Svigermoren havde næsten dræbt min søn med sine “omsorgsfulde” metoder. Og min mand trak bare på skuldrene…
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det til Birgitte Nielsen, min svigermor, men hun forstår tilsyneladende ikke, at hendes blinde “kærlighed” og hjemmelavede lægemidler kunne koste vores barn livet. Ja, vi har vel det samme mål — at give vores barnebarn et sundt, lykkeligt liv. Men hendes metoder forvandler mit liv til et mareridt og min søn til et forsøgskanin.
Det begyndte, da Emil startede i børnehaven. Han var lige blevet tre, og som det ofte sker, blev han syg næsten hver uge. To dage i børnehaven — så kom feberen, snottet, hosten, skoldkopper… Jeg var lige vendt tilbage fra barsel til mit job i et forsikringsselskab, og der var ingen nåde. Sygedage var mit eget problem. Jeg måtte bede svigermor om hjælp. Hun bor lige i nærheden, er på pension og sagde ja med glæde.
Men det viste sig hurtigt, at Birgitte ikke aner noget om medicin — men er overbevist om, at hun ved bedst. Hun begyndte at “behandle” Emil selv: sirupper, dråber, piller — alt efter naboen eller et tv-program. Jeg efterlod tydelige instruktioner: hvad, hvornår og i hvilken dosis. Men svigermor ignorerede mine sedler. Og jeg tav. For jeg kunne ikke lade Emil være alene, og der var ingen andre at bede om hjælp.
Jeg tav, indtil Emil en dag begyndte at kæmpe for at trække vejret. Jeg kom hjem tidligt fra arbejde — intuition, skæbne, jeg ved det ikke. Hans ansigt var hævet, øjnene blodskudte, læberne blå. Jeg vidste det med det samme — allergi. Jeg fandt en ampul adrenalin i køleskabet, som jeg altid havde til nødsituationer, og gav ham sprøjten. En halv time senere kunne han trække vejret igen.
Jeg var lige ved at blive sindssyg. Og så åbnede jeg Birgittes medicinskab — og alt blev klart. Hun havde givet ham hostesaft, “immunitetsdråber” og nogle farverige piller, som “naboen fra fjerde sal havde anbefalet”. De “immunitetsdråber” var årsagen til den forfærdelige reaktion.
Jeg kunne ikke tie længere.
“Birgitte, vær sød at ikke give Emil noget, jeg ikke har godkendt. Jeg efterlader alt medicin, skriver det ned, forklarer det. Han kunne være død!”
“Åh, Freja, nu må du slappe af… Jeg ville bare have, at han hurtigt blev rask. Det er da bare lidt hoste og snottet. Jeg gav ham lidt saft, nogle dråber…”
“Disse dråber kunne have dræbt ham! Hvorfor ringede du ikke til lægen?!”
“Nå, lægen… Hvad nu hvis det ikke var alvorligt? Og du kom jo hjem i tide, alt gik jo fint. Har nogen nogensinde døet af kærlighed?…”
Lige da kom min mand ind.
“Hvad foregår der her?”
Svigermor med påtaget fornærmelse:
“Din kone siger, at jeg ikke passer godt nok på Emil. Måske skal hun selv passe ham fremover.”
“Freja, hvorfor gør du sådan?” sagde Kasper. “Mor hjælper os jo: hun laver mad, passer Emil. Hvorfor skælder du hende ud?”
“Ved du, at han næsten døde på grund af hendes ‘hjælp’? At hun proppede ham så fuld, at han fik en livstruende allergisk reaktion? Hvis jeg var kommet senere, havde vi ikke kunnet redde ham.”
“Åh, slap nu af, det gik jo fint! Mor lover jo, at hun ikke giver ham mere medicin, ikke mor?”
“Selvfølgelig. Jeg ville jo bare det bedste…”
Og så sagde han bare, koldt:
“Okay, nok nu. Lad os spise aftensmad, jeg er sulten.”
Jeg ville skrige. Men jeg tav. Da Birgitte var gået, prøvede jeg at tale med Kasper.
“Forstod du overhovedet, hvad der skete? Så du tilstanden, din søn var i?”
“Ja. Men mor har lovet, at hun ikke gør det igen.”
“Lovet… Hvad garanti er der for, at hun ikke giver ham noget andet i morgen?”
“Du ved, hun elsker Emil. Skal jeg ansætte en barnepige i stedet?”
“Ja!”
“Så du stoler ikke på min mor, men på en fremmed kvinde?”
“Efter det, jeg så — ja. For en fremmed barnepige vil i det mindste ikke eksperimentere med medicin. Jeg begynder at lede. Og hvis du selv havde set ham kæmpe for at trække vejret, ville du have forstået mig.”
Om natten kunne jeg ikke sove. Det føltes hele tiden, som om Emil igen blev blå, og jeg nåede det ikke. Jeg sad fast i elevatoren, mens han var derhjemme, alene, med en “omsorgsfuld” bedstemor og en håndfuld piller.
Næste morgen åbnede jeg min computer og begyndte at lede efter en barnepige. Måske er hun en fremmed, men i det mindste kan jeg lære hende at følge mine instruktioner. Og vigtigst af alt — hun vil ikke lyve for mig om, hvad hun giver mit barn.
Måske ville Birgitte det bedste. Men ofte er vejen til intensivafdelingen brolagt med netop sådanne hensigter.
