Det der gamle skrammel kan vi nok smide ud! Eller, hvis du virkelig holder af det, så kan du stille det i garagen, selvom jeg tvivler på, at der er plads til sådan noget. I et moderne hjem, Grethe Madsen, er der altså ikke plads til støbejernsmonstre.
Lyden af metal mod metal fik Grethe Madsen til at ryste. Hun stod i døren til sin egen køkken, og troede næsten ikke sine egne øjne. Ved den åbne skraldespand stod Selma hendes søn Anders’ kone stolt og rank med en gammel, tung støbejernspande, som Grethe havde stegt de bedste pandekager i Vejle på i over tredive år.
Det var ikke bare en pande. Det var en hel historie. Grethe havde fået den af sin mor, dengang hun som ung og håbefuld flyttede ind i denne lejlighed. Den havde stegt kartofler under krisen i 90erne, og varme frikadeller til Anders, når han kom hjem fra skole.
Selma, læg den tilbage, sagde Grethe stille men bestemt. Det er min.
Selma vendte sig rundt, med den der overbærende mine, som om hun talte til et barn eller en gammel, der var blevet lidt glemt.
Grethe, vi havde jo aftalt det, sagde hun, som om det var det mest naturlige i verden. Vi har købt nyt teflonsæt, med keramisk belægning og anti-stick, tysk kvalitet! Hvad skal vi med det antikke rod? Jeg vil helst have blenderen stående der, hvor panden optager plads.
Jeg har ikke sagt ja til at du rydder op i mine ting, sagde Grethe med hårdere stemme. I har boet her i tre måneder. Vi aftalte, at I kunne spare op til egen bolig, og jeg hjælper jer ved at lade jer bo gratis. Det betyder ikke, I kan smide mine ting ud.
Selma lagde panden hårdt på bordet, så det rungede.
Præcis! Vi bor her vi er ikke på besøg. Så vi må selv bestemme, hvordan vi vil have det. Og, Grethe, lad os være ærlige: der kan ikke være to værter i samme køkken. Det er jo sådan vi siger i Danmark. Jeg er jo den unge hustru, jeg laver mad til Anders, så det bør være mig, der styrer køkkenet nu. Du har jo haft dine år.
Grethe mærkede klumpen i halsen, så på klokken syv om aftenen, snart kom Anders hjem. Hun måtte lige samle sig.
Okay, Selma. Vi kan tale om det, når Anders er hjemme.
Anders er helt enig med mig! fnøs Selma, og flyttede demonstrativt Grethes gryde med boller til den nederste hylde i køleskabet, så der blev plads til hendes yoghurt. Han synes også, vi skal forny lejligheden.
Grethe gik stille ind på sit værelse. Hun trængte til at tage en pause og tænke det hele var ved at ramle, som mælk, man har glemt på komfuret.
Da Anders for tre måneder siden kom med Selma og spurgte: “Mor, kan vi bo her et år? Huslejerne er sindssyge høj, vi kan aldrig spare til nok til udbetalingen,” sagde Grethe ja med det samme. Hun elskede sin søn. Ville ham det bedste. Lejligheden en 3-værelses i et ældre byggeri, købt med slid og opsparing helt tilbage fra 80erne var stor nok til alle.
Den første måned var Selma stille og høflig, spurgte pænt om hun måtte låne en bøjle. Men efter vielsen begyndte forandringerne. Først blev Grethes yndlingsvase knust “ved et uheld”. Så klagede Selma over allergi over for pelargonier og blomsterne blev givet væk til naboen. Nu var hun nået til køkkenet, Grethes hellige sted.
Om aftenen, mens Anders spiste Grethes rester af boller (for Selma havde “ikke nået” at lave sin sunde salat), besluttede Grethe sig for at tale ud.
Anders, vi skal lige snakke, sagde hun, og satte sig over for ham.
Selma kom straks og lagde hænderne på hans skuldre, som for at beskytte ham.
Hvad nu, mor? Anders så træt ud. Han arbejdede som IT-udvikler, sad foran skærmen dagen lang, og familiens konflikter var det sidste han orkede.
Selma prøvede at smide min gamle pande ud. Hun sagde, at der kun kan være én vært i køkkenet. Det vil jeg gerne tale om.
Anders stoppede med at spise, kiggede på sin mor og så på Selma, der straks lavede et fornærmet ansigt.
Jeg ville bare gøre det hyggeligt, sagde Selma. Alt er gammelt, rod, fedtet…
Min pande er ren, sagde Grethe bestemt.
Mor, hvorfor hisser du dig op? Anders sukkede. Selma vil jo bare gøre det pænt. Lad hende flytte tingene lidt rundt, hun gør jo ikke ondt…
Man bygger sin rede på sit eget træ, sagde Grethe blidt. Ikke i andres hus.
Nu starter du igen med de gamle danske ordsprog! råbte Selma. Også de! Sig til hende, Anders! Vi er en familie, hvorfor skal jeg føle mig som gæst?
Fordi du faktisk er gæst, tænkte Grethe, men sagde det ikke højt. Jeg vil bare have, at mine ting står, og at ændringer i hjemmet aftales med mig. Det er min lejlighed.
Vores, mor, vores, sagde Anders forsonende. Jeg er jo også registreret her.
Tung stilhed fyldte rummet. Grethe så på sin søn, og kunne ikke se ond vilje bare et stakkels menneske, der ville have ro. Men bag ham smilede Selma triumferende.
De næste to uger blev en iskold krigszone. Selma gik mere subtilt til værks. Hun smed ikke ting ud åbenlyst, men begyndte at presse Grethe ud.
Grethe fandt tit at hendes viskestykke lå på gulvet, og Selmas hang pænt på krogen. Salt og sukker var byttet om. Hendes yndlingskop stod gemt bag en stabel tallerkener.
Men det værste kom om lørdagen. Grethe skulle til sommerhuset hun elskede at bruge weekenderne i naturen, selv om efteråret når haven var tom, det gav ro.
Skal du af sted, Grethe? spurgte Selma, kun iført håndklæde. Skønt! Anders og jeg har inviteret venner, vi ville spille “Matador” og bestille pizza. Havde ikke lyst til at forstyrre dig.
Jeg regner med at være tilbage søndag til frokost, svarede Grethe, mens hun lukkede jakken.
Måske du vil blive til mandag? blinkede Selma, med et uskyldigt smil. Der er jo frisk luft… Så har vi lidt mere privatrum.
Grethe så på Anders, der var dybt optaget af sin telefon.
Okay, sagde hun tørt. Jeg kommer mandag.
Hun tog af sted, men tankerne gnavede hende. Hun følte, at hun langsomt blev skrevet ud af sit eget liv.
Mandag aften, da hun kom hjem, var det ikke til at kende lejligheden. Tæppet i gangen var væk, der lå en smart, gummi-måtte. Gardinerne hang anderledes, og på køkkenet…
Middagsbordet var væk det helt store egetræsbord, hvor hele familien samles til jul. I stedet stod der en bar-indretning med to høje stole.
Grethe satte tasken med æbler ned.
Hvor er bordet? spurgte hun.
Selma sad med kaffe fra en ny maskine.
Du er hjemme? Bordet er sat ud på altanen. Det tog for meget plads. Vi har fået barbord, det er smart. Anders elsker det.
På altanen? Udenfor? Om efteråret?
Ja ja, hvad kan der ske det er jo træ, sagde Selma nonchalant. Grethe, sæt dig, jeg skal tale med dig.
Selma foldede armene foran vinduet.
Vi har snakket jeg, mest. Vi har ikke plads. To familier på én adresse det ødelægger forholdet.
Hvad mener du? At flytte til lejebolig? Det lyder fornuftigt.
Selma grinede, men det var ikke venligt.
Hvorfor betale husleje, når du har dit sommerhus? Det står tomt, er vinterklar, el og brændeovn du sagde jo selv, du elsker naturen. Hvorfor ikke flytte derud et par år, mens vi sparer op? Vi kommer og besøger dig, tager mad med du får helt ro. Vi passer på lejligheden.
Grethe var stille. Hun så på Selma og vidste: grænsen var overskredet. Det var ikke bare uhøfligt det var decideret territorieltænkning.
Ved Anders det?
Ja, vi snakkede i går. Han sagde: “Hvis mor ikke har noget imod det, hvorfor ikke?”
“Hvis mor ikke har noget imod det.” Den sætning ramte hårdt. Sønnen havde svigtet hende. For fredens skyld, for konen, for ikke at tage ansvar klar til at sende hende væk til sommerhus i kulden, hvor vand hentes i brønd og toilettet står udenfor.
Grethe rejste sig. En kølig ro bredte sig indeni, den slags hun havde brugt til at lede forhandlinger som økonomichef på fabrikken.
Jeg har forstået dig, Selma. Hvor er Anders?
Han er på arbejde. Kommer om en time.
Perfekt, vi har en time.
Grethe gik ind på værelset, hentede mappen med papirer skøde, købsaftale, notering. Hun bladrede hurtigt, men kendte det udenad. Grethe Madsen ejer lejligheden. Anders står kun registreret, han frasagde sig ejerandel da han fik bil den gang.
Hun tog papirer ud i køkkenet.
Selma, op at stå.
Hvad? Selma løftede brynene.
Stå op og gå ind i soveværelset. Tag kufferten frem.
Mener du, vi skal ud at rejse?
Du skal. Du skal hjem, hvor du er registreret til Korsør, eller hvor det nu er. Mig rager det ikke.
Selma blev bleg, så rød over hele ansigtet.
Er du blevet vanvittig? Vil du smide mig ud? Jeg har ret til at bo her!
Nej, det har du ikke, sagde Grethe roligt, og lagde dokumenterne på barbordet. Ejeren har ret til at opsige brugsretten for ikke-familiemedlemmer. Du er ikke registreret her du er gæst, der er blevet lidt for fast.
Anders vil aldrig tilgive dig! skreg Selma. Han går med mig!
Det er hans valg, sagde Grethe. Vil han følge en kvinde, der smider hans mor ud af sit hjem, så er det op til ham.
Lige da kom Anders ind. Stemningen i lejligheden hang tung. Han så på sin kone, mor og det rodede hjem.
Hvad sker der? spurgte han.
Mor smider mig ud! græd Selma og løb hen til ham.
Anders så på Grethe.
Mor? Er det rigtigt?
Ja, Anders, sagde Grethe. Selma foreslog, at jeg skulle flytte til sommerhuset, så hun og du kunne få lejligheden. I har virkelig tænkt jer at sende mig, i min alder, ud for at hente vand og fryse, for at hun kan have sit barbord?
Anders blev rød i hovedet, kiggede ned.
Mor, vi tænkte… jo, om sommeren er det meget bedre…
Det er november, Anders.
Stilhed. Endelig blev det klart for Anders, hvad han egentlig havde sagt ja til på autopilot.
Selma sagde: “Der kan ikke være to værter i samme køkken.” Jeg er enig. Jeg er vært. Jeg har arbejdet for denne lejlighed, indrettet den til hjem, opdraget dig og jeg finder mig ikke i, at nogen bestemmer over mine ting og mit hjem. Så nu skal Selma pakke sine ting. Nu.
Anders! råbte Selma. Tag nu ansvar! Vi er familie!
Anders så på hende for første gang så han ikke sin kæreste, men bare en kvinde, der lige havde prøvet at smide hans mor ud. Han mindedes det gamle egetræsbord far havde slæbt det op sammen med mor. Nu stod det vådt på altanen.
Selma, sagde han lavt, men fast. Gå ind og pak dine ting.
Hvad?! Selma rykkede sig væk. Du svigter os?
Du gik for langt, sagde han træt. Mor har ret. Det er hendes hjem. Vi har misbrugt det. Jeg hjælper dig med at pakke.
Jeg bliver! Jeg ringer til politiet!
Gør det, sagde Grethe. Så kan jeg vise dem skøde og dit pas uden adresse her de hjælper dig nok hurtigt ud.
Den næste time gik i kaos. Selma råbte, smed med nærmest alt, kaldte Anders for mors dreng og Grethe for heks. Men kufferterne blev fyldt. Grethe bar selv store tasker til tøj, som Selma ikke fik pakket.
Jeg hjælper, sagde Grethe, og lagde forsigtigt Selmas jakke sammen.
Nej, lad være! råbte Selma. Jeg klarer det selv!
Da døren smækkede bag hende (hun tog taxa til veninden og proklamerede, at hun ville tage Anders med og få halvdelen af alt men der var intet at få), fyldte stilheden lejligheden.
Anders sad på den høje barstol, hovedet mellem hænderne.
Undskyld, mor, sagde han sløvt. Jeg har ikke set det klart… kærlighed og alt det der, jeg ville ikke have konflikt.
Konflikter løses kun ved at tage ansvar, Grethe lagde armen om hans skulder. Kærlighed er godt, men respekt er vigtigst. Du kan ikke bygge dit lykke på at trampe på andre især ikke din mor.
Du smider mig ikke ud også? han så på hende, tårefyldt.
Nej, selvfølgelig ikke. Men én betingelse.
Hvilken?
Tag bordet ind fra altanen. Og find min gamle pande, hvis hun ikke smed den ud. Jeg vil bage pandekager i morgen.
Anders smilede svagt.
Panden er smidt i skralderummet, mor.
Vi finder en ny. En støbejernspande. Og bordet skal ind.
Anders blev boende. Skilsmissen ordnede de to måneder efter. Selmas kærlighed var åbenbart bundet til kvadratmeter og adresse uden det var Anders ikke længere “drømme-manden”.
Halvt år senere stod Grethe igen i køkkenet. Det gamle bord stod på sin plads, med en stiv hvid dug. Den nye støbejernspande Anders havde fundet en på Den Blå Avis lå på komfuret.
Anders havde mødt en ny pige, Lise beskeden og hjælpsom. I går havde han introduseret hende. Lise kom ud i køkkenet, gav et lille hvin:
Her er så hyggeligt, Grethe! Og duften… Er det pandekager? Må jeg hjælpe? Jeg kan ikke så meget, men jeg lærer gerne.
Selvfølgelig, min pige, smilede Grethe og gav hende et forklæde. Der er plads til os begge. Bare man er et ordentligt menneske.
Og hun tænkte, at to værter godt kan dele et køkken, hvis én er klog og den anden er taknemmelig. Vi solgte den barindretning på Den Blå Avis. Den passede ikke ind vi holder fast ved vores traditioner og varme.
Sådan, ven. Det er min historie. Håber du kan mærke, hvordan grænser skal værnes om selv omgivet af dem man elsker mest.
