Jeg troede altid, at min svigermor, Agnete Nielsen, behandlede mig med varme og omsorg. Hun virkede som et billede på godhed – smilende, kærlig ved møder, kaldte mig for “datter”. Men en tilfældighed rev masken af, og jeg så hendes sande ansigt – koldt og fuldt af foragt.
Min mand, Morten, var soldat, og vores liv føltes som en evig vandring. Vi flyttede fra kaserne til kaserne, fra de sydlige kystegne til de nordlige skove. Mortens familie boede i det fjærne Århus, og møder med dem var sjældne, men hyggelige. Vi besøgte dem, og Agnete kom på besøg hos os. Hver gang glædede jeg mig til hendes ankomst, overbevist om, at der var gensideb forståelse mellem os.
Når Agnete kom, tog hun straks kontrollen over hjemmet. Hun lavede duftende hønsekødssuppe, skrubbede gulvene til de skinnede, og flyttede tallerkenerne, som det passede hende. Det undrede mig lidt, men jeg antog, det blot var hendest måde at hjælpe på. Engang havde jeg lige vasket op efter middagen, da jeg en time senere så, at hun gjorde det hele igen. Jeg spurgte forsigtigt, uden at røbe min følelse af fornærmelse. “Åh, jeg åbnede bare vinduet, så der kom lidt støv ind,” svarede hun med et let smil. Jeg nikkede, men en tvivl blev født i mig. Fra den dag vaskede hun altid tallerkenerne igen efter mig, som om mine hænder efterlod noget uønsket.
Da vores datter, Freja, blev født, blev jeg opslugt af at passe på hende. De første måneder badede jeg hende i en lille badebalje, men da hun blev større, blev den gemt på loftet i vores lejebolig i Odense. Jeg puttede den væk under gamle ting – æsker med tøj, glemte legetøj – og glemte snart alt om den.
Et år gik. Den kolde, danske efterår begyndte, og det blev tid til at finde vinterstøvlerne frem. Jeg klatrede op på loftet og gravede gennem dynge af ting, da jeg stødte på en gammel plasticpose i hjørnet. Inden i lå en bunke breve. Nysgerrigheden tog over, og jeg tog det ene efter det andet op. De var adresseret til Mortens militæradresse. Skrevet af hans mor. Jeg foldede det første papir ud, og blodet frøs i mine årer.
Agnete udøste gift i sine breve. Hun kaldte mig en uduelig hustru, skrev, at hun følte kvalme ved at være i mit køkken, at hun altid måtte gøre rent efter mig – både efter rengøring og vask. “En dum, uuddannet tøs,” kaldte hun mig, med en kommentar om, at jeg havde droppet ud af universitetet i tredje år. Det værste var at læse, at jeg ifølge hende “hang fast i hendes søn som en blodigle,” og at Freja ikke var hans barn, men et “tilfældigt afkom.” Hvert ord skar som en pisk. Jeg stod og rystede, ude af stand til at tro det. Hvordan kunne hun? Smile til mig, give mig knus, drikke te sammen – og så skrive sådan bag min ryg? Og Morten… Han havde læst det. Og gemt det. Hvorfor?
Verden vaklede omkring mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville storme ind til Morten med skrig, kaste brevene i hovedet på ham, kræve svar. Men noget holdt mig tilbage. En skandale kunne ødelægge alt – vores familie, vores skrøbelige tilværelse. Jeg trak vejret dybt, lagde brevene tilbage i posen og satte den på plads. Om aftenen bad jeg Morten, så roligt jeg kunne, om at hente støvlerne ned fra loftet. Han nikkede, uden mistanke. Jeg fulgte ham af øjenkrogen, mens hjertet hamrede. Han tog æskerne ned – og så hørte jeg lyden af plasticposen. Morten standsede et øjeblik, stak den hurtigt ind under sin trøje og gik. Hvad gjorde han med den? Gemte den? Brændte den? Det fandt jeg aldrig ud af.
Fra den dag så jeg anderledes på Agnete. Hendes smil føltes giftige, hendes ord falske. Men jeg tav. For Frejas skyld, for vores families skyld, spillede jeg rollen som den kærlige svigerdatter, selvom alt i mig skreg af smerte og forræderi.
