**Dagbogsnotat**
De siger, at man i alderdommen høster, hvad man har sået. Nogle får kærlighed og varme fra deres nærmeste, mens andre kun mærker den kolde vind fra en dør, der bliver smækket i ansigtet. Min svigermor, Gerda Nielsen, har aldrig været kendt for sin blidhed. Hun bar sig altid ad med en stolt, streng mine, som om alle omkring hende skyldte hende noget. Især hendes eneste søn. Og absolut mig – ”den tøs, der tog min søn fra mig”.
For mange år siden, da jeg var på min anden barsel, og min mand havde mistet sit job, kunne vi ikke længere betale vores realkreditlån. Vi bad om at flytte ind hos min svigermor – i hendes store lejlighed i Aarhus, som hun havde arvet efter sin far. På det tidspunkt boede hun der sammen med sin yngste søn, Mathias, og nu også os: min mand, mig og vores to små børn. Vi håbede, det var midlertidigt. Men det blev hurtigt et helvede.
Gerda lod aldrig en chance gå fra sig for at gøre os opmærksomme på vores fejl. Børnene generede hende, de lugtede forkert. Legetøj på sofaen udløste hendes raseri. Maden til babyen kaldte hun for ”stinkende grød”, der fyldte hendes køleskab. Jeg sagde ingenting. Tålte alt for ikke at gøre det værre. Men en dag sagde hun det lige ud:
”I går mig på nerverne. Pak jeres ting. Rejs. Jeg kan ikke bo i dette cirkus længere.”
Vi blev ydmyget. Der var næsten ingen penge tilbage efter salget af vores gamle lejlighed og afbetaling af gæld. Med besvær samlede vi nok sammen til et lille hus uden for Randers – uden vand eller afløb. Toilettet var et udhus i udkanten af grunden, og vand hentede vi fra brønden.
Lidt efter lidt byggede vi vores hjem op igen. Brugte vores børnecheck, tog endnu et lån. Ti år senere flyttede vi endelig ind i vores eget hus. Ikke noget slot, men med brusebad, varmeanlæg og nyt køkken. Og lige da det værste syntLige da vi troede, det værste var overstået, og vi endelig følte os trygge, bankede skæbnen – eller rettere Gerda – på vores dør igen.
