Kjolen fra Svigermor – Kjolen fra Svigermor
Asta følte straks, at der var noget galt, så snart hun trådte ind ad døren til restauranten. Noget virkede forkert her – alt for tomt til en fredag aften, lyset var dæmpet, og overtjeneren smilede lidt for anstrengt. Jakob virkede rolig, men hans hånd, der holdt hendes, rystede en smule.
– Deres bord, sagde overtjeneren, mens han trak en stol ud. Asta stoppede op foran døren til det lille vip-rum. Hundrede lys glimtede i halvmørket og kastede skygger på den hvide dug. Midt på bordet stod en vase med mørkerøde roser – hendes yndlings. Fra et sted hørtes stille musik.
– Jakob, hvad sker der? hviskede Asta, forpustet. I stedet for et svar gik Jakob på knæ. I hans rystende fingre glimtede en ring.
– Asta Johansen, sagde han højtideligt. Jeg har tænkt længe over, hvordan jeg kunne gøre dette øjeblik særligt. Men så indså jeg – det er ikke vigtigt, hvor og hvordan. Kun én ting er vigtig – vil du gifte dig med mig?
Hun så ind i hans nervøse ansigt, på den genstridige hårtot på panden, det forsigtige smil – og følte, hvordan hjertet fyldtes med en usigelig ømhed.
– Ja, hviskede hun. Selvfølgelig ja!
Ringen gled på fingeren. Asta lænede sig mod Jakob, indåndede den velkendte duft af hans cologne og tænkte – her er lykken. Enkel og klar som en solskinsdag. Men allerede en uge senere kom den første skygge.
– Selv? spurgte Ulla, Jakobs mor, forbløffet, mens hun nervøst rettede på sit perfekte hår. Nej, det går ikke! Bryllupper er en alvorlig sag, der kræver erfaring og kvindevisdom. Jeg har fundet en vidunderlig restaurant…
– Mor, afbrød Jakob hende blidt. Vi sætter pris på din hjælp, men vi vil gerne arrangere det selv.
– Selv? Ulla slog ud med armene. Ved I noget om det? Min nieces bryllup var så perfekt…
Asta tav, mens hun så på sin kommende svigermor, der gik rundt i deres stue. Ulla talte om traditioner, anstændighed og om vigtigheden af at “gøre et godt indtryk”. Indimellem sendte hun hurtige, vurderende blikke mod deres hjem, som om hun overvejede, hvad der burde ændres.
– Mor, vi har allerede valgt en restaurant. “Den Hvide Akacie”, kender du den?
Ulla rynkede panden, som om hun havde en tandpine.
– “Den Hvide Akacie”? Den nymodens ting?! Ikke tale om, kun “Empire”! De har så fantastiske lysekroner og opdækning! Og ejeren kender jeg godt…
– Mor, Jakobs stemme fik en hårdere klang. Vi betaler selv for brylluppet. Vi fejrer der, hvor vi ønsker det.
Ulla tav midt i en sætning. Spidsede læberne og løftede hagen:
– Nå, det er jeres valg. Men klag ikke bagefter over, at jeg ikke advarede jer.
Hun forlod dem og efterlod sig et spor af dyre parfumer og en følelse af truende uvejr.
– Undskyld, mumlede Jakob, mens han krammede Asta. Hun bliver lidt… ivrig.
Asta sagde ingenting. En indre stemme fortalte hende – det var kun begyndelsen. Og hun fik ret.
De næste uger blev et endeløst kaos af skænderier, antydninger og subtile indvendinger. Ulla fandt fejl i alt – fra blomsterdekorationer til bordplaner.
– Lyserøde pæoner? rystede hun på hovedet. I september? Nej, kun hvide kallaer! Og buen skal være større, mere højtidelig. Musikere… Åh gud, vil I virkelig bruge dem?
Asta holdt ud. Det var kun på grund af hendes egen mor, den rolige og rationelle Marie, at hun klarede det. – Lad det ikke gå dig på, sagde Marie, når Asta kom til hende, udmattet af flere “bryllupsbataljer”. – Du bestemmer, du er bruden. Din svigermor vil ikke indse, at hendes søn er blevet voksen.
Men en sand storm kom over lagkagen.
– Nej, se lige her! Ulla rystede en konditorbrochure. Tre lag? Hvor er sukkerroserne? Og hvor er figurerne af bruden og gommen?
– Mor, sagde Jakob trætte. Vi vil have en enkel, elegant kage. Ikke noget pompt.
– Enkel? Ullas stemme var fuld af tårer. Vil du ydmyge mig foran hele byen? Folk vil hviske – søn af byens arkitekt, og kagen ligner noget fra en kantine!
Asta kunne ikke holde det længere:
– Ulla, lad os være ærlige. Det er vores bryllup. Ikke dit.
En larmende stilhed fyldte rummet.
Ulla blev bleg, derefter rød, før hun rejste sig brat:
– Nå, jeg kan se, jeg er unødvendig her. Gør som I vil!
Hun smækkede døren, så ruderne klirrede.
– Nå, nu er hun fornærmet, sukkede Jakob.
Asta svarede ikke. Hendes sind var et kaos. To dage senere brød stormen løs.
Da Asta gik ind i brudesalonen for den sidste kjoleprøvning, hørte hun administratoren tale i telefon:
– Ja, Ulla, din kjole vil være klar til tiden. En vidunderlig nuance – lys creme, næsten som brudens…
Det sortnede for Astas øjne. Hun løb ud af salonen, glemte alt om prøvningen og med rystende fingre rev sin mors nummer op.
– Mor, hun hulkerede i telefonen. Hun vil ødelægge alt… Hun har købt en kjole ligesom min…
– Rolig nu, Marie lød usædvanligt stærk. Græd ikke, skat. Jeg ordner det.
– Hvordan? snøftede Asta.
– Stol på mig og bekymr dig ikke.
Der var en klik-lyd, og opkaldet blev afbrudt.
Asta stod midt på gaden, mens desperationen voksede indeni hende. Der var tre dage til brylluppet, og hun tvivlede på, at hun overhovedet ville have festen.
Bryllupsdagen begyndte med regn. Asta stod ved vinduet og så vandet løbe ned ad glasset, mens hun forsøgte at bekæmpe den svaghed, der fik hendes ben til at skælve. Bag hende var makeupartister og frisører travle, men deres stemmer var fjernede, som om de var pakket ind i vat.
– Asta, hold nu op med at bevæge dig så meget, lo frisøren, i gang med et tredje forsøg på att fastgøre irriterende lokker. – Sådan, perfekt…
Asta blev stående stille. Tankerne kredsede om én ting – hvilken kjole ville Ulla tage på i dag? Ville hun virkelig gøre det?
– Min pige! Marias stemme trænge ind i rummet. Lad mig se på dig.
Asta vendte sig om. Hendes mor stoppede i døren, hænderne mod kinderne:
– Gud, hvor er du smuk!
– Mor, Asta fangede hendes ængstelige blik. Har du tænkt på… noget?
Marie smilede mystisk:
– Bekymr dig ikke. Det er din dag, og ingen vil ødelægge det.
I kirken kunne Asta næsten intet huske af nervøsitet. Alt fløj forbi i en farverig karusel – højtidelig musik, præstens stemme, Jakobs lysende øjne, kameraflashens skær.
Ringen gled ikke nemt på fingeren – hænderne rystede – men til sidst blev den sat.
– Jeg erklærer jer for mand og kone!
Deres første kys som ægtefolk blev kort – Asta blev ved at se urolige efter den lys cremefarvede kjole i menneskemængden. Men Ulla var ikke at se nogen steder.
– Hun kommer direkte til receptionen, mødede Jakob hendes tanker. – Noget med frisuren…
Asta nikkede blot. Indvendigt voksede en anspændt følelse.
I restauranten blev de modtaget med klapsalver. “Den Hvide Akacie” overgik alle forventninger – snefnugshvide duge, krystallysekroner, et hav af blomster. Asta glemte et øjeblik sin uro – så smukt alt var.
Gæsterne satte sig, tjenere strømmede ind og ud med champagne.
Asta, siddende for bordenden ved siden af Jakob, tog mod hilsner og kiggede samtidig mod vinduet.
Og dér – en sort Mercedes rullede op foran indgangen. Asta tog Jakobs arm:
– Se…
Ulla steg majestætisk ud. Hun bar virkelig dén kjole – lys, cremefarvet, dekoreret med perler, næsten umulig at skelne fra brudens.
– Det er ikke til at tro… knurrede Jakob.
Men Ulla nåede ikke langt ind i restauranten, før en ung tjener dukkede op fra ingenting med en bakke i hånden. Han stødte bogstaveligt ind i hende, og den mørkerøde væske spildte ud over den pletfri lyse silke.
– Åh, undskyld! tjeneren skyndte sig, gnidende pletterne med en serviet. – Jeg er så klodset! Det er kirsebærsovs… Gud! Hvor pinligt!
Ulla stod som et saltstøtte. Et væld af følelser krydsede hendes ansigt, så Asta uundgåeligt måtte vende sig væk.
– Jeg… jeg kommer straks tilbage, stammede svigermoren.
Hun skyndte sig tilbage mod bilen. Asta så på sin mor – Marie stod uafficeret og rettede blomsterne i en vase.
Kun hendes læbers hjørner bar et diskret smil.
– Ved du hvad, sagde Jakob pludselig. Jeg er glad for, at det skete.
Asta så forundret på sin mand.
Han smilede skævt:
– Jeg ser, hvordan hun opfører sig. Alt skal styres, kontrolleres. Selv i dag ville hun glimte højere end alle.
– Jakob…
– Nej, ærligt. Han klemte hendes fingre. – Jeg er træt af det. At hun altid skal blande sig i mit liv, beslutte alt for mig.
Asta lænede sig ind mod hans skulder.
Udenfor regnede det stille, men en ro faldt over hende.
Ulla vendte aldrig tilbage til festen, men brudeparret dansede, lo, modtog hilsner og var fuldstændig lykkelige.
Og svigermors kjole… Nogle gange ordene skæbnen det selv. Selvom det så kræver kirsebærsovs, en tjener og brudens mor.
