Svigermor besluttede sig for at flytte ind i vores lejlighed og overlade sin til datteren.
Min mand voksede op i en stor familie. Svigermor fortsatte med at få børn, indtil datteren blev født. En sær taktik, men ikke noget at dømme over.
Da jeg blev gift, tænkte jeg, at jeg var heldig. Viktor virkede ansvarlig, modig og stærk. Han vidste, hvad en familie var, men kunne ikke løsrive sig fra sin mor og søster. Hvis svigermor ikke bekymrede sig meget om sine sønner, var datterens ve og vel altid førsteprioritet.
Line var 10 år, da vi mødtes. I starten generede hun mig ikke, men efter fem år blev det værre. Hun ville ikke studere, havde tvivlsomme venner, og min mand måtte hjælpe med hendes opdragelse. Svigermor kunne finde på at ringe midt om natten og bede om hans hjælp.
Jeg håbede, Line ville blive voksen, gifte sig, og at alt ville blive godt. Sådan blev det ikke! Da hun fandt en kæreste, bad svigermor brødrene om at splejse til brylluppet, da hun ikke havde penge. Lines forlovede kom ikke fra en velhavende familie, så de nygifte måtte bo hos svigermor.
Svigermor indså dog, at de ikke kom godt ud af det med hinanden, og at det var svært for dem at bo sammen. Hun fandt derfor på en genial løsning – hun ville flytte ind hos os og give datteren sin lejlighed. Hvad betyder det, at jeg har købt ejendommen for mine hårdt tjente penge, og min mand ikke har givet en øre? Det mest interessante er, at han også er tilfreds med denne løsning. Han siger, at mor vil aflaste os med pligter.
Vi har en treværelses lejlighed, men jeg har ikke lyst til at miste komforten og dele mit livsrum med nogen. Svigermor er sikker på, at vi har pligt til at huse hende, fordi min mand er den ældste søn, som skal tage sig af forældrenes velbefindende.
Jeg elsker min mand og overvejer ikke skilsmisse. Men hvordan skal jeg tale med ham? Hvordan forklarer jeg, at det er et helvede at bo sammen med mor? Måske har I et godt råd?
