**Dagbog**
**15. juli**
I juli, som sædvanlig, tog jeg børnene med til mine forældres sommerhus. Min mand, Anders, havde ikke fået ferie og måtte blive hjemme for at passe tingene. Alt var roligt og velkendt, indtil jeg kom hjem og opdagede en uventet “gæst”. I stedet for stilhed – pigelatter. I stedet for hygge – tøj til tørre, makeup og fremmede tøfler i entreen. På køkkenet sad min mands niece, sekstenårige Freja, som om hun hørte hjemme der. Anders, tydeligt fanget på fersk gerning, løftede straks hænderne:
“Undskyld, skat… Jeg ville ikke belaste dig. Jeg skal nok forklare det.”
Jeg anede allerede, hvor det bar hen. Freja, hans søster Lises datter, havde været her før. Normalt, når Lis havde en ny “romantisk affære” eller en “akut forretningsrejse”, endte Freja hos os. Vi protesterede ikke – hun er en fraskilt kvinde, hun har ret til sit eget liv. Men det var altid kun et par dage. Nu? Freja var ankommet lige efter, vi tog afsted, og havde ikke tænkt sig at vende tilbage til sin mor.
Forestil dig: en to-værelses lejlighed i Aalborgs forstæder, fem mennesker – mig, Anders, to hyperaktive drenge og en sekstenårig pige, der hverken er barn eller voksen. Børneværelset er på 12 kvm, soveværelset knap meget større. Et par dage kan løses, men at bo sådan? Det er tortur for alle.
I badeværelset hang Frejas undertøj til tørre – blonder, tynde stropper, alt synligt. Mine drenge er i den alder, hvor de lægger mærke til kvinder, og jeg vil bestemt ikke, at deres første tiltrukkenhed skal associeres med deres kusines bh’er. Jeg nævnte det pænt. Freja fjernede det uden brok, endda undskyldte. Hun er faktisk en sød pige – hjælpsom, høfl, opmærksom. Men kun så længe, det er midlertidigt. Nu? Hendes ophold er ubegrænset.
Jeg vendte mig mod Anders:
“Anders, er hun væk før skolestart? Eller skal vi også indlede skoleåret med en ‘lejer’?”
Han trak bare på skuldrene:
“Ved ikke… Lis svarer ikke.”
Sådan er det. Moren har givet slip på sin datter for at nyde sin nye kærlighed. Hvordan Freja får mad, hvad hun laver om aftenen – det interesserer hende ikke. Men os? Vi må bøje os baglæns for ikke at støde hende, ikke smide hende ud, ikke vise, hun er til besvær.
Jeg besluttede ikke at eksplodere. Jeg ville ringe til Lis om morgenen og tale roligt. Men da hun hørte emnet, blev forbindelsen afbrudt, og siden har jeg ikke kunnet få fat på hende. Telefonen bliver lagt på, kort bip, og nummeret er sandsynligvis blokeret. Besøge hende? Hun bor i den anden ende af byen, og jeg er sikker på, hun ikke åbner. Beskeden er klar.
Jeg sukkede og sagde til Anders:
“Kære, du må tale med din søster. Hun hører ikke efter på mig.”
Han så ned:
“Tror ikke, hun lytter til mig heller… Men hvor skal Freja så hen? Vi kan da ikke smide hende ud?”
Nej, selvfølgelig ikke. Freja har vokset op uden far, og moderlig omsorg har hun heller ikke fået meget af. Vi har altid været der for hende – fødselsdagsgaver, festtøj, en ny telefon til nytår. Men vi er ikke hendes forældre. Vi er familie. At give hende et midlertidigt hjem er én ting, men at bo sammen i måneder? Nej. Det er noget helt andet.
Og Lis? Hun nyder sin nye romance. På restaurant, i biograf, måske hos en mand i weekenden. Hun har det godt. Freja er hos os, så problemet er løst.
Hvad gør vi nu? Tager Freja i hånden og sætter hende foran morens dør? Brutalt. Men sådan her kan vi heller ikke leve. Vi er teenagere til at dele soveværelse med en tredje. Drengene er allerede stressede – rutinen er ødelagt. Og Freja har sit eget liv – humørsvingninger, musik, telefonsamtaler, tre daglige bad, endeløse insta-stories…
Jeg ved det ikke. Freja har ikke gjort noget galt. Men jeg har ikke meldt mig til at erstatte en mor. Jeg venter bare på, at Lis får samtidighed til at huske, hun har en datter. Forhåbentlig ikke for sent.
*Lektionen i dag: At hjælpe er en ting. At blive taget for givet er en anden.*
