Svigerfaren begyndte at komme forbi hver dag. Jeg har ikke noget imod gæster, men han æder alt, hvad vi har: jeg prøvede at snakke med min kone, men det hjælper ikke.
For et halvt år siden tog min kone, Mette, og jeg en svær, men nødvendig beslutning – at flytte til en anden by. Førhen boede vi i udkanten af Kolding, hvor vi arbejdede sammen på en fabrik. Alt var okay. Vi levede ikke i luksus, men vi sultede heller ikke. Vi forstod hinanden uden ord. Der var ingen skænderier eller klager. Men alt ændrede sig pludselig, da fyringerne startede på fabrikken. Først blev Mette sagt op, og så mig.
Vi havde næsten ingen opsparing – to børn, lån, og alt, hvad vi tjente, gik til mad og regninger. Det føltes, som om alt faldt sammen. Og lige der rakte hendes far – min svigerfar – en hjælpende hånd. Han boede i en anden by, Aarhus, og lejede sin lille lejlighed på udkanten ud. Lejligheden var i dårlig stand, den skulle have renoveret, men i det mindste var der et tag over hovedet.
Vi flyttede ind – jeg var virkelig taknemmelig. På det tidspunkt føltes det som en redning. Den første måned var et mareridt: der var næsten ingen penge, vi strakte os for at give børnene mad og betale regningerne. Jeg ledte efter arbejde – uden held. Jeg følte mig magtesløs, men holdt ud. Mette tog sig af hjemmet og børnene, mens jeg prøvede at finde noget, bare for at holde mig fra at blive sindssyg.
Da jeg fik min første løn fra det nye job, var jeg lige ved at græde. Jeg begyndte at tro på det igen. Jeg arbejdede til sent om aftenen. Kom hjem sent, men med en følelse af, at vi kom ovenpå. Jeg begyndte at give svigerfaren en del af pengene – til regninger og som tak. Jeg troede, det bed sig. Men det viste sig, at det kun var begyndelsen.
Svigerfaren begyndte at komme forbi. Ofte. Først bare “lige på vej forbi”, så “for at spise middag med børnebørnene”, og til sidst – hDage. Og desværre ikke for at hjælpe, men for at spise alt, hvad vi havde.
