Hele mit liv har jeg boet i en lille landsby nær Kolding. Jeg tror, jeg har følt det siden barndommen – jorden er ikke bare arbejde, den er min terapi. Den helbreder. Den giver mig kræfter, når alt synes at gå i stykker. Når mine hænder er beskidte, og min ryg gør ondt af træthed, så får mit hoved ro. Sådan har jeg altid levet. Forår er tid til at plante. Sommer er kampen mod ukrudt. Efterår er høsttid, syltning, fryseren fuld af grøntsager, og hylderne fyldt med glas og krydderier.
Jeg har en stor have. Hvert år dyrker jeg tomater, agurker, auberginer, courgetter, peber og majs. Frugttræerne bærer æbler, blommer og kirsebær. Alt dette bliver til hjemmelavet syltning: tomatsauce, peberfrugtrelateret, grøntsagscaviar, marmelade, saft, syltetøj og syltede grøntsager. Jeg har en hel fryser kun til grøntsagsblandinger, mos til mit barnebarn og hjemmelavede kartofler. Alt har sin plads. Fordi jeg elsker det. Fordi jeg ved, det vil varme om vinteren.
Mine børn er voksne nu. De bor deres eget sted. Men når de kommer på besøg, går de aldrig tomhændet hjem. Deres biler er fyldte med kasser, poser og tasker. Og det gør mig ikke ondt – for det er jo familien. Det er alt sammen til dem.
Især Mette, min yngste søn Mads’ kone, tager rigtig meget med. Hun roser altid mine syltede agurker, auberginer og abrikosmarmelade. Hun tager endda glas med til mine børnebørn, når de skal hjem. Jeg kan se, at hun nyder det. Og det gør mig glad – det skal jeg ikke benægte. Jeg arbejder hårdt, bruger nætter på at fylde glas efter gamle opskrifter, og hun bliver glad. Hvad kunne være bedre?
Men til min barnebarns fødselsdag forstod jeg pludselig, at alt ikke var, som det så ud. Fødselsdagen var smuk: børnene legede, og de voksne sad ved det dækkede bord. Mellem alle retterne stod mine syltede agurker, grøntsagscaviar og abrikossaft. Folk spiste og roste. Jeg følte mig glad, men én bemærkning fik mig til at tænke.
“Åh, de der agurker! Jeg får dem altid af Mette!” sagde en af gæsterne. “Dine, ikke? De er helt fantastiske. Intet butikskøb kan måle sig.”
Først forstod jeg det ikke. Måske besøgte hun dem ofte. Men så takkede en anden for marmeladen. Og om aftenen sagde en tredje, at hendes børn elskede min grøntsagscaviar om vinteren.
Jeg så efter Mette. Hun undgik at møde mit blik. Først næste morgen, da vi var alene, spurgte jeg hende direkte:
“Mette, giver du mine syltede ting væk?”
Hun sukkede og så ned.
“Ja. Bare lidt. De er så gode, og alle spørger. Og du har så mange. Jeg giver ikke alt væk, kun en smule.”
Jeg skældte ikke ud. Men indeni føltes det tomt. Jeg var såret. Jeg arbejder hårdt, bruger tid og kræfter på det her – og hun giver det væk, som om det bare er en selvfølge.
Jeg kørte hjem med en sten for brystet. Det handler ikke om at være nærig. Men jeg laver det ikke for fremmede. Jeg er ikke en forretning. Jeg er en bedstemor, en mor, en kvinde på femogtres. I dag kan jeg nå at fylde fyrre glas. Men i morgen? Hvad hvis jeg en dag ikke kan mere? Hvad hvis min sundhed svigter? De er vant til, at der altid er mere.
Nu står jeg i køkkenet igen. Laver mere syltning. Allerede fyrre glar er lukkede. Og pludselig tænker jeg: Måske er det tid til at ændre noget? Min datter har længe sagt, jeg skulle sælge det. Jeg har altid rystet på hovedet. “Det er ikke derfor, jeg gør det.” Men måske burde jeg? Måske, hvis jeg ikke selv sætter grænser, vil andre gøre det for mig?
Jeg vil ikke stoppe med at dele med min familie. Men fremover skal det være ærligt. Ikke bare noget, de videregiver til andre, men noget, de værdsætter. Så de forstår, at hvert glas ikke bare er “lækkert”, men hårdt arbejde, søvnløse nætter, omsorg og kærlighed. Og måske – bare en enkelt gang – at de tænker: “Hvordan har mor det egentlig? Har hun kræfter nok? Kunne vi ikke hjælpe i stedet for altid at tage?”
