Kære dagbog,
Mikkel og jeg lever et meget enkelt liv i en lille lejlighed på Nørrebro. Vi har vores lille dreng, Emil, som kun er tre år gammel. I starten af året sendte vi ham i børnehave på Amager. Jeg gik på fuldtid på et kontor, men indkomsten dækker slet ikke de nødvendige udgifter. Vi knap nok har råd til at købe noget ekstra, og hver måned er det en kamp at få enderne til at mødes.
Børnehavens månedlige kontingent er høj, så vi har aldrig meldt Emil til ekstra aktiviteter det var den eneste måde at holde budgettet på.
For et par uger siden besøgte min svigermor, Sidsel, fra Aarhus. Hun blev hos os i to uger og tog sig af Emil, hentede ham hver dag fra børnehaven. Efter et stykke tid modtog vi en regning fra børnehaven, som var en halv gang højere end før. Jeg var forbløffet! Det viste sig, at Sidsel havde tilmeldt Emil flere ekstra timer logopædiskole, sport og dans.
Da måneden var omme, annullerede jeg alle de ekstra hold. Vi skulle kun betale for den foregående periode, og vi undrede os over, hvor pengene skulle komme fra. Mikkel foreslog, at vi kunne låne af hans mor. Sådan gik vi frem. Da jeg forklarede Sidsel, hvorfor vi havde lånt, sagde hun, at hun ville betale for de ekstra timer. Hun overførte nogle kroner til vores konto med en bemærkning: “Til Emil.”
Ærligt talt følte jeg mig i starten meget akavet. Hvordan kan vi betragtes som ansvarlige forældre, når vi ikke selv kan sørge for vores eneste barns grundlæggende behov? Men efterhånden vænnede jeg mig til den månedlige overførsel fra Sidsel og indså, at der egentlig ikke var noget galt i, at bedstemor betaler for sit barnebarns ekstra timer ligesom hun giver ham legetøj eller andre gaver.
Sidsel har nu i to år betalt for Emils ekstra timer. Hun har aldrig glemt en betaling, og vi har aldrig behøvet at minde hende om det. I den tid er vores økonomi ikke blevet bedre. Så da Emil skulle starte i børnehaveklasse, opstod spørgsmålet igen: Hvordan kan vi forberede ham uden ekstra timer? Det er vigtigt, at han kan skrive og læse, ellers vil han falde bagud i skoleåret.
Jeg ringede til Sidsel og forsøgte at overtale hende til at aflyse logopæden, så pengene i stedet kunne gå til engelskundervisning, fordi Emil allerede taler fint. Sidsel svarede kort, at hun ikke ville betale for engelsktimerne, men at logopæden skulle aflyses.
Et par dage senere gik jeg til en manicure, mens Mikkel og Emil besøgte Sidsel. Da jeg kom hjem, så jeg Mikkel vred og ked af det. Jeg forstod straks, at noget var galt. Emil havde sagt til sin bedstemor, at han ikke ville deltage i de timer, hun betalte for, men i stedet ville gå til engelsk. Sidsel blev rasende, kaldte os løgnere, beskyldte os for at være utaknemmelige og truede med, at hun ikke ville give os flere penge. Hun krævede, at vi skulle tilbagebetale hende for den sidste måneds udgifter.
Jeg ringede tilbage for at tale med hende, men hun ville slet ikke lytte. Hun sagde, at hun havde fået nok, og at vi nu selv måtte betale for timerne.
Jeg sidder nu og spekulerer på, hvad vi skal gøre. Hvis Sidsel ikke længere betaler, og vi ikke har råd til selv, hvad er så vejen frem? Mikkel står på sin mors side, som tydeligvis har påvirket ham med sine argumenter. Jeg føler mig helt fortabt hvad gør man, når både økonomien og familierelationerne er i en så vanskelig knude?
