“Nej, Frede! Nej, og så er det det!” Mette hamrede næven i bordet, så koppernes skramlen fyldte køkkenet. “Jeg kan ikke mere! Det er nok!”
Svigerfaren så forbavset ud og lagde avisen fra sig. “Mette, hvad er der galt? Hvad sker der?”
“Det, der sker, er, at jeg ikke er jeres tjener!” Mette rejste sig med hænderne i siden. “Din mor beordrer mig rundt hele dagen, som om jeg var hendes personlige assistent! Og du siger ingenting!”
Lige da kom svigermor, Kirsten, ind i køkkenet og hørte råbet. “Hvad foregår der her? Mette, skal du skrige sådan for hele huset?”
“Se!” Mette pegede på Kirsten. “Der er hun! ‘Mette, hent lige brød’, ‘Mette, lav supper’, ‘Mette, gør rent!’ Er jeg jeres husassistent eller hvad?”
Kirsten bed sig i læben og satte sig ved bordet. “Hvem skal ellers gøre det? Jeg er gammel og syg, Frede er altid på arbejde. Du er ung og rask…”
“Jeg arbejder også!” afbrød Mette. “Jeg står i butikken fra morgen til aften, mine ben gør ondt, og så skal jeg hjem og lave mad, gøre rent, vaske! Alt sammen!”
Frede kradsede sig i nakken og kiggede fra sin kone til sin mor. “Mor, måske har Mette ret… hun er virkelig træt…”
“Nå, er det sådan!” Kirsten så forarget ud. “Nu er du også imod mig! Min egen søn tager parti for en eller anden…”
“En eller anden?!” Mette sprang op. “Jeg er din søns kone, ved du hvad! Og jeg skal føde hans børn, hvis Gud vil! Og du kalder mig ‘en eller anden’?”
Svigermor vendte sig mod vinduet og tav. Frede rejste sig og gik hen til sin kone. “Mette, lige roligt. Mor er gammel, det er hårdt for hende alene…”
“Og for mig er det let, vel?” Mette rystede ham af sig. “Hør her, Frede, jeg siger det lige ud: enten ændrer der sig noget, eller også flytter jeg!”
Der blev stille. Kirsten vendte sig langsomt. “Hvor skal du så flytte hen? Til dine forældre? Tror du, de venter på dig med åbne arme?”
Mette blev bleg. Hun havde faktisk et anstrengt forhold til sine forældre, især sin far, der stadig ikke havde tilgivet hende ægteskabet.
“Jeg finder et sted, bare rolig!”
“Mette, stop nu det pjat!” Frede tog hendes hånd. “Vi er familie. Vi må finde en løsning.”
“Lige præcis!” Mette trak hånden til sig. “En løsning! Så hør her — det er mine betingelser.”
Kirsten fnøs. “Nej, dog! Betingelser! I mit eget hus!”
“Vores hus!” rettede Mette. “Frede, fortæl din mor, at det også er vores hus!”
Frede tøvede. Huset stod faktisk i hans mors navn — hun havde arvet det. Men efter brylluppet var de flyttet ind her, og de havde ingen andre steder at bo.
“Mor, teknisk set…”
“Ikke noget ‘teknisk set’!” afbrød Kirsten. “Huset er mit, og reglerne er mine!”
“Fint!” Mette åbn en skuffe, tog en notesbog og en kuglepen frem. “Så skriver jeg det ned. Første betingelse: Jeg laver middag hver anden dag. Tirsdag, torsdag og lørdag laver du eller Frede mad.”
“Hvorfor det?” svigermor så oprørt ud.
“Fordi jeg ikke er jeres kok!” Mette skrev noget ned. “Anden betingelse: Vi deles om rengøringen. Én uge mig, én uge dig.”
“Du er da helt umulig!” Kirsten rejste sig. “Frede, hører du det her?”
Frede sad med sænket hoved. Han følte sig flov, men han forstod også sin kone. Hans mor krævede virkelig for meget af Mette.
“Tredje betingelse,” fortsatte Mette. “Ingen går ind på vores værelse uden at banke på. Og ingen rører mine ting.”
Det var et ømt punkt. Kirsten havde en vane med at rydde op overalt, også på unges værelse. Hun flyttede på Mettes ting, læste hendes breve fra veninderne og arrangerede endda møblerne, som hun ønskede.
“Hvad hvis jeg vil støvsuge?” spurgte svigermoren.
“Advar mig. Bank på, spørg om lov,” skrev Mette noget mere. “Og fjerde betingelse: En gang om ugen går Frede og jeg i biografen eller på besøg. Alene. Uden dig.”
“Nu går du for langt!” Kirsten eksploderede. “Du stjæler min søn fra mig!”
“Jeg stjæler ham ikke! Jeg vil bruge tid med min mand! Det er sådan, normale ægtepar gør!”
Frede løftede hovedet. “Mor, det giver mening. Vi er unge, vi har også brug for at slappe af…”
“Nå, sådan er det!” Kirsten slog hænderne sammen. “I er alle sammen imod mig! Fint, skriv bare flere betingelser!”
Mette så på svigermoren. Der lød en underlig blanding af forvirring og skuffelse i stemmen.
“Kirsten, jeg har ikke noget imod dig. Jeg vil bare have, at vi alle kan leve i fred.”
“I fred…” svigermor sank tungt ned på en stol. “Hvordan skal jeg leve i fred, når min søn vender sig mod mig?”
Mette lagde pennen fra sig og satte sig overfor hende.
“Ingen vender sig mod dig. Men du må forstå, jeg har også brug for mit eget rum her. Jeg er ikke en fremmed.”
“Du er ikke fremmed, men min egen blod er du ikke,” mumlede Kirsten.
“Hvorfor ikke?” spurgte Mette. “Jeg er din svigerdatter. Vi er familie nu.”
“Familie…” Kirsten rystede på hovedet. “Familie er, når man deler blod. Du… du kom udefra. I dag er du her, i morgen er du et andet sted.”
Frede rejste sig.
“Mor, hold op! Mette er min kone. Det gør hende til din datter. Punktum.”
“Datter…” Kirsten sukkede. “Fint. Hvis det er datteren, så lad det være datteren. Men døtre skal også lytte til deres mødre.”
“De lytter, men de adlyder ikke blindt,” svarede Mette. “Og de er ikke tjenestefolk.”
Der blev stille. Frede gik rundt i køkkenet og tænkte. Mette bladrede i sin notesbog. Kirsten stirrede ud ad vinduet, hvor naboerne hængte vasketøj op.
“Lises søn er også gift,” sagde Kirsten pludselig. “Hans kone er så sød. Rolig, respektfuld. Hun lytter til sin svigermor.”
“Gør jeg ikke det?” spurgte Mette.
“Det ved jeg ikke. Du stiller betingelser…”
“Det er ikke af mangel på respekt. Det er for at vi alle ved, hvem der gør hvad.”
Kirsten vendte sig mod svigerdatteren.
“Skal jeg så slet ikke gøre noget? Bare sidde som en blom”Jeg skal nok hjælpe mere,” sagde Kirsten med et lille smil, og pludselig føltes det som om, hele huset åndede lettet ud.
