Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at han ikke burde gifte sig med hende! Jeg bad ham bogstaveligt talt om det lige før brylluppet. Men hørte han på sin gamle mor? Nej, han var jo forelsket selvfølgelig var han det. Og nu kan han vel mærke det.
For et par dage siden ringede min søn til mig. Jeg kunne høre på stemmen, at han var syg. Man kan altså ikke narre en mor, det ved enhver dansker. Han bad mig komme forbi. Hans kone, som åbenbart godt vidste, han lå syg, havde pakket tasken og smuttede hjem til veninderne. Der var ikke et øje til at lave ham te eller koge en god omgang hønsekødssuppe.
Ovenikøbet tog hun ikke engang telefonen, når han ringede. Selvom klokken allerede var mange, smed jeg jakken over skuldrene og ilede af sted. Jeg stoppede selvfølgelig på apoteket og købte lidt medicin. Hele vejen gik jeg og tænkte på hende hun kunne da i det mindste lade være med at forlade sin syge mand. Han var virkelig sløj. Da jeg så ham, var jeg tæt på at ringe 112, men han tiggede mig om lige at vente.
Han lignede en, der havde overlevet Roskilde Festival i regnvejr uden telt. Og der var intet spiseligt i lejligheden. Godt jeg havde snuppet lidt mad og medicin med på vejen. Jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at skælde ud. Der var ikke andet i lejligheden end hendes slankepiller og et hult ekko i køleskabet. Jeg kogte straks en kop te til min søn og styrtede så ned i Brugsen for at købe ind til lidt bouillon.
Først da han havde hvilet og fået lidt mad, begyndte han at få det bedre. Feberen faldt. Og så, klokken tre om natten, trådte hans smukke hustru ind ad døren og stank af snaps og rødvin. Hun havde tydeligvis haft en rigtig fest. Hun lyttede ikke en skid til, hvad jeg sagde om medicin. Havde det ikke været for min søns tilstand, havde jeg lavet ballade. Men som jeg så på ham, var han ikke langt fra selv at lave skandale.
