SVIGERDATTEREN
Anna Pedersen satte fadet med sprødstegt and midt på det smukt dækkede bord, trak vejret dybt og kastede et blik på uret. Om et øjeblik ville hendes sønner komme med deres koner.
Den yngste, Gustav, var lige blevet gift. Brylluppet havde været beskedent, nærmest nede på rådhuset, sådan som de unge gør nu om dage. Anna ville egentlig gerne have holdt et rigtigt, stort bryllup, men hun og hendes mand blev jo selv bare gift i al hast og fik først råd til ringe året efter to tynde guldbånd. Hun havde bare håbet at give børnene en større fest, men de ville det anderledes. Sådan er det.
“Der er kun én ting galt med hende hun er simpelthen alt for velplejet,” hviskede Anna somme tider for sig selv. Men svigerdatteren, Lærke, havde allerede foreslået en snak. Og egentlig kunne Anna godt lide hende. Lærke var sød, venlig, og havde hjulpet Gustav med at finde et godt job. Nu gik det fremad med karrieren, efter at han i årevis bare havde ladet stå til. Anna havde været bekymret, men så kom Lærke.
Én ting var der dog Lærke gik meget op i sig selv: frisør, massage, ansigtsbehandlinger, manicure i massevis. Det kostede alt for mange kroner, syntes Anna. En gift kvinde burde sætte familien først! Hun tænkte tilbage da børnene var små, var hendes egne behov altid til sidst. Især da hendes mand døde; selvom sønnerne var voksne, havde de stadig brug for hende.
Hendes grublen blev afbrudt af ringeklokken. Ungdommen var kommet. Lærke trådte ind i stuen som stjernen, hun var blanke negle, elegant hår, næsten ingen makeup, bare frisk, fordi hun havde råd til det.
Lærke, hvor er du smuk! sagde Anna ærligt, men kunne ikke skjule et lille stik bemærkning. Er det nyt tøj, du har på?
Ja, jeg købte det i går fik en god bonus på arbejde, lød svaret, ledsaget af det store Lærke-smil.
Så burde du lægge lidt til side, delte Anna. Bonus, ekstrabetaling, det trettende månedsløn gem til en regnvejrsdag, det skal du se, det får man altid brug for!
Lærke svarede ikke. Hun kunne lide Anna den ordentlige kvinde, der havde givet alt for familien. Men indeni tænkte Lærke, at det kun bliver regnvejr, hvis man gør sig klar til det hele tiden.
Aftenen forløb hyggeligt, men Anna lod ikke chancen glide forbi for at lægge en god mor-kommentar ind om at spare. Lærke mærkede tydeligt, hvor pilene blev sendt.
Går du nogensinde til manicure, Anna? udbrød Lærke pludselig.
Mig? Nej, aldrig. Jeg sørger bare for, hænderne er rene, mere behøver man ikke.
Ingen lagde mærke til den korte replik. Men Lærke, kvinde til kvinde, blev rørt. Her sad moren til to voksne mænd, der nu tjente godt, og syntes ikke, hun fortjente at bruge bare lidt på sig selv!
Gustavs mor, gør din mor faktisk nogensinde noget bare for sig selv? spurgte hun sin mand i bilen hjem.
Uhm, nej. Hun laver mad, ser tv, snakker med naboer. Hvorfor?
Fordi hun aldrig har forkælet sig selv! Du og din bror burde tage hende med i biffen, ud at spise, gøre noget rart for hende.
Hun har slet ikke lyst, svarede Gustav hurtigt.
Lærke tænkte på sin egen mor, der uanset hvor stramt økonomien var altid fandt lidt til ny frisure, en kjole, og købte abonnement til teatret, bare for at have det godt.
Hun bestemte sig for, at Anna måtte prøve at gøre noget for sig selv, i stedet for bare at vente på børnebørn.
Efter et par dage ringede Lærke. Hun foreslog en tur ud, måske en kaffe, og om ikke Anna ville tage med en tur i wellness. Svigerdatteren planlagde ikke noget til sig selv den dag, bare samvær.
Men nej, det er da ikke nødvendigt jeg kan bare vente i foyeren eller ude på gaden, protesterede Anna straks.
Vent dog ikke brug tiden på dig selv! Bare en times massage og manicure, foreslog Lærke.
Med besvær overgav Anna sig. Lærke ringede på forhånd til klinikken, hvor hun kendte alle:
Gør det godt for min svigermor, og sig, jeg har betalt alt. Tilbyd gerne mere, men lad hende mærke, det er en gave. Måske får I en ny stamkunde!
Da de ankom, afleverede Lærke den modvillige Anna til de kyndige hænder.
Det varer kun en halv time og hvad koster det egentlig? Nå, det finder vi ud af, spurgte Anna nervøst.
Lærke satte sig i forhallen, tjekkede mobilen, og lod timerne gå uden haste.
To timer efter kom Anna ud igen, afslappet og smilende, hænderne bløde og neglene fine.
Hold op, Lærke, jeg fik både kaffe, te og alverdens forkælelse derinde! Men det må have kostet en formue.
Vi havde held! lød det fra receptionisten. I dag er der veninde-dag bring en ven, og hun får alt gratis. Det koster ikke en krone!
Mor og svigerdatter gik på café, hvor Anna satte sig tilbage med kaffe og smilede.
Skal vi ikke bare gøre det til en vane at tage sammen ud, foreslog Lærke. Her er masser af rabatter til gengangere. Du nød det jo?
Meget mere, end jeg troede muligt, svarede Anna berørt.
Det skulle du have prøvet for længe siden!
Ja, men med små børn og min mand, Gud have ham, var altid så sparsommelig. Siden blev det bare aldrig til noget.
Nu skal det være, sagde Lærke med et blink. Ellers bliver jeg jo ensom til sådan nogle tøseture.
Anna lo og overgav sig.
Fra da af plejede hun og svigerdatteren sig sammen. Lærke opfriskede hyggeligt også Annas garderobe og fortalte troligt om priser, der vist var meget lavere end sandheden.
Hun fik overbevist Gustav om at invitere moren ud at spise og i biografen. Til jul gav Lærke Anna et teaterkort.
Du ser yngre ud, sagde naboerne. Ja, ungdommen smitter, svarede Anna, lidt genert.
Og hun følte det: Selvom hun nu var pensionist og mor til to voksne mænd, begyndte livet nu.
