hvis du begynder at gruble over alt det, bliver du vanvittig.
Men jeg vasker hænder, hviskede Agnes. Før mad, efter klø, før jeg rører noget, der skal i munden.
Jamen, hun har altid gjort sådan. Jeg har levet af de frikadeller, og jeg fejler intet. Du elskede dem jo.
Jeg vidste det bare ikke. Nu ved jeg det, og jeg kan ikke glemme det.
Glem det. Seriøst, det er ikke verdens ende. Det er jo ikke endetarmen. Har du hørt, hvordan de laver mad på restauranter? Du ville blive forskrækket.
Please, Mikkel, jeg kan ikke høre mere. Det gør ondt.
Okay, sagde han, lagde armen om hende. Så lader du bare være. Jeg siger til mor, du er skidt mave, feber, hvad som helst. Men sig ikke noget det vil hun aldrig forstå.
Jeg siger ikke noget, Mumlede Agnes, Jeg vil bare hjem.
Vi kører i morgen, lovede han. Jeg siger, det er sygdom, så vi skal tilbage.
Hun lagde sig, og han slukkede lyset, og de lyttede i mørket til Hans hosten, Birthe der skramlede med tallerkner. Agnes lå stift og huskede på alle de år hun havde spist færdigformede frysefrikadeller, roste smagen, bedte om opskriften. Og nu fór tanken igennem hende måske var det den hemmelige ingrediens.
Næste morgen vågnede hun træt og tung. Mikkel sad allerede i køkkenet og snakkede lavmælt med forældrene, latter steg op, stemmer dæmpedes. Agnes blev liggende, men trak så til sidst forsigtigt vejret ind i det lille toilet og mødte verden.
Men Agnes dog! udbrød Birthe. Mikkel sagde du havde det dårligt i nat? Feber? Jeg koger dig lidt hindbærte, jeg har noget fra sidste sommer.
Det er så pænt af dig, Birthe, satte sig og undgik at se på tallerkenen med frikadeller under gazeklud. Jeg har det allerede bedre. Det må være noget, vi spiste på vejen.
De cafes på Fyn, pustede svigermor, satte teen og skubbede et glas hjemmelavet marmelade til hende. Jeg siger til Hans, I skal spise hjemme, men nej så må I jo lære det på den hårde måde!
Mor, vi stoppede ingen steder, afbrød Mikkel. Kun kaffe fra termokande.
Så har du nok spist noget andet. Kroppe er mærkelige. Drik du lidt af teen, det hjælper alt.
Agnes tog forsigtigt koppen, lod den varme sig igennem hende, og spekulerede: vaskede Birthe hænder før hun lavede teen? Hvis tankerne fortsatte ad den sti, ville hun miste forstanden.
Birthe, sagde hun til sidst, Mange tak, men vi kører nok hjem i dag. Mikkel sagde det
I dag? udbrød svigermor såret. I er jo lige kommet! Jeg havde planer om boller og grønlangkål! Mikkel elsker min grønlangkål.
Næste gang, mor, sagde Mikkel og kyssede kinden. Agnes er sløj, hun skal under dynen. Jeg kommer igen for at hjælpe far, og så kan du forkæle mig med grønlangkål og boller! Okay?
Birthe så skiftende på Agnes, på Mikkel, igen på Agnes. I det blik lå noget, der fik Agnes nakkehår til at rejse sig hun vidste det hele. Hele historien. Om frikadellerne, om armhulen, om hvorfor svigerdatteren blev “syg” efter middagen.
Jeg giver jer lidt med til fryseren, sagde Birthe tørt. Der er nok til mange dage.
Agnes mærkede blodet forsvinde fra ansigtet, men formåede at takke.
De pakkede hurtigt. Mikkel læssede tasker i bagagerummet, Agnes sagde farvel til Hans, der trykkede hendes hånd og ønskede god bedring. Birthe rakte posen frem.
Her er frikadeller, lidt syltetøj og bacon. I elsker det. Spis det med velbehag.
Tak, mor, sagde Mikkel og kyssede hende på kinden. Agnes bemærkede svigermor slet ikke smilede, men vendte brat om og forsvandt ind i huset.
Hele vejen hjem sagde Agnes ikke et ord. Posen med frikadeller lå i bagagerummet, tung som noget levende og farligt. Mikkel tav også; han var såret, det mærkede hun på rattet og det måde han stirrede ud ad forruden.
Du må gerne spise dem, hviskede Agnes da de rullede ind i København. Jeg lader bare være.
Agnes, udåndede Mikkel tungt så træt, som havde de aflastet togvogne. Ved du, mor gennemskuede alt?
Hvordan det? vendte Agnes sig om.
Det hele. Hun er ikke dum. Hun så, du ikke spiste, og at du blev “syg”. Vi tog hjem med det samme. Hun forstod alt. Hun er såret, og det kan jeg godt forstå.
Men mig forstår du ikke? røg det ud af Agnes.
Han svarede ikke.
Hjemme gik Agnes direkte i køkkenet, så på de rene hylder, de nussede glas, de vaskede skærebrætter og følte for første gang ro. Her var der rent. Her vasker man hænder. Her er ingen frikadeller med armhuleningrediens.
Mikkel kom ind med posen, smed den i fryseren og lukkede lågen.
Du skal ikke have nogen? spurgte han.
Jo, sagde Mikkel med trods i stemmen. Det er mors frikadeller. Jeg har levet af dem altid.
Han gik i bad. Agnes blev stående ved vasken, tændte for hanen, fandt sæben og vaskede omhyggeligt hænderne med varmt vand og til albuerne, som var hun en kirurg der skulle operere. Hun tørrede og tænkte: Kan man vaske det væk, der er kommet ind i ens hukommelse?
Det vidste hun ikke.
Men én ting vidste hun: Hun ville ikke spise flere frikadeller lavet af Birthes hånd. Ingen sød snak, ingen overtalelse, ingen “hun gjorde det ikke med vilje” kunne ændre det.
Tre dage efter stegte Mikkel fire frikadeller, lavede mos, skar syltet agurk. Skal du ha? tilbød han og rakte hende gaflen.
Nej, tak, sagde Agnes.
Hun forlod bordet, satte sig i lænestolen og tændte fjernsynet, drog volumen op, så hun ikke skulle høre, hvordan han tyggede.
Hun vidste: Den tur havde ændret noget mellem dem noget, der ikke lod sig lime sammen igen. Alt på grund af en hånd. En ganske almindelig kvindehånd, der kradsede hvor det kløede.
Hun lukkede øjnene og besluttede ikke at tænke mere på det. Hvis man ikke tænker, kan man leve videre. Spise det, man selv laver. Og aldrig igen tage noget i munden, formet af andres hænder.
