For seks måneder siden flyttede min svigermor ind hos os. Hun har sit eget hus og kunne sagtens klare sig selv, men hun fik overtalt min mand til at hun havde brug for hjælp. Hun påstod, hun var bange og ensom, så han flyttede hende i en fart ind i vores lille lejlighed.
Birthe Larsen er en kvinde med et vanskeligt temperament. Hun skal altid være i centrum, koste hvad det vil. Da hendes mand levede, blandede hun sig ikke i vores liv. Jeg var lettet, for gennem alle årene af vores ægteskab lykkedes det mig aldrig at finde en fælles tone med hende.
“Åh, skat, man skal altid pynte sig inden manden kommer hjem. Selv i min alder tillader jeg mig ikke at se sådan ud. Og kødet skal tilberedes anderledes – du burde tage nogle kogekurser, siden din mor ikke lærte dig det.”
Sådanne bemærkninger hørte jeg konstant. Ifølge hende gjorde hun alt perfekt, mens mine hænder var fuldstændig håbløse. Før, da vi kun så hende til højtider, kunne jeg bide det i mig, men at skulle udholde hendes påfund hver eneste dag blev for meget.
Min svigerfar døde sidste år. Vi vidste det ville komme, for han kæmpede i mange år med kræft. Efter hans død var det svært at se på Birthe. Hun spiste ikke, drak ikke – som en skygge der vaklede rundt. Den første måned turde vi ikke engang lade hende være alene.
Men efter et stykke tid kom hun til hægterne igen og vendte tilbage til sit gamle jeg. Hun begyndte at være grov og kritisk over for mig igen. For mig var det et tegn på, at hun var sig selv igen. Men jeg glædede mig for tidligt – snart begyndte hun at overtale min mand om, hvor hårdt det var at bo alene.
“Jeg føler mig så ensom og ubrugelig. Jeg er bange for at være alene hjemme, og min hjertebanken er blevet værre. Kunne vi ikke bo sammen?” græd hun.
Min mand var ikke begejstret, men gav efter. De konstante opkald og historier om hendes ulykke fik overtaget. Men jeg holdt fast i mit nej. Jeg ville absolut ikke bo sammen med hende. Hun foreslog endda, at vi flyttede til hendes hus, fordi det var større. Måske, men der ville jeg aldrig føle mig hjemme. Og vores lejlighed ligger midt i byen – praktisk til arbejde og børnenes skole.
Jeg vidste, jeg ikke måtte falde i med begge ben, for på hendes grund ville hun æde mig rå. Min mand prøvede at forstå mig, men en mor er en mor. Han lovede, at hendes ophold kun var midlertidigt, og at han ville sørge for, hun holdt sig i skindet og lod mig være.
Nu har vi boet sammen i et halvt år, og mine forhold til min mand er så dårlige, at vi er tæt på skilsmisse. Jeg er blevet gnaven og nervøs, for jeg løber rundt om Birthe som en tjener.
Hent te, tag hende med en tur, sæt fjernsynet på… Og så skal jeg høre på, hvordan ingen gider hende. Gør jeg noget forkert, påstår hun straks, hun får et hjerteanfald og kræver en ambulance.
Vi ville på ferie til stranden, men Birthe fik et hysterisk anfald og påstod, vi efterlod hende. “I må tage mig med!” Men sådan en ferie gider jeg ikke. Min mand trækker bare på skuldrene, og jeg kan mærke, min tålmodighed er ved at slippe op. Hvis hans mor betyder mere, må vi skilles.
