Fredag, 12. april
Tvillinger?! Orden forlod nærmest min svigermors mund, før hun nåede at tænke sig om.
Jeg så straks på Birte med sammenbidte læber, mens hun forsøgte at skjule sit mishag men det var nu aldrig noget, hun havde haft særligt held med. Jeg vidste godt, at Birte aldrig var begejstret for mig som svigerdatter; jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at hun anså mig for at være langt fra det bedste valg til hendes søn, Esben. Mærkeligt nok syntes folk ellers omkring os det modsatte at Esben var en lidt for simpel fyr til sådan én som mig.
Mine forældre boede begge i Aarhus far har ledet et mindre firma, mens min mor underviser på universitetet. Jeg blev færdiguddannet økonom som 23-årig og fik et godt job i et privat sundhedsnetværk her i København, efter jeg flyttede til byen. Jeg har aldrig fået skæld ud for at være hverken doven eller uopdragen men alligevel blev jeg altid mødt med et overbærende blik fra Birte.
“Tillykke! Sikke en glæde dobbelt så meget af det gode.” Hun mumlede det næsten.
Hun anede dog ikke, hvor lidt hun egentligt havde lyst til, at denne glæde skulle berøre hende. Min graviditet var svær jeg gik for det meste på barsel eller var indlagt på Rigshospitalet, og lægerne sagde først, at jeg var i fare for at abortere, siden advarede de om for tidlig fødsel. Selvom Esben kom forbi næsten hver dag, var svigermor, der kun boede et par stoppesteder væk ude i Valby, aldrig forbi hospitalet.
Hun dukkede heller ikke op, da vi skulle hjem med tvillingepigerne. Esben prøvede ellers at overtale hende, men hun holdt hårdnakket på, at hun først måtte vente fyrre dage.
“Det er jo ikke rigtigt at komme for tidligt. Tænk, hvis jeg smitter dem med noget. Nej, de må blive stærke først.”
Først, da pigerne var tre måneder gamle, løb jeg på Birte foran Netto nede på hjørnet. Hun trak mundvigene op til noget, der skulle ligne et smil og spurgte:
“Nå, hvordan går det med jer, piger?”
“Vi nyder lidt frisk luft,” svarede jeg så oprigtigt, jeg kunne. Barnevognen var kæmpestor men de to havde jo brug for luft og plads.
Birte nikkede bare, men fik straks øje på en bekendt på vej ind i butikken. “Birthe! Hej! Er det dine børnebørn?”
“Ja, Grethe, det er mit guld.” Birte smilede. Jeg nikkede genert til Grethe, som jeg svagt mindedes fra tidligere familieting.
“Begge to! Christine, hvor er du sej. Du ser jo så spinkel ud!”
“Christine er en sand helt,” brød Birte ind. Og nu sad jeg og måbede. Få minutter tidligere var hun ved at flygte, og nu poserede hun som den søde bedstemor.
De fortsatte deres småsnak; jeg opfangede kun brudstykker hvor heldige vi var med tvillingerne, hvor fint jeg klarede det, og hvordan Birte selvfølgelig hjalp til og var med over det hele Jeg hørte mere nyt om mit eget liv, end jeg har oplevet. Endelig kom Grethe i tanker om, at hun skulle nå banken og sagde farvel.
Birte ventede præcis et halvt minut, indtil Grethe var væk om hjørnet. Så forsvandt smilet. Hun nikkede stift til mig og forlod mig uden at sige andet.
Senere fortalte jeg Esben det hele, mens vi vaskede op.
“Det er typisk min mor,” trak han på skuldrene, “hun fortalte også altid, at hun sad sent oppe og lavede lektier med mig, men i virkeligheden så hun bare Matador og lod være med at åbne min skoletaske. Eller sagde, at hun gik lange ture i Frederiksberg Have med min lillesøster for hendes skyld men det var bare fordi, hun selv ville ud og blære sig Bare glem det, Christine.”
Det havde han ret i jeg havde hørt det tusind gange før, men blev stadig ramt hver gang jeg så det ske.
***
Årene gik, men Birte ændrede sig aldrig. Hun var mere og mere fraværende i både børnenes og vores familieliv, indtil den dag uheldet var ude. Hun var faldet ned af trappetrinet fra taxaen og havde brækket benet. Næste dag ringede hun på Esbens mobil:
“Jeg flytter ind hos jer, til benet er brugbart igen,” meddelte hun uden forhandling.
Esben og jeg udvekslede et blik. Vi vidste begge, at det var en dum idé men sige nej det kunne vi ikke.
Hverdagen blev hurtigt kaotisk. Vi rykkede ind i børneværelset, mens svigermor fik vores soveværelse og blev en slags tredje barn. Hun krævede hjemmelavet mad, hjælp i badet og ville gerne have, vi købte specielle varer til hende mindst én gang om dagen. Tvillingerne var to et halvt, og jeg havde lige fået lov at vende lidt tilbage til arbejdet. Derfor gik pigerne i børnehave, men hver eneste morgen var kaotisk, når vi prøvede at få dem op og afsted.
En morgen, lige inden vi skulle ud ad døren, ringede Birte på mobilen hun lå på værelset lige ved siden af.
“Mor? Hvorfor ringer du? Du ligger jo lige derinde!”
“Jeg kan ikke komme op, jeg har brækket benet”
“Du har krykker, mor”
“Ti nu stille, Esben! Jeg behøver ikke rejse mig for at sige det jeg har på hjerte!”
“Jaja, kom nu med det”
“Det duer ikke, I larmer så frygteligt om morgenen. Jeg kan ikke sove, når I buldrer rundt og jeres børn taler så højt!”
Rød i hovedet styrtede Esben ind i soveværelset, slog døren op og råbte:
“Vil du gerne have ro? Så kan du få lov at have ungerne for dig selv!”
Birte var chokeret tavs. Få dage senere pakkede hun selv sin taske og ringede efter en taxa, selv før gipsen blev fjernet. Esben så bare lettet ud men jeg gik alligevel rundt med en knugende skyldfølelse. Jeg ville jo ikke have, at Esben skulle blive uvenner med sin mor. Men hvad kunne jeg ellers gøre?
***
Jeg havde for vane at arbejde halv tid om fredagen, hente pigerne tidligt, købe lidt slik og se tegnefilm sammen en lille tradition, vi holdt fast i. Den fredag var ingen undtagelse. Jeg havde lige smidt puder på gulvet og sat filmen på, da det ringede på døren.
Udenfor stod Birte, og ved hånden havde hun Mads, Lenes søn.
“Birte, har du brug for noget?” spurgte jeg forvirret.
“Lene har overladt ham til mig i dag, men jeg har et presserende ærinde. Du kan vel lige kigge til ham halvanden times tid? Please!”
Jeg sukkede, mens Birte allerede vendte sig mod elevatoren. Mads var lidt yngre end pigerne og virkede fredsommelig, så jeg satte mig på hug og smilede.
“Mads, vil du blive lidt her?”
Han nikkede genert, og Birte nåede ikke engang at sige farvel.
“Hvornår henter du ham igen?”
“Senest om to timer!”
Og så var hun væk.
***
Esben kom hjem ved syvtiden, og så straks, at der sad endnu et barn i køkkenet og spiste frikadeller.
“Hey, Mads! Hvor er din mor henne?” spurgte Esben venligt.
“Birte afleverede ham lige. Hun havde vist travlt” sukkede jeg. “Det er fem timer siden, hun lovede at hente ham.”
Esben så olmt ud.
“Og Lene?”
“Jeg har faktisk ikke ringet til hende, jeg ville ikke sætte Birte i fedtefadet. Hun havde jo egentlig barnet.”
Esben så frustreret ud og greb straks sin mobil, ringede til Lene og fortalte det hele. Hun lovede at komme med det samme.
***
Det var halv ni, børnene legede stadig på værelset, mens vi voksne sad i køkkenet.
“Skal vi blive ved med at vente på hende?” spurgte jeg.
“Én aften gør ingen forskel for børnene men Birte skal konfronteres.”
Netop da det ringede på døren. Jeg gik ud for at åbne.
“Så, nu henter jeg lige Mads,” erklærede Birte.
Inden jeg nåede at svare, dukkede Lene og Esben op bag mig.
“Mor, hvad tænker du på?” udbrød Lene.
“Hvordan taler I til jeres mor?” svarede Birte fornærmet.
“Mor, nu må du holde op. Jeg bad DIG tage dig af Mads ikke Christine! Bare fordi hun har to, betyder det ikke, du kan smide ansvaret på hende!”
Birte grinede bare.
“Åh, hvad gør det? Christine kan jo sagtens, og jeg har vigtige ting i dag.”
Esben trådte et skridt frem:
“Hvad var så vigtigt? Har du overhovedet spurgt Christine, før du afleverede ham?”
“Nej, hvad skulle jeg spørge om?”
“Hvor har du været?” spurgte Esben igen.
Lene kunne ikke lade være med at le lidt.
“Moren min har sikkert været til frisør hårspidserne var længere i morges og dernæst i neglesalon. Lakken var rød, nu er den lyserød.”
Birte blev rød i hovedet, men sagde ikke noget.
“Synes du ikke selv, det er pinligt?” gentog Esben.
Hun kiggede bare koldt på os. Hun virkede som om, hun ville sætte os alle på plads.
“Esben, hvad snakker du om? Hvorfor skulle Christine til frisør hun er jo bare en grå mus fra provinsen, det vil hun altid være!”
Der var stille et øjeblik. Så genlød lejligheden af:
“Skrub af! UD!” Esben følte ingen trang til mere, tog Birte under armen og førte hende ud ad døren. Smed den i og trak vejret tungt. Da han så op, løb tårerne allerede ned af mine kinder. Både han og Lene trøstede mig.
Det gjorde virkelig ondt men på den anden side kunne jeg pludselig se, at Birte heller aldrig havde sat pris på sine egne børn. På en sær måde føltes det beroligende at vide, at problemet ikke var mig.
Bagefter gled kontakten til Birte stort set ud. Esben og Lene hjalp hende med småting en gang i mellem, men ellers holdt hun sig væk fra vores familie. Hun forholdt sig fornærmet i lang tid, men trangen til at være “en del af familien” overtog til sidst, og hun forsøgte at blive venner igen. Men den nære kontakt med børnebørnene kom aldrig.
Kun én gang så jeg billeder af pigerne og Mads i hendes Messenger-status, med teksten: “Tillykke til alle mormødre, som har opdraget deres børnebørn!” Jeg måtte smile bittert. Senere samme aften sad Esben og Lene og lavede sjov med hendes post og selvom jeg godt vidste, det måske var tarveligt, kunne jeg ikke lade være med at fnise.
