Kære dagbog,
Nogle gange føles det næsten komisk, hvor meget jeg stadig kan undre mig over min svigermor. Det er nu tre år siden, at jeg blev gift med Mikkel, og vi trives sammen, både i vores lille lejlighed på Nørrebro og i hverdagslivet. Alligevel nægter hans forældre at acceptere, at deres søn for længst er kommet videre efter skilsmissen, selv om der er gået over fire år nu. Det virker som om, de hele tiden prøver at samle alle stumperne op fra den gamle familie, som de ikke kan give slip på.
Da jeg mødte Mikkel, var han allerede skilt. Alt var angiveligt afsluttet i mindelighed, og hans ekskone, Lisbet, var gift igen og virkede lykkelig. Selv mente Mikkel, at det hele mest handlede om, at hun havde fundet en ny mand, og at der måske havde været lidt for meget pres hjemmefra: “Min mor mente bare, vi skulle giftes, fordi hun blev gravidjeg var egentlig aldrig forelsket i hende, vi var bare sammen. Hvis hun ikke var blevet gravid, var vi aldrig blevet gift,” fortalte han mig engang. Jeg har tænkt meget over det var det forkert af mig at tage imod ham? Men vi har nu fundet noget sammen, og jeg føler, vi hører sammen.
Jeg har aldrig været bange for Lisbet. I starten betragtede jeg Mikkel med et kritisk blik, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at han reelt ikke savnede sit gamle familieliv og at han og Lisbet kun kommunikerer om deres søn, der nu er otte. Hun havde dog også travlt med sit eget nye ægteskab, og alt imellem dem er helt udramatisk.
Det er derimod kun Mikkels mor, Birgit, der ikke kan slippe tanken om “familien, der burde være.” Heller ikke Mikkels far, Lars, kan acceptere det. De bliver ved med små forsøg på at få den gamle familie tilbage, og jeg kan mærke, at de ser ned på mit og Mikkels forhold.
“Du er stadig ung, du har hele livet foran dig. Hvorfor blande dig ind i en andens familie?” spurgte Birgit mig den første gang, vi var alene. Jeg forklarede tålmodigt, at Mikkel altså var single, da vi mødte hinanden, og hvis han havde haft et forhold, ville jeg aldrig have rørt det. Jeg kunne se, hun havde meget mere på hjerte, men Mikkel trådte ind, og hun tav. Det var der, jeg forstod, at vi nok aldrig ville få et varmt forhold.
Siden har vi helt undgået tæt kontakt. Vi ses kun til familiefødselsdage og jul, hvor jeg sidder og lytter til Birgits (næsten evige) klagesange over Lisbet og drømmene om, dengang de var en “rigtig familie.” Hver gang forsøger Mikkel diskret at skifte emne eller stoppe sin mor, men det varer aldrig længe.
Vi har ikke travlt med at udvide familien. Jeg har svært ved at se mig selv som mor, og Mikkel har jo allerede sin søn, Emil, som Birgit til gengæld forguder. Da Mikkel blev skilt, begyndte Birgit straks at invitere Lisbet til julhun sukkede over “de gode gamle dage” og roste Lisbet for alt muligt. Det var forbløffende at se, for Lisbet deltog bare, sagde knapt et ord og virkede totalt ligeglad man kunne virkelig mærke hendes ligegyldighed.
Birgit prøvede endda at gøre Mikkel jaloux, fortalte vilde historier eller ringede til mig for at spørge, om jeg vidste, hvor Mikkel var. Hvis jeg ikke vidste det, antog hun straks, han var hos Lisbeteller prøvede at få ham til at tage derhen. Nogle gange føltes det, som om hele familien var fanget i en gammeldags tv-serie.
Jeg er ikke jaloux, men det irriterer mig, hvor meget det fylder. Udefra ville alle kunne se, at intet binder Mikkel og Lisbet mere udover drengenog de opfører sig fuldstændig ordentligt, som civiliserede folk. Hun maser sig ikke på, han betaler børnebidrag og taler med Emil. Det fungerer. Jeg synes faktisk, det er ret beundringsværdigt, at ingen bygger drama.
Men Birgit kan ikke slippe dramaet. Hun lægger planer, hun skaber scener. Hvornår stopper det? Jeg ved det ikke Mikkel håber, at det bliver lettere for hende at acceptere det hele, hvis jeg en dag får et barn. Men inderst inde tror jeg ikke, Birgit nogen sinde vil give slip.
Jeg ønsker bare, at vi alle sammen kunne få fred og finde ro i, at livet også kan lykkes på en anden måde, end familien forestillede sig.
