Min mands søster har en særlig evne til at bruge utrolig ukonkrete formuleringer. Når hun siger “Der skulle lige komme en ny tegnefilm i biffen,” betyder det i virkeligheden, at min mand straks skal springe op og tage sine nevøer og niecer med i biografen. Og hvis hun mumler “Sådan en skøn vej, og I sidder bare derhjemme,” er det hendes måde at bede os om at tage børnene med i Tivoli – selvfølgelig på vores regning.
Jeg forstår aldrig sådanne hints. Og når de bliver for tydelige, lader jeg som om, jeg ikke fatter en brik. Hvis du vil bede om noget, så sig det direkte. Ingen grund til at lege fin. Min mand derimod hopper altid med det samme, når hans søster har en ønskeliste.
Han elsker sine nevøer og niecer. Og forkæler dem efter min mening alt for meget. Jeg forstår godt Marlene – hun vil jo bare, at hendes børn skal have lidt afvekslende oplevelser. Men altså, det er altså forældrenes job at organisere deres børns fritid. Det skal ikke være bedsteforældre, onkler eller tanter, der står for det.
Selvfølgelig kan man godt gøre noget ekstra for nære børn engang imellem. Men det er altså ikke en pligt! For nylig var det vores nevø Mikkels navnedag. Hans fødselsdag var allerede overstået, og vi havde givet ham en flot gave. Men Marlene kom alligevel med sine sædvanlige hints. Åbenbart var en ny cykel af fin kvalitet ikke nok – selvom den kostede os en bondegård. Marlene mente, det ville være rart, hvis lille Mikkel kunne tage til Berlin et par dage. Og hun måtte selvfølgelig med, for en lille dreng kan jo ikke rejse alene.
På hint-sprog lød det sådan her: “Åh, Mikkel har altid drømt om at se Berlin!” Men det blev først tydeligt på dagen selv, da min mand overrakte hende en lagkage i stedet for en ferie. Jeg var til arbejde, så manden måtte tage afsted alene. Han gav Mikkel nogle pudeer, der stavede hans navn. Vi havde brugt lang tid på at finde et passende navnedagsgave, for normalt fejrer de ikke sådan noget i Mikkels hjem.
Marlenes krav bliver bare større og større. Jeg er godt træt af det. Men min mand elsker sine søskendebørn for meget – jeg kunne ikke gøre noget ved det. Han har altid drømt om egne børn, men det lykkedes ikke lige med det samme. Så han kastede sig over nevøerne og niecerne. Det var nok for hans søster at bede børnene om at lave søde miner og tude lidt, så løb han straks for at opfylde deres ønsker. Jeg gennemskuede det, men manden troede ikke, hans søster kunne udnytte børnene på den måde. Og så blev jeg til min overraskelse gravid.
Jeg fortalte det straks til min mand. Han blev helt vild af lykke og dansede næsten rundt om min voksende mave. Da Marlene senere bad om en weekendtur, sagde han selvfølgelig nej og fortalte hende, at han snart skulle have sit eget barn. Så blev hun sur og smed ham ud. Derefter ringede hun til mig og råbte ad mig. Hun spurgte, hvordan jeg kunne tillade mig at blive gravid. Jeg havde åbenbart gjort det med vilje for at gøre hendes børn ulykkelige. Jeg orkede ikke at høre på hendes skældud og lagde bare på.
Bagevendte kom børnene med håndlavede kort. Der stod: “Onkel, vær sød ikke at glemme os” og “Hvorfor har du brug for egne børn, når du allerede har os?” De havde ventet på ham uden for hans arbejde. Gad vide, hvem der lige fik den strålende idé? Tvivler på, de selv fandt på de tekster. Jeg har ingen anelse om, hvem det kunne være. Men Marlene tog fejl – det fik den modsatte effekt.
Min mand kom hjem med kortene og skammede sig over, hvor dum han havde været gennem årene.
“Jeg har været en komplet idiot! ‘Onkel, vores mikroovn er i stykker, vi kan ikke varme mad op efter skole, vi er bange for komfuret. Mor har ikke råd til en ny, så køb en til os, please!'” sagde han og efterabede børnenes sutren. “Det har hun altid gjort! Fået børnene til at tigge, og så faldt jeg for det. Hvor dum kan man være?”
Mandens holdning ændrede sig drastisk på stedet. Før hjalp han Marlene med alt, selv hvis det betød at bruge sine sidste penge. Nu sad han og skrev alle udgifter ned i en notesbog.
Efter episoden var Marlene fræk nok til at møde op på vores dørtrin.
“Hvis I snart får jeres eget barn, kan du så ikke, min kære bror, give os én sidste ting? Jeg kommer aldrig igen. Jeg har brug for en bil, så jeg kan køre børnene rundt,” sagde hun uden videre.
Som svar rakte min mand hende notaterne og krævede, at hun betalte alt tilbage. Han gav hende et halvt år. Og så smed han hende ud.
“Afsted med dig. Du har et arbejde at finde,” råbte han efter hende.
Marlenes veninder spammer mig nu på alle sociale medier. De beskylder mig for at lade børnene sulte og savne en mandlig figur. Jeg sender dem alle videre. Marlene har det fint – min mand afslog sin del af arven, så hun fik alt, inklusive boliger. Og hendes eksmand lod hende beholde lejligheden, så de kunne bo der. Så nu bor hun i den ene, lejer den anden ud og får også børnepenge.
Jeg tror ikke, hun sulter. Og vi klarer os også fint.
