Nå da! sagde jeg overrasket i stedet for et almindeligt hej, da jeg så den lille, spinkle gamle dame i cowboybukser stå i døren med en skælmsk, smalmundet smil. Gennem de knebne øjne glimtede drillende øjne, der straks fik mig til at genkende hende: Det er jo Sofies mormor, Grethe Madsen, gik det op for mig. Men hvordan pokker kunne hun dukke op uden varsel, ikke engang et opkald…
Hej, min dreng! sagde hun fortsat smilende. Skal du ikke lukke mig ind?
Jo da, selvfølgelig! sagde jeg en smule forfjamsket. Kom indenfor.
Grethe Madsen trillede sin lille kuffert på hjul ind i lejligheden. Da jeg tilbød hende te, gav hun straks ordre: Den må gerne være lidt stærk! Så Sofie er altså på arbejde, lille Mille er i børnehave og hvad laver du så, sådan uden noget at tage dig til?
De har sendt mig på ferie, sukkede jeg modløst. Produktionen sagde to uger, jeg kunne holde fri Tanken om to ugers fred forduftede. Jeg så på gæsten med et svagt håb: Bliver du mon ikke så længe?
Der gættede du rigtigt, nikkede Grethe med et smil og knuste mit lille håb. Jeg bliver et godt stykke tid.
Jeg sukkede igen. Jeg kendte næsten ikke Grethe Madsen havde kun set hende til brylluppet med Sofie, da hun dengang kom fra Aarhus. Min svigerfar havde ellers fortalt meget om hende; når han nævnte sin svigermor, hviskede han og så sig sky omkring, som om hun kunne dukke op fra et hvilken som helst hjørne. Man kunne mærke, han både respekterede og frygtede hende.
Tag og vask op, sagde hun, og så gør dig klar. Jeg vil have en rundvisning i byen, og du bliver min guide!
Jeg fandt ingen indvendinger frem, og sandt at sige turde jeg heller ikke forsøge. Hendes tone mindede mig om sergenten på kasernen. At sige imod ville kun gøre det værre for mig selv.
Du må vise mig havnefronten, befalede Grethe. Hvad er hurtigste vej dertil? Hun tog mig under armen og traskede beslutsomt ud ad fortovet, mens hun nysgerrigt kiggede rundt.
Vi kan tage en taxa, foreslog jeg med et lille træk på skuldrene.
Pludselig satte Grethe fingrene i munden og gav et skarpt fløjt. En taxa bremsede med det samme op.
Åh, nu må du da ikke fløjte sådan, hvad vil folk ikke tænke? prøvede jeg at irettesætte hende, mens jeg hjalp hende ind på forsædet.
Folk tænker ingenting om mig, sagde den lille, livlige dame glad. De tænker, at det er DIG, der ikke kan opføre dig ordentligt.
Taxachaufføren lo højt og Grethe grinede med. De slog hænderne sammen som to gamle venner, der netop havde haft held med et godt nummer.
Du, Nicklas, er sådan en pæn og ordentlig fyr, sagde min ældre slægtning, mens vi sammen gik langs havnefronten. Din egen mormor er sikkert afdæmpet og fin, men det har jeg aldrig været. Min mand, Sofies morfar (Gud give ham fred), skulle vænne sig til mit temperament. Han var sådan en stille bogorm, og så kom jeg brasende ind i hans liv. Siden da så var der gang i den! Jeg slæbte ham med i fjeldene, lærte ham at springe faldskærm. Kun svævefly var han bange for som pesten. Så sad han med vores datter på jorden, mens jeg fløj rundt i cirkler i luften.
Jeg lyttede forbauset. Sofie havde aldrig fortalt om sin mormors eventyrlyst. Det forklarede meget om hendes væremåde.
Hun sendte mig et skarpt blik: Har du selv sprunget faldskærm?
Ja, i militæret, fjorten spring, sagde jeg ikke uden stolthed.
Respekt! nikkede hun anerkendende og begyndte at nynne:
Vi skal falde længe endnu,
springet føles evigt blå.
Jeg kendte sangen og stemte glad i:
Skyen er hvid som silke,
suset bag mig, som måge på flugt.
Sangen gjorde os straks mere dus, og jeg glemte helt, at jeg havde været nervøs for selskabet.
Vi skal vist have os lidt at spise, foreslog Grethe. Se, der er en pølsevogn kan du dufte grillpølserne?
Pølsevognens ejer, en mørkhåret, gæv fyr med kækt blik, stod og lavede pølser og bøffer. Udstrålingen sagde, at han var klar til at prikke sine fjender hvis det skulle være, men allermest var han glad for god mad og godt humør. Man blev helt i humør til at råbe: Så er der hotdogs! og danse rullesteg i regnvejr.
Vi satte os til det lille bord. Grethe kiggede mig drillende i øjnene og sang med overraskende klar stemme:
Hej, din skøre, kom da og smag,
det er bedst med pølser på en sommerdag!
Pølsevognsmanden lo højt, så vi tog den i duet,
Bedst med pølser på en sommerdag,
kom og smag, kom og vær med!
Velbekomme, frue! sagde pølsemanden, strålede og satte både fad med grillede pølser, brød, remoulade og friske agurker foran os sammen med et glas kold dansk øl.
Duften af mad fik en lille grå kattekilling til at snige sig frem fra et buskads. Den satte sig ved bordet og så bedende op på os.
Dig har vi brug for, smilede Grethe. Kom bare her, lille ven og hun vendte sig til pølsemanden: Kan du ikke finde lidt fersk lever til ham?
Mens killingen åd grådigt af tallerkenen, sagde Grethe:
I har et lille barn, især en datter! Hvordan har I dog tænkt jer, hun skal lære omsorg og venlighed, hvis I ikke har en kat i huset? Her har vi hjælpen lige for.
Efter gåturen slæbte Grethe den lille killing hjem og bad mig straks gå ud og købe det fornødne udstyr. Da jeg kom tilbage, fyldt med kattebakke, madskåle, legetøj og en blød kurv, blev lejligheden fyldt af glade pigestemmer. Sofie og Mille hang om halsen på deres mormor, som strålede og kyssede på begge sine efterkommere. Killingen, der hurtigt fik navnet Ludvig, sad på sofaens ryglæn og betragtede sin nye familie.
Det her er til dig, Mille et sæt sommertøj med shorts, uddelte mormor gaver og det her, Sofie intet gør en kvinde så tiltrækkende som et par fine blonder
Ugen efter kom Mille ikke i børnehave. Hun og mormor var ude det meste af dagen, og de kom hjem til frokost både trætte og glade efter at have travet byen tynd.
Derhjemme ventede jeg og Ludvig. Om aftenen kom Sofie hjem, og sammen gik vi alle en tur i gården, med Ludvig logrende med halen bag os.
Jeg skal lige tale med dig, Nicklas, sagde Grethe en aften. Hendes blik var pludselig alvorligt. Jeg rejser i morgen, nu må det være. Det her, det giver du til Sofie, når jeg er taget af sted sagde hun og stak mig et papir i plastlommer. Det er mit testamente. Lejligheden og alt mit gods får hun, og dig giver jeg biblioteket, som min mand samlede gennem hele sit liv. Den er uundværlig og der er sjældne værker med autografer…
Hvorfor, Grethe!? udbrød jeg, men hun løftede hånden.
Det er kun dig, jeg fortæller det. Jeg har seriøse hjerteproblemer. Det kan slutte fra det ene øjeblik til det andet. Der skal være styr på det.
Men du bør da ikke være alene! protesterede jeg.
Jeg er aldrig alene, smilede hun. Og Sofies svigermor bor jo endda i nabobyen. Pas godt på Sofie og Mille. Du er en god og betroet mand. Og se nu egentlig er jeg jo din svigermor i kvadrat! Hun grinede og lagde hånden på min skulder.
Bliv nu lidt længere! bad jeg. Bare et par dage.
Grethe smilede varmt men rystede på hovedet. Hele familien fulgte hende ned på gaden, selv Ludvig i Milles arme så trist ud.
Grethe stak fingrene i munden og gav endnu et flot fløjt. En taxa bremsede hårdt op.
Kom så, svigersøn, du kører mig til stationen! sagde hun, kyssede Sofie og Mille, og satte sig ind ved siden af chaufføren.
Taxachaufføren stirrede på den gamle dame, som havde stoppet ham på så usædvanlig vis.
Hvad glor du på? sagde jeg. Har du aldrig set en normalt opdraget kvinde før?
Den livlige, spinkle dame rystede de grå krøller og slog min hånd med sin begge lo vi højt, mens taxaen trillede væk.
