»Hvordan kan det forstås?« Rasmus viftede med testamentet lige foran notarens næse. »Lejligheden til svigersønnen, sommerhuset til svigersønnen, bilen til svigersønnen! Og hvad får jeg? Jeg er sønnen, den rigtige søn!«
»Rasmus Jakobsen, tag det nu,« notaren rettede sine briller og så strengt på den ophidsede mand. »Din far havde fuld ret til at disponere over sin formue, som han selv ønskede.«
»Men det er da ikke fair!« Rasmus’ stemme knækkede over i en hvinen. »Anders har kun været gift med min søster i fem år, og han får mere end mig! Hvor er retfærdigheden?«
Anders sad på en stol i hjørnet af kontoret med knyttede næver. Hans ansigt var blegt, og øjnene røde af søvnunderskud. Han sagde ingenting, men det stod klart, at situationen plagede ham lige så meget som Rasmus.
»Rasmus, hold nu op med at skrige,« sagde Freja, Rasmus’ søster og Anders’ kone, stille men bestemt. »Far vidste, hvad han gjorde.«
»Hold *du* kæft!« snerrede broren. »Din mand har tydeligvis manipuleret far, mens han var syg.«
Anders rejste sig brat.
»Sig det igen,« lød det farligt lavmælt fra ham.
»Det skal jeg nok!« Rasmus vendte sig mod svigersønnen. »Du udnyttede en gammel syg mand, dét er, hvad du gjorde! Smigrede dig ind, lod som om du passede på ham, mens du i virkeligheden kiggede efter din chance til at arve!«
»Rasmus!« Freja sprang op. »Hvor vover du? Anders plejede far dag og nat, da han lå på hospitalet. Hvor var *du*? Hvor var den *ægte* søn?«
»Jeg arbejdede! Jeg har en familie, børn! Jeg kan da ikke bare droppe alt og blive sygeplejer!«
»Men Anders kunne?« Freja trådte tæt på broren. »Har han ikke også familie? Et job? Han brugte sin ferie på far, tog sygedage, sov ikke om natten!«
Notaren sukkede træt og bankede sin kuglepen i bordet.
»Kære arvinger, må jeg bede jer tage jeres diskussion udenfor mit kontor. Testamentet er udarbejdet i fuld overensstemmelse med loven og korrekt underskrevet. Jens Otto var ved sine fulde fem, da han skrev under. Der er lægeerklæringer, der bekræfter det.«
Rasmus greb en kopi af testamentet og læste det igen.
»Tre-værelses lejlighed på Østerbro – til Anders Mikkelsen. Sommerhus i Nordsjælland – til Anders Mikkelsen. Bil, en nyere Volvo – til Anders Mikkelsen.« Hans stemme dirrede af raseri. »Og til Rasmus Jakobsen – en carport og haveværktøj. *Haveværktøj!* En skovl og en rive!«
»Og 50.000 kroner,« tilføjede notaren. »Glem ikke det.«
»50.000!« Rasmus lo bittert. »Lejligheden er 3 millioner værd, sommerhuset er mindst 2, og bilen er nævrmest ny. Og jeg får 50.000! Som en almisse!«
Anders kunne ikke holde det ud længere:
»Rasmus, jeg bad aldrig Jens Otto om noget. Tværtimod, da han fortalte mig, at han ville ændre testamentet, prøvede jeg at tale ham fra det. Jeg sagde, at børnene burde få det hele.«
»Nå ja, det tror jeg på!« fnøs Rasmus.
»Hvad svarede far så?« spurgte Freja sin mand.
Anders sukkede tungt.
»Han sagde: ’Anders, Rasmus er min søn i blodet, men du er blevet som en søn for mig. Rasmus dukker kun op, når han mangler penge. Du kommer bare fordi.’ Det var hans ord, ikke mine.«
Rasmus blegnede.
»Det sagde han ikke.«
»Jo,« bekræftede Freja. »Jeg hørte det selv. Far var ked af, at du så sjældent kom forbi.«
»Jeg har et liv! Et job! Ikke alle har råd til at bruge al tid på gamle mennesker!«
»Ingen *tvang* Anders til at bruge tid på ham,« sagde Freja og satte sig igen. »Han gjorde det frivilligt. Fordi han elskede far.«
Der blev stille. Notaren begyndte at samle papirerne sammen, tydeligvis ivrig efter at afslutte den ubehagelige affære.
»Jeg bestrider testamentet,« sagde Rasmus til sidste. »Jeg finder en måde at bevise, at far ikke var ved sine fulde fem.«
»Gør du det,« Anders trak på skuldrene. »Det er din ret.«
»Rasmus, kom nu til fornuft,« bad søsteren. »Hvorfor ødelægge familien? Far er væk, men vi er her endnu. Skal vi virkelig skændes om penge?«
»Det er nemt for *dig* at sige!« råbte broren. »Din mand sidder i fedtet, og hvad får jeg? Jeg har hele mit liv regnet med fars arv! Ville sælge lejligheden, købe noget større, betale for børnenes uddannelse!«
»Og tror du ikke, vi har planer?« Anders gik hen til vinduet. »Tror du, jeg synes, det her er sjovt? At jeg er glad for, at det nu står sådan til mellem os?«
»Så sig nej til arven,« foreslog Rasmus. »Hvis du virkelig mener det.«
»Det gør jeg ikke,« svarede Anders roligt. »For det var din fars sidste vilje. Og den respekterer jeg.«
Freja tog sin mands hånd.
»Anders har ret. Far var en klog mand. Han vidste, hvad han gjorde.«
»Selvfølgelig vidste han det!« Rasmus eksploderede igen. »Vidste, at man kan gøre sin egen søn fortræd, men ikke en fremmed! Vidste, at jeg ville bide det i mig, fordi jeg er sønnen!«
»Eller måske vidste han noget andet?« spurgte Freja stille.
»Hvad mener du?«
Hun tøvede, så så bestemt på broren.
»Måske huskede han, hvordan du for tre år siden lånte penge af ham til en ny bil?«
»Ja, og hvad så? Må en søn ikke låne af sin far?«
»Jo. Men du lovede at betale tilbage om et halvt år. Der er gået tre.«
Rasmus blev rød i hovedet.
»Jeg ville have betalt! Men omstændighederne…«
»Måske huskede han, hvordan du lovede at renovere hans badeværelse, tog pengene for materialer og forsvandt i en måned?«
»Jeg gjorde det da senere!«
»Efter et halvt år! Og kun fordi far truede med at sagsøge dig!«
Anders sagde stadig intet. Det pinte ham at høre på, men han kunne ikke gå.
»Freja, lad nu være,« bad han. »Der er ingen grund at grave det hele op.«
»Jo!« Frejas øjne glødede af tårer. »Lad ham høre det! Far ringede til dig før hans operation, og du sagde, du var optaget og ville ringe tilbage. Men du gjorde det aldrigMen Rasmus forstod det aldrig, og da årene gik, blev afstanden mellem dem større, mens Anders og Freja passede haven i sommerhuset og mindedes den mand, der havde givet dem mere end bare ting – han havde givet dem kærlighed, og det var en arv, der ikke kunne måles i kroner og ører.
