Svigermor kommer, leger lidt med barnet – og går så tilfreds igen. Men mig? Jeg skal stå for madlavning, rengøring og smil…
Da jeg læste artiklen “Jeg gider ikke passe børnebørn i weekenden”, tænkte jeg: Det er jo mit liv. Emnet ramte et ømt punkt – især for dem, der sidder fast i rollen som “hustru med et lille barn og en svigermor i hælene”.
Min søn er ikke engang et år gammel endnu. Han har én bedstemor – min mands mor, Gerda Mikkelsen. Tidligere teaterskuespiller, men med samme dramatiske stemme og teaterblik som altid. Ved enhver lejlighed fortæller hun, hvor meget hun elsker sit barnebarn. “Jeg er altid der for jer, klar til at hjælpe!” Det lyder flot, men virkeligheden… er en helt anden.
Efter hun gik på førtidspension, havde hun pludselig masser af tid og tomme dage. Så kommer hun forbi. Ikke for at hjælpe, ikke for at aflaste mig i en time – men “på besøg”. Altid i weekenden, når manden er hjemme. Hun elsker, når “hele familien er samlet”. Nogle gange tager hun svigerfaren med, men han er sin egen mand, lever sit eget liv – de sover ikke engang i samme værelse.
Og så forestil jer dette: Barnet skriger, tænderne gør ondt, maven er oppe at køre, jeg er et nervevrag, har ikke sovet i to nætter, ser ud som et spøgelse. Og så får jeg at vide: “Nu kommer hjælpen!” – og den “hjælp” viser sig at være Gerda, pyntet til fest, med legetøj og en pose flødeboller. Hun sætter sig i lænestolen, tager barnebarnet op, tager billeder, krammer, griner. Det ville være fint, hvis ikke jeg samtidig skulle være den perfekte værtinde – med et spotløst hjem og lunkne retter klar.
Førhen gjorde jeg rent, bagte kage, lavede supper og salater før hun kom. Så gav jeg op. Prøvede at få manden til at hjælpe. Men staklen drømmer kun om ro efter en lang arbejdsuge. Men “mor kommer” – og så er alt andet glemt. Slip afkoblingen, pudse håndvasken, støvsug, tør barnets næse.
Svigermor er aldrig kommet for blot at sige: “Tag en pause, jeg passer ham – gå og hvil dig.” Nej. Hun kommer for at more sig. Leger lidt – og så går hun igen. Hvis hun keder sig, tager hun bare tasken og forsvinder. Nogle gange bliver hun ikke engang en halv time. Og efterlader mig med en bjerg af opvask, et træt barn og ingen lettelse. Men naboerne roser hende: “Sikke en bedstemor! Altid der for dem.” Ja, ja… der – men ikke for den, der virkelig har brug for det.
Nogle rådede mig: “Lad være med at gøre rent. Lad hende se, hvordan det virkelig er.” Men prøv selv – når hun dømmer hvert støvkorn, hver upudset kop. Min mand spørger også: “Kan vi ikke bare have mor her én gang om ugen?”
Og jeg føler mig skyldig. Som om jeg er egoistisk. Som om jeg ikke vil lade min søn have en bedstemor. Men er det hjælp? Det er en offentlig kærlighedsforestilling. Sønnen, barnebarnet, familien! Og så hjem til tv-serierne. Jeg bliver tilbage med beskidte tallerkener, søvnløse nætter og udbrændte nerver.
Ægte hjælp er, når bedstemor tager barnebarnet med hjem til sig. Når hun giver dig en fridag. Ikke når hun opfører sit eget lille teaterstykke i dit køkken. Nej hun *skal* ikke. Men jeg er heller ikke en tjener, der skal stå for underholdning hver søndag. Jeg er en mor. Træt, umådelig søvnig og ved at bryde sammen. Og mens alle omkring mig priser hende for at være den perfekte bedstemor, drømmer jeg bare om én enkelt weekend, hvor ingen ringer på døren med en æske chokolade og spørger: “Nå, hvordan går det her?”
Tak for at lytte…
