Svigermor i anden potens – Sådan! – udbrød Egon overrasket, da han åbnede døren og så en lille, spinkel, ældre dame i slidte jeans med et drillende smil og glimt i øjet. ‘Det er Irinas mormor, fru Valentina – men hvordan er hun pludselig dukket op uden varsel, end ikke et opkald…’ – Hej, sønnik! – hilste hun og smilede, – Luk mig dog ind i varmen? – Ja, selvfølgelig! – svarede Egon halvt forfjamsket. Hun rullede straks sin trolley ind. – Giv mig gerne stærk te! – sagde hun myndigt, da Egon bød hende på en kop. – Irina er på arbejde, Oline i børnehaven – og hvorfor sidder du her og slapper af? – Fik tvungen ferie… i to uger, – sukkede Egon. Hans drøm om afslapning svandt ind. Han kiggede håbefuldt på gæsten: – Skal du være her længe? – Præcis, jeg bliver et godt stykke tid, – nikkede hun, mens Egons illusioner brast. Valentina han knap kendte – han havde kun mødt hende flygtigt til ham og Irinas bryllup. Han havde dog hørt nok fra sin svigerfar, der hviskende og med rystende ben fortalte om sin viljestærke svigermor. – Vask op og gør dig klar – du giver mig en rundtur i byen! beordrede hun. Uden indsigelser, da hendes kommando-måde lagde enhver diskussion død, førte Egon hende ud. – Du viser mig havnepromenaden! Hvordan kommer vi nemmest? Hun tog ham arm i arm og førte an. – Taxi er vel nemmest, – foreslog Egon. Så fløjtede Valentina med fingrene mellem læberne, og straks bremsede en taxa. – Skal man nu fløjte sådan? Hvad vil folk dog tænke? – skumlede Egon. – At det må være dig, der er uopdragen, – lo den spinkle, gråhårede dame, og taxisøsteren flækkede af grin. – Du, Egon, er ordentlig, – konstaterede Valentina da de slentrede langs vandet. – Din mormor er nok artig – sådan er jeg aldrig blevet. Irinas morfar, Gud have ham, var rolig bogorm, og så kom jeg og trak ham med i alle mine eventyr, fra bjerge til faldskærmsspring og alt muligt sjov. Egon lyttede målløs. Han vidste ikke sin kones mormor havde haft et så eventyrligt liv. – Og du? Har du sprunget faldskærm? – I militæret, fjorten spring, – sagde han ikke uden stolthed. – Det ka’ jeg lide! – nikkede Valentina og brummede en soldatervise, som Egon straks istemte. Sangen brød isen, og Egon følte sig ikke længere så kejtet med hende. – Nu skal vi hvile og nippe lidt, – sagde hun og pegede på en grillbod, hvor en mørkhåret grillmester stak spid igennem marineret kød og så vild nok ud til at kunne fægte med dolk – man fik lyst til at danse kaukasisk dans og råbe ‘Assa!’ Bag ved dem dukkede en lille grå killing frem fra buskene, sulten og nysgerrig. – Netop dig mangler vi! – grinede Valentina. – Grillmester, giv vores ven noget frisk kød! Mens killingen spiste, fik Egon at vide, – I har jo en datter – hvordan vil I opdrage hende til venlighed og omsorg uden en kat i huset? Her har I jeres nye familiemedlem! Efterfølgende gav Valentina sig til at vaske killingen mens Egon blev sendt ud efter katte-udstyr. Da han kom hjem, var der grin og liv i huset. Irina og Oline flokkedes om mormor, der strøg dem kærligt på hovedet, mens killingen – nu døbt Leo – betragtede de nye familievaner. – Her Oline, et sommersæt – og Irina, her lidt pikant til skuffen – intet løfter en kvindes selvværd som blonder! Den næste uge sprang Oline børnehave over – hun og mormor var ude hver dag på eventyr. Hjemme ventede Egon og Leo-killingen til de samledes med Irina om aftenen og gik tur sammen. En af aftenerne satte Valentina sig alvorligt: – Egon, jeg rejser i morgen. Giv Irina dette efter min afrejse. – Hun rakte ham et dokument. – Mit testamente – lejligheden går til hende, min mands livsværk af et bibliotek får du, der er sjældne skatte iblandt… – Men hvorfor?! – indvendte Egon, men hun tav ham ned. – Irina ved intet – men du gør nu. Mit hjerte er dårligt, alt kan ske, man må være forberedt. – Men du skal da ikke være alene! – protesterede Egon. – Jeg har altid nogen, siger hun og smiler – og du, pas nu på Irina og Oline. Du er en god og pålidelig mand. Og jeg er så for dig – svigermor i anden potens! – Hun grinede hjerteligt og klappede ham på skulderen. – Måske du bliver lidt længere? – spurgte Egon håbefuldt. Valentina sendte ham et taknemmeligt smil og rystede på hovedet. Hele familien fulgte hende til toget næste dag, selv Leo på Olines arm så trist ud. Valentina tog fat i Egons hånd, så på ham – og fløjtede kraftigt. En taxa bremsede op. – På med dig, svigersøn, du må følge mig til toget! – lød ordren. Hun kyssede Irina og Oline, og satte sig foran. Taxachaufføren stirrede forbavset. – Hvad glor du på? – gurglede Egon – har du aldrig set en ordentlig dame før? Den spinkle bedstemor rystede grinende sine grå lokker og gav Egon et kærligt dask på hånden.

2. juni

Hvem skulle have troet det! Da jeg kom ud i entreen, stod der pludselig en lille, ranglet ældre dame i slidte cowboybukser foran min dør hendes smalle læber krummede sig i et drillende smil. Øjnene glimtede legesygt under de sammenknebne øjenlåg.

Det gik op for mig, at det var Idas mormor, Agnete Madsen. Men hvordan kunne hun bare troppe op uden at give besked ikke engang et opkald!

Hej, min dreng! sagde hun med smil i stemmen. Vil du ikke lukke mig ind?

Ja, selvfølgelig! udbrød jeg, mens jeg fumlede med dørhåndtaget. Kom bare ind.

Agnete trillede sin lille kabinekuffert ind i lejligheden. Jeg satte straks vand over til te.

En stærk kop til mig! befalede hun, mens jeg skænkede op. Nå, Ida er altså på arbejde, lille Alberte i børnehave og du, hvorfor daser du sådan?

De har sendt mig på ferie, sagde jeg lidt nedslået. To uger, fabriksbetalt. Jeg havde ellers drømt om lidt alenetid… Jeg kiggede håbefuldt på hende: Hvor længe havde du tænkt dig at blive?

Lang tid, svarede hun og nikkede, hvilket knuste det håb.

Vi kendte ikke hinanden synderligt jeg havde kun set Agnete på mit bryllup med Ida, dengang hun kom hele vejen fra Viborg. Men Idas far havde fortalt historier når han snakkede om sin svigermor, hviskede han og så sig ængsteligt omkring, som om hun kunne dukke op bag hver en dør. Det var tydeligt, at han både elskede og frygtede hende.

Vask op, og gør dig klar. Jeg giver dig en rundvisning i byen, og du skal selvfølgelig være min ledsager!

Jeg kunne ikke finde på modargumenter, og ærligt talt turde jeg ikke. Hendes tone mindede om sergenten, jeg havde under værnepligten. Dem satte man sig ikke op imod.

Du skal vise mig havnefronten! beordrede Agnete. Hvordan når vi nemmest derhen? Hun tog min arm og begyndte at marchere afsted, nysgerrigt spejdende omkring sig.

Vi tager en taxa, sagde jeg og trak på skuldrene.

Pludselig satte hun to fingre til munden og fløjtede så gaden rungede. En forvirret taxachauffør bremsede straks hun havde intet imod at skille sig ud.

Nu må du altså ikke fløjte så højt! Hvad vil folk ikke tænke? formanede jeg, mens jeg hjalp hende ind på forsædet.

Ingenting, svarede hun muntert, de synes sikkert bare, det er dig, der er vild med opmærksomhed.

Chaufføren lo, og de to gav hinanden et klask i hånden, som om de var gamle venner.

Du, Christian, du virker som en ordentlig, stille fyr, sagde hun, mens vi langsomt slentrede ned langs havnen. Din farmor er sikkert altid proper og velformuleret det har jeg aldrig kunnet finde ud af. Idas morfar, Gud have ham, blev aldrig rigtig vant til mit temperament. Han var sådan en stille bogorm, og så kom jeg ind i hans liv bum! Jeg slæbte ham op i bjergene, lærte ham at hoppe i faldskærm. Men han nægtede at prøve hanggliding alt for vovet. Han og Ida stod og kiggede på, mens jeg svævede i luften over dem.

Jeg lyttede forbløffet. Ida havde aldrig nævnt mormorens eventyrlyst. Hendes liv havde åbenbart budt på meget mere, end jeg havde forestillet mig. Agnete så bestemt på mig:

Har du nogensinde sprunget i faldskærm?

Under værnepligten fjorten spring, indrømmede jeg stolt.

Respekt! nikkede hun anerkendende, før hun begyndte at nynne:

Vi skal falde længe endnu,
Ud i dette frie fald…

Jeg kendte sangen, tog straks fat:

Silke-hvidt skyer trykker nænsomt,
Bag min ryg som fuglens vingefald…

Pludselig var det ikke så svært at være sig selv med Agnete Madsen.

Vi har fortjent lidt pause og noget mad! udbrød hun så. Se, den bod derovre kan du dufte den grillmad? Han må være god!

Ved grillen stod en mørkhåret mand, med et lidt vildt blik, og vendte spyd med duftende marineret kød. Han så ud, som om han med samme håndelag kunne stikke et dolk i enhver uven. Jeg fik lyst til at råbe Skål! og danse folkedans over brostenene, hvis ikke jeg havde min værdighed.

Da vi havde sat os, blinkede Agnete med øjet og brød ud i sang på perfekt dansk:

For fest og glæde,
Skal vi synge sammen!

Grillmesteren så overrasket ud, men blev hurtigt revet med han sang med, og sammen lo de over hele boden.

Det er jer vel undt, ærede frue, sagde grillmesteren og anbragte et fad grillspyd, lune pitabrød og frisk salat foran os. Han satte to glas iskold rødvin på bordet og hilste med hånden på hjertet.

En lille, gråstribet killing sneg sig frem fra et buskads, satte sig ydmygt på bagbenene og kiggede bedende op på os.

Det var lige dig, vi manglede! lo Agnete og nikkede venligt til killingen. Kom, lille ven. Så vendte hun sig mod grillmesteren: Kan du skære et par friske kødstrimler til vores ven?

Mens den lille kat åd, sagde Agnete bestemt:

I har jo en stor pige det er vigtigt, hun lærer empati og omsorg! Hvordan vil I give Alberte det, hvis I ikke har en kat i huset? Den her lille fyr bliver jeres første skridt.

Efter turen vaskede hun den svedige killing, og jeg fik en indkøbsliste i hånden: kattebakke, madskåle, kradsetræ, seng det hele for killingen, som senere fik navnet Lasse.

Da jeg endelig kom hjem, var der glade pigestemmer i hele lejligheden. Ida og Alberte hang om halsen på mormor Agnete, som kyssede begge sine børn med lykke i blikket. Killingen sad forundret på sofaens ryglæn og betragtede sit nye hjem.

Det her er et sommeroutfit til dig, Alberte, sagde mormor og delte gaver ud, og til dig, Ida… Intet løfter en kvinde i hendes mands øjne som lidt blonder.

Den næste uge kom Alberte ikke i børnehave. Hver morgen gik hun og mormor ud i byen, først til frokosttid kom de trætte og glade hjem.

Derhjemme ventede jeg og Lasse, nu husets midtpunkt. Om aftenen sluttede Ida sig til, og hele familien gik tur naturligvis med Lasse i snor.

En aften, mens solen var ved at gå ned over tagene, kom Agnete hen til mig, nu mærkbart alvorlig.

Christian, jeg skal videre i morgen. Det er tid. Her er mit testamente aflever det til Ida, når jeg er taget af sted. Hun rakte mig et dokument. Alt går til hende. Til dig min afdøde mands livsværk: biblioteket. Der er bøger med dedikationer fra store danskere…

Men Agnete… begyndte jeg, men hun afbrød venligt:

Ida ved det ikke, men du skal vide mit hjerte er svagt nu. Det kan slutte pludseligt. Det er sådan, det er.

Hvordan kan du bare være alene? spurgte jeg uvilligt. Ingen burde være alene!

Jeg er aldrig helt alene, smilede hun. Idas mor bor jo også tæt på. Pas nu godt på Ida og Alberte. Du er en god og tryg mand. Tænk jeg er jo nærmest din svigermor i anden potens! Hun slog mig kærligt på skulderen og lo. Det smittede.

Kunne du ikke blive lidt længere? bad jeg.

Agnete smilede varmt og rystede på hovedet.

Hele familien fulgte hende ud til taxaen næste dag. Endda Lasse, der blev båret af Alberte, kiggede trist efter hende.

Agnete satte igen fingrene for munden og fløjtede højt. Taxaen bremsede med et sæt.

Kør mig til stationen, Christian! sagde hun og kyssede Ida og Alberte farvel, før hun satte sig ind foran.

Taxachaufføren gloede målløst efter hende.

Hvad glor du på? sagde jeg. Har du aldrig set en ordentlig dame før?

Den spinkle mormor rystede på sine grå krøller, brød ud i latter og tappede venligt min hånd med sin egen.