I fødeafdelingen fik svigerdatteren at vide, at svigermor var flyttet ind hos dem.
De unge forældre blev straks kørt til side af den nybagte bedstemor fra deres egen søn.
Hjemme bemærkede Christina, at den baderutchebane og pakke bleer, hun havde købt, var blevet forvist til altanen.
– Hvor er det dejligt, at I får en lille dreng. Jeg har længtes efter at kalde en søn for Karsten! Måske vil I give barnebarnet det navn! – kvidrede Christinas svigermor i telefonen.
– Vera Nielsen, vi har allerede fundet et navn. Det bliver Søren. Søren Andersen lyder perfekt, – forsøgte Christina at forklare forundret over navneforslaget.
– Du gider aldrig lytte til mig! Hvad for en Søren? Dem er der alt for mange af. Jeg har fundet et stærkt og smukt navn til barnebarnet, og så har du ikke respekt for det? Egoist! – udbrød svigermoren og lagde på.
“Sine egne sønner hedder Anders og Alexander! Men til barnebarnet fandt hun ikke andet end Karsten,” grublerede Christina for sig selv.
Da Christina fortalte sin mand om samtalen med hans mor, grinede Anders bare:
“Kan du huske din drøm? Hvilken fisk så du?”
***
Christina og Anders havde været gift i over ti år, men de havde stadig ingen børn.
Først havde de travlt med deres karrierer og boligkøb, derefter rejste de rundt.
Da de nærmede sig tredive, begyndte de at overveje børn, men indså, at det ikke var så ligetil.
Der begyndte lange ture til læger, undersøgelser og behandlinger. Alt syntes i orden, men graviditeten udeblev.
Til deres tolvte bryllupsdag måtte de sørgmodigt erkende, at de nok blev barnløse. Anders tørrede en tåre væk og sagde:
“Det er nok ikke vores skæbne at blive forældre. Men jeg elsker dig og vil blive gammel sammen med dig.”
En måned senere drømte Christina en usædvanlig klar drøm. Hun drømte, at hun gik ind på badeværelset og så en stor karpe i badekarret.
“Anders, Anders! Se, hvad vi har her! Hvordan skete det? Du fisker jo aldrig!” råbte Christina til Anders… og vågnede.
Det var morgen. Christina fortalte Anders om drømmen, da hun stod op til arbejde. Han smilede:
“Måske skal jeg begynde at fiske, når du nu drømmer om fisk!”
På arbejdet delte Christina drømmen med et par kolleger over en kop te.
Tilde Smidt smilede hemmelighedsfuldt og sagde til Christina:
– Åh, Christina! Du skal nok få dig en fisk. En livslang en!
– Hvad mener du?
– Det betyder graviditet. Husk mine ord!
Christina sukkede bare. Den sidste måned havde hun ingen forventninger. Men da hun regnede efter, indså hun, at hun var fem dage efter.
Den næste morgen stirrede hun forbløffet på en test med to tydelige streger.
Graviditeten forløb godt, og de første tre måneder blev Christina kun ramt af let kvalme.
Senere blev det svigermor, der plagede hende.
***
Vera Nielsen var en handlekraftig kvinde, der længe havde ventet barnebørn. Da hun fandt ud af, at Christina var gravid, begyndte hun straks at belære hende.
– Du har brug for mindst halvtreds bleer. Flannel og tynde. Jeg håber, dit strygejern fungerer, for de skal vaskes og stryges ved højeste temperatur, fra begge sider!
– Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at svøbe. Nu kan man jo bare købe sparkedragter og bodystockings med bleer.
– Hvad snakker du om? Du får jo en dreng! Ingen plastikbleer! Kun gaze! Jeg skal nok lære dig det hele, ellers ødelægger du mit barnebarns helbred fra start!
– Okay, men så vil jeg i det mindste vælge farve og mønster på de bleer, – gav Christina sig. – Jeg kan ikke lide for skrappe farver med mønstre.
– Vi skal nok finde nogen, du kan lide, – svarede svigermoren ivrigt.
En uge senere præsenterede Vera Nielsen Christina for en stor pakke bleer:
“Jeg tænkte, hvorfor skulle du trave rundt i butikkerne og indsamle bakterier? Jeg kunne sagtens selv! Se, hvor fint flannel!”
Christina åbnede de ene ble efter den anden: alle i skarpe farver med kæmpe ænder, bamser og glorede biler.
“Nå, siden de er købt, siger jeg ikke noget.”
I fødeafdelingen fandt svigerdatteren ud af, at svigermoren var flyttet ind “for et par uger, for at hjælpe med den nyfødte.”
For udmattet af den udmarvende fødsel orkede Christina ikke at brokke sig.
“Hjælp er velkommen i starten,” tænkte hun.
“Åh, du holder ham helt forkert! Giv mig ham, jeg viser dig, hvordan man gør det rigtigt,” sagde svigermoren, da Christina kom hjem.
De unge forældre blev straks holdt på afstand af den nybagte bedstemor fra deres egen søn.
Hjemme bemærkede Christina, at badeindretningen og pakken med bleer, hun havde købt, var blevet henvist til altanen.
– Jeg skal vise jer, hvordan man vasker et barn! I bunden af badekarret lægger man et tæppe, ikke jeres mærkelige indretninger! Ellers brækker I arme og ben på min Karsten.
– Han hedder Søren, – mindede Anders om.
– Kalder I ham, hvad I vil, men for mig er han Karsten! Kom, vi skal bade dig, Karsten! Badekarret skal være dampende som sauna. Ellers forkøler I ham!” fremfærdede svigermoren og tændte for det varmeste vand.
Da badet var klart, tog Vera Nielsen barnet med sig og fortalte Anders, at han ikke skulle lade døren stå åben, før hun gik ind for at vaske barnet.
Barnet græd, mens bedstemor sæbede ham grundigt ind med børnesæbe. Efter badet blev han stramt svøbt i to lag.
– Vi har jo varme indenfor, – prøvede Christina at argumentere.
– Det føles måske varmt for jer. Han er lille, han kan fryse. Hold huen på, og lad ham ikke ligge åben!
Det blev en urolig nat for Christina og Anders. Barnet kunne ikke sove i våde gaze bleer og vækkede dem konstant med gråd.
De måtte op, pakke ham ud, skifte og pakke ham ind igen. Alle disse opvågninger og vedvarende forstyrrelser gav vagtsomme forældre og en utilfreds baby.
Morgenen efter var der et bjerg af bleer til vask, og Kristina og Anders så ud til at kunne konkurrere om, hvem der havde de største sorte cirkler under øjnene.
Lille Søren havde fået udslæt fra svigerbedstemors foreskrevne “varmebehandling”.
– Det er ikke udslæt! – erklærede Vera Nielsen, der så udslæt. – Du har spist noget galt, det har ramt mit barnebarn!
– Jeg holder mig ellers kun til havregryn og kylling! – irriterede Christina sig.
– Måske er din mælk ikke godt for ham overhovedet! Jeg ville hellere give ham modermælkserstatning.
– Nej, tak! Jeg ammer, – insisterede Christina.
Svigermor klikkede med tungen og gik. Men fra da af, tidligt om morgenen, hver gang hun hørte barnebarnet græde, styrtede Vera Nielsen ind til Christina og tog barnet:
“Din mor ved ikke, hvordan man trøster dig! Bedstemor skal nok tage hende Karsten en tur. Og se, jeg har en sut!”
Babyen spyttede sutten ud, men svigermoren forsøgte igen og igen, trods Christinas indvendinger, at vænne ham til den.
Første vejning viste, at babyen tog på i vægt.
“Eller holder mente noget anderledes fordi svigermor fjerner ham fra brystet, for hun plejer jo at sige, hun kan tage sig bedre af ham, mens han åbenbart bare hænger på min ‘tomme’ barm!” indså Christina, og begyndte at insistere på sin moderret.
Næste morgen kom Vera som sædvanligt ind i soveværelset til Christina og Anders med følgende ord:
– Gå I ud og lav noget mad eller vask tøj, imens jeg passer barnebarnet. Hvad nytter det, han hænger ved dit bryst!
– Nej tak! Han er endnu ikke færdig med at spise, – svarede Christina, og holdt barnet tæt til sig.
– Som om der var noget for ham at spise alligevel! – mumlede svigermor og himlede lidenskabeligt med øjnene. – Giv ham til mig.
– Jeg vil ikke! – svarede Christina nøgternt. – Når han er færdig, kan du få ham.
Efter Christina kontant nægtede at give svigermoren barnet begyndte han straks at tage på i vægt.
Vera Nielsen sukkede irriteret og beklagede sig over, at Christina kun plagede den lille dreng.
“Vi har fået nok af svigermors tilsyn,” besluttede Christina, og spurgte Anders om han kunne fortælle moren, at de nu havde styr på opgaverne som forældre, og at det var tid for hende at tage hjem.
Efter samtalen med sønnen blev Vera Nielsen fornærmet:
– Jeg havde håbet på at blive et par måneder længere! Hvad skal Karsten gøre uden mig?
– Vi vil komme og besøge dig, – beroligede Anders hende.
De begyndte at besøge Vera Nielsen næsten hver weekend. Hun tog straks barnebarnet fra svigerdatterens arme og kyssede ham glædestrålende.
“Nå, få I noget hvile, mens barnebarnet og jeg hygger os!” viftede hun irriteret med hånden, når Christina og Anders forsøgte at deltage.
Da det blev tid til at gå hjem sagde hun:
– I kan tage hjem nu, barnebarnet kan blive hos mig. Han har det godt her!
– Hvad skulle han spise? – spurgte Christina en dag i sjov.
– Jeg finder den bedste mælk til ham! – erklærede Vera glædestrålende. – Ikke som din!
– Nå, mor, det er tid for os, – afbrød Anders, og fornemmede at samtalen mellem hans kone og mor kunne blive en konfrontation.
Da de gik udenfor sagde Christina til Anders:
– Jeg gætter på, at hun ikke har tilbragt meget tid med dig og din bror?
– Nej, vi boede det meste af tiden hos bedsteforældrene, – indrømmede Anders.
– Det kan man godt se. Men vi har ikke fået en søn for hendes skyld. Hun må acceptere, at hun er bedstemor, ikke mor.
