**En svigermor, der blev en veninde**
”Hvad bilder du dig ind?” stemmen fra Birthe skælvede af indignation. ”Min søn havde det fint, indtil han mødte dig!”
”Og hvad så nu? Har han det ikke fint?” Astrid stod midt i køkkenet med øjnene blanke af tårer og knyttede håndklædet i hånden. ”Kan du forklare mig, hvad problemet er?”
”Problemet er, at Mads er blevet ti kilo lettere! Se bare, hvad du har gjort ved ham!”
Mads sad ved bordet og stirrede ned i sin tallerken med halvspist suppe, ønskende at jorden ville sluge ham. Som 32-årig følte han sig som en teenager, der blev skældt ud af sine forældre.
”Mor, hold nu op,” mumlede han uden at løfte blikket.
”Nej, det gør jeg ikke!” Birthe vendte sig mod ham. ”Se dig selv i spejlet! Kinderne er sunket ind, og der er mørke ringe under øjnene. Og det er kun fordi hun ikke passer ordentligt på dig!”
”Hvordan kan du sige det?” Astrid eksploderede. ”Jeg laver mad hver dag! Se bare, jeg har lavet suppe til dig i morges!”
”Suppe!” svarede Birthe hånligt. ”Vand og gulerødder. Hvor er kødet? Hvor er fløden? Hvor er den rigtige mad til en mand?”
Astrid følte, hvordan hendes hjerte knugede sammen. Det var nu et halvt år siden, hun var blevet gift med Mads, og hver eneste gang Birthe kom på besøg, endte det i skænderi. Suppen var aldrig rigtig, skjorterne blev ikke stryget ordentligt, og lejligheden var altid for rodet.
”Birthe, jeg gør mit bedste,” sagde hun stille. ”Men jeg har et arbejde, og jeg studerer ved siden af…”
”Arbejde!” Birthe slog hænderne sammen. ”Hvilket arbejde? En kvindes plads er hjemme, ved sin mands side! Du løber rundt, mens min søn sulter!”
Mads løftede endelig hovedet.
”Mor, jeg sulter ikke. Jeg er blevet slankere, fordi jeg er begyndt i fitness.”
”Fitness?” Birthe så på ham, som om han lige havde sagt noget uanstændigt. ”Hvorfor skal du i fitness? Du er fin, som du er!”
Astrid kunne ikke holde det ud mere og forlod køkkenet. I soveværelset satte hun sig på sengen og lod tårerne løbe. Hun var så træt af de konstante bebrejdelser! Uanset hvad hun gjorde, var det aldrig godt nok for Birthe.
Og dog havde det været anderledes i starten. Da Mads først introducerede hende for sin mor, virkede Birthe som en venlig kvinde. Hun serverede te, spurgte ind til familien, og gav endda komplimenter.
Men så snart ordet ”bryllup” blev nævnt, ændrede alt sig.
”Astrid, hvor er du?” Mads kiggede ind i soveværelset. ”Mor er gået.”
”Endelig,” hulkede Astrid.
Mads satte sig ved siden af hende og lagde en arm om hende.
”Lad vær’ med at lytte til hende. Hun er bare vant til en bestemt måde at gøre tingene på.”
”Hvilken måde? At du boede hjemme hos hende til du var 32?”
Mads sukkede. Emnet var sårbart for dem begge.
”Astrid, hun har været alene hele sit liv. Far døde, da jeg var 15. Hun har gjort alt for mig.”
”Jeg forstår det. Men jeg er din kone nu. Kan vi ikke finde en løsning?”
”Jo, selvfølgelig. Det kræver bare tid.”
Tid. Astrid havde hørt det ord hundrede gange. Hvor længe skulle det tage, før Birthe accepterede hende som en del af familien?
Næste dag besluttede Astrid sig for at handle. Efter arbejde købte hun ind og lavede en ordentlig dansk middag med tre retter. Hønsekødssuppe, frikadeller med kartoffelmos og en frisk salat. Hun dækkede bordet med hvid dug og satte de fine glas frem.
Da Mads kom hjem om aftenen, gispede han.
”Wow! Hvad fejrer vi?”
”Ingenting. Jeg ville bare gøre noget godt for min mand.”
”Det ser fantastisk ud! Dufter præcis som hos mor i gamle dage.”
De spiste ved stearinlys, og Mads priste hver eneste ret. Astrid følte, at det måske var det værd. Hvis hun bare prøvede lidt hårdere, kunne Birthes holdning måske ændre sig.
Men næste dag kom Birthe med nye anklager.
”Mads, du har sovet for sent i går, har du ikke?” spurgte hun, så snart hun trådte ind ad døren. ”Øjnene er helt røde.”
”Jeg sov helt normalt, mor. Klokken 23.30.”
”23.30!” udbrød Birthe forfærdet. ”Og du skal op klokken 7! Det er da mishandling af din krop!”
Astrid indså, at det ikke handlede om maden eller søvnen. Det handlede om hende selv. Om at hun havde ”stjålet” morens eneste søn.
Så hun prøvede en anden taktik.
”Birthe,” sagde hun ved næste besøg, ”kunne du lære mig at lave den hønsekødssuppe, som Mads altid elskede som barn?”
Birthe så forbløffet på hende.
”Hvorfor det?”
”Jeg vil gerne gøre ham glad. Du ved bedst, hvad han kan lide.”
Birthe tav et øjeblik, tydeligt spekulerende på, om der var en fOg fra den dag blev Birthe ikke kun en bedre svigermor, men også en kær venninde, der til sidst stolt kunne sige, at hun ikke kun havde fået en søn tilbage, men også en datter og et barnebarn at glæde sig til.
