Svigermor besluttede at sætte Anna på prøve. Resultatet blev ikke helt, som hun havde regnet med.
Birgit Madsen ringede torsdag aften. Jakob tog telefonen, talte i ti minutter, og kom derefter ud i køkkenet med det udtryk, man har, når man skal afleveres dårlige nyheder, men endnu ikke har besluttet hvordan.
Mor kommer, sagde han. Et par uger.
Anna rørte i suppen.
Hvornår?
På lørdag.
Anna slukkede for komfuret.
Et par uger. Hun vidste godt, hvad et par uger betød med Birgit Madsen. Det var ligesom en smule salt i hendes opskrifter totalt subjektivt.
Svigermor dukkede op lørdag præcis kl. tolv med en stor taske, der klirrede mistænkeligt, og med det dér blik, man kun ser på folk, der er ude for at inspicere. Bedømmende. Som én, der kigger på lejlighed, før hun køber.
Nå, sagde hun efter at have set gangen an, her er da ikke støvet. Det er en begyndelse.
Jakob lo. Anna smilede.
Det var åbenbart et kompliment.
Birgit gik direkte i køkkenet, åbnede køleskabet sådan lidt uskyldigt forbi, men bestemt bevidst og sagde eftertænksomt:
Bruger du kun skummetmælk? Jakob kan bedst lide almindelig. Hans mave og alt det der.
Det var hans eget ønske, svarede Anna.
Ja, ja, hvad han ønsker , sagde svigermor og lukkede køleskabet med mine, som om hun lige havde gjort en vigtig opdagelse.
Senere, da Jakob gik i bad, satte Birgit sig på sofaen, foldede hænderne i skødet og sagde roligt, næsten kærligt:
Anna, tag det ikke ilde op. Men det er vigtigt for mig at vide, hvem du egentlig er.
Birgit Madsen var professionel i sin sag.
Hun gik frem som en restauratør, der forsigtigt arbejder sig lag for lag ned til det, hun ville have fat i. Hver bemærkning veltilrettelagt, venlig, nærmest uskyldig.
På dag to fandt hun så håndklæderne.
Anna, spurgte hun eftertænksomt, mens hun stod i badeværelset med et håndklæde i hånden, ved du godt, at håndklæder skal hænge med løkken nedad? Så tørrer de bedre.
Jeg hænger dem altid sådan her, svarede Anna.
Nå, nå, sagde Birgit og hængte sit eget rigtigt løkken nedad, som et flag for en ny regering.
Jakobs skjorter hang i skabet strøgne, organiserede efter farve, på bøjler. Svigermor kiggede længe, nikkede stille og sagde lavmælt, som til sig selv:
Kraverne er lidt krøllede. Men det er måske med vilje.
Anna stod ved siden af og tænkte: Det er jo ikke et spørgsmål. Det er en konstatering designet sådan, at man ikke kan svare.
Blomsten i vindueskarmen en gammel fikus, der havde fulgt Anna gennem to bydele fra den tidligere lejlighed blev efter Birgits mening aldrig vandet rigtigt.
Anna, fikusser kan ikke lide at blive vandet ovenfra. Vand i underskålen.
Den har boet hos mig i otte år, sagde Anna.
Det er lige meget, den kunne have haft det bedre.
Fikussen stod tyst og blandede sig ikke. Hvilket jo var ret fornuftigt af den.
Hvordan maden var organiseret i køleskabet blev til en større forelæsning grundig, med eksempler: Mejeri på midterste hylde, kød i bunden og KUN i boks, grønt i hulpose, ellers visner det, æg i speciel bakke, IKKE i døren, fordi der rystes. Anna nikkede bare og lyttede. Lydene forblev de samme. Æggene blev i døren.
Om aftenen ringede Birgit Anna kunne høre hende, ikke med vilje, men væggene i lejligheden i Vanløse var tynde, og Birgits stemme var trænet gennem år som folkeskolelærer.
Nej, Maibritt, generelt er det fint. Hun gør sit bedste. Men det kan man jo straks se hun er ikke bygget til det. Hun laver hønsekødssuppe med bønner! Med bønner, forestil dig! Jakob spiser selvfølgelig, han er høflig, men jeg kan da se det. Og håndklæderne hænger forkert. Hun har heller ikke styr på planterne …
Anna stod ved vasken, gjorde en kop rent og tænkte: Hvor længe varer det mon? Fornemmelsen var tydelig hun havde dumpet testen. Hvad mon næste træk var?
Jakob betragtede det hele med den der særligt mandlige fjernhed, som egentlig betyder: Jeg ser det hele, men lader som ingenting, for jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre og håber, det går over.
Om aftenen sagde han til Anna:
Tag dig ikke af det. Hun bekymrer sig bare.
Jeg ved det, sagde Anna.
Hun mener det jo ikke ondt.
Jeg ved det, Jakob.
Hun skal bare vide, vi har det godt.
Jeg ved det.
Han så på hende lidt undskyldende, lidt lettet. Godt at hun forstår. Godt at der er ro. Godt at hun ikke laver ballade.
Godt, tænkte Anna og gik ud for at tage opvasken.
På dag ti lod Birgit med vilje kaos være tilbage i køkkenet. Anna kom hjem fra arbejde halv syv der var kopper, krummer, smørpakker over det hele. Svigermor sad og så nyhederne.
Anna ryddede op. Vaskede, tørrede af.
Senere på aftenen sagde Birgit til Jakob lavt, ude i gangen, idet hun troede Anna var i bad:
Jakob, så du, at der igen var rod i køkkenet? Hun når nok ikke at følge med det hele.
Anna stod bare nogle meter væk med håndklædet i hånden.
Jakob svarede ikke.
Nå, så er det altså sådan, tænkte Anna. Hun blev ikke ked af det. I hvert fald ikke på en måde, der kunne ses.
Men næste morgen, da Birgit til morgenmaden fortalte, at hendes tre søstre ville komme næste uge bare for at hilse på smilede Anna og sagde:
Det lyder hyggeligt. Vi glæder os.
Jakob så overrasket ud. Birgit Madsen lidt mistænksom. Anna drak kaffen færdig og gjorde sig klar til arbejde.
Vi får se, som svigermor selv altid siger.
Gæsterne kom lørdag klokken halv tre.
Birgits søstre Ingrid, Grethe og Bodil var bestemte kvinder, midaldrende, sikre på holdninger og med veltrænede stemmer. De trådte ind, kiggede sig omkring som værkførere på lager, og gik i gang med at tage overtøjet af.
Fin lejlighed, bemærkede Ingrid. Dejligt lys.
Hvor længe siden blev der lavet nyt køkken? spurgte Bodil.
Tre år siden, svarede Anna.
Det kan man jo se. Bodil uddybede ikke.
Birgit tog imod i gangen med et udtryk som en instruktør, der har sat skuespillerne på scenen og nu venter på dramaet. Jakob hjalp med jakkerne. Anna stod lidt til siden, rolig, med et lille smil uden spor af uro.
Det lagde Birgit mærke til.
De gik ind i stuen, satte sig. Ingrid lod blikket glide rundt, rettede lidt på en sofapude og spurgte:
Nå, Anna, hvad skal vi have at spise i dag?
Og her (og det var vendepunktet) gjorde Anna det, ingen havde forestillet sig.
Hun vendte sig mod svigermor. Helt roligt. Ingen teatralske pauser, ingen skænderier.
Birgit, jeg tænkte, du ville tage dig af køkkenet i dag. Du har jo hele tiden sagt, at du kan det bedre end mig og så ville det da være synd, hvis jeg skulle skamme mig foran gæsterne.
Stilhed.
Birgit så på Anna. Anna så venligt og åbent tilbage, ganske som én, der har givet et naturligt forslag og ikke kan fatte, hvorfor det gør indtryk.
Jeg, begyndte svigermor.
Alting er klar, sagde Anna. Kylling, grønt, krydderurter. Jeg købte ind i morges. Du laver jo altid så god mad, det siger Jakob også.
Jakob havde pludselig travlt med tæppets mønster.
Grethe så på Ingrid. Bodil betragtede Birgit.
Jamen, sagde Birgit. Fint.
Og gik ud i køkkenet.
Anna satte sig ved siden af Ingrid og spurgte med et lille smil:
Hvordan gik turen? Var der trafik?
Ingrid virkede lidt forvirret, åbenbart forberedt på noget andet, men svarede. Så bidrog Bodil med noget om køen, og Grethe snakkede om lørdagstrafikken. Så gled snakken af sig selv som den gør, når alle prøver ikke at lade stilheden blive for tung.
Fra køkkenet lød lydene af aktivitet.
Først køleskabsdøren. Så stilhed. Døren igen. Skabe blev åbnet. Så metallyde, som når man leder efter noget og ikke kan finde det.
Anna! råbte Birgit. Hvor har du din stegeso?
Nederste skab, til højre, råbte Anna tilbage.
Pause.
Jeg kan ikke se den.
Den ligger under bagepladen.
Længere pause.
Nå, jeg har den!
Ingrid hostede. Grethe betragtede maleriet. Bodil så uskyldigt ud ad vinduet.
Anna spurgte Grethe:
Vil du have te? Jeg sætter vand over.
Det vil jeg gerne, sagde Grethe lettet.
Anna gik ud i køkkenet og stod dér et øjeblik sammen med svigermor. Birgit stod over skærebrættet, som en general med kartoffelskrælling som uventet ordre.
De sagde ikke noget til hinanden.
Anna satte vand over, tog kopperne med og gik ud.
Middagen blev færdig. Efter halvanden time, ikke hurtigt, lidt klodset kyllingen var lidt tør, sovsen lidt tynd. Birgit dækkede bord med et udtryk som én, der gør det pligtopfyldende, men hellere så sig selv et andet sted.
Ingrid smagte på kyllingen. Sagde diplomatisk:
Du har altid været god til at lave mad, Birgit.
Ved bordet var der stille. Ikke pinligt, bare stille. Alle forstod, ingen ville sige det højt. Gæsterne spiste, småsludrede, roste maden, ikke overbevisende, men gjorde sig umage.
Anna sagde ikke noget særligt. Hun spurgte til Grethes børn. Talte om kolonihaven. Skænkede te.
Birgit sad for bordenden og sagde ikke meget.
Da gæsterne var gået og der var vasket op, kom Birgit ud fra køkkenet, hænderne i håndklædet det, der hængte med løkken nedad.
Anna sad i stuen med en kop te. Jakob ved siden af.
Svigermor stod i døren et øjeblik. Gik så ind. Satte sig i stolen. Var stille. Udenfor var det blevet helt mørkt, og gennem væggen kunne man næsten høre naboens tv.
Du klarede det skarpt, sagde Birgit.
Jeg ved bare, hvad jeg vil, svarede Anna.
Birgit nikkede. Rejste sig, gik mod sit værelse, standsede i døråbningen uden at vende sig:
Forresten, suppen med bønner den var faktisk ikke så dårlig.
Og så gik hun.
Jakob så på Anna.
Hvor længe havde du planlagt det dér i køkkenet? spurgte han sagte.
Da du var tavs ude i gangen, sagde hun.
Han nikkede. Spurgte ikke mere.
Tre dage senere pakkede Birgit sammen og tog hjem. Hun ringede selv efter taxa. Gav Jakob et knus, og efter en lille pause også Anna.
Anna lukkede døren bag hende. Gik så ud i badeværelset og hængte sit håndklæde op igen løkken opad, som hun altid havde gjort.
Jeg lærte, at det at stå fast, selv på små ting, nogle gange gør, at andre må se én i et nyt lys. Selv svigermødre.
