Nogen gange tænker jeg: hvordan har nogle mennesker frækheden til at insistere så ihærdigt på noget, der ikke er deres, under dække af omsorg og alder? Min svigermor er et levende eksempel på sådan en person. Hun hedder Helle Møller, hun er 67 år, og de sidste to år har hun næret én eneste drøm – at få min mand og mig ud af vores toværelses lejlighed i Aarhus og proppe sig selv ind i den, mens hun i bytte “gavmildt” tilbyder os sit forfaldne parcelhus udenfor Skanderborg.
Ud overfladen ligner hun en omsorgsfuld mor, en ældre kvinde, der er træt af hverdagens besvær. Men bag masken gemmer der sig en kalkulerende strateg. Huset, hun prøver at påtvinge os, burde ærligt talt have været revet ned for længe siden. Udefra er der revner i fundamentet, taget lækker, vinduesrammerne er rådne, og indenfor er der kulde, skimmel, skæve gulve og en konstant duft af fugt. Helle Møller har ikke renoveret en millimeter i årevis, med undtagelse af at holde blomsterbedene i live og beskjære ribsbusken – det er hele hendes husholdning.
Når hun besøger os, begynder hun altid med det samme ved døren:
»Hvor er det bare hyggeligt hos jer! Alt er rent og pænt. Det ville jeg også godt bo i…«
Og så, som tilfældigt:
»Måske skulle I alligevel overveje at flytte? Så kunne jeg jo få jeres lille lejlighed…«
Først sagde jeg ingenting. Så prøvede jeg at afvise det med en spøg. Men nu giver det mig kuldegysninger bare at se hendes blik, fyldt med gemt medlidenhed: »Åh, jeg er alt for gammel, jeg har ikke kræfterne til et hus…« Men hvad? Vasker gulvene sig selv i en lejlighed? Forsvinder støvet af sig selv? Laver renoveringen sig? Helle Møller tror seriøst, at en lejlighed er som et hotel med døgnåben rengøring. Hun forstår ikke (eller lader som om hun ikke forstår), at min mand og jeg har lagt tid, penge og kræfter i vores hjem. At intet af det »faldt ned fra himlen«, men er resultatet af hårdt arbejde.
Vi har foreslået en logisk løs# Privacy-Policy
Information for the Privacy Policy.
