»Svigerdatteren kræver ens kærlighed til børnene. Men jeg kan ikke…«
Jeg er ikke den type kvinde, der let afviser en andens skæbne. Livet har lært mig meget. Jeg har opdraget to børn alene, gennemgået både hårde tider og skuffelser, og jeg ved, hvad ægte omsorg vil sige – de søvnløse nætter, når barnet har feber, og det kun er dig, der er der. Men nogle ting kan man ikke tvinge frem. Især ikke kærlighed.
Da min søn Mads fortalte, at han ville gifte sig med en kvinde, der allerede havde et barn, sagde jeg ikke noget imod. Jeg støttede ham – for jeg så, at han var virkelig forelsket. Og hvad er vigtigst for mig? At min søn er lykkelig. At han bliver elsket og værdsat. Hvem han vælger, og hvad de har med i bagagen, må være op til ham, bare det er ægte. Jeg har aldrig sagt et ondt ord om Laura, hans kæreste. Alene med en lille pige, manden stak af – sådanne kvinder fortjener ikke domme, men forståelse. Men…
Nu er der gået syv år, og de er en familie. Fie fra Lauras første ægteskab er seks, mens vores fælles barnebarn, Villiam, kun er to. Fie er klog, smuk og rolig. Men alligevel… hun er ikke mit blod. Ja, jeg gør alt, hvad jeg kan. Ja, jeg bringer gaver, lige store for begge, så ingen føler sig overset. Ja, jeg kan læse en godnatbog for Fie, lege »mor og datter« med hende eller hjælpe med lektierne. Men mit hjerte? Det hører til hos Villiam. I ham ser jeg min Mads, træk fra min afdøde mand. Jeg smelter bare af ham, så inderlig glad som jeg er. Men med Fie… der er god, venlig respekt. Ikke mere.
Og det var lige præcis det, der førte til skænderier med Laura. Hun kræver nemlig, at jeg skal elske Fie lige så højt som Villiam. Som om man bare kan trykke på en knap og tænde kærlighed. Nej, kære ven, sådan fungerer det ikke. Jeg kan ikke spille skuespil for at please andre. Jeg kan hjælpe, være der, vise støtte – men jeg kan ikke forstille mig.
Jeg bebrejder ikke Fie noget. Hun er bare et barn, der er havnet i en svær situation. Men hun har sine egne bedsteforældre. Den ene bor i Jylland, den anden forsvandt efter skilsmissen – det er ikke min skyld. Laura fortalte selv, hvordan hendes mor knokler på pension og sjældent har børnene. Hvordan hun nægter dem adgang, hvis de ikke kommer med mad og ekstra tøj. Så hvorfor bliver alle bebrejdelserne rettet mod mig?
I modsætning til svigermor er jeg altid klar. Én ringning, så er jeg der. Jeg bringer tøj, handler ind, henter Fie til gymnastik. Alt sammen med omsorg. Men netop den slags omsorg, jeg reelt kan give. Mere er der ikke. Det må være nok.
Laura hilser på mig med køligere øjne for hver gang. Hun studerer hver gave, som om hun kalkulerer værdien. »Hvad med Fie? Hvorfor fik hun bare en bog, mens Villiam fik en traktor?« Hvordan forklarer jeg, at bogen var udvalgt med hendes interesser i tankerne, at den lige præcis passede? Men nej – hendes svar er altid: »Du elsker ikke min datter.« Jeg prøver at forklare blidt – jeg er ikke forpligtet til at elske. Den slags kommer naturligt, kan ikke tvinges. Jeg er god mod Fie, og det burde være nok.
Jeg har også talt med Mads. Roligt, uden drama. Forklaret, at jeg ikke har noget imod Fie. At jeg prøver at være opmærksom. Men jeg kan ikke tvinge mig til at elske lige højt. Og hvis han og Laura insisterer på, at jeg skal mærke noget, der ikke er der, er det måske bedre at begrænse kontakten end at være falsk. Han forstod. Han er en klog fyr. Men han står nu mellem to ildHan står der stadig, uden at vide, om han skal lytte til sit hjerte eller holde freden derhjemme.
