Dagbog, onsdag d. 7. februar
Nogle gange føles familien som et rigtigt teaterstykke, og i dag var intet unntag. Nu sidder jeg her efter en lang dag, og prøver at samle mine tanker. Det har været Vads 35-års fødselsdag, og jeg havde virkelig gjort mig umage med at dække et bord, man ikke behøvede gemme for svigermødre og pæne folk.
Det begyndte allerede, da Vads så den store vakuumpakkede mørbrad og spurgte, om det nu var nødvendigt med så meget pålæg og delikateser. Sådan et stykke oksekød koster en halv flybillet, mente han dramatisk og viftede med pakken foran næsen. Jeg nikkede bare og stillede mælken ind i køleskabet. Du fylder jo år! Dine venner kommer, din mor kommer. Skal vi nøjes med kogte kartofler og marineret sild? Jeg har fået bonus på arbejdet, og bare én gang om året må vi vel godt have noget ordentligt på bordet?
Han vrissede, som han plejer, og pegede på prisetiketten, men placerede alligevel kødet andægtigt i køleskabet. Måske din mor skulle tjekke, før hun besvimer over priserne, mumlede han.
Forudsigeligt havde Karen (min svigermor) meldt sin ankomst tidligt under påskud af at hjælpe til. Hendes hjælp består som altid i at sidde på den bedste plads midt i køkkenet, kommentere alt, og uddele gratis opskrifter og kritik denne gang af både min løghakkeri og gardinernes farvevalg.
Præcis kl. 14 ringede det på døren, og jeg tog en dyb indånding, smilede, og gjorde klar til karens parade. Nå, lille fødselar! Kom og få et kys! hylede hun, mens hun foldede sig ud i gangen og placerede sig i køkkenet med sin kæmpe indkøbstaske hun slipper den aldrig.
Nå, jeg har taget lidt fra kolonihaven jeg ved jo, at jeres køleskab altid er tomt! Hun sætter en krukke hjemmesyltede agurker på bordet, et net æbler fra haven, halvt ved at rådne, og en pose Matadormix der tydeligvis har overlevet både euroen og finanskrisen.
Jeg takkede, prøvede at undgå øjenkontakt med agurkerne, og så begyndte hendes ransagning af køleskabet for at se, om der er plads, som hun siger, men enhver ved, det er ren inspektion.
Hun blev helt stiv, da hun spotter et glas stenbiderrogn og et par flasker god rødvin. Har Polina robbet en bank? Eller har de fundet guld på Bornholm? spurgte hun, og så begyndte den gamle sang om, at hun lever på folkepension og vi svælger i luksus.
Så klaskede hun sig ned på sin vante plads mens hun sukkede over sit blodtryk hun skulle selvfølgelig have været hjemme, men offerrollen er åbenbart essentiel på festdage.
Tre timer gik med madforberedelse, mens hun sagde den samme gamle plade: Du bruger for meget mayonnaise, Det brød kunne du have fået i Netto til halvdelen af prisen, Mørbraden vil blive sej, du skulle have banket den bedre. Alt sammen som baggrundsstøj, som jeg var tvunget til at ignorere.
Kl. seks begyndte vennerne at dukke op, stemningen lettede, og bordet bugnede: ovnbagt flæskesteg, aubergineruller med valnødder, små tærter med stenbiderrogn, skiver af den dyre mørbrad og tre slags ost. Da alle havde sat sig, og første skål til fødselaren lød, overtog Karen straks scenen og fortalte om Vads fødsel samme historie for femtende gang.
Og nu er du voksen, gift og det hele Ja ja, man kan ikke få det hele, bare du er glad. Maden betyder altså ikke så meget, men Polina har nu brugt for mange penge. Jeg ville have lavet et mere ydmygt bord, men nu til dags skal alt vises frem. Hun besvimede over min ovnbagte ål og sukkede: Bare almindelig fisk, alt for fedt i min tid var den bedste fisk makrel!
Trods al kritik spiste hun mere end nogen af gæsterne især de dyre delikatesser røg hurtigt. Er den stenbiderrogn nu ægte? spurgte hun, og bad mig vise indholdsfortegnelsen, så vi ikke blev forgiftet.
Aftenen blev god alligevel, folk grinede og roste maden. Karens fem øre om fattige pensionister og utaknemmelige børn druknede heldigvis i latteren.
Sent begyndte folk at gå hjem, og Karen erklærede, at hun ville hjælpe med oprydningen ellers roder I til i morgen! Hun skulle selvfølgelig ikke tage taxa, men hjem med bussen.
Jeg var udmattet, havde migræne, og undskyldte mig et øjeblik. Men så slog det mig, jeg bør holde øje med hende hun har en tendens til at rode i mit skab og flytte ting rundt. Da jeg sneg mig tilbage til køkkenet i mine hjemmesko, stod hun der med ryggen til, tasken åben, og gik systematisk til værks.
Først samlede hun resterne af den dyre mørbrad, flæskestegen og spegepølsen, lagde det resolut i en plasticpose og dumpede det ned i taskens dyb. Min portion røget laks som skulle være til morgenmad røg også med. Dernæst kagen jeg havde bagt natten før, blev klemt sammen i stanniol og stuvet ned. En god klump parmesan gik samme vej, plus et glas oliven og til min store overraskelse hele flasken god cognac, som Vads kolleger havde givet ham.
Jeg stod der i døren og kunne ikke få mig selv til at sige noget. Skulle jeg råbe? Slå i bordet? Kaldte hende tyv? Det kunne jeg bare ikke.
Så kom Vads hjem fra skraldespanden. Karen stivnede og lukkede tasken hurtigt, men jeg så det hele. Hun mumlede noget om tommer glas, men tasken var tung som cement, og da hun ville slæbe den, gik remmene op og indholdet væltede ud over gulvet.
Skiver af mørbrad, stanniol med kage, laksen ud på Vads sko, cognacen rullede hen, parmesan ovenpå et sandt festmåltid rullet ud på linoleummet.
Der blev så stille. Vads kiggede fra fisken på sin sko til sin mor og så ud som om han blev ti år ældre på et sekund.
Mamma hvad er det? spurgte han.
Karen spænderede og gik til angreb: Ja, jeg tog det! I har mere end nok, I smider jo ud! I er blevet så fine, skreg hun. Jeg har kun min pension! Jeg har ret til at smage den slags jeg har opfostret dig! Skal jeg tigger nu?!
Vads bøjede sig, lagde fisken på bordet og flasken på plads. Du kunne bare have bedt om det, mamma. Vi sender jo altid noget med dig. Altid.
Skal jeg tigge? hvæsede Karen. Man bør tilbyde! Egoister!
Men du bad ikke du tog det. Ligesom en rotte. sagde Vads lavt.
Karen slog sig for brystet: Jeg får hjertestop! Mig, en veteran fra lærerværelset! Men Polina mindede hende roligt om, at hendes hjertemedicin lå i lommen på frakken.
Så bad jeg Vads samle det hele i en pose og give det til hende. Skal hun have det hele hendes gave for i år? Og i betaling for, at jeg ikke vil se hende i huset den næste måned
Karen tog imod posen med tårer i øjnene: I skal nok få kolben galt i halsen! skreg hun og trampede ud, så pudset dryssede fra dørkarmen.
Jeg satte mig, rystende, og Vads hældte en cognac op til os begge. Undskyld, Pouline, sagde han.
For hvad? Du kunne jo ikke vide det, sagde jeg. Han forklarede, han skammede sig på hendes vegne, og at han fremover ville skifte låsene, så hun ikke kan komme ind uanmeldt.
Sådan har jeg aldrig set ham før han satte faktisk grænser, og jeg mærkede en form for respekt og lettelse.
Nå, hvad spiser vi nu? spurgte jeg og så på det halvtomme bord.
Vads smilede, åbnede køleskabet, og fandt det sidste glas stenbiderrogn, et par æg og lidt mælk. Omelet med rogn. Kongeligt!
Jeg lo. Til gavn for mig og måske for os begge føltes netop denne morgenmad som den lækreste jeg har smagt. For den var helt fri for skyld og dårlig stemning.
To dage senere ringede Karen. Vads vendte telefonen og lod den ringe. Skal du ikke tage den? spurgte jeg.
Næh Lad hende tænke over det lidt. Nu tager jeg dig i biografen.
Nu sidder jeg her, og selvom køleskabet er ret tomt, føler jeg mig lettet og fredfyldt. Det føles som om, vi har taget vores familie tilbage sammen. Og det, uanset om vi mangler lidt mørbrad og parmesan, er langt mere værd end nogen delikatesse.
PoulineSå da Vads vendte sig og fandt mine hænder på køkkenbordet, så vi på hinanden og vidste, at noget havde ændret sig. Måske var vi endelig de voksne nu. Måske kunne vi være hinandens familie, uden at det altid skulle være et teaterstykke med skænderier og drama. Måske var et næsten tomt køleskab netop det, der gav plads til noget nyt.
Han kyssede mig på panden, og jeg mærkede en underlig latter i brystet. Hvad så næste år? spurgte han, og jeg lo: Vi bestiller bare pizza og du inviterer kun de gæster, du orker.
I entreen lå stadig et par krummer fra Karens parade, og kagen havde sat sig som et blødt mærke på gulvtæppet. Jeg fejede det væk. Nogle spor må man gerne fjerne.
Senere, efter biografen, sad vi på en bænk og spiste popcorn med alt for meget salt, og jeg tænkte, at det her at grine i mørket og mærke den trygge varme fra Vads hånd slet ikke har noget med opvask, gaver eller parmesan at gøre.
Familiens teater lyder og lever videre. Men måske optræder vi nu på scenen med lidt mere mod, lidt mere humor og med hinanden i centrum.
Og netop derfor kan jeg, for første gang i lang tid, skrive i min dagbog: I dag er det bare os, og det føles helt rigtigt.
