Tvillinger?! udbrød Inger-Lise Madsen.
Hun prøvede ihærdigt at skjule sin utilfredshed, men det lykkedes hende ikke særlig godt. Alberte var fuldt ud klar over, at hun næppe kunne forvente en gnist af ægte glæde fra sin svigermor. Inger-Lise havde aldrig brudt sig om hende og mente altid, at Alberte var et dårligt valg for hendes søn. Andre derimod mente, at det snarere var hendes søn Jens, der var lidt for almindelig til en som Alberte.
Alberte var både venlig og veluddannet, og som 23-årig havde hun allerede afsluttet økonomistudiet og fået et godt job i en privat lægeklinik i København. Ganske vist kom hun fra en lille by på Fyn, men hendes far havde ledet et møbelfirma, mens hendes mor underviste på det lokale gymnasium. Man kunne altså ikke anklage Alberte for at være uvidende eller usofistikeret. Alligevel så Inger-Lise altid ned på hende.
Ja, men tillykke da! To børn på én gang! Dobbelt lykke! mumlede hun.
Dog havde Inger-Lise ikke tænkt sig at tage del i denne lykke. Albertas graviditet var meget besværlig; lægerne frygtede for tidlig fødsel, og flere gange måtte hun indlægges. Hvis Jens nærmest dagligt besøgte hende på hospitalet, så boede svigermor kun to busstop fra Rigshospitalet og dukkede aldrig op — ikke én eneste gang.
Selv på den dag, tvillingepigerne Lærke og Freja blev udskrevet, dukkede Inger-Lise ikke op. Lige meget hvor meget Jens bad hende, lod hun sig ikke overtale de første fyrre dage.
Det er ikke passende! Tænk hvis jeg slæbte en sygdom med! De må blive stærkere først, så kan de lære deres farmor at kende.
Da pigerne var tre måneder gamle, mødte Alberte tilfældigt Inger-Lise foran Brugsen. Inger-Lise trak sine smilerynker op og spurgte mellem sammenbidte læber:
Nå, hvordan går det så med jer?
Jo, vi får da luftet os! svarede Alberte åbent. Barnevognen fylder godt i gadebilledet, men frisk luft skal de jo ha!
Inger-Lise nikkede og havde allerede kurs mod udgangen, da hun fik øje på en gammel bekendt. Karen Vestergaard vinkede og kom springende over fortovet:
Inger-Lise! Hej! Jamen, er det dine børnebørn?
Ja, Karense mine små skatte!
Alberte kunne genkende Karen fra enkelte sammenhænge og hilste usikkert.
To på én gang! udbrød Karen. Alberte, hvordan kan du? Så spinkel som du er!
Alberte er familiens heltinde! bekræftede Inger-Lise uden blusel.
Alberte stod chokeret. For et øjeblik siden havde svigermor været på randen til at flygte, og nu agerede hun eksemplarisk farmor.
Karen og Inger-Lise snakkede videre, og Alberte kunne kun opfange brudstykker: tvillinger var en gave, Alberte klarede det fortrinligt, og, i følge Inger-Lise, fik hun masser af hjælp. Der blev fortalt så meget nyt om hendes eget liv, at Alberte næsten ikke kunne tage sig sammen til at svare.
Så kom Karen i tanker om, hvorfor hun havde så travlt:
Nå, nu må jeg videre! Skal nå banken, pas på jer!
Da hun forsvandt om hjørnet, ændrede Inger-Lise straks udtryk, sagde tørt farvel til Alberte og luntede sin vej.
Om aftenen fortalte Alberte episoden til Jens. Han trak blot på skuldrene:
Alberte, sådan har hun altid været. Hun gad ikke engang hjælpe os børn, men fortalte altid flotte historier om det modsatte. Ifølge hende satte hun sig altid sent op om aftenen og lavede lektier med mig, men i virkeligheden så hun tv. Hun påstod, hun gik lange ture med min lillesøster, fordi det var sundt, men det var nu mig, der gik tur, mens hun stod og lagde makeup. Tænk ikke mere over det.
Alberte havde hørt variationer af denne historie før. Men det overraskede hende hver gang, hun selv blev involveret.
***
Årene gik, men forholdet mellem Inger-Lise og hendes børnebørn blev aldrig varmt. Så skete det, at Inger-Lise en dag faldt, da hun steg ud af en taxa ved Nørreport og brækkede benet. Det slog straks ned i hende som et lyn:
Jeg flytter ind hos jer! sagde hun uden videre til Alberte og Jens.
De forstod begge med det samme, at det ville blive noget rod, men kunne ikke nænne at sige nej.
Snart begyndte mareridtet. Alberte og Jens måtte flytte ind i børneværelset, mens Inger-Lise overtog soveværelset. Hun blev en slags ekstra barn: der skulle laves mad til hende, ryddes op, hjælpes med bade og købes ind.
Tvillingepigerne var nu omkring to og et halvt. Alberte prøvede at starte op på arbejde igen på halv tid, så pigerne begyndte i børnehave. Hver morgen var det et mindre drama, hvor Lærke og Freja græd og kæmpede sig fri for at slippe ud af de varme dyner og ud i den store verden.
En morgen, netop som familien skulle ud af døren, ringede Jens mobil.
Mor? Hvorfor ringer du fra den anden ende af lejligheden?
Jeg kan ikke rejse mig, mit ben er stadig i gips
Du har da en krykke
Ti stille, Jens! Det jeg har på hjerte, kræver ikke, at jeg står op!
Okay, mor, lad os høre
Jeg er ærlig talt ikke tilfreds med det spektakel, der er om morgenen. Jeg får aldrig søvn, I fiser rundt og smækker med dørene, og jeres børn larmer jo i ét væk!
Jens rødmede. Han gik hen til soveværelsesdøren og råbte:
Hvis du vil have ro, kan vi da bare lade pigerne blive hos dig?! Hvad siger du til det?!
Inger-Lise blev så forskrækket, at hun straks tav. Ikke længe efter flyttede hun fra lejligheden, stadig med gipsen på. Jens var lettet, men Alberte blev alligevel ramt af dårlig samvittighed, som om hun ikke ønskede, at der skulle være konflikt mellem mor og søn. Hvad kunne hun dog have gjort anderledes?
***
Fredage arbejdede Alberte typisk kun til middag. Hun hentede pigerne, de købte kanelsnegle for 30 kroner og så en tegnefilm sammen. Den fredag var ingen undtagelse: Alberte dryssede puder ud på stuegulvet og tændte projektoren, da det ringede på døren.
Det var Inger-Lise, der stod med barnebarnet Oscar Lenas søn i hånden.
Inger-Lise, er der sket noget?
Lena har afleveret ham til mig for et par timer, men jeg skal ordne noget vigtigt! Kan han ikke bare være her halvanden time? Tak skal du have!
Alberte blev lidt forvirret. Oscar var kun et halvt år yngre end pigerne og et stille barn, så hun satte sig på hug og smilede til ham.
Oscar, vil du se film med os?
Han nikkede genert, og da Alberte kiggede op, var svigermor allerede i elevatoren.
Hvornår skal I hentes?
Max to timer!
Hun forsvandt uden farvel.
***
Jens kom hjem klokken syv og så Oscar sidde i køkkenet og spise frikadeller.
Hej, kammerat! Har du hygget dig? Hvor er Lena?
Oscar smilede, mens Alberte trak vejret tungt. Hun ønskede ikke at skabe drama, men sandheden skulle jo frem.
Din mor afleverede ham Skulle kun være to timer. Hun gik igen med det samme.
Øh og hvor længe er det nu?
Snart fem timer…
Jens blev rød i hovedet.
Okay men hvor er Lena?
Jeg har ikke skrevet til hende Jeg ville ikke få din mor i problemer. Hun havde jo ansvaret.
Jens sukkede.
Du er god, Alberte men det her er jo gak! Sagde min mor hvor hun skulle hen?
Alberte rystede på hovedet. Jens ringede til Lena og forklarede situationen. Lena lovede at tage direkte over.
***
Klokken var næsten halv ni. Børnene legede på værelset, og Alberte, Jens og Lena sad i køkkenet.
Skal vi vente længere? Ungerne skal jo i seng.
Bare rolig, Alberte. En enkelt aften uden sovetid, det skader ikke. Og vi skal have en snak med mor.
Knapt havde Jens talt færdig, før det ringede på døren. Alberte åbnede:
Godt, så kan jeg tage Oscar nu! erklærede Inger-Lise.
Alberte sank en klump. Bag hende dukkede Jens og Lena op.
Mor, hvordan kan du dog? Er det ikke helt ude i hampen?
Hvordan taler I til jeres mor?!
Mor! Forsøg ikke at snakke udenom! Du fik Oscar overdraget ikke Alberte. Hvad har du egentlig gang i?
Inger-Lise lo.
Hvorfor så dramatisk, Lena? Alberte har to børn hun kan jo sagtens passe tre i nogle timer! Jeg havde ærinder.
Jens trådte tættere på.
Hvilke ærinder? Synes du ikke, det er arrogant sådan at udnytte og bestemme over hende? Spurgte du hende overhovedet?
Åh, hvad er der at spørge om!
Jens forsøgte igen:
Hvor har du været?
Nu begyndte Lena at fnise nervøst.
Nå, først var mor nede til frisøren håret så længere ud i morges. Og bagefter har hun nok fået ordnet negle lakken var rød i morges, men nu er den lyserød.
Inger-Lise rødmede, målløs. Jens gentog:
Skammer du dig virkelig ikke?
Inger-Lise tav, så ud på sine børn med et arrigt blik.
Hvis man endelig engang skal have hjælp, så skyder du straks ansvaret over på min kone?! Måske kunne hun også tænke sig frisør og negle engang? Eller skal det kun være dig?!
Så blev Inger-Lise rød i hovedet, rejste sig alt skam var forsvundet. Hun ville sætte både søn, datter og svigerdatter på plads:
Åh, Jens! Hvorfor skulle hun dog til frisør? Hvilke negle? Hun er jo bare den der stille pige fra Odense! Det vil hun altid være.
Et øjeblik var alt stille. Så rungede det i stuen:
Ud herfra!
Jens tog sin mor under armen og lukkede hende ud i opgangen. Han åndede tungt ud, og da han vendte sig, så han, at Alberte græd stille. Både han og Lena skyndte sig hen for at trøste hende.
Det gjorde ondt på Alberte. Men netop derved så hun, at Inger-Lise ikke satte pris på nogen af sine børn eller børnebørn. Det var ikke hende, Alberte, der var problemet. Selv hvis man ønsker at være god, kan man aldrig være god nok for et ondt menneske.
Efter den dag blev kontakten til svigermor minimal. Jens og Lena hjalp af og til, når hun spurgte, men for det meste holdt Inger-Lise sig uden for. Hun var længe fornærmet, men hendes trang til at være med i flokken vandt til sidst, og hun nærmede sig familien igen. Børnene så hun dog kun sjældent.
En eneste gang, mens Alberte bladrede gennem beskeder på sin telefon, så hun Inger-Lises statusbillede: alle tre børnebørn og teksten Glædelig Bedstemødredag til os alle, der har opfostret børnebørn! Alberte trak på smilebåndet. Om aftenen kunne Jens og Lena slet ikke lade være med at lufte deres meninger og Alberte kæmpede for at holde grinene tilbage.
