Mette kom sent hjem – arbejdet havde trukket ud, hendes hoved summede, og kroppen var tung af træthed. Hun anede ikke, at en ny bølge af fornærmelser og spændinger ventede. Da hun trådte ind i lejligheden, hørte hun straks en velkendt, men nu irriterende stemme fra køkkenet:
“Åh, der er hun jo endelig!” sagde Birthe Arnesen, Mettes svigermor, med en skarp undertone. “Det er længe blevet mørkt, og først nu kommer du hjem. Er dit job virkelig så vigtigt, at du kan glemme både mand og hjem?”
“Der var forsinkelse på arbejdet, en deadline skulle overholdes,” forklarede Mette roligt og smed automatisk sin jakke af.
“Deadline, ja… Imens sulter din mand,” mumlede Birthe videre. “Opvasken ligger i vasken, huset er støvet, du ser helt bleg ud – er det sådan en kone skal være?”
Mette nikkede træt og gik for at skifte tøj. Men da hun vendte tilbage til køkkenet, standsede hun op ved døren. Fra stuen lød en samtale mellem Birthe og Anders. Det, hun hørte, chokerede hende dybt.
“Hør nu her, Anders. Dorthe – min vens datter – er en helt anden slags pige. Klog, fra en fin familie. Og hun har faktisk et godt øje til dig,” hviskede Birthe forførende. “Og hun er ligeglad med, at du allerede er gift. Det behøver jo ikke vare evigt…”
Mettes hals snørede sig sammen. Blodet brusede i hendes kinder. Hvordan kunne man sige sådan noget? Hun havde lyst til at skrige, smadre noget, men i stedet gik hun tavs på badeværelset for at få ro.
Få minutter senere kom hun ud og støttede sig til væggen. Anders sprang op:
“Mette, er du okay?”
“Det er ingenting. Bare lidt stress.”
“Åh, nu bliver hun også syg!” udbrød Birthe. “Hun gør det selvfølgelig for at få opmærksomhed.”
Mette sagde ingenting, men næste morgen blev hun værre. Ambulance, hospital, undersøgelser. En time senere fortalte hun Anders:
“Der er ikke noget alvorligt. Men… jeg er gravid. Vi har brug for ro og lidt ekstra omsorg.”
Anders holdt hende tæt, og glædestårer strømmede ned ad hans kinder. Men glæden varede ikke længe.
Da de kom hjem, var Birthe stadig der. Og værre endnu – hun havde ikke tænkt sig at holde mund.
“Er du sikker på, det er dit barn?” spurgte Birthe koldt, da Mette et øjeblik var ude af værelset.
“Mor, er du ved dine fulde fem?” rasede han.
“Hun er altid sent på arbejde – du aner ikke, om hun narrer dig!”
Udenfor stoppede Mette op. Hun kunne ikke holde det ud længere. Hun gik ind og sagde beslutsomt:
“Jeg har ikke tænkt mig at retfærdiggøre mig selv eller tilpasse mig længere. Dette er din lejlighed – så jeg går. Anders, vælg: Er du med mig, eller bliver du her? Men jeg tillader ikke, at nogen nedgør mig længere. Jeg skal være mor. Og jeg vil gerne opdrage mit barn i kærlighed, ikke had.”
“Godt! Lad hende bare gå,” sagde Birthe koldt.
Men Anders fulgte ikke efter hende. Han stirrede på sin mor, som om han så hende for første gang.
“Tror du, jeg har udholdt alt dette for din skyld? Nej, mor, det er Mette, jeg elsker. Men dig? Jeg har ondt af dig. Du har skubbet alle væk. Fire ægteskaber – og med ingen kan du leve i fred. Og nu skal jeg lytte til dine råd? Nej. Jeg går. Jeg bygger en familie med Mette. Bland dig udenom.”
Han vendte sig og råbte:
“Mette! Hvor er vores store rejsetaske?”
Et år senere gik en familie af tre gennem en parkallé: Anders, Mette og lille Villum, der sov fredeligt i barnevognen. De boede nu i en ny lejlighed, som de havde købt sammen – lige delt mellem dem. Det havde været hårdt, men glæden var større.
“Det begynder at blive koldt,” bemærkede Anders. “Skal vi hjem?”
“Ja, det er tid. Villum vågner snart.”
Men lige da lagde Mette mærke til noget underligt. Nogen fulgte efter dem, gemte sig bag træerne.
“Anders, der er nogen, der skygger os.”
Anders standsede brat:
“Mor! Stop nu! Hvor længe vil du blive ved med at lege spion?”
Bag et træ trådte Birthe frem. Mette genkendte hende knap. Hun var forandret: sammenbøjet, medtæret, blikket slukket.
“Jeg… undskyld. Jeg ville bare se mit barnebarn. Bare et glimt…”
“Du kunne bare have kommet normalt. Du ved, hvor vi bor,” svarede Anders tørt.
“Jeg kunne ikke. Jeg skammer mig. Jeg… har forstået det nu. Undskyld, begge to. Jeg tog fejl. Mette… det var ikke af ondskab. Jeg troede virkelig, du ville ødelægge hans liv. Men det modsatte skete…”
Mette tav. I hendes hoved gav ekkoet af Birthes tidligere ord stadig genlyd. Men nu stod der ikke en tyrann over for hende, men en gammel kvinde, der bad om tilgivelse.
“Vi går hjem. Hvis du vil, kan du følge med. Hvis Anders har det fint med det,” sagde hun endelig.
“Mor, jeg har ikke noget imod det. Men kun hvis du spiller ærligt. Ingen bebrejdelser, ingen indblanding.”
“Det lover jeg. Jeg vil bare gerne se jer af og til. Villum. Jer begge. Det er alt, jeg har brug for…”
Denne gang holdt Mette ikke på vreden. De gik side om side. Villum sov, og Birthe skubbede stilfærdigt barnevognen med et svagt smil. Fortiden lå bag dem.
Selve de stolteste hjerter kan lære at elske.
